Ved et velbesøgt møde på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i København fejrede Danmarks Kommunistiske Parti på én gang sin stiftelsesdag og rejste spørgsmålet: Hvem er det, der skal skrive kommunisternes historie?
Af Henrik Stamer Hedin
Det var svært at finde en ledig stol på læsesalen på ABA, hvis man som jeg kom halsende over tiden i taxa fra Hovedbanegården og et forsinket tog. DKP’s debatmøde om partiets historie og om arbejdet med historien havde samlet omkring 30 deltagere, mest partiveteraner, der selv havde været med til at skabe den historie, som var til debat. På talerstolen stod partiets tidligere faglige sekretær Preben Henriksen og gav den nuværende program- og historieansvarlige Svend Erik Christensen tørt på: ”Historiekommission” var et rigtig kedeligt navn at sætte på den gruppe ildsjæle, som nu skal til at forske i partiets fortid og rødder. Historie er alt andet end kedelig.
Det gælder i hvert fald det kommunistiske partis historie.
I sit indledende oplæg om
DKP’s arbejde med historien havde Svend Erik Christensen sagt:
I dag er det 83 år siden, Danmarks Venstresocialistisk Parti blev stiftet i Fredericia. Partiet tog et par år efter navneforandring til Danmarks Kommunistiske Parti og blev en sektion af Kommunistisk Internationale. På den baggrund er det også at mødet i dag også kaldes et festmøde – en fødselsdagsfest for en gammel kone, der har været meget igennem, men endnu ikke blevet træt af dage.
Men mødet er ikke kun en fest. Det er vigtigt at vi tager hånd om kommunisternes, venstrekræfterne og hele arbejderbevægelsens historie. Det borgerlige Danmark forsøger at tage vores historie fra os. Vi har en forpligtigelse til at give historien videre til de kommende generationer. Og med historien følger de erfaringer vi har i kamp for fred, social fremskridt og national selvbestemmelse. Det er historien om de folk, partier og bevægelser, der var medvirkende til at skabe det Danmark som vi på godt og ondt har i dag.
Historien er også blevet en politisk kampplads. Vi må som kommunister kæmpe for vores historie og kæmpe for at være med til at skrive vores egen historie. Det vises med al tydelighed den kampagne som det to fundamentalistiske Dansk Folkeparti-præster fra det jyske bibelbælte satte ind i august. En kampagne som blev grebet med kyshånd af statsministeren. Venstrefløjen er sat i skammekrogen. Næste skridt er DUPI-undersøgelsen om den såkaldte indre fjende, som sættes i gang her efter nytår. En undersøgelse der har til formål at miskreditere venstrefløjen og særlig kommunisterne. Man vil forsøge at få os kommunister fra skammekrog til gabestok – og vel allerhelst på hjul og stejle.
Men hvad vil vi med dette møde? Jeg blev tvunget til at overveje det nærmere, da jeg blev kontaktet af Lars Jensen, som er elev på Esbjerg Mediehøjskole. Han ønske at få at vide, hvorfor vi holdt dette møde og herunder om vi ville bruge mødet i dag til at gøre op med de fordomme, der er om DKP, og om vi føler os tynget af de fordomme, der er mod DKP.
Jeg svarede, at formålet med
mødet er at få en diskussion om DKPs historie – og se på, hvad vi og andre
på den danske venstrefløj kan lære af vores historie.
Svend Erik Christensen sagde
videre:
DKP er mange gange blevet dømt død og ligegyldig. Trods det er der stadig stor interesse om DKP’s historie. Ikke mindst har Statsministeren og Dansk Folkeparti den seneste tid udvist stor interesse for partiets gøren og laden de seneste 50 år. Der skal nu igangsættes en officiel undersøgelse af ”den indre trussel” under den kolde krig i værk. For regeringen og dets støtteparti er det de danske kommunister der er den indre trussel.
DKP vil ikke optræde som et objekt i historien. Vi vil være med til at skrive vores egen historie. Vi vil kæmpe for retten til vores egen historie.
På denne baggrund har DKP i den seneste tid taget flere initiativer. Et af dem er dette møde i dag. Forhåbentlig bliver det en tradition med møder om vores partis historie her omkring den 9. november.
En anden idé, som vi har, er at få Arbejdermuseet til at arrangere en særudstilling i forbindelse med vores partijubilæum i 2004.
En tredje idé er at få igangsat noget mere forskning om DKPs historie. Det vil jeg vende tilbage til.
