Debatindlæggene i Skub har vist, at et af
de centrale emner er forandringerne i klassestrukturen. I det kommunistiske
manifest forudså Marx og Engels, at arbejderklassen ville nærme sig mere og
mere ensartede betingelser.
Udviklingen har formet sig anderledes. I dag oplever vi en større
og større differentiering inden for arbejderklassen i takt med den
teknisk-videnskabelige revolution.
Det store spørgsmål er, hvordan vi overvinder spaltningen
af de forskellige særinteresser. Her er det ikke nok med citater og
klassikerne. Vi må i stedet videreudvikle vores teori, således at vores
begreber modsvarer den nyeste udvikling.
Der ligger en stor opgave i selvkritisk at vurdere vores
hidtidige praksis, og især diskussionerne op til DKP’s 28. kongres er meget
vigtige.
Her var der ansatser til en revurdering af partiets
klasseanalyse, men på trods af gode hensigter blev den nye erkendelse ikke
omsat i praksis.
I Ribe Amts Distrikt opfordrer vi til at man især søger at
belyse følgende spørgsmål:
Hvordan er produktionen skruet sammen, og hvilke
forskydninger sker der i de forskellige dele af økonomien?
Hvad er vores syn på den eksport af arbejdspladser, som
finder sted til lavtlønsområder, især Østeuropa?
Hvordan forholder vi os til informationsteknologien og dens
virkninger på fagbevægelsens struktur?
Hvordan genskaber vi begreber som solidaritet og
klassebevidsthed i arbejderklassen?
Vi tror, at vi ved forenede anstrengelser, ved at trække på
vores praktiske erfaringer fra folkelige bevægelser og arbejdskampe, kan finde
frem til holdbare svar på spørgsmålene.
Vi foreslår, at debatoplægget ”Kommunisterne og den nye
teknologi” fra 1986 lægges ud på vores hjemmeside.
DKP – Ribe Amts
Distrikt
Medlemsmødet den 5.
september 2002