Skub - på nettet

Artikler

Nu tager de os alvorligt

Soldatens meningsløse død

Det kommunistiske standpunkt - eftertanke og fremtid

På vej mod et folkeligt oprør?

Alternativ vidensproduktion i en kapitalistisk økonomi

Dialektik eller eklekticisme

Kommunister i en brydningstid

En børnehjemsdrengs erindringer

Et hjerteligt til lykke fra sekretariatet og redaktionen til

Dansk politi hurtigst på aftrækkeren blandt lande, vi normalt sammenligner os med

Horserød den 22. juni.

Public service – nu!

Randers DKP stiftet

Rejs med FIR til Heideruh.

90-året for oktoberrevolutionen!

Skub-bidrag april 2007

Der er brug for...

Hilsen til Enhedslistens årsmøde 2007

opstilling af Asmaa Abdol-Hamid

Enhedslistens årsmøde

De forspildte muligheders overenskomst

Et slag mod demokratiet

Fra Rør- og Blikkenslagernes Fagforening af 1873

Breve til Danmarks Radio

De gamle tænkere

En heroisk symfoni

Farvel til NOTAT

Tak til ”Klaus & Thomas”

Bidstrups tegninger og Vietnam-krigen

Ny bog om DKP og Vietnam-bevægelsen

Politiet og folket

Rundt i landet 1. maj

Ansvarshavende redaktør:
Henrik Stamer Hedin

Nu tager de os alvorligt

Sådan sagde ambassaderåd Thae Yong Ho fra DDF Koreas ambassade I London på et møde hos den belgiske venskabsforening med Korea – Korea Is One – den 3. marts 2007 i Bruxelles. Og han henviste hermed til DDF Koreas atomprøvesprængning i oktober sidste år. Og om tiden før atomtesten sagde Thae: ”Vi var mere og mere trængt op i en krog”.
Artikel sakset fra Venskabsforeningen Danmark – DDF Koreas blad ”Korea Bulletin”

Thae Yong Ho’s oplæg om den aktuelle situation I Korea:
Under de seneste 6-partsforhandlinger i februar 2007 blev der indgået en ny fællesaftale mellem de 6 parter (Nordkorea, Sydkorea, Kina, Rusland, USA og Japan red.). DDF Korea skal nu lukke atomkraftværket i Yongbyon ned, mens de øvrige parter sender os 1 million tons råolie. Derudover skal der oprettes flere forskellige arbejdsgrupper, og USA skal ophøre med sanktioner og deres fjendtlige politik overfor DDF Korea.. Forpligtelserne i fællesaftalen er underskrevet af alle 6 parter og ikke kun DDF Korea. Så alle parter er forpligtet.
Hvis jeg skal være ærlig, er jeg endnu ikke sikker på, om indholdet i fællesaftalen vil blive implementeret. Men det er helt sikkert, at vi vil overholde vores forpligtelser.
I den forbindelsen skal man bemærke, at den største atommagt USA for nylig har udtalt, at den vil modernisere sit atomarsenal – ikke reducere det.
Da den kolde krig afsluttedes, forventede alle, at faren for atomkrig ville forsvinde, men sådan gik det ikke. Selv efter USSR’s kollaps fortsatte USA med samme atomvåbenstrategi.
I 1994 underskrev Clinton Geneve-aftalen mellem os og USA. Vort land accepterede dengang at lukke vores atomkraftfaciliteter mod til gengæld at få bygget to letvandsreaktorer. Men da Bush overtog magten i USA, besluttede hans administration simpelthen at droppe USA’s forpligtelser i henhold til aftalen, hvorved reaktorbyggeriet gik helt i stå.
Bush-regeringen har ændret den tidligere koldkrigsstrategi til ”forebyggende angreb”-strategi. USA giver derved sig selv retten til at invadere et hvilket som helst land og til at bruge atomvåben imod de såkaldte ”fjendelande”. DDF Korea har mange gange gjort verden opmærksom på atomkrigstruslen fra USA og DDF Korea har besluttet sig for igen at træde ind i Ikke-Spredningsaftalen. Alligevel har Bush-regeringen hele tiden truet vort land.
Siden Bush-regeringen tiltrådte, har vi forsøgt at overbevise den om vigtigheden af at fjerne alle a-våben på hele den koreanske halvø, om normalisering af forholdet mellem de to lande og om indgåelse af en fredsaftale. Men Bush-regeringen har ignoreret dette og fastholdt en meget fjendtlig politik overfor os. Og endda startet en krig imod Irak for 4 år siden.
Ifølge 19. september 2005 Fælleserklæringen fra 6-partsforhandlingerne skulle DDF Korea stoppe dets atomaktiviteter mod til gengæld at USA ophører med sin fjendtlige politik overfor os. Ikke desto mindre indførte USA kort efter en finansblokade imod os og krævede, at alle banker i verden skulle indefryse konti tilhørende DDF Koreas myndigheder. Bl.a. ramte denne blokade Macau Delta Asia Bank. USA’s finansministerium påstod 2005, at DDF Koreas bankkonti i denne bank blev brugt til ”hvidvaskning af falske dollars”. Det betød, at Macaus myndigheder beordrede banken til at indefryse 24 mill. US$ tilhørende DDF Korea.
På samme tid igangsatte USA intensive og meget aggressive krigsøvelser i Sydkorea vendt imod DDF Korea, og man lagde pres på flere EU-lande for mere aktivt at medvirke til isolation af DDF Korea.
Således var DDF Korea mere og mere trængt op i et hjørne på grund af USA’s fjendtlige politik. Der var ikke mange manøvremuligheder. Det blev et spørgsmål om at forsvare vores eksistens og vores overlevelse.

