DKP's strategiske linje ved offentlige valg bygger
på den kommunistiske tradition for enhedsarbejde. Under de nuværende forhold
indebærer dette:
1. Ved
EU-valg støtter DKP Folkebevægelsen mod EU og arbejder for valg af dens
kandidater. Kommunister, som er medlemmer af og aktive i Folkebevægelsen,
arbejder dér for politisk og organisatorisk at sætte Folkebevægelsen i stand
til bredest muligt at samle og repræsentere den danske EU-modstand.
2. Ved
folketingsvalg støtter DKP Enhedslisten og arbejder for valg af dens
kandidater. Kommunister, som er medlemmer af og aktive i Enhedslisten, arbejder
for at præge listens politik i en retning, der gør det muligt for listen at
samle og repræsentere den bredest mulige opposition mod den borgerlige og
socialdemokratiske kurs, mod kapitalisme og krise, EU- og NATO-politik.
3. Ved
kommunalvalg fastlægges DKP's opstillingsstrategi (som det altid har været
tradition) af de relevante lokale organisationer. Disse kan vælge at opstille på
Enhedslisten, på andre brede socialistiske eller progressive lister eller på
kommunistiske fælleslister. Opstilling på sådanne skal derfor ikke ses som et
brud på partiets parlamentariske enhedsstrategi.
Da der i den senere tid har været rejst tvivl om
DKP's holdning til Enhedslisten, bør følgende understreges:
Dengang de partier, som skabte Enhedslisten, var
kollektive medlemmer af listen, var det en given sag, at DKP bakkede op om
Enhedslisten. Efter afskaffelsen af det kollektive medlemskab er det ikke længere
på samme måde en given sag, men den parlamentariske strategi må være
underkastet partiets løbende vurdering af den politiske situation. DKP ser dog
ingen øjeblikkelig anledning til at ændre på vor strategiske støtte til
Enhedslisten, og vi venter heller ikke, at en sådan anledning viser sig i
overskuelig fremtid.