Tyske (efter) tanker hos tidligere DDR

Af Birgit Unnerup

»Har vi grund til at være glade?«

Det tyske partiblad Neues Deutschland (Det nye Tyskland), som i DDR-tiden var organ for det statsbærende parti SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) DDR's kommunistparti - og som nu er partiblad for PDS (Partei demokratischer Sozialismus), der profilerer sig som varetagende de tidligere DDR-borgeres interesser på velfærdsfronten som modvægt til de voldsomme forringelser af livs- og arbejdsvilkårene, som en stor del af de tidligere DDR-borgere har oplevet siden den tyske genforening, har haft en debat under overskriften »Har vi grund til at være glade?«.

Det helt karakteristiske i debatten er, at deltagerne er enige om, at der med DDR er forsvundet værdifulde ting fra samfundet - væsentligst det sociale sikkerhedsnet, retten til arbejde og normer for det samfundsmæssige liv i retning af omsorg for næsten og en kollektiv, solidarisk adfærd.

Resultaterne er massearbejdsløshed, massive problemer med en stor gruppe af de unge uden fremtidsudsigter, racisme, narkomisbrug, social nød og elendighed.  Samt frihed for den enkelte, der forstår og har moral til at profitere heraf og på sine medmennesker.

Desuden peges der på den stigmatisering, der finder sted i form af den fornægtelse, som det tyske samfund officielt og i praksis bærer til skue over for dette tab. Officielt er det grundlæggende godt, det der er sket. Et ondt (socialistisk og udemokratisk) samfund er erstattet med et godt (markedsøkonomi og demokrati). De vanskeligheder, der er forbundet hermed, er acceptable og skyldes eftervirkninger fra det onde samfund. Intet var godt i DDR. Derfor tolereres ingen ønsker om anerkendelse af gode sider ved DDR-samfundet, endsige ønsker om at få det (eller noget tilsvarende) tilbage.

Det er - lige som i Danmark - tilladt at gøre opmærksom på problemerne og appellere til, at der bør gøres noget. Blot det accepteres, at det desværre ikke er muligt lige nu, eller kun i ringe omfang.

Den frygtelige pointe er, at denne stigmatisering virker. De fleste mennesker kan ikke holde ud at definere sig i (fuldstændig) modsætning til samfundet, d.vs. kan ikke udholde stigmatiseringen.

Og derfor konkluderer alle debatdeltagerne, at uanset de gode sider ved DDR-samfundet, og uanset de nye problemer, så var det grundlæggende godt, det der skete. Eller i hvert fald ingen katastrofe. Og nu gælder det blot om at forsøge at få de gode ting fra DDR-samfundet integreret i det tyske samfund, hvor det jo ikke er forbudt at være social og næstekærlig. Det er bare ikke en vigtig del af samfundet.

Kun en enkelt af debatdeltagerne konkluderer, at de nye problemer skyldes kapitalismen. At de er en del af kapitalismen og ikke et uheld, der kan repareres, blot vi kan give politikerne tilstrækkeligt med beviser på disse problemers uheldige virkninger. Og at de gode sider ved DDR-samfundet skyldtes socialismen og ikke var et uheld midt i al ondskaben. Denne debatdeltager konkluderer derfor også som den eneste, at det var noget skidt, der skete med den tyske genforening på kapitalistisk grundlag, og at skal problemerne løses, så skal vi have socialismen tilbage i Tyskland.

Samme debatdeltager har også den meget fine pointe at kalde den tyske genforening for »Anschluss« (tilslutning), som var den betegnelse, der blev anvendt, da Østrig tilsluttede sig det nazistiske Tyskland - også helt frivilligt. På dansk ville vi sige indlemmelse som udtryk for, at der lige som ikke var så meget at vælge imellem, og at der ikke blev taget ret mange hensyn til »den svage part«.

Det er lige som med Den europæiske Union: du kan gøre det frivilligt, eller du kan blive mast.

Er det et problem at være tysker?

En sideløbende debat i Neues Deutschland tager udgangspunkt i nationalfølelsen. I DDR handlede det om følelsen af være DDR-borger, og det var rimeligt ukompliceret, da DDR ikke havde noget ansvar for, hvad Tyskland havde foretaget sig før 1949, og heller ikke for, hvad Vesttyskland foretog sig.

Nu er DDR-borgerne (igen) blevet tyskere, og det giver så problemer. Med fortiden, men også med nutiden, hvor Tyskland fører sig frem som nykolonialistisk magt i Central- og Østeuropa - og så altså i det tidligere DDR. Der bliver brugt økonomiske og politiske våben, og specielt i Jugoslavien også rigtige våben, herunder militær indsats og rigtig krig.

Det har en del - herunder en del intellektuelle - DDR-borgere svært ved at identificere sig med. Og det skriver de så OM.

Og her er det som i debatten om glæden over genforeningen/Anschluss. Debatdeltagerne finder hver især deres private grunde til at affinde sig med at være tysker - igen. Det sker med henvisning til den ubestridelige kendsgerning, at der har været mange gode tyskere - politisk såvel som intellektuelt og humanistisk. Tænk på Karl Marx f.eks.

Og så er det jo ikke min skyld, at det nuværende Tyskland fører en politik, der på væsentlige områder er sådan, at ethvert hæderligt menneske burde græmme sig. Så hver især prøver de at overbevise sig selv og hinanden og os andre om, at det i hvert fald ikke er noget stort problem.

Kommentar

Debatindlæggene minder meget om den debat, vi har i partiet, når vi taler om, hvordan vi har det med det, der skete.

På den ene side er vi meget kede af det - personligt og politisk, men på den anden side er vi så prægede af propagandaen og stigmatiseringen om »det onde samfund«, at det næsten er en lettelse at være fri for at forholde sig til det. Og ufatteligt fristende at tilslutte sig »det gode samfund« og bruge sine frihedsrettigheder til at forbedre det, så vi kan få et samfund, der både er godt i sit grundlag (markedsøkonomi og demokrati) og i sin virkelighed (velfærdssamfundet).

Og kun meget få har lyst til at erklære, at kapitalismen er et betydeligt dårligere udgangspunkt for et ordentligt samfund end socialismen, og at vi derfor stadig vil kæmpe for socialismen og bekæmpe kapitalismen.

Det skal ikke forhindre os i at kæmpe for forbedringer i det kapitalistiske samfund, men det skal forhindre os i at tro, at disse forbedringer er nemme at opnå, at de ikke kan tages fra os, og at der er enighed om dem. Det skal forhindre os i at tro, at vi kan skabe en kapitalisme, der ikke ustandselig vil påføre os nye problemer. Det skal forhindre os i at tro, at ideologierne er døde. Det skal forhindre os i at tro, at der ikke er noget alternativ.

Lige så vel som kapitalismen kan genrejses i tidligere socialistiske lande, lige så vel kan socialismen genrejses. Dertil kræves blot, at vi er mange nok, og at vi tør definere os som værende i opposition til det kapitalistiske samfund.