Grækenlands Kommunistiske Parti holdt sin 17. kongres den 9.-12. februar i Athen. DKP var med.
Af Birgit Unnerup
Stedet: Det græske
kommunistparti KKE har en stor bygning midt i Athen. Efter sigende har de selv
bygget den – formentlig efter at partiet blev legalt (igen) i 1974. Kongressen
blev afholdt i en kæmpestor sal bygget som en biograf. Der var hundredvis af
mennesker – sikkert flere end i hele vores parti. Den højre side af salen var
næsten fuldt besat med internationale gæster. Bespisningen foregik i nogle
store lokaler i underetagen – et for de internationale gæster, og et større
for de delegerede. Jeg må med en vis beklemthed fortælle, at vi internationale
gæster fik bedre mad end de delegerede.
Organisering: Kongressen
blevet ledet af et 29 personer stort kongresudvalg, der sad oppe på podiet. Og
så blev der valgt diverse sekretærer.
Der var ingen tvivl om, at det er et stærkt og velorganiseret parti med en indflydelse og en økonomi, vi kan misunde dem.
Men det var slående for mig, hvordan deres problemer er nøjagtigt de samme som vores. De er bare et andet sted. De har en anden historie, de tog meget tidligt bestik af kontrarevolutionen, og de har besluttet sig for et meget "militant" udtryk. F.eks. hedder deres faglige "front" PAME, som oversættes som ”den militante front for alle arbejdere”. Dette ligger nok i forlængelse af pointen om, at vi ikke kan opnå resultater i klassekampen uden konfrontation (med klassefjenden).
Hvilke er så deres problemer?
Fronten: Ja, for
det første at det ikke skrider så hurtigt frem, som det burde. KKE har brugt
megen energi på at etablere den anti-imperialistiske, anti-monopolistiske front
– en slags folkefront til kamp mod nyliberalisme, nedbrydning af velfærdsstaten
osv., men også med det klare mål at denne kamp skal være en del af kampen for
socialisme, men det kniber med den folkelige opbakning bag fronten. Formentlig
pga. det generalsekretæren sagde i sine afsluttende bemærkninger om uviljen
til at kæmpe for resultater, hvis det skal ske gennem konfrontation. Kort sagt,
de fleste mennesker klamrer sig til en forestilling om, at det vil være muligt
at opnå alle de gode ting uden at anfægte kapitalismen og de mennesker, der
administrerer den. Og de har selvfølgelig det argument, at det har været
muligt før. Og her er det så, at det med kontrarevolutionen kommer ind.
Tidligere var den europæiske kapitalisme villig til at acceptere "velfærdsstaten"
som det mindre onde i forhold til socialismen. Men nu er der ingen europæisk
socialisme som konkurrent til kapitalismen, og dermed er den europæiske
kapitals "kompromisvilje" svækket og næsten væk. Nu skal der et
eget oprør til i de kapitalistiske lande for at fremtvinge resultater. Og det
er ikke blot et oprør mod den nationale kapital. Det er også et oprør mod EU.
Og det er her, vi "mangler" socialdemokratiet. Det har været
socialdemokratiets trumfkort at kunne opnå resultater for arbejderklassen inden
for kapitalismen. Men som loyale EU-tilhængere bliver det i stigende grad
umuligt, da hele EU’s grundlag og politik er markedsøkonomien og
konkurrencen. Derfor konkurrerer de borgerlige og socialdemokraterne om at gøre
de enkelte europæiske lande konkurrencedygtige – enten ved at nedsætte lønningerne
eller ved at håbe på nye højteknologiske arbejdspladser, så i hvert fald de
unge og veluddannede kan have en fremtid som højtlønnede i Danmark. Nogle
gange arbejdes der på begge strategier på én gang.
Landbruget: I Grækenland
er der langt mere fokus på landbrugets og landbrugernes problemer. Det er lige
før, at det er et "jordspørgsmål" og ikke blot et landbrugsspørgsmål.
Der er stor debat og stor uenighed om, hvad KKE skal stille op med dette spørgsmål,
og endda hvor stor en betydning, sagen har eller burde have. Det var klart
yderområderne, der klagede deres nød og efterlyste en politik. Grækenland
gennemgår som andre nye EU-landene en voldsom omstrukturering af landbruget,
hvor de små landmænd i stort tal ruineres, og hvor de store brug og især de
store jordejere tager over, ligesom meget jord inddrages til andre formål. Der
var blandt andet diskussion om, hvorvidt KKE skulle støtte de større eller de
små landmænd. Bagefter kom jeg til at tænke på alliancespørgsmålet. Ifølge
vores formands teser ses det ved succesfulde revolutioner, at den nye klasse
allierer sig med en af de gamle klasser om at tage magten og gennemføre de nye
ting. Måske er det derfor, at revolutionerne i f.eks. Rusland og Kina lykkedes.
Her var arbejderklassen pisket til at indgå alliance med bønderne, der
udgjorde det overvældende flertal af befolkningen. Og måske mislykkedes bl.a.
de tyske revolutioner, fordi arbejderklassen var stærk og troede, den kunne
klare det selv? Nå, det var blot en tanke. Men ikke uvæsentligt for KKE eller
os selv. Hvilken klasse kan vi succesfuldt alliere os med? I Grækenland er der
stadig en stor gruppe af små erhvervsdrivende og håndværkere, som KKE satser
på. Men det fremgår ikke klart, om det "bare" er for at gøre
alliancen så bred som mulig, eller om KKE ser det som en nødvendighed for en
succesfuld kamp for socialismen.
Socialismen: KKE
er helt klar på, at de objektive betingelser for socialisme er der. Det drejer
sig derfor om at skabe den subjektive faktor, der også er nødvendig. Og selv
om der er mange eksempler på succesfulde aktioner, så er der som nævnt langt
igen, før brede dele af befolkningen aktivt slutter op en kamp mod
imperialismen og monopolerne.
Kontrarevolutionen: KKE
var hurtig til at tage bestik af situationen efter den sovjetiske og østeuropæiske
kontrarevolution og rette partiet ind herefter. Det er en af grundene til
partiets store styrke i dag. Men de er ikke nået til en afklaring af årsagerne
til kontrarevolutionen. De har dog for et par år siden holdt en konference
herom, og jeg vil forsøge at få fat i evt. dokumenter. Der er i den
internationale bevægelse en holdning om, at vore kammerater i de tidligere
socialistiske lande må være de nærmeste til at give os en årsagsforklaring.
Det lyder rimeligt, og de må naturligvis også have en særlig egeninteresse,
men måske er de også for tæt på og for traumatiserede. Ét er, hvordan det påvirkede
os, men de oplevede det om jeg så må sige på egen krop. Og der er ikke
umiddelbart noget, der tyder på, at de er på vej med noget.
Partiet: Partiet har heller ikke den medlemsmæssige fremgang, der ville være naturlig, og som er nødvendig og ønskelig. Generelt lyder det, som om partiet og dets politik står i stampe. KKE er meget større og længere fremme end vi f.eks. er, men det har de samme problemer med at komme videre ud. Og med at få folk til at engagere sig aktivt.