Af Raymond Swing
Kære programskrivere, tænk jer godt om! Jeg har allerede i mine ”Bemærkninger” gjort opmærksom på en række grunde til, at vi nok slet ikke skulle have indladt os på programskriveri på nuværende tidspunkt. Det mener jeg stadig. Men altså, når det nu endelig skal være, så TÆNK JER GODT OM, lad være med bare at gentage gamle fejl ved at overtage ufordøjede rester fra gamle programmer.
For eksempel: Så længe vi (og andre) ikke engang har gennemført en virkelig diskussion og analyse af HVORFOR Sovjetunionen og hele den ’socialistiske lejr’ på et par år brød sammen, hvordan skulle vi så kunne skrive et program for en fremtidig socialisme med håb for folk? Uden en sådan forståelse af fortiden og dens problemer er vores eneste chance kun at gentage dens fejl i al fremtid.
Men der er en ting mere som gør, at vi burde tænke os om, før vi sætter os til skrivebordet. Til vor materialistiske historielærdom hører også teorien om samfundsformationernes lovmæssige rækkefølge: slaveri, feudalisme, kapitalisme, socialisme. Dog måtte Marx tilføle en ekstra samlemappe til alle de samfundsformationer, som ikke rigtigt passede ind i skemaet. Dem kaldte han under et den ’asiatiske samfundsform’, men hverken Marx eller Engels vidste dog rigtig hvad de skulle stille op med den. Men bortset fra det var Engels alligevel ikke tilfreds. Han tilføjede derfor ’ur-kommunismen’ i begyndelsen og den egentlige ’kommunisme’ som udviklingen endelige mål. Dette hører til vor børnelærdom som kommunister – og før vi igen lader den sive ind som politikgrundlag for det nye program, så lad os først igen tænke os lidt om.
Jeg skal ikke her drille nogen med Biblens ord om den oprindelige synd (udbytningen) og det endelige paradishåb engang i det uvisse. Men i det mindste er det vigtigt at gøre sig klart, om overgangen kapitalisme-socialisme overhovedet stemmer overens med erfaringen; det er jo den som har vores egentlige interesse. Lad os derfor kaste et kort blik over det forrige århundredes socialistiske revolutioner. Hvis vi måske ser bort fra Tjekkoslovakiet og DDR, så passer ’teorien’ i hvert fald ikke: alle disse ’revolutioner’ skete i tilbagestående lande med mere eller mindre feudal samfundsstruktur. Desuden skete de alle under forhold, hvor ikke blot fronterne i de lokale klassekampe var betydeligt svækkede, men efter 2. verdenskrig også kapitalismen/imperialismen i det hele taget (og disse ’revolutioner’ endda her kunne læne sig op ad russiske panservogne).
Hvis vi ser rent teoretisk på det, vil dette altså sige, at disse revolutioner netop ikke fulgte den historiske materialismes ’lovmæssigheder’, men i hvert enkelt tilfælde snarere var betinget af historiske og lokale forhold. Dette var så baggrunden for Lenins og især Stalins tanker om at indføre socialismen i bare et enkelt land. Denne ide er stadig grundlaget for, at vi i Danmark overhovedet kan drømme om socialisme uden allerede fra start af at se os selv som kun en lille del af EU, af Europa, af den ’frie’ verden, af verden i det hele taget.
Men siden imperialismen, som Lenin så klart analyserede i sin tid, er historien gået hurtigt videre. Imperialismen er blevet til ’globalisme’ (se hertil Hedins udmærkede artikel i Skub nr. 5). Jeg tror, vi skal tage dette nye begreb alvorligt. Men det betyder så også, at hvis den ’frie’ verden virkeligt skulle bryde sammen, så vil det ramme helt ’globalt’ i en grad, som vil få sammenbruddet ’89/’91 til at ligne et mindre biluheld.
Jeg prøvede engang (blandt kommunister, men uden for DKPs rammer) at stille spørgsmålet hvad der ville ske, hvis kapitalismen blev svækket indefra på grund af at profitratens tendentielle fald (Marx) ikke mere var til at holde tilbage. Hvis man nu hypotetisk satte den = 0 ville hele det kapitalistiske incitament til udbytning simpelt hen falde bort. Men det perspektiv interesserede dengang ingen; det var jo så for ’svært’ at tænke på! Men med den kriseramte verdensøkonomi vi har i øjeblikket er dette vist en langt større risiko/mulighed end en leninsk/stalinsk revolution i noget enkelt land. Og mon vi så ikke også skulle gøre plads for Trotzkys tanker om ’verdensrevolutionen’? (Det er godt vi er holdt op med at ekskludere hinanden for at sige sådan noget!) Ærlig talt, jeg ved ikke så meget om ham, men jeg ved i hvert fald, at netop denne marxske ’lov’ om profitratens tendentielle fald faktisk interesserede ham. Måske skulle I, kære programskrivere, kigge lidt nærmere på ham også? Jeg spørger bare.
Det korte af det lange, jeg vil med dette nye skriveri, er altså, at inden vi begynder at promovere os selv med et nyt program, burde vi netop begynde at ’tænke os om’ og hellere først skabe grundlaget for en teoretisk, økonomisk, historisk og filosofisk diskussion som betingelsen for overhovedet at tænke nyt af politisk betydning til glæde for menneskeheden (den danske såvel som hele verdens). Uden et sådant grundlag, vil i hvert fald ethvert nyt program, det være sig nok så ’pænt’, kun stikke blår i øjnene på folk. Det eneste ærlige vi i så fald kunne love vore potentielle vælgere er – den totale fiasko.
En sidste bemærkning hører med i billedet her. Et sådant verdensomspændende kapitalsammenbrud ville i hvert fald have én afgørende konsekvens: Som jeg omtalte i mine tidligere indlæg er markedsfunktionen som den egentlige kilde til fremmedgørelse også det skød, monopolismen og imperialismen er vokset frem af. Men i denne hypotetiske situation vil denne funktion i så fald være totalt ændret, måske helt gået i opløsning. Og hvad så? Det er det store spørgsmål. Og netop her skulle kommunister gerne have begrundede ideer om helt nye forhold mellem menneskene, om frihed og lighed, gensidig broderlig hjælp, om international solidaritet, ja, om ’kærlighed’, som Che Guevara engang sagde. Dét er når alt kommer til alt vel det eneste virkeligt revolutionære perspektiv, vi kommunister har – eller burde have – at arbejde ud fra i dag.