Skub - på nettet

Artikler

Socialismen er ikke fortid, men menneskehedens fremtid

Kommunismen - erfaringer og eftertanke

At tale til folk i øjenhøjde

En civiliseret fremtid tilhører socialismen

Mennesker er som de er

En børnehjemsdreng står til søs - 3

Herfra hvor vi står

Fra landsledelsen

Leder: EU og Afrika

Lykønskninger

Aktivitetskalender

Dansk kommunist i DDR

DKP på internettet

Ib Nørlund 90 år

Nordisk kommunistisk sommerlejr 2008

Sig det højt

EUs flexicurity-model - et tilbageslag for lønmodtagerne

Fogh får svært ved at afskaffe undtagelserne

Fred og genforening er det koreanske folks ønske

Ja til Villys udvidede militære undtagelse

Ny Giscard-udmelding gør isen tyndere under Fogh

Fremtidens store opgave

Gorbatjov – Sovjetunionens prominente socialdemokrat og Vestens yndlingsrusser

Søgen efter liv i universet

Ansvarshavende redaktør:
Henrik Stamer Hedin

Socialismen er ikke fortid, men menneskehedens fremtid

Det russiske dumavalg er overstået; præsidentvalget er det ikke. Dette interview med formanden for den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (KPRF) Gennadij Zjuganov om Ruslands udenrigspolitik og tendenser i verdensudviklingen er fra i sommer, men stadig aktuelt. Det stod at læse i Pravda den 12. juli og bringes her forkortet.

Vi nærmer os afslutningen på præsident Putins anden embedsperiode. I næsten otte år har han stået i spidsen for landets udenrigspolitik. Hvad har ændret sig i disse år sammenlignet med Jeltsin-tiden?
- Meget lidt har ændret sig, hvis man ser bort fra detaljer og småting og taler om Ruslands stilling på den internationale arena. Vi er desværre stadig udsat for pres og diskrimination. Vestfra ruller NATOs damptromle mod Rusland hånd i hånd med EU. Det Fjerne Østen trues af Japan, som fortsat stiller territoriale krav, ikke blot om de fire Sydkuriliske øer, men også fra tid til anden lader forstå, at der kan blive tale om mere endnu. Der er heller ikke ro mod syd. I Irak og Afghanistan raser en krig, som det ikke er til at se ende på. I stedet for en afvikling er vi vidne til, at konflikten i denne region fortsætter og eskalerer. Der er fare for, at den også breder sig til Iran og Syrien. Palæstina-problemet bliver værre og værre. Bag det hele, både i vest og øst og mod syd, står USA. Dets nuværende ledere gør krav på at lede verden, dvs. på verdensherredømmet under dække af kamp mod terrorismen og udbredelse af demokratiet i amerikansk udgave, eksport af den amerikanske way of life ved hjælp af magt og grove krænkelser af folkerettens normer og principper. Det er direkte modbydeligt, at denne åbenlyst imperialistiske udplyndring af andre folk og lande, denne afpresning og vold over for dem besmykkes med skinhellig snak om forsvar for menneskerettighederne og de demokratiske værdier, sågar med Biblen og Guds ord.

Det kunne se ud, som om USA gør krav på rollen som verdenspolitibetjent og vil tiltage sig ret til at dømme og straffe eller benåde alle, der stiller sig i vejen for gennemførelsen af dets imperialistiske ambitioner.
- Jeg er ikke enig i, at man kalder USA for verdens politibetjent, det være sig nok så selvudråbt. En politibetjent skal håndhæve loven. USA erklærer åbent, at det ikke er bundet af nogen lov, at FN-pagten og folkeretten er forældede, og at det i sidste ende kan gøre, som det vil, fordi det har magten på sin side. Sådan optræder vogtere af lov og orden ikke ﷓ det gør gangstere. Washington ville gerne gøre hele verden til sin private ejendom, hvor det kan skalte og valte efter forgodtbefindende. Den, der giver efter for den slags, skader ikke blot sig selv, men også alle andre lande og folk. Verdenssamfundet må ved fælles kræfter sætte en stopper for denne eventyrpolitik. Ellers går verden mod katastrofen.

