Danmarks Kommunistiske Partis landsledelse udtaler fra sit møde den 19.
januar 2003 efter at have evalueret erfaringerne fra protesterne mod EU-topmødet:
De titusinder af mennesker,
der den 12., 13. og 14. december marcherede i Københavns gader mod EU, mod østudvidelsen
og mod de imperialistiske krigstrusler, beviste, at det ikke er demonstranternes
skyld, når tidligere topmødeprotester har udartet til vold. Disse episoder
skyldtes entydigt politiets provokationer.
De grupper, som er blevet
beskyldt for at ”ville lave ballade”, var også til stede i København. De
skræmmes selvfølgelig ikke af politiets og mediernes højrøstede pralerier
med det beredskab, der angiveligt var stillet på benene for at ”tage imod
dem”. Der er derimod ingen tvivl om, at de medieskabte forventninger om vold
har skræmt mange almindelige mennesker. Var vi sluppet for dette voldshysteri,
og havde vi i stedet fået redelig og sober information om protesternes
politiske indhold og de stærke folkelige kræfter, der står bag dem, ville
demonstrationerne i København være blevet endnu større og endnu mere
magtfulde. Og de ville stadig have været fredelige.
Som det nu skete, lykkedes
det effektivt for medierne at krybe uden om enhver formidling af eller
stillingtagen til kritikken af det farlige ved EU og EU-udvidelsen, af den måde,
ansøgerlandene blev behandlet på, og de elendige optagelsesvilkår, der blev
budt dem, af den katastrofe, indlemmelsen i EU vil være for disse landes økonomier.
På baggrund af
demonstrationernes fredelige forløb springer det ekstra kraftigt i øjnene, at
grupper i politiet forsøgte at anspore til vold ved provokerende arrestationer
og ved i forklædning at blande sig med demonstranterne og opfordre til
ulovligheder. Politiledelsen i København hævder, at disse grupper handlede på
egen hånd. Det er glædeligt, hvis den nuværende ledelse af Københavns politi
virkelig ønsker at medvirke til, at lovlige politiske manifestationer afvikles
fredeligt. Det er ikke acceptabelt, at en fraktion inden for politiet modvirker
disse bestræbelser.