Danmarks statsminister har flere gange overrasket med sine udtalelser. Det
skete, da han tidligere på sommeren gentagne gange og pointeret talte om de
danske "undtagelser" fra Maastricht-traktaten og ikke som ellers
blandt EU-tilhængere om "forbehold". Hvad var meningen med det? Og nu
er det sket igen. Statsministeren har undsagt samarbejdspolitikken under den
tyske besættelse og hyldet frihedskæmperne, der i trods mod den danske
regering reddede Danmarks ære.
Nu er det jo noget, alle véd, at det forholder sig
sådan, og at hvis alle havde reageret som den daværende danske regering, så
havde Hitler vundet krigen. Det er altså ikke udsagnet i sig selv, der er nyt.
Det nye er, at det kommer fra lederen af det måske mest samarbejdsvillige af
alle samarbejdspartier, et parti, der i over et halvt århundrede hårdnakket
har bestridt samarbejdspolitikkens landsskadelighed.
Men det er da glædeligt, hvis statsministeren og
hans parti nu er kommet på andre tanker. Og man har jo lov at blive klogere.
Desværre er der ikke meget, der tyder på, at det
er det, statsministeren er blevet. Fogh fører præcis den samme samarbejds- og
aktive tilpasningspolitik som sine forgængere og partifæller for et par slægtled
siden. Og selv om Fogh har misbrugt den 29. august til at tale højt og længe
om "kamp for friheden", er strategien bag tilpasningspolitikken også
den samme: Som alle danske regeringer siden 1940 har den nuværende knyttet sig
til den stormagt, den vurderede til at være den stærkeste. Tilpasningen har været
ubetinget og har strakt sig til og med deltagelse i beskyttermagtens militære
eventyr. Denne kortsynede politik førte til danske soldaters deltagelse i
nazifelttoget mod Sovjetunionen (Frikorps Danmark). Den har ført til danske
soldaters deltagelse i den forbryderiske Bush-krig mod og besættelse af Iraq,
maskeret som "genopbygning".
Det var kun, fordi den danske regering under
modstandsbevægelsens pres den 29. august 1943 opgav sin samarbejdspolitik og
gik af, at Danmark efter anden verdenskrig undgik at blive regnet blandt Hitlers
medskyldige. Det er kun en dansk tilbagetrækning fra Iraq, der kan redde
Danmark fra at blive regnet blandt Bush-klikens medskyldige. Tilbagetrækningen
af den danske flystyrke fra Afghanistan viser vejen; men det er ikke nok.
Og det danske folk bør holde statsministeren, hans parti og hans
koalitionspartnere fast på deres selvkritik og deres anerkendelse af
modstandskampen, så opportunistisk og forløjet den er.
Henrik Stamer Hedin
talsmand for DKP's landsledelse
1. september 2003