Præsident Putin har ved flere lejligheder udtalt sig stærkt kritisk om USAs og dets allieredes politik og truet med, at Rusland ikke længere ville danse efter deres pibe, men forsvare sine nationale interesser med større styrke. Har Kreml foretaget sig noget siden da?
- Desværre er der ikke sket væsentlige forandringer i Ruslands udenrigspolitik. Det er der objektive grunde til. Det er ingen kunst at prædike bål og brand, især ikke under en valgkamp. Men hvor skulle han og den såkaldte elite finde midlerne til at gøre alvor af den slags erklæringer? I løbet af Jeltsin-Putin-styrets år har Rusland mistet det økonomiske, militære, videnskabelige, kulturelle og informationsmæssige potentiale, der er nødvendigt for at føre en politik svarende til dets stilling og nationale interesser. Det har også mistet allierede, som var parat til at bakke det op internationalt. [...]
Generelt er alle vore udenrigspolitiske problemer direkte affødt af den indenrigspolitiske kurs. Uden en radikal ændring af den kurs kommer Rusland aldrig op af det hul, som Jeltsins kontrarevolutionære kup og hans efterfølgers politik har stødt det ned i. [...] I århundreder var Rusland en stormagt. Gorbatjov og Jeltsin gjorde det til en andenrangs magt, et svagt og dårligt styret land. Nu har Putin fundet på noget at trøste russerne med. Vi får at vide, at ganske vist er Rusland ikke længere en stormagt, men det er stadig en energimagt.
Olje og gas er blevet den russisk præsidents kæphest. Han glemmer blot, at en energimagt som regel er et underudviklet land, en råstofleverandør til verdensøkonomiens anførere. Rusland er blevet afhængigt af olje og gas. Hvis energieksporten bliver afbrudt bare en måned, eller hvis energipriserne pludselig falder, bryder Ruslands økonomi og finanser øjeblikkeligt sammen. Det vil også betyde et sammenbrud for den nuværende regering og dens fantasier om en fordobling af nationalproduktet, ingen inflation, stigende investeringer og velstand for borgerne. Det er Kreml udmærket klar over. Derfor gør man alt for fortsat at sende olje og gas, vort folks uerstattelige rigdomme, ud af landet i stadig voksende mængder. Men Rusland har selv brug for gas. Halvdelen af vores land har ingen adgang til gas. Det er på høje tid at skabe en moderne kemisk industri på grundlag af vore naturgasressourcer. Man skammer sig over at sige det, men Rusland, der udvinder i hundredevis af millioner tons olje, er nødt til at importere næsten hele sit forbrug af 92 og 95 oktan benzin. Man skammer sig endnu mere, når næsten alle forarbejdsningsprodukter af vores gas må importeres. Men Ruslands ledere foretrækker at bygge rørledninger og grave millioner og atter millioner af tons metal ned i jorden og at plukke deres eget folk ved i det nye treårsbudget at indregne forhøjelse af gaspriserne til verdensmarkedsniveau, blot for at vore olje- og gasbaroner kan fortsætte med at fylde deres lommer, uden at gøre noget for at udvikle produktionsmulighederne i Rusland. Hvis det skal være en national politik, hvad er så uduelighed eller, værre endnu, forbryderisk tilsidesættelse af landets statsinteresser?

Til gengæld har man så fået den lyse idé at hæve priserne på gas til Hviderusland under foregivende af, at det er for at højne russernes velstand.
- Det er det rene hykleri. Man forsøger at genere Hviderusland og destabilisere det indefra. Det land er en torn i øjet på Ruslands regerende elite. Hvorfor? Fordi i de 15 år, de har regeret Rusland, har vore neoliberale pengepugere og deres lakajer i regeringen ikke været i stand til at skabe en virkelig effektiv økonomisk model for den såkaldte overgangsperiode. Udover olje- og gaspengene og så indtægterne ved tømmersalg har Rusland ingenting, producerer ingenting, er årtier bagud for den moderne verden og har ikke på et eneste punkt nået 1989-niveauet. Men i Hviderusland har man skabt sådan en model. Hos dem er der gang i industrien, landbruget er i fin gænge, og man har taget fat på at løse de sociale problemer. Og det til trods for, at Hviderusland hverken har olje eller gas eller guld eller diamanter. Spørg de russere, der bor i grænseegnene til Hviderusland, hvor det er bedst for folk at bo. De vil svare, at det er der i Hviderusland. Det er dommen over vores nuværende regime. Derfor er det ude af sig selv og søger dag og nat efter måder at skade Lukasjenko på, og det viger uden om at opfylde aftalen om at oprette en forbundsstat. Vi kræver denne situation bragt til ophør. Vi kræver, at man hører op med at udsætte Minsk for afpresning og skændes med hviderusserne om, hvem der skal være præsident og hvem der skal være vicepræsident i forbundsstaten, mens man sender lystne blikke efter de hviderussiske industrivirksomheder. Der er en aftale om oprettelse af en forbundsstat, altså har man værsågod at overholde den. Man har værsågod at oprette et samlet ledelsesorgan for denne stat, at samle forsvaret, udenrigspolitikken, toldvæsenet, at harmonisere lovgivningen. Vesten drømmer jo om at rive Hviderusland løs fra Rusland, at styrte det nuværende styre og indlemme Hviderusland i NATO og EU. Det er nødvendigt at sætte en stopper for alle disse intriger og skærme Hviderusland mod Vestens aggressive snigløb. KPRF anser oprettelsen af en forbundsstat for en hasteopgave for russisk udenrigspolitik. Det er til syvende og sidst et af de afgørende spørgsmål for Ruslands sikkerhed og geopolitiske interesser.