For at tage hånd om de forskellige partier har vi besluttet at nedsætte en Historiekommission. Hvis det går som jeg vil, så vil den blive nedsat i begyndelsen af næste år.
Det er ikke første gang, vi har nedsat en historiekommission. I 1990 blev der også nedsat en historiekommission. Den holdt sit første møde i ABA den 6.oktober 1990. Det blev vist også det sidste møde. Dens arbejde løb i hvert fald ud i sandet. Den daværende historiekommission havde til opgave at holde lidt øje med partiets arkiv her på ABA samt kikke på forskningen i det historie og tage initiativ til ny forskning.
Her adskiller opgaverne for den kommende historiekommission sig ikke meget fra den gamles.
Men hvem får så lov til at være med i vores historiekommission? Det bliver vores landsledelse, som kommer til at bestemme det. Men jeg mener, at vi udover medlemmer af vores eget parti også skal have andre gode mennesker med ind i kommissionen.
Vi skal bruge historiekommissionen til at få sat gang i diskussionen af vores partis historie. Historien skrives ikke en gang for alle. Der er skrevet meget om vores partis historie. Noget har vi selv haft hals og håndsret over. Det er fx Ib Nørlunds ”Rids af dansk arbejderbevægelses historie” og dens efterfølger ”70 erne”. Det må vi vel kalde partihistorie, nogle vil måske bruge udtrykket partiforherligelseshistorie. Her er der virkelig lagt kommunisternes vinkel på vores historie. En anden type er den historieskrivning, som vi har taget initiativ til; det er fx Kurt Jacobsens ”Moskva som medspiller”, der blev udgivet af Tidens Forlag i 1987. Herfra har vi hele spekteret fra de os mere venligt stemte til de historieskrivere, der har et klart antikommunistisk formål som fx Bent Jensen fra Syddansk Universitet.
Vi arbejder på at få lavet en opsamling om hvad der er skrevet om kommunisterne gennem de sidste 10-15 år.
Men når vi skal have skrevet partiets historie skal det ikke være et bestillingsarbejde og festskrifter, men vi forventer dog at det er en loyal og kritisk forholden sig til vores historie. Vi har ikke noget at skjule. Vi ønsker at hvert blad i vores historie bliver vendt og gransket. Kun på denne måde kan vi – og de kommende generationer lære af vores historie.
Arkiverne skal åbnes
DKP vil opfordre universiteterne til at igangsætte
den nødvendige forskning. Folketinget skal samtidig opfordres til at afsætte
de nødvendige midler i forskningsfondene, så det bliver muligt at gå både i
dybden og i bredden med historien. En af forhindringerne er de lukkede arkiver.
Alle arkiver skal åbnes for forskningen og for den brede offentlighed. Det gælder
de offentlige arkiver - men også de politiske partiers og andre private
arkiver. DKP har åbnet sit arkiv for alle seriøse forskere og journalister. Vi
vil samtidig opfordre Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative til det
samme. Det gælder også AICs arkiv.
Konkret vil vi foreslå at
der bliver sat forskning i gang om nogle af de både ømme punkter der er i
vores partis historie. Det er samtidige nogle af de myter, der bringes til torvs
om kommunisterne. Det er fx
· Partidemokratiet i DKP
· DKPs finansiering. I hvilket omfang er DKP blevet betalt af Sovjet og i givet fald hvad var prisen?
· DKPs samarbejde med en række enkeltpersoner og organisationer af ikke-kommunistisk observans. I hvilket omfang manipulerede DKP med disse personer?
·
DKPs arbejdet for fred. Blev DKP tilskyndet eller
inspireret udefra?
Vi vil også få sat fokus på partiet i de
perioder og situationer, hvor DKP har været med til at gøre en forskel. Det
kan fx være
· DKP og fredsbevægelsen i 80’erne
· DKP og arbejdet på arbejdspladserne og i fagbevægelsen
·
DKP og kampen mod EU
Et andet oplagt emne vil være DKP i årene
1988-1994.
Det er vores håb, at der vil ligge noget ny forskning klar til partijubilæet i 2004. Måske lidt optimistisk
Det bliver nogle af de
opgaver som historiekommissionen skal tage sig af.
En modoffensiv
Men heldigvis er DKP ikke alene om at vil have sandheden frem om historien. Her vil jeg ikke undlade at nævne Dokumentationscentret mod Histoireforfalsning. Der jo med stor ihærdighed med Leif Larsen i spidsen holder det ene velbesøgte offentlige møde efter det andet, hvor der sættes fokus på sort pletter i vores nyere historie. For en god måneds tid siden var der et møde om søfolkenes og skibsfartens historie under besættelse og om en uge er der en møde om politiet fra før, under og efter besættelsen.
