Ved afstemningen om ØMU'en den 28. september bekræftede danskerne afvisningen af Maastricht-traktaten om den Europæiske Union af 1992.
Det Nationale Kompromis med dets fire forbehold var aldrig alvorligt ment fra unionstilhængernes og magtpartiernes side. Det blev indgået på skrømt i håb om, at forbeholdene hen ad vejen kunne ophæves ét for ét. Dette håb er nu gjort til skamme; danskerne har klart afvist at ophæve forbeholdene.
Nej'et blev nået trods ja-sidens løgne- og skræmmekampagne. Det ville imidlertid være forkert at tro, at denne kampagne ikke har virket på mange usikre vælgere. Uden løgnene og truslerne ville nej'et have været endnu mere massivt.
Det var løgn, at EU-projektet er udtryk for et internationalt samarbejde mellem suveræne stater, et fredens og de åbne grænsers samarbejde. Det europæiske fællesskabsprojekt har fra starten haft en egentlig europæisk statsdannelse som mål - en imperialistisk Supermagt Europa forskanset bag lukkede grænser. Danskerne har afvist dette mål.
Det var løgn, at ØMU'en er et begrænset samarbejde om økonomiske forhold, og at afstemningen kun drejede sig om dette begrænsede samarbejde. ØMU'en er et nødvendigt og afgørende skridt på vejen mod Supermagt Europa, og afstemningen var derfor også en afstemning om hele dette projekt. Det blev afvist af danskerne.
Det var løgn, at Danmark ville bevare sin suverænitet på det skatte- og socialpolitiske område. Uanset alle garantier ville ja-politikerne have ladet sig presse til nye suverænitetsafgivelser, fordi den udvikling, de ønskede indledt, ikke ville have levnet dem andet valg. Danskerne afviste at begive sig ud på denne glidebane.
Det var løgn, at nej'et ville koste valutauro, rentestigninger og tab af arbejdspladser. Det viste sig klart allerede på afstemningsaftenen.
Og truslerne om et økonomisk indgreb i tilfælde af et nej faldt til jorden, allerede før stemmerne var talt op.
Men Danmarks nej var ikke blot et nej til supermagtsdrømme og imperieambitioner. Det var også en protest mod en politisk elite, der mere og mere fjerner sig fra folket, mod magtpartiernes arrogance, trusler og løgne.
Danmarks nej var bredt. Det lød fra hele det politiske spektrum, fra by og fra land, fra arbejdere og funktionærer, bønder og fiskere, fra alle arbejdende mennesker. Det var folkets nej.
Det var også Europas nej. De europæiske folk, der ikke selv er blevet spurgt, så hen til Danmark i håb og spænding. Og for de folk, der står for at blive indlemmet i ØMU'en, er nej'et en opmuntring i deres kamp.
Rigtigt udnyttet vil Danmarks nej indlede en ny dynamik i den europæiske udvikling. Unionsudviklingen kan bremses. Unionen kan rulles tilbage.
Denne dynamik er imidlertid ikke uden farer. Et Europa i flere hastigheder er en realistisk mulighed. EU's kernelande vil gå videre med deres projekt - reduceret i omfang, men forceret i tempo.
Dette perspektiv må bekæmpes! Supermagt Europa er en trussel mod menneskeheden. For at afværge denne trussel må EU svækkes på enhver mulig måde. Danmarks nej til ØMU'en må forsvares og alle fire forbehold respekteres ubetinget og for al fremtid. Modstandskræfterne må finde sammen om formulering af en dansk Europa-politik med dynamik mod mindre union. De nye rævekager, hvormed de styrende trods nej'et vil søge at lirke yderligere integration igennem, må afsløres i kimen. Østudvidelsen må modarbejdes og folkene støttes i deres kamp mod indlemmelse i Unionen.
Kampen mod Supermagt Europa er en international kamp. Danmark står i dag forrest i denne kamp. Det er en ærefuld forpligtelse, vi som danskere må leve op til.