To slyngelstater – og et forbehold

  Ledende artikel i Skub for maj 2001

  Den præsident, amerikanerne valgte sig (hvis det da var det, de gjorde) i december, har vist sig at være intet mindre end en katastrofe. Det kom sådan set ikke uventet, men alligevel: På under et halvt år er det lykkedes George W. Bush den Anden at bringe sit land til randen af  krig med Kina, verdens største nation, og han har formået at sabotere den møjsommeligt sammenstrikkede Kyoto-miljøaftale.

Det sidste har han nok solid opbakning til i sin kongres, men tilsyneladende mindre i sin befolkning. Det første synes i højere grad at skyldes en blanding af nedarvede verdensherskerambitioner (de samme, der under hans far kostede så mange tusinder livet) og personlig uduelighed. Den gestus, Kina viste USA ved at løslade de 24 nødlandede spioner, blev besvaret med trusler om indsættelse af hangarskibsbaserede jagerfly til ”beskyttelse” af amerikanske spionflyvninger langs Kinas grænse.

Vi synes, det berettiger til anvendelse af det meget stærke udtryk, vi brugte i indledningen: At Bush har bragt sit land til randen af krig med Kina. For hvordan skal man ellers karakterisere det, hvis den næste kinesiske jagerpilot, der omkommer, ikke gør det ved en ulykke (lad os trods betænkeligheder bruge det noget eufemistiske ord), men direkte bliver skudt ned? Langt fra USA og klos op ad Kinas grænse, hvis ikke inden for den.

Konsekvenserne kan nemt blive uoverskuelige.

USA har med sin præsidents optræden i denne sag fortjent betegnelsen ”slyngelstat”. Vi skrev i sidste måned på denne plads, at dem findes der kun én af i verden, men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Der findes to.

Terroristen og krigsforbryderen Ariel Sharon har været Israels ministerpræsident i endnu kortere tid end det knappe halve år, Bush har beklædt sit embede, men på de få måneder har han præsteret at eskalere forholdet mellem sit land og palæstinenserne fra noget, der dog stadig kunne karakteriseres som en fredsproces med problemer, til åben krig. Det er næppe en følge af personlig uduelighed. Sharon har givetvis villet det sådan, selv om han nok ikke direkte nærer verdensherskerambitioner.

To krigsherrer, to slyngelstater – to kæmpeskridt mod en fremtid, der synes mere og mere utryg.

Det er bemærkelsesværdigt, at den danske regering har brudt med årtiers følgagtighed over for både USA og Israel og sagt klart fra over for de to. Det forekommer os ganske vist, at man går meget stille med dørene omkring spionflyaffæren trods sagens alvor. Men miljøministeren har hårdt og åbent kritiseret sabotagen af Kyoto-aftalen, og udenrigsministeren har lige så klart (men måske lidt mere diplomatisk) lagt afstand til Sharon. Skulle de regerende i Danmark virkelig være kommet til fornuft og have besluttet sig for at føre en selvstændig politik?

Ak nej, træerne vokser ikke ind i himlen.

Da regeringen instruerede general Hvidt om at stemme på den italienske kandidat til posten som formand for EU’s mililtære komité, fordi Italien er et NATO-land, var alt igen ved det gamle. Det bemærkelsesværdige ved den sag (bortset fra generalens private mini-mytteri) er samtlige ikke-regeringspartiers entydige kritik af, at der overhovedet blev stemt.

Og det er jo fuldstændig rigtigt, at den danske deltagelse i afstemningen stred mod det militære forbehold. Men det var en besynderlig oplevelse at se ordførerne for de store borgerlige EU-partier forsvare forbeholdet så klart, som det skete. Har de det i virkeligheden godt med det forbehold? Har de indset, at det militære samarbejde i EU på længere sigt er en trussel mod NATO? Vil de bruge forbeholdet til at styrke NATO?

I så fald må det modarbejdes. De danske EU-forbehold skal ikke misbruges til styrkelse af NATO og USA. Vi skal ikke alene ud af EU; vi skal også ud af NATO.

Ved Kinas grænse har vi set, hvor nødvendigt det er.