På sporet af arbejderklassen
Et forsøg på en karakteristik af arbejderklassen i
begyndelse af det nye århundrede
af Svend Erik
Christensen
I DKP’s og andres programdiskussioner er et af hovedemnerne definition af klassestrukturen og hvilken betydning den har for den socialistiske og kommunistiske bevægelses strategiske og taktiske kamp. Jeg vil prøve at give et bud på hvor arbejdsklassen står i dag og hvad det betyder for den demokratiske og socialistiske kamp. Det kan forhåbentlig blive et bidrag til vores egen og andres programdiskussion.
Vi har gennem de seneste 25 år set store ændringer i den danske kapitalismes udvikling. Produktionen har ændret sig og er blevet mere og mere samfundsmæssig. Den traditionelle industriproduktion er undergået væsentlig forandringer. Produktionen er afhængig af et samspil med omverdenen, herunder en infrastruktur. Produktionen har behov for reproduktion og kvalificering af arbejdskraften. Det har betinget en kraftig vækst i den private og offentlig servicesektor.
I sidste halvdel af det 20. århundrede er den videnskabelige-tekniske revolution (VTR) for alvor slået igennem inden for den industrielle produktion. Videnskaben og teknologien er blevet en væsentlig produktivkræft. Den har haft afgørende indflydelse på udviklingen af den samfundsmæssige produktion – specielt den industrielle produktion – og på udviklingen af arbejderklassen
Udover VTR ser vi også at globaliseringen gennem de frie markedskrafter har været med til at udvikle den internationale arbejdsdeling. Kapitalen er blevet fædrelandsløs. Den søger hen hvor varen arbejdskraft er billigst og bedst. Enkelt elementer til fx et køleskab eller en computer bliver produceret rundt omkring i verden for til sidst at blive samlet hvor det er mest fordelagtigt for kapitalen. Jeg vil blot henvise til beskrivelsen af dette i ”Forandringens vej” som blev offentliggjort i Skub nr. 7.
Den internationale arbejdsdeling har afgørende indflydelse på den danske arbejderklasses udvikling. Flere og flere af de arbejdskraftintensive produktioner er blevet eksporteret ud af landet, medens langt de fleste af de industrielle arbejdspladser i dag stiller store krav til arbejdskraftens kvalifikationer.
Det danske samfund har undergået en stor udvikling inden for de seneste årtier. Vi har oplevet overgang fra landbrugs- til industrisamfund, vi har set en eksplosiv udvikling i den offentlige sektor og det der i det daglige kaldes ”servicesektoren” og samtidig er antallet af kvinder på arbejdsmarkedet øget kraftig
I 60’erne skete der et afgørende skift fra landbrugssamfund til industrisamfund. Landbruget havde tidligere været den afgørende økonomiske faktor i samfundet. Ligeledes havde landbruget beskæftiget en stor del af befolkningen. Landbruget var frem til midten af 50’erne præget af tre hovedgrupper: gårdejerne, som udbyttede landarbejdere, husmændene, som levede af eget arbejde, og landarbejdere, der levede af at sælge deres arbejdskraft. Altså et klassesamfund på landet af traditionel karakter.
Op gennem 60’erne skete der en vandring fra land til by. Det skyldtes ikke at landbrugsproduktion var gået ned, tværtimod, men at mekaniseringen af landbruget i første omgang gjorde store dele af landarbejderne overflødige og i næste omgang gjorde store dele af husmændene og de mindre landbrugere til ”deltidslandmænd” med arbejde i industrien og byggeriet ved siden af. En udvikling der fortsatte op til i dag, hvor der er meget få fuldtidsbeskæftigede i landbruget og næsten ingen landarbejdere tilbage.
Hvor 20 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen var beskæftiget i landbruget i slutningen af 50’erne, er det kun 4 pct. i dag.
Industrien har op til begyndelsen af 60’erne haft en i realiteten perifer betydning i det danske samfund. Der har været – og er – ganske få industrivirksomheder af international størrelse. Den danske industri er aldrig rigtig kommet udover håndværksstrukturen med små og mellemstore virksomheder. Samtidig er produktiviteten eksploderet fra 1960 og frem. Den er firedoblet, medens beskæftigelsen har været konstant med en lille tendens til fald i periode 1960 til 2000.
Den traditionelle industriproduktion er på tilbagetog. Fra og med den store arbejdsløshed i 1974 er den arbejdskraftintensive industri (skotøj, beklædning, elektronik, papir o.l.) blevet udkonkurreret af billig arbejdskraft i andre europæiske lande og i den 3. verden.
Den del af industrien der er blevet tilbage er enten højteknologiske og meget lidt arbejdskraftintensiv eller bundet til lokal råvarerproduktion som slagterier og fiskeindustri.
