DKP

og dermed slutningen på en verden bestående af to supermagter, har USA umiddelbart frit slag til at erobre alle verdens ressourcer og bestemme over alle landes suverænitet, og dét er deres

erklærede mål i den nye “USA´s nationale sikkerhedsstrategi,” fra september 2002. En strategi, som USA´s Kommunistiske Parti kalder: “et løfte om endeløs, katastrofal krig,” og som jeg har kaldt, “Den Permanente Krigs Tidsalder.”

Den nye sikkerhedsstrategi giver USA endnu mere “ret” til at ødelægge vores planet:

A: Atomvåben betragtes nu (igen) som et våben USA vil bruge i krig, snarere end et våben der afskrækker mod krig. Det nuværende terroriserede internationale klima giver grønt lys til højrefløjens ønske om at bruge atomvåben. Rusland og Kina på listen af mål for “taktiske atomvåben.” På listen er desuden: Irak, Iran, Nordkorea, Libyen og Syrien.

B: At USA skal slå først før det er nødvendigt at bevise, at en såkaldt fjende er i gang med at angribe. Forebyggende krigsangreb skal sikre det militære overherredømme. Strategien går ud på, at USA skal være så militært overlegen at ingen nationer, som kunne tænke sig at føre en økonomi eller politik der er anderledes end USA’s, kan fremstille eller købe våben.

Et eksempel på et forebyggende angreb som de lige har vist os er, da de affyrede et missil fra et ubemandet fly mod en bil i Yemen, og “elimininerede” — som de så godt kan lide at sige — seks mennesker. Næste gang gælder det, det irakiske folk. Og så bliver det Venezuelas folk og Colombia og Filippinerne næste gange, - eller på én gang.

Og hvis de vælger at gå til et internationalt forum — som FN — så skal alle andre lande bare være glade, at de har gjort det, og æde en hvilken som helst resolution der kommer ud af det.

Det bliver også mere og mere åbenlyst og erklæret, at de vil ignorere enhver international lov, som kan begrænse deres interesser. Det har de gjort flere gange i dette år, som f.eks. med miljø lovene og den nye internationale domstol.

D: USA har bestemt, at NATO skal<P> ”opbygge sin evne til… at indsætte meget mobile specialtrænede styrker når som helst (og hvor som helst) der er behov for at svare på trusler mod noget medlem af alliancen” og må bruge atomvåben.

Denne frihedskamp imod totalitarisme (læs socialisme) var en “afgørende sejr for frihedens kræfter, for den eneste vedvarende model for national succes: frihed, demokrati og free enterprise... I dag nyder USA denne stilling af militær styrke og stor økonomisk og politisk indflydelse uden sidestykke.”

Disse indledende ord ligner meget en anden doktrin, som State Department’s chef for national sikkerhedsplanlægning, George Kennan, var forfatter til lidt efter anden verdenskrig:

“...vi har omkring 50 procent af verden´s rigdom, men kun 6.3 procent af dens befolkning...I denne situation, kan det ikke undgås, at vi bliver objekt for misundelse og forargelse. Vores reelle opgave (er), at optænke et mønster af forhold, som vil tillade os, at bevare denne stilling af ulighed... Til at nå det, må vi frigøre os fra al sentimentalitet og dagdrømmeri. Vores opmærksomhed skal overalt fokusere på vore øjeblikkelige nationale mål... rene magt begreber. Jo mindre vi er hindrede af idealistiske slagord, des bedre.”

Vi skal forstå, at det ikke kun er enkelte lederes eller partiers ønske at føre krig. - Nej - det er de mest avancerede storkapitalers økonomiske nød der medfører et behov for at føre krig og dermed har de politiske behov til at føre krig, fordi for første gang i verdens historie er der kun en altdominerende supermagt, The United States of Amerikkka Empire.

De har opnået hvad George Kennan skrev for et halvt århundrede siden, og derfor skal de bruge overvældende vold for at holde de mennesker, de sidder på, nede — en nødvendighed for at de kan have alt det, de har.

