Sovjets sammenbrud eller: ”Imens man ventede på verdensrevolutionen”

Seminaroplæg af Aksel V. Carlsen

Jeg blev inviteret for at præsentere seminarets deltagere for nogle hovedtræk i socialisme-debatten på den russiske venstrefløj. På denne baggrund har jeg lavet følgende sammendrag i form af syv teser.

1. Trods sovjetstatens ugunstige startvilkår var sammenbruddet i 1991 ikke givet på forhånd. Da det alligevel skete skyldtes det et sammenspil af flere årsager, såvel historiske som aktuelle. Blandt de sidste må man skelne mellem interne og eksterne faktorer. Jeg vil ikke komme ind på de eksterne - med våbenkapløb og imperialismens ideologiske pres. Det kræver næppe nærmere uddybning her. Derimod vigtigt med en præcisering af de iboende sovjetiske modsigelser og problemer.

2. Hvilken samfundstype var Sovjetunionen? Vigtigt definitionsmæssigt at skelne mellem kommunisme og socialisme. Antikommunister manipulerer med begrebet kommunisme ved at betegne et på mange områder tilbagestående samfund som værende kommunistisk. Een ting er at SUKP var ved magten. Det kan til nøds give grund til at tale om et kommunistisk ”styre” eller ”politisk regime”. Men ikke om noget kommunistisk ”samfund”. Og i forhold til spørgsmålet om hvorvidt socialisme er en indledende fase af kommunismen eller udgør en selvstændig samfundsformation er jeg tilbøjelig til, med afsæt i Sovjets historie, at pege på det sidste. Det kræver naturligvis en afdækning af socialismens ”egne” egenskaber og præcisering af hvorved den ”modne” socialisme adskiller sig fra kapitalismen og fra et kommunistisk fremtidssamfund.

Sovjet betragter jeg under eet som en rudimentær form for socialisme, der gennemgik en ulineær udvikling med modsigelser på hver trin af udviklingen. Til vurdering af sammenbruddets årsag må man afgøre, hvorvidt socialismen var moden (”den veludviklede socialisme, ”den virkeliggjorte socialisme” o.s.v.) og havde slået rødder, eller om den endnu kun var svagt forankret. Jeg foretrækker at pege på det sidste svar.

3. For at afdække socialismens umodenhed kan der tages afsæt i en analysemodel, der gælder ethvert systems udvikling. Modellen har fire faser: 1) modning af forudsætninger for dette system, 2) etablering af systemet, 3) udvikling af systemet på dets ”egne” præmisser, 4) omdannelse af systemet og dermed skabelse af forudsætninger for et nyt system (f.eks. for kommunismen).

Det meste af Sovjets historie var knyttet til af forsvare sig samt til løsning af en række moderniseringsopgaver, som i Rusland var uløste i 1917, men som i et vist omfang var løst i Vesten. Hvor langt sovjetsamfundet kom m.h.t. at skabe socialismens ”egne” præmisser kan man følge politisk, økonomisk og kulturelt:  

a) Oktoberrevolutionen fandt sted i et tilbagestående landbrugsland, hvor hverken borgerlig-demokratiske værdier eller organisationserfaring endnu var rodfæstet. Noget der ligner Marx` opfattelse af proletariatets diktatur var der kun delvis tale om i Lenins tid. Under Stalin fik det karakter af et partielitens diktatur, som siden 1950-erne udviklede sig i retning af ”statssocialisme”. Den bremsede udviklingen i retning af en moden socialisme uden statsdominans over samfundet. Og SUKP stagnerede i et bureaukrati og mistede evnen til at virkeliggøre et socialistisk demokrati.

b) Økonomisk formåede Sovjet i ekstreme situationer at mobilisere sine resurser, men i efterkrigsperioden viste planøkonomien manglende smidighed. I 1970-erne mistede sovjetisk økonomi farten. Ved overgangen fra ekstensiv vækst til en intensiv - baseret på højere produktivitet - blev en række reforminitiativer bremset af partiets teknokrater. Den meget omtalte teknisk-videnskabelig revolution foregik reelt kun inden for våbenindustrien og kom ikke civilproduktionen til gode. Manglende økonomisk effektivitet var særlig grelt i forhold til befolkningens voksende materielle og åndelige behov, som blev fremmet både af almene håb om fremskridt og af en voksende information om den materielle velstand i Vesten. Der blev ikke skabt grundlag for en mere effektiv socialistisk økonomi.