Nu har vi bilaterale samtaler med USA
Men efter atomprøvesprængningen i oktober, så tager de os alvorligt og er tilsyneladende indstillet på at finde en løsning på problemerne. USA bevægede sig ad to fronter: Dels går de aggressivt frem og får FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage sanktioner imod os, og dels starter de for første gang i flere år separate, bilaterale samtaler med os. Disse bilaterale samtaler er faktisk baggrunden for at 6-partsforhandlingerne i februar i Beijing førte til en fællesaftale. USA har nu lovet at fjerne finanssanktionerne, at fjerne os fra listen over ”terrorristlande”, at normalisere forholdet mellem vores to lande og endelig at indgå en fredsaftale som erstatning for våbenhvileaftalen fra 1953.
Hvis USA virkelig ønsker at ændre sin politik overfor DDF Korea, så er der ikke længere nogen grund til, at DDF Korea har atomvåben. DDF Korea er jo et lille land.
Korea blev delt efter afslutningen på 2. Verdenskrig – en krig, som Korea på ingen måde startede. I Europa blev Tyskland også delt efter 2. Verdenskrigs afslutning, men de startede trods alt krigen. I Asien, der er det ikke Japan, der er delt, men Korea!!
Koreas deling er en udløber af 2. Verdenskrig, hvor de allierede stoppede den japanske besættelse. Russerne kom fra nord ind i vort land og afvæbnede japanerne. Senere tog USA over i det sydlige Korea. Siden denne fuldkommen tilfældige deling af landet har koreanerne kæmpet for genforening. Mens USA omvendt altid har modsat sig genforeningen.
Genforeningsbestræbelserne har været en løbende og stadig mere omfattende proces i Korea igennem årene, og efter indgåelsen af Nord-Syd Fælleserklæringen den 15. juni 2000 er det en stadig mere intens proces. Koreanerne i Nord og Syd har udviklet en masse fælles projekter. For eksempel etableringen af Kumgangsan-turene. Titusindvis af sydkoreanere besøger Kumgang-bjergene hver måned. Kaesong Industrizonen er også et vigtigt projekt.
Nord-Syd handelsudveksling stiger konstant og dramatisk. Nu er f.eks. Kina og Sydkorea i et konkurrenceforhold om at komme først til at indgå et partnerskab med et selskab i DDF Korea. Modsat ser vi USA, der ønsker at være koordinator for det sydkoreanske regimes politik, og USA ønsker at stoppe Kaesongprojektet.
For nylig indgik Nord og Syd en aftale om genforeningsmøder for delte familier, om økonomisk samarbejde og om at suspendere atomprøvesprængninger. De inter-koreanske relationer vokser sig stærkere dag for dag.