USA´s kapitalisme har været afhængig af store bevillinger til militærbudgetterne siden anden verdens krig. Militær våbenindustri er basis for at kunne opretholde imperie-interesserne i udlandet og for at kunne holde økonomien i gang hjemme. I dette halve århundrede har USA indsat sine militære styrker i andre lande 70 gange.

Den norske fredsforsker ved Göteborg Universitet, Jørgen Johansen, har konkluderet at USA for nogle år siden overhalede Romerriget i antallet af militære interventioner i andre lande. USA har kun eksisteret som en suveræn stat i to århundreder, mens Romerriget eksisterede i næsten et tusinde år. “Af de rundt regnet 220 gange USA har brugt militær magt mod andre stater er de fleste brud på såvel folkeretten, som de konventioner og love der gælder, når der bruges militær magt”. (Citeret fra det norske tidsskrift Ikkevold i Dagbladet Arbejderen, 10/1/2).

USA stod i 2001 for 40 procent af hele verdens militærudgifter, det svarer til 20 gange så meget som Kina, som har fire gange så mange indbyggere.

Militæret skal støtte monopol-kapitalens naturlige udvikling, det vil sige at koncentrere sig på færre steder og hænder, og det fører til konfliktfulde modsætninger: Ujævn økonomisk og social udvikling verden over, med mere fattigdom, både i omfang og dybde. De største 500 virksomheder står for en tredjedel af hele verdens samlede bruttonationalprodukt, og 90 procent af dem har hovedkvarter i USA, Japan eller Europa. Halvtreds procent af de største 25 er USA-ejede.

Kløften mellem klodens rigeste og fattigste er firedoblet siden anden verdenskrig.

Den frie kapitalbevægelighed, - med staternes opbakning - , den stigende koncentration af kapital og investering, monopolernes uindskrænkede magt, de stigende oliepriser og kædereaktionen i kølvandet på skandalen om energiselskabet Enron fører til den turbulente økonomiske, politiske og militære udvikling, vi ser over hele verden i dag.

Den asiastiske finanskrise i 1997 ramte kapitalismen hårdt, ikke kun i Japan, men over større områder - fra Rusland til Latinamerika, eks. Brasilien. Og i dag er det argentinske sammenbrud - takket være International Monetary Fund’s anti-sociale betingelser - et varsel om mere af samme skuffe i USA´s egen “baghave.”

Finanskapitalen i USA består af en kolossal pengemængde, der overgår værdien af de varer og serviceydelser som landet producerer. Overakkumulation af kapital og varer samt konsekvenser af ovennævnte problematik fører til en ukontrolleret gæld for amerikanske familier og virksomheder, der overstiger deres evne til at betale. Verdenssupermagtens økonomi opildner til et vanvittigt hasardspil med spekulation i hurtige opkøb og salg af aktier og valuta - en økonomi baseret på sæbebobler og ikke fast jord og håndværk.

Militæret skal redde situationen: Produktion, salg og brug af hårde våben skal stimuleres, så flere kan produceres og sælges. Men hvordan får militæret brugt sine våben så flere kan produceres og sælges? Hvor kommer truslen mod verdens eneste supermagt fra?

Efter Sovjetunionens kollaps har USA haft det svært med at retfærdiggøre det enorme militærbudget. Gen. Colin Powell udtrykte problemet:

“Jeg er ved at løbe tør for dæmoner. Jeg er ved at løbe tør for skurke” (Toronto Star, 9/4/91).

Og så forvandlede de deres tidligere ven diktator Saddam Hussein, til en terrorist-skurk, og et par år senere forvandlede de en anden tidligere ven Osama bin Ladin til en fjendtlig terrorist-skurk.

Før 11. september var der stadig en stærk opposition mod forstærket brug af militær, især til det anti-missile forsvarssystem. Men efter at USA - og de andre udviklede kapitalistiske lande - løb ind i en ny krig, er der nu udsigt til at komme ud af den økonomiske krise og undgå en kommende verdensomspændende recession.