c) De almene moderniseringsreformer, som den unge sovjetstat gennemførte inden for uddannelse og kultur var væsentlige, men var ikke i sig selv ”socialistiske”. En ny socialistisk kultur blev kun svagt udbygget med erfaring for demokratisk medbestemmelse, f.eks. på det økonomiske område. Det lykkedes ikke at ophæve de forskellige former for fremmedgørelse. Århundreders patriarkalske og elitære holdninger blev bevaret.

Betydningen af arbejderklassens svagt udviklede klassebevidsthed havde bolsjevikker og mensjevikker i 1917 forskellig mening om. Lenin mente, at den ville blive styrket efter revolutionen til gavn for den nye stat. Og da han i 1921-22 indser, hvor stor magt sovjetbureaukratiet havde fået, præciserede han sin socialismeopfattelse i sit ”testamente” (jfr. hans artikler om arbejderkontrol og kooperation).  Men i stedet for at styrke partimedlemmernes og arbejderklassens indflydelse, gennemførte gruppen omkring Stalin (med inspiration bl.a. fra Zinovjev og Trotskij) især siden 1929 en militarisering af forvaltningen og en styrkelse af partielitens magt. Lenins selvkritik og håb blev erstattet af stalinismens terror og mistænksomhed – en kulturarv der efterlod sine spor i resten af Sovjets tid.

4. Stalinismen vandt i 1930-erne frem som ideologi og system under henvisning til en skærpet klassekamp, ved at kombinere russisk patriotisme og stormagtstraditioner med socialistisk retorik. Marxismens dialektiske og materialistiske substans blev forvansket til en slags fundamentalisme. I forskellig form overlevede stalinismen i resten af sovjettiden og hæmmede socialismens tiltrækningskraft både hos den sovjetiske befolkning og i udlandet. Den politiske ledelse efter Stalin formåede aldrig at gennemføre en anden strategi, eller - som da Lenin foretog et skift fra krigskommunismen til NEP – at gennemføre en tilbagetrækning fra en ”forkert” vej.

5. Sovjetmagten kun svagt at rodfæste socialismens egne præmisser og samfundet bar stadig på modermærker fra før 1917. Med afsæt i analysemodellen i tese 3 mener jeg at Sovjet som samfund knap nok nåede ”fase 3”. På de fleste områder var socialismen stadig under etablering (fase 2). Uden SUKP-medlemmernes indflydelse eller aktive deltagelse var systemet særlig sårbart, da partiets ledende rolle ”pludselig” i 1990 pr. lov blev elimineret. I stedet opstod et politisk og ideologisk vakuum.

6. Det virker overhovedet tvivlsomt om at man seriøst kan tale om ”socialismens sejr i et enkelt land” eller i en gruppe samfund, der både er tilbagestående økonomisk og mht. udvikling af en socialistisk bevidsthed. For at socialismen kan betegnes som ”etableret” kræves der desuden mere gunstige eksterne vilkår. Dels et væsentligt opsving i arbejderbevægelsen i de førende kapitalistiske lande og dels at verdenskapitalismens evner til at overvinde kriser er svækket. Det sovjetiske folk mistede med tiden troen på verdensrevolutionen og på at den vestlige verdens arbejderbevægelse ønskede at kæmpe for socialisme.

7. Sovjetunionen eksisterede i længere tid end Pariserkommunen. Men det kapitalistiske verdenssystem viste sig endnu stærkt og tilstrækkelig smidigt. At opbygge socialismen er åbenbart en global opgave. At det ikke lykkedes i Sovjet er en tragedie, som måske dog bør betragtes som en ”optimistisk tragedie” fordi selv et nok så bittert nederlag kan ikke ændre den verdenshistoriske dagsorden.