Hvad kan De sige om russisk politik i forhold til SNG?
- Jeg er bange for, at vi faktisk ikke har en sådan politik. Vi reagerer på de situationer, der opstår. Det er det hele. Vesten derimod har en veldefineret, konsekvent og gennemtænkt politik over for SNG-landene. De er ved at lukke Rusland inde i en ring af stater, der skal udgøre en geopolitisk modvægt mod Rusland. De begyndte med de baltiske lande. Så kom turen til Ukraine og Grusien. Fortsættelse følger. Det foregår på samme måde hver gang: Den russisktalende befolkning fordrives eller tvangsassimileres, og disse landes politik omorienteres i russiskfjendtlig retning med sigte på at indlemme alle vore naboer i NATO og EU. Meningen med det hele er at cementere Sovjetunionens opløsning og gøre den irreversibel. At lamme Rusland med stridigheder og konflikter langs alle dets grænser. At holde det isoleret fra storpolitikken. At skabe betingelser for at tage kontrol med og om muligt opløse den russiske stat og tilegne sig dens ressourcer.
Kun meget naive mennesker kan tro, at Washington eller Bruxelles vil hjælpe os med at sætte balterne eller grusinerne eller de ukrainske nationalister på plads. I virkeligheden har vi at gøre med en enhedsfront af dem, der er imod os eller vil skade os, en enhedsfront, som Kreml ikke kan eller ikke tør afsløre eller splitte. Men vore muligheder i SNG-regionen er jo langt større end vore rivalers. Indtil for ganske nylig var vi én stat. Men der savnes vilje og mod til at udnytte disse muligheder konsekvent og målrettet til gavn for Rusland og vore landsmænd.
Man forbløffes mildt sagt også over den nuværende russiske politik over for Krim, Abkhasien, Sydossetien og Trans-Dnjestr. Igen og igen har man i de områder gennemført meningsmålinger og folkeafstemninger, som faldt ud til gunst for uafhængighed og efterfølgende sammenslutning med Rusland, men Kreml er hver gang tavs og udtrykker endda indimellem utilfredshed med den slags henvendelser. Hvor længe kan det fortsætte? Det, som er opnåeligt i dag, er allerede i morgen uigennemførligt [...].

Hvad med Iran?
- Det er lykkedes Vesten at involvere os i resolutionerne om sanktioner mod Iran. Over for Estland, som spytter os i ansigtet, står Moskva fast på, at der af principielle grunde ikke vil blive iværksat sanktioner. Man får det indtryk, at Rusland generelt er imod sanktioner. Men når det kommer til FN-sanktioner mod Iran eller den Demokratiske Folkerepublik Korea, som intet ondt har gjort os, glemmer Moskva straks alle sine principper og stemmer sammen med USA og dets satelliter. Vi kommer til at stå i en dum situation. Vi ødelægger vores forhold til Iran. Fra USA får vi intet af betydning til gengæld. Vi bliver gidsler for kortsigtet amerikansk eventyrpolitik i Iran-spørgsmålet.
Der kunne for længst være opnået en aftale med iranerne om, at de ville nøjes med at udvikle atomkraft til fredelige formål. De var villige til at underkaste sig enhver IAEA-kontrol. USA blokerede for sådan en aftale. Iranernes svar var at begynde at producere lavberiget uran, men de er med på ikke at gå over til at fremstille uran af våbenkvalitet og accepterer stadig IAEA-kontrol. Men det er USA ikke tilfreds med. Det håber stadig at knække Irans vilje gennem skrappere sanktioner. Det er allerede klart for enhver, at det ikke vil lykkes. Derimod er det højst sandsynligt, at det vil få Iran til at tage det næste skridt i produktionen af beriget uran. Og Rusland lader sig viljeløst trække med i denne tåbelige politik. Landet er rede til at ofre sine økonomiske interesser i Iran, ødelægge forbindelserne til vore sydlige naboer og (under latterlige påskud) indstille byggeriet af Bushehr-atomkraftværket. At amerikanerne udnytter spørgsmålet om fredelig kernekraft i Iran til at destabilisere situationen i landet i håb om at styrte det nuværende regime og få kontrol med det strategisk meget vigtige land, er forståeligt. Men hvad skal Rusland med et Iran, der er erobret af USA eller kontrolleret af amerikanske marionetter? Hvorfor spiller vi op til Washington til skade for os selv og alle vore sydlige naboer i denne region? Det er en politik, KPRF kategorisk afviser. [...]

