Under
debatmødet 16.januar om ”den
onde kommunisme” og ”det gode Amerika” mellem David Trads, Søren Søndergaard
og Knud Vilby i Medborgerhuset på Blågårds Plads var det velgørende at
opleve den udbredte vilje hos stort set alle andre debattører end David Trads
til at nuancere debatten. Nuancere betyder i denne sammenhæng inddrage en række
faktorer – Vestens militære invasioner i 1917, blokadepolitik i flere årtier
m.m. - i analysen af, hvorfor
realsocialismen korrumperede og kæntrede. At fremdrage omverdenens pres på den
unge sovjetstat skal ikke tjene til at undskylde eller bortforklare
forbrydelserne – det stadie må vi være kommet ud over – men give os et
mere præcist billede af, hvordan så meget kunne gå galt. Og måske et
fingerpeg om, hvordan man skal undgå gentagelser i kampen for nye socialistiske
samfund. En kamp der jo så langt fra har mistet sin aktualitet.
Især
Søren Søndergaards indlæg beskrev præcist det unge sovjetsamfunds
genvordigheder.
Desværre
valgte han ved mødets afslutning at recitere følgende passus i Enhedslistens
forslag til principprogram (se Rød-Grønne Linier 10. januar 2003) : ”Ophævelsen
af den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således en vigtig forudsætning
for socialisme, men den er langt fra tilstrækkelig. Det viser ikke mindst
erfaringerne fra de påståede socialistiske samfund, hvor et lille,
privilegeret mindretal udøvede et diktatur på bekostning af
befolkningsflertallet. De uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, der her er
begået, har intet med socialisme eller kommunisme at gøre”.
Her
er jeg helt uenig med Søren og med Enhedslisten: Forbrydelserne havde netop en
hel del med socialisme og kommunisme
at gøre. De blev begået af folk der havde tilegnet sig Marx’ , Engels’ og Lenins tanker og som oprigtigt troede
på en fremtid for socialismen og kommunismen. De voksede ud af de hårde
kampvilkår Og overgrebene gik ikke kun ud over bevidste kommunister på alle
niveauer, men blev også gennemført af bevidste kommunister på alle niveauer.
I de realsocialistiske samfund kan man i høj grad tale om, at kommunister kunne
være både bødler og ofre på én gang, hvad en række tidligere Stasi-agenter
da også har givet udtryk for.
Derfor
er det vigtigt at analysere, hvorfor terroren, som oprindeligt var et træk ved
krigskommunismen, kunne udvikle sig , hvordan magten kunne korrumperes, og
hvorfor kollektivisering og nationalisering af produktionsmidlerne ikke
ledsagedes af? At pege på en lille ”privilegeret elite”, som Enhedslisten gør i
ovenstående citat, er langt fra svar nok.
Samtidig
er det vigtigt at huske, at disse overgreb skete i lande, der havde taget en række
vigtige skridt i retning af socialismen, skridt til national selvstændighed, højnelse
af befolkningens levevilkår, uddannelse, arbejde, boliger, fritidsfaciliteter,
kollektivisering og nationalisering af produktionsmidlerne, et i princippet særdeles
demokratisk system af sovjetter på alle niveauer m.m.
Hvorfor
skulle venstrefløjen i øvrigt
beskæftige sig med disse lande, hvis de ikke havde noget med socialisme og
kommunisme at skaffe? Med mindre det da skulle være for at isolere kommunisterne som tilhængere af et ikke-socialistisk
diktatur. Men det ser jeg ingen grund til at mistænke Søren for.
Finn Hermann
medlem af forretningsudvalget for Danmarks
kommunistiske Parti