Imperialismen er kommet så langt i dag, et halvt århundrede efter Kennan´s doktrin, at de har erklæret en Permanent Krigs Tidsalder... og den skal sælges. Vi skal være bange! Og dermed passivt støtte krigen, støtte deres terrorpakker, og formindske vore egne borgerrettigheder og arbejderklassens magt.

Hvis deres permanente krig ikke kan løse deres økonomiske kriser, har de et sidste kort: Fascisme. Der er god gang i en ny fascistisk bølge i Europa og USA, og endnu en gang er racisme dét grundlag, som tiltrækker hvide mennesker.

Jeg vil i det følgende pege på nye aspekter af USA´s imperialistiske strategi og beskrive hvad de sammen med deres allierede som f.eks. Danmark har nået i det år, der er gået siden nogen gav USA slaget den 11/9/01. Slaget var en perfekt anledning til at handle som de vil. Slaget gav dem frie hænder og til at erklære det åbenlyst! Og hvad de har nået har bekræftet deres voldelige holdning: At krig hjælper på det hele.

1: Siden “krigen imod terror” begyndte har USA taget over som verdens vækstlokomotiv nummer et.

2: USA´s marionet-regering i Kabul er enige om, at tage imod USA´s olie selskab Unocal´s tilbud om en transit-olierørledning fra Turkmenistan til Pakistan og Indien - 850 kilometer. Der er 200.000 milliarder tønder olie på spil, nok til hele USA´s energiforsyning i 30 år.

3: Mens massemedierne og staternes ledere fokuserer på den hellige krig mod terror, er Yankee elitesoldater blevet sendt ind imod frihedskampens oprørere i: Yemen, Georgien, Filippinerne og i Colombia.

4: Siden Sovjets fald har USA forøget sin militære tilstedeværelse til at gælde mere end det halve af verdens nationer. De har over en halv million tropper udstationeret på mellem 3-og 400 militære baser i over 100 lande, også i lande, der tidligere var sikre for Rusland og Kina.

5. USA har forhindret en ægte løsning på konflikten i Kashmir og dermed muligheden for en varig fred mellem Indien og Pakistan.

6. USA prøvede forgæves (delvis), at fjerne Venezuela´s progressive og demokratisk valgte præsident Hugo Chavez i et kup. DET HANDLER IGEN OM OLIE. For at overleve er Chavez nødt til at formindske støtten til de fattige.

7. Efter USA´s eneste delvise tilbagegang i denne periode, er det alligevel lykkedes USA at sætte Cuba´s navn på listen over “terrorist”- stater.

8. Bush´s retoriske angreb mod Cuba hænger sammen med, at det lykkedes USA at fjerne OPCW´s chef for våbeninspektion, brasilianeren José Bustani, fordi han ikke vil gøre forskel på små og fattige lande og supermagten USA.

9. Efter USA fik styre på Afghanistan, startede de med at lægge op til at tage fat på IRAK og dets olieressourcer. Præsident Clintons udenrigsminister Madelaine Albrigt sagde engang på tv, at 575.000 døde irakiske børn, “er prisen værd.” En omfattende krig imod Irak er på toppen af USA imperialismes dagsorden. Og Danmarks Folketing, med danskernes ”arbejderparti” i spidsen, har erklærede sig klar til at stå ”skulder ved skulder” med Big Daddy. De parlamentariske politikere afskaffer demokrati når det kommer til at lave krige. Der er ingen folkelig debat eller godkendelse for at dræbe mennesker.

10. Det lykkedes USA uden opposition, at gennemføre “Loven om Fædrelandet”, som åbner for politistaten. Siden USA´s “Patriot Act” (Loven om Fædrelandet) blev vedtaget sidste oktober, har EU og de europæiske lande, som Danmark, lavet lignende love. “Definitionen af terror er, når “vi” angriber magthaverne, og ikke omvendt. Krigen mod terror bliver brugt til at fjerne vores mange års kamp for anstændige arbejdsvilkår og borgerrettigheder.