Hvordan går det med forholdet mellem KPRF og venstrekræfterne i Latinamerika?
- For os er det, som sker på dette kontinent, for en stor del et forvarsel om det, som uden tvivl kommer til at ske også i Rusland. Det var jo i Latinamerika, at USA allerede fra først i 70erne afprøvede sine neoliberale ideer om markedskræfternes uhæmmede herredømme med minimal statslig indblanding. Og som det nu sker i Rusland, blev denne kurs gennemtvunget ved at undertrykke oppositionen med brutale, undertiden diktatoriske metoder.
Og hvad har det ført til? Til afvisning af de udefra påtvungne økonomiske ideer og politiske modeller, som havde spillet totalt bankerot. I Venezuela ﷓ et land med meget rige naturressourcer ﷓ levede befolkningsflertallet i fattigdom. Argentina ﷓ et land med fantastiske betingelser for landbrug ﷓ blev totalt ruineret. Nogenlunde det samme skete i praktisk taget alle lande i Syd- og Mellemamerika.
Venstredrejningen i Latinamerika er folkets direkte svar på de forudgående års hårde neoliberale kurs. De politiske venstrekræfter har længe været holdt nede i undertrykkelse, men lod sig i sidste ende ikke standse. Natur- og samfundslove lader sig ikke afskaffe med våbenmagt. I de senere år er det ene af verdensdelens lande efter det andet drejet mod venstre. Og vi er yderst interesserede i vore latinamerikanske venners erfaringer med samfundsforandringer. De gennemfører dem jo fra et udgangspunkt, der ligner vores ﷓ efter det kaos, som "reformkræfterne" har ført disse lande ud i. Selvfølgelig finder de på mange måder deres forbillede i Cuba, hvor mange af disse ting er blevet afprøvet og pudset af. Men de nye regeringer handler under deres egne betingelser og finder frem til deres egne former og metoder, svarende til de konkrete forhold.
Vi nøjes ikke med at følge forandringerne i Latinamerika, men holder også til stadighed kontakt med venstrekræfterne i disse lande både ved internationale møder og i tosidede relationer. Jeg var for nylig på Cuba, i Mexico og Venezuela; der var gjort værdifulde erfaringer, som vi bestræber os på at udnytte.

På den anden side er der jo erfaringerne fra de kommunistiske partier, som allerede længe har været ved magten?
- Ja, antikommunistene i Rusland og i Europa forsøger på alle måder at tilsløre den kendsgerning, at socialismens ideer har en meget gunstig indflydelse på, hvordan det går i en række lande, som for et halvt århundrede siden endnu var kolonier eller halvkolonier. I dag er Kinas succes ikke blot ubestridelig, men tages også for givet. Men man skal huske på, at for kun 60 år siden (et ganske kort tidsrum målt med historiens alen) var dette land opsplittet, og det kinesiske folk med dets årtusindgamle rige traditioner levede under feudale tilstande. Det var det kommunistiske parti, som var den moderniserende kraft, der førte landet til en stilling som et af de ledende i verden.
Noget tilsvarende er sket i Vietnam, som i 60erne og 70erne påførte den amerikanske imperialisme et føleligt militært nederlag. I Laos sker der spændende ting under venstrekræfternes ledelse. I Indien er det kommunistiske parti med i regeringskoalitionen. Formanden for Indiens nationale parlament er kommunist. Det viser i øvrigt, hvilken indflydelse vore kammerater har i dette et af verdens mægtigste lande.
Vore kammerater i udlandet, først og fremmest i Asien, finder nye og effektive former for opbygning af et socialistisk samfund. Det er et eksempel på en skabende holdning til socialismen. Det er et eksempel på, at partier, der arbejder under forskelligartede betingelser, gensidigt kan berige hinanden. Kinas og Vietnams kommunister har forholdt sig skabende til de sovjetiske erfaringer, taget det mest værdifulde til sig og afvist det, som livet selv havde forkastet. På samme måde studerer også vi opmærksomt vore venners erfaringer for at udnytte dem under hensyn til den situation, Rusland er havnet i som resultat af markeds-"reformerne".
I de lande, hvor kommunisterne regerer eller er med i ledelsen af staten, lever omkring 40% af jordklodens befolkning. Næsten halvdelen af jordens indbyggere har bevidst ladet deres valg falde på socialismen. Er det ikke et bevis på de socialistiske ideers livskraft? Det, vore venner har nået, viser, at socialismen ikke er menneskehedens fortid, men dens fremtidsperspektiv.
Det er det budskab, vi fast og tydeligt skal holde frem for folk, når vi fejrer 90-året for den Store Socialistiske Oktoberrevolution i Minsk og Moskva med deltagelse af broderpartier fra hele verden, for at understrege, at fremtiden, det 21. århundrede, tilhører den socialisme, vi vil vie vore kræfter, vor viden og vor tro.

Oversat fra russisk af
Henrik Stamer Hedin