Hovedparten af den industri, der er blevet tilbage i Danmark er højteknologisk. Den er karakteriseret ved store investeringer i maskiner og viden. Der stilles andre krav til arbejdskraften end i den traditionelle samlebåndsindustri. Arbejdskraften skal have en stor faglig viden og kunne vurdere og gribe ind i komplicerede processer. Samtidig sker der en udviskning i skellet mellem arbejder og funktionær. Vi er også vidner til at flere og flere af de ansatte i denne type af industrier i større og større omfang arbejder i forskellige typer af selvstyrende grupper, hvor de ansatte har stor indflydelse på tilrettelæggelse og gennemførelse af eget arbejde.
Den del af industrien, som stadig er præget af manuelt arbejde, som fx slagterier og fiskeindustri, er karakteriseret ved en stadig stigende specialisering og dermed udbytning (og nedslidning) af arbejdskraften. Meget af arbejdskraften er nydanskere, ligesom det er industrier, der har svært ved at tiltrække arbejdskraft.
Traditionelt har der været forholdsvis mange beskæftiget i byggeriet. Der er gennem perioden sket en centralisering og specialisering i byggebranchen. Vi har været vidner til at store nordiske selskaber er gået ind i byggeriet, og har sat sig godt på det. Beskæftigelsesmæssigt har byggeriet haft en faldende tendens fra 1980 og frem til i dag, hvor det beskæftiger 6 pct. af den erhvervsaktive befolkning. Uden af have statistisk belæg for det vil jeg tro at beskæftigelsesnedgangen er sket inden for de traditionelle håndværksvirksomheder, medens stadig flere og flere arbejder i de store entreprenørvirksomheder.
Med den stigende specialisering, centralisering af produktionen og globalisering er der et stigende behov for transport af personer (arbejdskraft) og varer. Det betyder, at transportsektoren er blevet større de sidste årtier. I dag beskæftiger den knap 7 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Siden begyndelse af ’70erne er det sket en eksplosiv udvikling i servicesektoren. Når jeg bruger begrebet servicesektoren er det alle former for service som er nødvendig for den direkte landbrugs-, industri- og byggeproduktion og transport, samt reproduktion og kvalificering af arbejdskraften. Det er bl.a. sundhedsvæsenet, finanssektoren, undervisningssektoren, butikssektoren, underholdnings- og restaurationssektoren. Der er både tale om offentlig og private virksomheder. I 70’erne og 80’erne er udviklingen hovedsagelig inden for social- og sundhedsvæsenet samt inden for undervisningssektoren, hvor vi så en kraftig stigning i antallet ansatte på sygehusene, inden for uddannelsessektoren og ikke mindst i ældreplejen og på daginstitutionsområdet.
I 80’erne og 90’erne er udviklingen sket inden for den finansielle sektor og kommunikations-, IT- og konsulentbrancherne.
I dag beskæftiger hele serviceområdet 65 pct. af den erhvervsaktive del af befolkning.
Inden for de seneste 25 år har vi set en forskydning i arbejderklassens sammensætning. Det skyldes dels ændringen i erhvervsstrukturen, dels at stadig flere og flere af de beskæftigede indgår i arbejderklassen, både gennem en stigende proletarisering af småborgerskabet og mellemlaget, og dels en stadig større erhvervsfrekvens blandt kvinderne.
Inden for industrien er der sket en forskydning fra ufaglærte til flere og flere tillærte, faglærte og ikke mindst teknikere. I den teknologisk udviklede del af industrien er der stort set kun uddannet arbejdskraft (tillærte, faglærte og teknikere), og de tilrettelægger og styrer i vid udstrækning selv produktionen i selvstyrende grupper. Inden for denne del af industrien bliver der færre og færre ansatte på den enkelte produktionsenhed.
Inden for hovedsagelig fødevareindustrien findes stadig den traditionelle samlebåndsproduktion med i vid udstrækning ufaglært og tillært arbejdskraft. Der er blevet stadig færre og færre af denne del af arbejderklassen.
Det samlede antal beskæftigede inden for industri har de senest 25 år stort set været konstant på godt 400.000 personer.
Landarbejderne er stort set forsvundet ud af arbejderklassen. Der er ganske få arbejdere tilbage inden for det grønne område. I alt er det 20.000 til 30.000.
Antallet af bygge- og anlægsarbejdere har været nærmest konstant de seneste 25 år med nogle udsving i forbindelse med de forskellige byggekriser op gennem 70’erne og 80’erne. Men der er sket en centralisering, således at det bliver større og større virksomheder der beskæftiger en stadig større del af arbejdskraften. Den samme tendens er der inden for transportsektoren, hvor beskæftigelsen har været rimelig konstant, men hvor der har været en nedgang inden for sø- og togtransport medens der har været en stigning i beskæftigelsen inden for vejtransporten.
