I Dagbladet Arbejderen berører Jørgen Petersen forskellene mellem KPiD, DKPml og DKP i forhold til den igangværende diskussion mellem de tre partier. Jørgen Petersen omtaler også ”den såkaldte uenighedskultur” i DKP, og man mærker mellem linierne tydeligt hans skepsis. Set i sammenhæng med, at DKP for nogle år siden afskaffede den demokratiske centralisme, kunne det næsten se ud, som om demokratisk centralisme og uenighedskultur er modsætninger. KPiD og DKPml repræsenterer det første, DKP det sidste.
Jeg anbefaler at man læser Keld Stenums klare indlæg i samme avis lørdag d. 26. sept.. Det peger på, at uenigheden om brugen af begrebet ”uenighedskultur” allermest er en uenighed om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt at fremhæve den i den demokratiske centralisme indbyggede ret til at debattere, samtidig med, at man respekterer trufne beslutninger.
Retten til at være uenig er en elementær forudsætning for demokrati. Når det blot ikke, (som det pt sker i DKP i forhold til Enhedslisten), fører til en flydende tilstand, hvor formuleret uenighed har en udvandende eller opsættende virkning på trufne beslutninger. Og til Joan Ågot Petersen, som i Arbejderen d. 1. oktober ser uenighedskulturen i Birgit Unnerups version som vejen til flere fraktioner og pluralisme og sameksistens mellem flere politiske linier, kan jeg kun sige: Hus forbi!.
Når det er umagen værd, ja nødvendigt, at insistere på begrebet uenighedskultur, er det jo fordi den kommunistiske bevægelses déroute hænger sammen med centralisme og magtfuldkommenhed . Derfor vil jeg håbe, at alle vi, der kalder os kommunister, hvad enten vi er organiserede i KPiD, DKPml eller DKP, tager ved lære af fortidens fejltagelser og er meget omhyggelige med at respektere meningsforskelle som en del af den demokratiske centralisme. Så kommer der måske en dag, hvor det er overflødigt overhovedet at nævne ordet ”uenighedskultur”.
Birgit Unnerup havde en hel side i Arbejderen om uenighedskultur: Hun stiller nogle gode kritiske spørgsmål og er ikke bange for at sætte fingeren på de ømme steder: Når hun for eksempel skriver, at ”uenighedskultur går ud på at anerkende, at partimedlemmers uenighed eller kritik grunder sig i reelle politiske problemstillinger som vi skal forholde os politisk til…” – og ikke i luskede intriger eller personlige modsætninger …..eller slet og ret dumhed (min tilføjelse) - ligger der heri en vigtig appel om, at vi tager hinanden alvorligt og ikke bare stempler enhver uenighed som afvigelse. En opfordring til at anvende uenighederne fremadrettet, om muligt fundere de trufne beslutninger stadig bedre. Når hun andetsteds skriver, at ”uenighedskultur går ud på at lytte, at finde ud af, hvad det mere præcist er der kritiseres, at overveje forbedringer…..anerkende (kritikernes) synspunkter…..” er også det rigtigt.
Banalt? Nødvendigt at understrege? Ja, måske, især når man fra medlemmer af KPiD og DKPml møder undren over al den tale om uenighedskultur og samtidig erindrer sig KPiDs otte meget absolutistiske punkter (Arbejderen 4. juni), hvor der ikke rigtig var plads til andre formuleringer end dem KPiDs skolingsudvalg allerede havde sat på papiret.
Men det er svært at frigøre sig fra en fornemmelse af, at den meget personlige indgangsvinkel, den ironiserende leg med ord og begreber, kunstige eller selvopfundne (arbitrære) modsætninger, har taget magten fra Birgit. Jeg skal nedenfor kommentere enkelte uddrag af hendes indlæg: (nummereringen er Birgits)
.
ad 2. Birgit skriver: ”..alt for ofte viser vores praksis, at vi diskuterer for at finde den rigtige beslutning, og at andre beslutninger dermed ville være forkerte. Inden vi ser os om, sidder vi og diskuterer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert”. Ja, ellers kom uenighederne vel ikke på bordet. Advarer Birgit os i fuld alvor mod at diskutere, hvilken beslutning der i den givne situation er den rigtige eller den forkerte? Næppe, men kort efter fastslår hun alligevel, at ”al debat om det rigtige og det forkerte” og hun tilføjer med en næsten bibelsk dimension: ”det gode og det onde”, er ”udtryk for fundamentalisme”. Senere taler hun om ”mestre” og disciple.
