Svar til Lars Ulrik Thomsen

Jeg har altid ironiseret lidt over, at ingen tilsyneladende virkeligt gad læse eller i det mindste tage stilling til mine små teoretiske opstød her i bladet og andetsteds. Men Lars Ulrik Thomsen har virkeligt gjort dette til skamme (Skub, nr. 2). Det skal du have en oprigtig og kammeratlig tak for, Lars Ulrik.

Du skriver bl.a. om ’videnskaben som produktivkraft’. Det er jo virkeligt er et kerneproblem i vores moderne verden i dag. Og som du selv citerer fra Land og Folk dengang, så tilvejebringer ”produk­tiv­kraftudviklingen for første gang … forudsætninger for den alsidige, universelle udvikling af mennesket og dette er måske den væsentligste side af den videnskabelige-tekniske revolution..” Og det bringer dig så ind på det, du kalder ’det udvidede klassebegreb’.

Men når vi taler om den videnskabelig-tekniske revolution er det vigtigt at holde fast i, hvad også Marx understregede, at naturkræfterne i sig selv ikke har nogen værdi (de er gratis!). På den anden side kan den teknologiske udnyttelse naturligvis – som den altid har gjort – medføre betydelig øgning af mer­værdien. Det betyder så også, at

1.       videnskabsmændene, som udvikler teorien om naturkræfterne, fysikerne osv., er penge værd for kapitalen og derfor betales som personer, deres patenter købes, osv. Men desuden kræver naturligvis også

2.       teknikerne og andre måske højt uddannede folk, som betjener denne teknologi deres del af merværdien, inden den endeligt som profit drypper ned i kapitalistens lomme.

Så er bare spørgsmålet: Er de også disse teknikere m.m. ’arbejdere’? Vi kan godt sige, at de ’sælger’ deres ’arbejds­kraft’, for alle mennesker skal have mad på bordet – nogen godt nok mere end andre. Men det er så mere et spørgsmål om merværdiens fordeling, ikke om dens produktion.

Men der er også andre ting her, som har med dette ’udvidede klassebegreb’ at gøre. Sagt på jævnt dansk: disse folk får ikke snavsede fingre! Men det betyder så, at de faktisk også tænker anderledes, de arbejder ikke som ’masse’ under ensartede forhold, har ingen strejke- og fagfor­enings­traditioner, derfor heller ingen sans for ’demokratisk centralisme’ osv. Måske er de udsprunget af et akademisk miljø og vil i så fald have alle mulige gode grunde til – både his­to­riske og betinget af deres materielle levevilkår – hverken at kunne føle sig som arbejdere eller kunne tænke som arbejdere. De   vil næppe nogensinde være i stand til at udvikle en ’proletarisk’ eller ’socialistisk klassebevidst­hed’. Dermed er jeg så inde på den ’subjektive faktor’ igen. Kan vi overhovedet definere en klasse, hvis vi på forhånd må udelukker, at de relevante mennesker overhovedet kan udvikle den til­svarende klasse bevidst­hed? Glem ikke den historiske materialisme!

Alt dette forstærkes så også gennem automatiseringen, som du også skriver. Men det er næppe der, det afgørende punkt ligger – bortset fra, at der dermed er endnu færre af de ’gammeldags’ arbejdere i sving. (Og så er vi tilbage i den sociologiske vælgeranalyse!)

Nu er der bare den hage ved det – som jeg engang kom til at udtrykke det, så det helt utilsigtet snarere kom til at lyde som en vittighed (vores kammerater lo i hvert fald kosteligt, selv om det bestemt ikke var meningen) – at man kan godt blive udbyttet uden at få løn for det! Nogen får ’løn’ for deres arbejde, andre får godtgørelse udtrykt i finere ord, som ikke ligefrem lugter af sved. men alle indgår på den ene eller anden måde i virksomhedens samlede merværdi/profitproduktion. Og det er virkeligt snarere et spørgsmål om rent personlig velvilje fra vores side, hvor mange af disse mennesker vi i sidste ende vil medregne til ’arbejder­klassen’ (ligegyldigt hvor maget vi så ’udvider’ begrebet).

I sidste ende er det derfor heller ikke begrebet ’løn’ – eller hvad man nu i de forskellige kredse foretrækker at kalde det – som er det afgørende i sagen, men selve begrebet ejendom/ejendomsret, som jo i sig selv er bestemmende for vort historiske klassebegreb foruden naturligvis for markedsfunktionen som sådan. I kraft af sin ejendomsret kan man udnytte/udbytte hvem som helst anden, hvis de ydre forhold er til det: den der ejer fabrik­ker, kan udbytte arbejderne, uden hvilke maskinerne ville gå i stå; den der ejer vore livsfor­nø­denheder kan sælge dyrt og dermed udb/nytte den, der ikke selv kan skaffe sig dem på anden vis; den der ejer et hus kan udb/nytte den boligløse, hvis denne altså har penge nok til at betale med. Og sådan kunne vi blive ved. Vi må vel endda desværre indrømme, at vore kapitalister i hvert fald indtil nu har haft bedre evner for at få produk­tionen (og dermed produk­tionen af merværdi) op i et højere gear end funktionærerne i det hedengangne sovjet. Selv arbejderne udnytter deres forhandlings- og strejkeret til at tiltvinge sig bedre lønforhold, idet de jo endnu tillægges ’ejendoms­ret’ til deres egen arbejdskraft – indtil også den ret bliver taget fra dem og de helt bliver reduceret til ’talende redskaber’, dvs. at arbejds­kraften så end ikke mere tilskrives arbejderne som personlige evner, men kun (som slaver) som rent legemlige egenskaber.

Netop på dette punkt synes den videnskabelig-tekniske revolution faktisk at gøre en forskel – men knap så positivt, som vi så det i de ’gode gamle dage’. Man flytter jo bare de i traditionel forstand de mere arbejdskraftkrævende beskæftigelser til udlandet, til Polen, til de ’økonomiske zoner’, til børnene i Kina… – og så er vi ved globaliseringen igen, som du, Lars Ulrik, går helt uden om i dit indlæg. Hvordan var det egentlig med den ’den alsidige, universelle udvikling af mennesket’? Den gælder i hvert fald kun for den mere velhavende del af verdens befolkning, herunder de trods alt relativt vel aflagte danske lønarbejdere og andre lignende i i-landene. Ikke et ondt ord om dem, men så længe de kan – og er villige til – at købe varer og tjenesteydelser af de ’ikke-alsidigt-og-univer­selt-udviklede-men­ne­sker’ kommer vi ikke uden om de dybest set etiske problemer, som også Ron flere gange har været inde på – men som det naturligt nok er svært at finde ørenlyd for her, selv blandt kommunister, hvor de rent materielle interesser taler deres eget sprog. Og det er netop sagen: dem må kommunister naturligvis gå ind i kampen for mod kapitalen – og det er netop kommunismens vanskelige dialektik i verden i dag.  

Raymond Swing
Frederiksberg