11. Stor - kapitalens krig giver “ret” til at reducere endnu mere i skattebidraget til samfundet. Og de store selskaber i landet betaler ingen skat mens de skærer i vores fælles sociale netværk.

Bevidstheden om hvad USA og EU virkelig står for vokser. En verdensfreds- og anti-globaliseringsbevægelse er i gang.

I de sidste måneder har vi været vidner til at mellem 300 og 400,000 har demonstreret i London sammen med de fire største fagforeninger.

- At 100-150.000 demonstrerede i Washington DC og i alt ca. 1 million mennesker i 150 byer i USA den 26 oktober, plus titusinder i Tyskland og andre lande i Europa, i Mexico, Tokyo, Seoul.

- Og senest var der ca. 1 million i Firenze—fem gange så mange som arrangørerne havde forventet.

De fleste af os kommunister i Danmark har kun været vidner til disse aktioner - sådan så det i hvert fald ud under krigen imod Afghanistan.

Efter at USA begyndte deres “krig imod terror,” begyndte de fleste kommunister at handle. I København blev en fredsgruppe dannet - men med de sædvanlige interne stridigheder og magtkampe. De fleste aktivister var ikke parti-organiserede og blev lammede af denne magtkamp - og vi voksede ikke. Og da en fløj vandt et eller andet over en anden, så gik denne fløj ud af kampen. Men de kommunister og ”marxister-leninister”, med Enhedslisten, gik ikke bare ud af den gruppe men holdt op med at aktionere imod imperialismens krige i flere måneder. Sådanne surmule-handlinger kan vi ikke være bekendt.

Nu er venstrefløjsgrupperne med i kampen igen, nu hvor krigen imod Irak er så nær, og nu hvor modstanden er blevet bred. Det er helt fantastiskt at flere borgerlige tidligere embedsmænd og Hollywood-stjerner nu siger om USA, hvad vi siger.

En forfatter — Peter Scowens — skriver i en bog, som er meget læst i USA, at USA er SLYNGELSTAT NR. 1. Den tidligere FN-chefvåbensinspektør, Scott Ritter, en borgerlig Republican, siger at hans land er ikke demokratisk mere, men er en IMPERIALISTISK stat, at USA er “en krigens diktator.”

Og der er flere kendte borgerlige personligheder som siger at USA er en (eller dén) terroriststat.

Men i Danmark er vi langt bagefter, som sædvanlig. Og vi kommunister er meget svage, og klager over unge som vil bruge civil ulydighed, en taktik som vi unge brugte i 60'erne og 70'erne i mange lande med stor succes. Vi skal komme tilbage til banen, til den bane som Lars Ulrik Thomsen snakkede om i en af de mange artikler, han har skrevet til vores programdiskussion. Han skrev i “Hvad er DKP´s ideologi”: “DKP`s styrke har altid været internationalismen, derfor må vi i dialog med de andre partier, som arbejder med de samme spørgsmål, som vi gør.”

For mig at se, er internationalismen ensbetydende med en dialog - også med dem som vi ikke snakker med nu - og denne dialog skal føre til HANDLINGER. Vi kan være stærkere nu, blandt andet fordi vi kan udnytte stor-kapitalens egne modsætninger, og vise folk, at der er uenighed og at vi har noget fornuftigt at tilbyde.

Det næste trin er, at samle alle vores organisationer, at samarbejde og ikke spilde tid og energi ukonstruktivt, så vi kan være med til at danne en bred national og international kamp med antiimperialistisk karakter og med et antikapitalistisk indhold. Netop på grund af denne unikke og enormt farlige situation med USA’s eneherredømme - og i kraft af denne situation - har vi fået en ny mulighed for at vores budskab kan blive hørt. Vi skal sætte en ny dagsorden. Alle ved at vi er imod krig, og for fred. Men dét er der ikke noget nyt i, eller noget nyt perspektiv for. Vi skal være klar med os selv og vores med-mennesker om at kampen er for noget, og dét noget hedder: SOCIALISME, - en socialisme som kan skabe en verden uden en Permanent Krigs Tidsalder.

USA´s globale strategi