Et andet initiativ som jeg vil nævne er den modoffensiv som vi er nogle organisationer der vil iværksætte i forbindelse med den bebudede undersøgelse af den indre trussel under den kolde krig.
Horserød-Stutthof-Foreningen, som er en forening af tidligere KZ-fanger og deres familie mv. sendte i begyndelsen af september et åbent brev til DKP, DKP/ML, Enhedslisten, KPID og SF for at gå disse partier til at gå ind i en modoffensiv mod den hetz der i august blev iværksæt mod venstrefløjen og særlig kommunisterne, af Dansk Folkeparti og fulgt op af Statsministeren.
På baggrund af brevet tog DKP i følge aftale med Anton Nielsen, som er formand for Horserød-Stutthof-Foreningen, initiativ til et møde mellem foreningen og de pågældende partier.
Mødet fandt sted den 9. oktober, hvor DKP, KPID
og DKP/ML sammen med Horserød-Stutthof-Foreningen mødtes hos DKP. Her blev man
enige om at igangsætte en fælles indsats for at få sandheden frem om den
kolde kring. Både sandheden om kommunisternes indsats i kampen for fred og
national selvstændighed og socialdemokratiets og de borgerlige mere eller
mindre ulovlige kamp mod kommunisterne og alle fredselskende danskere. En kamp
der var dirigeret fra Washington og delvis betalt af CIA.
Næste skridt var et arbejdsmøde den 6. november hos KPID. Her deltog også Dokumentationscenterer mod Historieforfalskning og Enhedslisten. Mødet mundede ud i en beslutning om at sætte et stykke konkret arbejde i gang. Der blev peget på 10-15 emner som kunne være interessante at få kulegravet. Det er bl.a. Kommunisterne og fredsbevægelsen i 80’erne, Kommunisterne og Atomvåbenkampagen i 60’erne og Hjemmeværnets rolle under den kolde krig. På næste møde, der finder sted den 20 januar, vil listen blive prioriteret og de enkelte emner beskrevet. På mødet var der enighed om at det er vigtigt at den opvoksende ungdom får et kendskab til kommunisternes indsats i Danmark de seneste 50 år. Derfor skal formidlingsformere også gennemtænkes.
Herudover er der en idé
fremme om at udskrive en priskonkurrence. Ligesom det vil blive undersøgt,
hvordan de forskellige progressive miljøer på universiteterne kan inddrages i
arbejdet. Men alt dette tages op den 20. januar, hvor der også skal tages
stilling til den fremtidige struktur for initiativet.
DKP’s arkiv
Efter den diskussionrunde, som Skub’s forsinkede redaktør havnede midt i, talte arkivar Anette Eklund Hansen. Hun fortalte om, hvordan DKP’s arkiv har det, og hvordan det kan bruges og bliver brugt. Arkivet blev for godt 10 år siden overført fra Dr. Tværgade til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Det var op mod 700 flyttekasser, der pludselig væltede ind ad døren til ABA’s daværende lokaler i Folkets Hus på Jagtvejen, og de sprængte fuldstændig de ret snævre rammer, arkivet dengang havde. Det blev nødvendigt at finde et nyt sted at være, og det lykkedes heldigvis også – endda et lyst, venligt og moderne sted, hvor der var plads til det hele.
Siden har der været arbejdet med at ordne og registrere de mange aktmapper, protokoller og papirbunker. Der er tale om såvel det centrale arkiv som enkelte distrikts- og afdelingsarkiver og ikke mindst en række personarkiver. Arbejdet hermed er stadig i fuld gang.
Blandt tilhørerne var folk, der selv arbejder med at opspore og samle dokumenter omkring partiets historie. Tage Revsgaard Andersen, Oluf Unnerup og flere andre tog ordet og fortalte bl.a. om jagten på det forsvundne partiarkiv fra de første besættelsesår, der ved illegaliteten blev beslaglagt af politiet, som siden ikke har kunnet finde det. I sig selv en spændende historie.
Mødet afsluttede af Skub’s tidligere redaktør, historikeren Thomas Clausen, der causerede over det sidste tiårs kommunismehistorikere, delt op på ”de gode, de onde og de grusomme”. De allersidste minutter blev brugt på en filmstrimmel af en majdemonstration fra midten af 30’rne – et eksempel på det audiovisuelle materiale, som kommunisternes arkiv også rummer.