Vi rejser os uden at opgive socialismen
Selvom vi stadig har langt igen, så skal det bemærkes, at den økonomiske situation i vort land (DDF Korea) forbedres skridt for skridt. I 1991, da USSR kollapsede, ophørte al vores handel med USSR og de tidligere socialistiske lande i Østeuropa pludseligt. Prøv at forestille jer, at al handel mellem Belgien og Tyskland, Frankrig, England, o.s.v. pludselig stoppede fra den ene dag til den anden. Vores industri var baseret på sovjetisk og kinesisk teknologi og reservedele. Det var derfor, vores industri blev så hårdt ramt, og vi blev pludseligt nødt til at orientere os efter nye samhandelspartnere. På samme tid gik det hverken værre eller bedre, end at vi blev hårdt ramt af naturkatastrofer. Katastrofer som vi formentlig meget bedre kunne have modstået, hvis de fandt sted i 1970’erne eller 1980’erne.
Den dag i dag lever vi stadig med konsekvenserne af naturkatastroferne i 1990’erne, og jeg tror at der vil gå 10 år inden det er overstået. Men allerede i dag går det meget bedre i DDF Korea. Tilværelsen er lettere for befolkningen. Det kan mange vestlige tilrejsende i dag bevidne og berette. Vores landbrugsproduktion stiger år for år, og overalt ses nybyggeri for eksempel. Vi rejser os igen uden at opgive vores socialistiske principper.

Efter dette oplæg kom der spørgsmål fra mødedeltagerne.

Tror du, at situationen vil ændre sig hvis der kommer en demokratisk præsident til magten i USA?
Svar:
De amerikanske politikere har efterhånden forstået, at vi står fast på vores politiske synspunkter og principper. Det uanset om det er republikanere eller demokrater. Vi har dårlige erfaringer med begge. Det vigtigste er, at de skal respektere vores suverænitet og samarbejde med DDF Korea, hvis de virkeligt ønsker at løse atomsagen og bevare freden i regionen.

Og hvad mener du om det kommende valg i Sydkorea?
Svar:
Efter underskrivningen af 15. juni 2000 Nord-Syd Fælleserklæringen så vi protester fra konservative kræfter i Sydkorea. Det gør vi stadig. De ønsker at stoppe det inter-koreanske samarbejde og i stedet samarbejde meget mere med USA og Japan.
Men flertallet af befolkningen i Sydkorea ønsker uafhængighed. De inter-koreanske relationer har nu nået et højt niveau. Hvis nogen ønsker at sætte denne proces i bakgear, vil de næppe få megen støtte til det.
I Sydkorea er der i dag en højspændt debat om de amerikanske troppers tilstedeværelse. USA vil ikke forlade Sydkorea. Årsagen hertil er, at de ikke kun er der på grund af ”faren” fra Nordkorea, men også for at stoppe stigende indflydelse i regionen fra Kina og for at kontrollere Japan. Faktisk er det sådan, at de amerikanske tropper i Sydkorea skal kunne sendes til et hvilken som helst sted i regionen, hvor USA måtte finde behov for en indsats. Det kunne for eksempel være til Taiwanstrædet. Og hvis der opstår spændinger i Sydøstasien, så står USA’s tropper i Sydkorea også til rådighed.

Vi kunne godt tænke os at arrangere en rejse fra Nord til Sydkorea. Tror du det er muligt?
Svar:
Det er ikke muligt i dag, da Den Demilitariserede Zone, DMZ, stadig eksisterer og deler vort land. Det kræver en særlig aftale mellem Nord og Syd og USA hvis nogen person overhovedet skal passere gennem DMZ.
Hvis USA virkeligt tager den nye aftale fra 13. februar 2007 alvorligt og til sidst underskriver en fredsaftale, ja så kan vi fjerne DMZ. Vi er klar til at fjerne DMZ. Og vi er da også kommet så langt, at nogle veje og jernbaner mellem Nord- og Sydkorea allerede fysisk er blevet genetableret, og forskellige test foregår nu.
Sydkoreanske arbejdere i Kaesong Industrizonen rejser over DMZ hver dag. Og en jernbane fra Sydkorea til Kumgangbjergene i Nord er blevet åbnet. Sådan går vi videre skridt for skridt.
For nylig ville en europæisk delegation rejse fra Nord til Sydkorea, men det blev afvist på grund af et kompliceret bureaukrati og afvisning fra de sydkoreanske og amerikanske militære myndigheder i Sydkorea. Det ville også ske for jer, hvis I havde et sådant ønske. Selvom vi ikke har noget imod et sådant arrangement, så må vi jo på den anden side også tænke på jeres sikkerhed og undgå at nogen af jer bliver skudt ned. Husk på hvad der skete med en italiensk journalist i Irak for nyligt. Han blev skudt af de amerikanske tropper uden at de først spurgte ham, hvem han var. Det kunne også ske for jer i Sydkorea, som situationen stadig er her.