Er der ikke forskel på at diskutere, hvad der i den givne politiske situation er det rigtige, det mulige valg, og så det eviggyldigt rigtige? Hvis det er faren for, at vi skal klynge os til eviggyldige sandheder, der plager Birgit, skal hun skrive det og ikke skyde med spredehagl mod enhver form for skelnen mellem rigtigt og forkert.
ad 3 ”Uenighedskulturen går ud på at tage de små problemer alvorligt…” . Hvad med de store? Eller mener Birgit, at alle store problemer starter som små problemer? Den kommunistiske bevægelses historie viser det modsatte. Lad os bare nævne hele diskussionen om socialisme i ét land overfor idéerne om den permanente revolution. Eller Enhedsfronts-/Folkefrontsdiskussionen.
Senere skriver Birgit: ”Uenighedskulturen går ud på at anerkende, at der i politik altid vil være tesen ’revolution’ og antitesen ’reform’.” For det første er ”revolution” og ”reform” ikke teser/antiteser men begreber, for det andet er de ikke modsætninger. Reform er ikke vokset ud af revolution som dennes modsætning, men derfor kan man selvfølgelig godt sige, at vores politik kan være ”den optimale syntese”, hvis man med ”syntese” mener, at reformen ses i et revolutionært perspektiv. Det har til gengæld ikke meget med diskussionen om uenighedskultur at gøre.
Senere i samme afsnit leger Birgit med tanken om, at tilpas megen kritik fra højre og fra venstre skulle antyde, at vi nok er ”på rette vej”. Ærlig talt, mener Birgit, at der i vores bevægelse, i vore tre partier er en tilbøjelighed til at definere den rette linie som det der er forskelligt fra venstre- eller højre-afvigelse? Eller falder hun endnu engang for fristelsen til at ironisere sig udenom et problem, der ellers nok, set i lyset af kommunismens historie, er en seriøs analyse værd?
”Uenighedskultur går ud på at anerkende, at kværulanter altid har ret”. Og ”der er kun to fornuftige svar til en kværulant: ”Du har ret. Vi skal straks gøre det bedre”. Eller: Du har ret, men af de og de grunde kan vi ikke imødekomme din kritik her og nu eller helt eller delvis”.
Hvad med en tredje mulighed: ”Du har uret!/Vi er uenige med dig. Og vi har flertallet og ledelsen”.
Og så er der ”sammensværgelsesteorien” i punkt 4, som uenighedskulturen ifølge Birgit er et opgør med? Det er uomtvisteligt, at der i den kommunistiske bevægelses historie – fra Stalin-niveau til grundorganisationerne - er talrige eksempler på, at man for at afvise divergerende synspunkter tyede til beskyldninger om sammensværgelse, undergravning, 5.-kolonnevirksomhed….., garneret med de kendte stempler trotskisme, tito-isme o,.m..a,. Og det er klart, at havde der været en uenighedskultur dengang i de berørte partiorganisationer, ville meget have set anderledes ud.
Men hos Birgit bliver al imødegåelse af kritik eller uenighed til en kamp mod påståede ”splittelsesmagere”, angrende ”kritikere”, forrædere, spioner…
Som om der ikke i vore partiledelser fandtes andre måder at ”få ret” på. Standardsvaret på enhver uenighed er jo ikke, at ”nogen forsøger at skade partiet, og vi skal finde ud af, hvordan de vil eller har gjort det, og så skal de skyldige straffes. Politik og politisk uenighed nævner vi ikke” , som Birgit påstår, tilsyneladende uanfægtet af, at der i den ledelse hun selv sidder i ikke sjældent optræder politisk uenighed. Uden forklædning og ustraffet!
Birgit påstår, at problemet klares ved at blive afvist ”og forklare folk, at de tager fejl”. Men det afviser hun til gengæld som ”herskerteknik og fundamentalisme – ikke en demokratisk proces og derfor ikke demokrati”.
.
Overdrivelse er godt. Sommetider forfriskende. Men det er
ikke altid det fremmer forståelsen.
Finn Hermann