Det er inden for servicesektoren, der er sket kraftig tilgang til arbejderklassen. Det er både inden for det private og det offentlige. Mange af de nye lag af arbejderklassen er kvinder.
Siden begyndelse af 70’erne er antallet af ansatte steget kraftig inden for den offentlige sektor, hovedsagelig social-, sundheds- og undervisningssektorerne. Inden for disse områder er der i dag beskæftiget ca. 630.000, hvoraf langt hovedparten indgår i arbejderklassen.
Der er ligeledes sket en kraftig stigning i den private servicesektor. Inden for butiks- og engrosområdet er der i dag beskæftiget 392.0000, heraf knap 100.000 i supermarkeder og varehuse og 172.000 i engrosvirksomheder. Således indgår omkring 350.000 af dem i arbejderklassen.
Inden for områderne hotel, restauration og kultur har der også været en kraftig stigning i beskæftigelsen - 130.000. Heraf indgår ca. 100.000 i arbejderklassen.
Inden for offentlig og privat kontor og administration er der beskæftiget 430.000. Heraf indgår omkring 400.000 i arbejderklassen.
Det der karakteriser store dele af de nye lag i arbejderklassen, fx inden for undervisning, social- og sundhed, IT og kommunikation og administration, er at langt hovedparten af dem er uddannede og mange har videregående uddannelser, ligesom de i vid udstrækning har stor indflydelse på tilrettelæggelse og gennemførelse af eget arbejde.
Medens andre grupper inden for servicebranchen er ufaglærte, dårlig betalte og har ringe indflydelse på eget arbejde fx inden for rengøring , butik, hotel og restauration. Men også inden for det administrative område er der lignende tendenser, hvor der fx oprettes call-centrer, med ufaglært arbejdskraft til udførelse af ganske få arbejdsfunktioner.
Vi ser altså at der inden for de nye lag af arbejderklassen er en kraftig polarisering, hvor det eneste, der stort er fælles, er salget af arbejdskraft.
Som det fremgår af ovenstående, er arbejderklassen vokset kraftig inden for de seneste 25 år. I dag omfatter den ca. 90 pct. af de erhvervsaktive. Den traditionelle arbejderklasse inden for industri, transport og byggeri er er ikke gået væsentlig ned. Den omfatter stadig omkring 600.000 personer. Men i forhold til den samlede arbejderklasse er den gået relativt tilbage til i dag kun at omfatte ca. 25 pct. af arbejderklassen.
Til gengæld er antallet af arbejdere inden for den offentlige og private service steget til at omfatte et sted mellem 1.5 til 2 mio., således at de udgår den langt overvejende del af dagens danske arbejderklassen.
Udover at arbejderklassen er blevet væsentlig større inden for de seneste årtier, så er den også undergået en forvandling og differentiering. Der er stadig den ufaglærte, dårlig betalte arbejder, som har uendelig lidt indflydelse på sit eget arbejde. Og vi har set at mange af de nye lag, men også mange af de traditionelle industriarbejdere, får tilført flere og flere kvalifikationer og får stadig større og større indflydelse på deres eget arbejde.
Hvad
kan og vil arbejderklassen
Udviklingen i arbejderklassen gennem de seneste årtier stiller venstrefløjen over for en række spørgsmål. Hvad betyder det for vores strategi og taktik? Her blot nogle enkelte refleksioner.
Hvor er arbejderklassens kerne i dag? Er det stadig industriarbejderne eller er det nogle af de nye lag af arbejderklassen? Vil vi for fremtiden være vidne til at arbejderne inden for IT- og bioteknologibrancherne vil udgøre arbejderklassens kerne og gå forrest i kampen for et socialistiske samfund?
Hvad betyder det, at flere og flere arbejdere gennem nye produktions- og ledelsessystemer får større og større indflydelse på deres eget arbejde? Er det med til at fremme forståelsen for socialistiske produktionsformer og dermed et socialistisk samfund? Eller fremmer det individualisme og dermed småborgerlige holdninger og handlinger?
Hvad betyder den stigende kvalificering og uddannelse af arbejderne? Vil arbejderklassen gennem den forøgede viden komme lettere på erkendelsen af det socialistiske alternativ?
Set på baggrund af den stadig større differentiering inden for arbejderklassen, er det vigtigt at få gjort sig nogle overvejelser om hvordan vi kan være med til at skabe enhed i arbejderklassen.
Hvilken krav stiller den nye type arbejdere, med større viden, individualisme, god løn og stor indflydelse på eget arbejde, til det revolutionære partis organisations og arbejdsmetoder?