Bruges billig nordkoreansk arbejdskraft i Kaesong Industrizonen?
Svar:
Et af formålene med oprettelse af denne zone er at opnå forsoning mellem Nord og Syd. En masse sydkoreanske arbejdere kommer hver dag til Kaesong og arbejder sammen med de nordkoreanske arbejdere. Selvfølgelig er omkostninger for vores arbejdskraft lavere end de sydkoreanske, men tag ikke fejl af, at vores arbejdere er veluddannede. De nordkoreanske arbejdere sikres også af staten indkvartering og forplejning til symbolske priser samt gratis efteruddannelse og medicin og lægehjælp.
Lige for tiden drøfter vi med Sydkorea muligheden for at købe sydkoreansk teknologi og avanceret udstyr mod betaling i form af råvarer.

Tror du at verden vil opleve fælles koreanske sportsteam til det næste OL i Beijing i 2008?
Svar:
Ved det sidste Asiatiske Lege så vi et fælles koreansk team ved indmarchen og åbningsceremonien. Det bar et fælles genforeningsflag. Men der var efterfølgende rene Nord og Syd team i sportskampene.
De to nationale olympiske komiteer holder i disse dage møder om spørgsmålet. Det er ikke let at nå et brugbart resultat. Der er en masse praktiske spørgsmål, der skal løses. Men alligevel er der enighed om, at det overordnede mål er at danne fælles koreanske team.

Forventer du, at DDF Korea vil opnå medaljer til det kommende OL?
Svar:
Under OL i Spanien fik vi 4 guldmedaljer. Vi er stærke i følgende sportsgrene: Kvindefodbold, kvindegymnastik, boksning, udspring fra vippe hos både mænd og kvinder og kvindebrydning. Men som I sikkert ved, så kan vi ikke altid være sikker på sejr. Det afhænger af mange faktorer. Kina har f.eks. også et stærkt kvindefodboldlandshold. Nogen gange vinder vi over dem og andre gange taber vi.

Sker der fremskridt i normaliseringen af de diplomatiske relationer til Europa?
Svar:
Vi har diplomatiske forbindelser med alle EU’s 27 lande bortset fra Frankrig. Og så er der nogle problemer med Estland lige for tiden. I 2000 besluttede de fleste EU-lande, der ikke allerede havde diplomatiske forbindelser med os, at oprette sådanne. Kun Frankrig sagde nej!!
Udover problemet med Frankrig er der også problemer med EU. DDF Korea har diplomatiske forbindelser med Den Europæiske Union og vi ønsker derfor at åbne en ambassade i Bruxelles. Det vil den belgiske regering imidlertid ikke godkende. Den siger, at ”tiden endnu ikke er inde til det”!! Det er uforståeligt.

Hvordan er jeres forhold til Cuba?
Svar:
Cuba har siden revolutionen (på Cuba red.) modtaget vores fulde støtte. Cuba er DDF Koreas ven nummer 1.

Ovenstående har Korea Bulletin fundet på den belgiske hjemmeside, www.Korea-is-one.org, og lettere forkortet.

Korea Bulletin oplyser endvidere at Thae Yong Ho (billedet), også har været udstationeret som ambassaderåd på DDF Koreas ambassade i København i årene 1995-1998. Han var i øvrigt sidste mand, der lukkede og slukkede ambassaden i Danmark i 1998, da DDF Korea grundet stram økonomi var nødsaget til at nedskære antallet af ambassader. DDF Koreas ambassade i Stockholm dækker således i dag alle de 5 nordiske lande.