Socialisme findes ikke på en ø

Af Ron Ridenour

Dagbladet Arbejderen har i nogen tid kørt en Cuba-debat, der startede med en artikel i Skub af Birgit Unnerup (»Farvel til (det socialistiske) Cuba«, december 2000).  Selv om Dagbladet Arbejderen nu har fundet det betimeligt at stoppe debatten, har redaktionen af Skub ikke villet afvise nedenstående afsluttende indlæg. Dels startede debatten som sagt her i bladet, dels er Ron Ridenour en af indlederne på DKP's socialismeseminar i næste måned og præsenteres på denne måde for læserne.

Ron Ridenour har boet på Cuba i otte år (1988-96). Han arbejdede som journalist på det cubanske nyhedsbureau Prensa Latina og i kulturministeriet. Han er forfatter til tre bøger om Cuba. Desuden har han arbejdet flere måneder på cubanske skibe, i sukkerrørsplantager, ved landbrug, på fabrikker m.m. Han har skrevet i hundredvis af artikler til cubanske medier og i udenlandske blade.  

DKP/ML´s internationale sekretær Sven Tarp skrev et svar til mig i Dagbladet Arbejderen (8. februar 2001) med det udgangspunkt, at socialismen eksisterer på Cuba. Han mener, at regeringen har indført socialisme, og et af hans argumenter går ud på, at Raul Castro, i sin tale Si, se puede (jo, man kan), gav »startskud til en kampagne mod passivitet, rutine og bureaukrati«.

»Det gælder kampen mod den udbredte paternalisme, som flere af Ron Ridenours eksempler går på«, skrev Tarp.

Når man læser de linjer, virker det, som om Tarp gerne vil bekræfte min tese, at socialisme findes ikke på en ø.

Alt sker fra toppen og nedad, ellers sker der ikke noget. Hvis arbejderne ikke bryder sig om »passivitet, rutine, bureaukrati«, hvorfor kommer der så ikke en kampagne fra bunden?

Det skyldes, at folket har lært for mange årtier siden, at det må man ikke. Man skal vente, til toppen siger, at nu er det tiden til at »føre kampagne«. Regeringen rokker så ved nogle overfladiske ting et stykke tid, og så bliver alt igen, som det var.

Hvorfor har lederne ikke tillid til arbejdernes evne til at styre arbejdspladser, »føre kampagne«, føre politik?

Kunne det være, fordi lederne er bange for, at arbejderne vil foretrække kapitalisme eller bare have det sjovt eller bare arbejde og tjene penge til sig selv eller hvad? Kunne det være, fordi lederne elsker at lede?

Kunne det være, fordi arbejderne (eller nogle af dem) gerne vil regere og lave socialisme, men det kan de ikke, så længe kapitalismen er verdens herre? Det er der nogle marxister, der siger. Som Tarp skrev: Cubas socialisme har ikke kunnet udfolde sig, som den gerne ville, på grund af USA´s arrogante (og brutale) imperialisme. Rimeligt nok. Så lad os kalde det, de har, noget andet.

Helene Caprani skrev den 10. februar tre ting, jeg gerne vil svare på.

»Cubanerne vælger, efter omfattende folkelig diskussion, at indføre dollaren. De vælger også at åbne for turismen«.

Nej og atter nej. Det gjorde de ikke.

Den 26. juli 1993 sad jeg foran mit TV på Cuba sammen med Storbritanniens Kommunistiske Partis internationale sekretær og redaktør for den avis, Morning Star, som jeg skrev til. Vi så Fidel fortælle befolkningen, at »i dag er vi nødt til at give en indrømmelse og indføre dollaren«.

Tidligere havde Fidel og partiets top udbredt turismen.

I min CDR (naboskabsforsvarskomité) blev der snakket om den overraskende dollartale. Nogle var for, nogle imod, men det kom som en overraskelse.

Bagefter blev talen bakket op på arbejder- og folkemøder. Efter flere måneder fremlagde det kommunistiske partis centralkomités meningsmålingsinstitut et tal på 80 procent af befolkningen, der støttede Fidels beslutning, som derpå blev forelagt Parlamentet.

Når Statsrådet (med Fidel i spidsen) foreligger Parlamentet et forslag, bliver det altid vedtaget, og med 100 procent.

I Statsrådet sidder der 33 medlemmer, alle medlemmer af partiet, og de 16 sidder i Politbureauet, som har 27 medlemmer. Otte er generaler, to arbejder/ funktioner, og tre er kvinder.

Hvorfor har Cuba ikke oplevet et sammenbrud som Sovjet, spørger Caprani »Cuba må have en ganske særlig kvalitet.«

Jo, det har de.  Mange.

1.     En individuel og national stolthed for deres land og suverænitet. De er modstandere af enhver potentiel erobrer og dermed antiimperialister.

2.     De har et godt velfærdssystem, som alle påskønner. Ikke alle forstår dog, at under kapitalismen, uden regeringens styrelse, ville de tabe noget af det.

3.     Cuba er internationalistisk og solidarisk, især med den tredje verden, og det er en anden god grund til at støtte landet, også Fidel.

4.     En helt speciel leder har de i Fidel. Han er en enestående person, en bedstefar for alle, en leder, man kan stole på, når fjenden kommer. Og folk både elsker og hader ham, ofte på samme tid.

Caprani spørger, hvorfor vi skal svare på spørgsmålet, om Cuba er socialistisk eller ej:

»Er det, fordi vi ikke vil støtte et land, der ikke er socialistisk«?

Nej. Bare det, at Cuba forsøger sig med drømmen om socialismen, og at de kæmper mod verdensimperiet, det er nok.

Men der er en anden grund til at diskutere, om der er socialisme på Cuba, eller hvad socialisme er. Hvad er det, vi gerne vil kæmpe for i Europa?

Vi (jeg) vil have arbejderne til magten, arbejderkontrol på fabrikkerne, jorden kollektiviseret, folket som ejer af produktionsmidler og distribution og herre over den førte politik.

En af grundene til, at de fleste arbejdere i Vesteuropa ikke har taget kampen for socialismen op, er det dårlige eksempel, de har set, hvor den har været prøvet, især med hensyn til deres egen indflydelse i beslutningsprocessen.

Ikke mindst nu er spørgsmålet igen vigtigt, fordi flere taler om at danne et kommunistisk parti. For at skabe et betydningsfuldt parti må vi være åbne, søge sandheden og undlade firkantede, dogmatiske udtalelser som dem, Maria Luz Gonzalez slynger efter mig i Dagbladet Arbejderen den 9. februar.

Hun sammenligner min kritik af Cubas regering med et »desillusioneret menneske, som ud over at kaste håndklædet i ringen forener sig med afhopperne og imperiet imod Cuba«.

Det er synd, at hun synker så lavt. Den slags kan aldrig hjælpe vores sag.

Afhopperne og imperiet er imod Cuba, fordi de mener, det er socialistisk, og gerne vil herske over et kapitalistisk Cuba. Jeg er kritisk, fordi jeg mener, Cuba ikke har opbygget et socialistisk samfund med arbejderne ved magten.

Maria Luz har misforstået, hvad debatten går ud på. Revolutionære skal danne sig meninger om udviklingen i alle lande; ellers ville Marx og Lenin (osv.) ikke have haft ret til at lave deres analyser af verden, og Cubas regering ville ikke have inviteret mig til at bo og arbejde der.

Når kommunister og socialister samles i ét parti for alle på venstrefløjen, håber jeg, der er plads til mig - og Maria.