Strategi og fremtid

Siden Enhedslistens oprettelse i 1988, som DKP var en aktiv parthaver i, har listen været partiets "parlamentariske strategi". Snart vil det også blive Fælles Kurs', og gennem årene har også KPiD'ere, DKP/ML'ere og andet godtfolk stemt på liste Ø ved folketings- og mange amts- og byrådsvalg med større eller mindre begejstring.

Den nærmest konstante (og vel ret beset beskedne) tilslutning til Enhedslisten vidner om, at der nok er en vis grobund, men at det ikke udvikler sig fornuftigt, trods mange sympatiske synspunkter og i øvrigt læggen luft til alt ubehageligt i socialismen og trods et giftigt Højre og Socialdemokratiets og SF's valne opposition.

Listen fremstår ikke som et rigtigt alternativ og slet ikke som et handlekraftigt modstykke til den jammerlige politik, der føres herhjemme vendt mod almindelige mennesker.

Venstresocialisterne er nedlagt, men det er, som om deres ånd sammen med SAP's lever i stort og småt i den liste, der startede som et fælles projekt, og det er ikke frugtbart.

Samarbejdet og solidariteten med de aktivt virkende progressive kræfter - og de er faktisk mange - i verdensmålestok er det fra EL's side så som så med. Jeg synes, man mærker interesser - langt fra internationalistisk kultur og fællesskab - i forhold til den genrejste og voksende verdensbevægelse af f.eks. kommunister - interesser, der vil indsnævre kampen og synes opgivende i f.eks. forhold til EU's stadigt mere frække optræden. Snævert i forhold til eftertænksomme og erfarne partier og medspillere på den internationale arena.

Tag mægtige Kina, Ruslands mange kommunister, Grækenlands f.eks. eller tag Vietnam, Cuba eller Nordkorea, og man kunne blive ved - desværre. Billigt lukker man øjnene eller lægger luft til realiteter - de slemme krabater.

Skampletter, tider med Stalins fejl og en Mur i Berlin var der helt sikkert, men er jo ikke alt sagt og gjort i tidernes tid. Der lærtes, og millioner af skæbner står på spil med nye voldsomme udfordringer fra USA, NATO, EU eller WTO. Verden går videre, og defensiv er ikke det, tiden kalder på over for imperialismens bestræbelser på at få os til at glemme Holocaust, kolonitidens folkedrab og mørke hverdage præget af onde krige og uretfærdigheder. Der kaldes på nyt mod, håb og handling. Bredt og ikke provinsielt bedrevidende og indirekte søgende nederlag. Det skylder man ungdommen og alle andre undertrykte - os selv inklusive. Op mod historieløshed og -forvanskning. Også kommunisterne har krav på opbakning, når sorte løgne fejer over land om deres indsats for fred og national selvstændighed.

Vores lille land Danmark som smørhul er en saga blot. Vi er underkastet et benhårdt højreregime, der dag for dag æder sig ind på menneskenes rettigheder og lykke.

Skulle vi dukkende os og næsten uformående se til, at vores folk kues? Eller skulle vi for en tid splitte op - gå hver til sit uden bitterhed for måske siden at mødes i forstærket kamp for ret?

Kamp under bevidst disciplin - med sans og samling - fremfor alle disse tilbageslag. Det kan lade sig gøre, og ingen nok så fin strategi endsige taktik lader sig ikke ændre, hvis kampen kræver det. Der er talrige lærestykker heri fra f.eks. den kommunistiske verdensbevægelses historie, som da kampen for enhed mod fascismen blev sat i centrum i 1935 ved Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres efter noget slinger i valsen.

Naturligvis er ikke alt sort i sort med den her liste trods savnet af en Frank Aaen på tinge. Modigt og dygtigt arbejdes der også. Pernille Rosenkrands-Theills indsats ikke mindst gør indtryk - men desværre også vankelmodigheden og fodfejlene.

Danske kommunister - og de findes i hver by og hver krog af landet trods påstande om det modsatte - samler i disse tider kræfterne - ved møder, i diskussioner, hyggesnak, handling i en fagforening eller bevægelse, kultur eller indsamling til bladene.

Det kan blive til meget mere og vil givet blive det. Spørgsmålet er, hvad EL's rolle i denne naturlige samling af de historiske og aktuelle revolutionære kræfter er.