Skub - på nettet

Artikler

En apartheidstat i Europa.

Fra Dansk Cubansk Forening

Protestbreve til Japans regering og DR2 fra Venskabsforeningen Danmark – DR Korea

Kirkmand-initiativet

Iraks Baath-parti om den seneste udvikling i Irak

Program for Iraks befrielse og uafhængighed

Fra landsledelsen

Om henrettelsen af Saddam Hussein

Ynkeligt

Skub-bidrag december 2006

Der indkaldes til udvidet landsledelsesmøde

Gåden er løst

Lokaleøkonomi 2006

Mindeord

Stor fremgang af besøg på www.dkp.dk

Tak til alle og god virkelyst i 2007

Tillykke

Træf for Kommunister i Enhedslisten den 17. marts

231 faglige tillidsfolk forsamlet til overenskomstkonference i Horsens lørdag den 13. janu

Bøger – Indsamling

Indsamlingsfest i København

Læsestof – 30 øre pr. side

Gud Fader i skuret!

Hvorledes skal vi forvalte arven fra Marx og Lenin?

Mere om forbrydelse og landsforræderi

Uenighedskulturen og den demokratiske centralisme

Dialektikkens ABC

Den socialistiske tidsmaskine

En uundværlig bog for elskere af Scherfigs billedkunst

Den røde syge

Mod imperialisme og krig

Ansvarshavende redaktør:
Henrik Stamer Hedin

En apartheidstat i Europa.

En delegation af danske kommunister besøgte i januar Riga på invitation af Letlands Socialistiske Parti.
Det blev et lærerigt besøg.
Af Henrik Stamer Hedin. Fotos: AVCA og AJD

Riga er på mange måder en tiltalende by. Den er ikke ret stor - skønsmæssigt det halve af København i indbyggertal og udstrækning - men alligevel stor nok til at have storby- og hovedstadspræg. Samtidig er afstandene i den gamle bymidte og de tilstødende kvarterer ikke større, end at man mageligt kommer omkring til fods - heldigt nok, da de 64 buslinjer, 20 trolleybuslinjer og 10 sporvognslinjer alle omhyggeligt undgår den gamle by med dens snævre gader.
Det gør turisten ikke. Det gamle Riga er afgjort et besøg værd. Inden for voldene ligger de historiske bygninger tæt - fra rester af middelalderlige klostre over købmandsgårde og håndværkerhuse fra storhedstiden under det 17. århundredes svenske herredømme til fantasifuld jugendarkitektur. En lille håndfuld kirketårne hæver sig over tagene - teglstensgotik som i nordtyske og danske byer. På en dansker virker her sært hjemligt og ikke spor østeuropæisk.
Det ses, at Riga er grundlagt af tyske købmænd; skandinaver var også med. Ved indgangen til det 17. århundrede kom byen under Sverige, et århundrede senere under Rusland. Alle har de tilføjet deres. Her er atmosfære, så man er lige ved at overhøre den fladpandede amerikanske discorock, der gjalder fra højttalerne ud over domkirkepladsens julemarked.
Endnu for hundrede år siden var tyskerne det dominerende befolkningselement i Riga; efter dem kom russerne. Den lettiske indvandring hører det seneste århundrede til; den dag i dag udgør etniske letter kun 40 procent af byens befolkning.
Også sovjettiden markerer sig og ikke kun med det obligatoriske hotel i lagkagestil for enden af en af de store boulevarder. Kommer man med sporvognen fra de vestlige forstæder ind til centrum ad den ældste af broerne over Daugava- eller Dvina-floden (Stenbroen hedder den - med god grund), lander man på Ratslaukums, rådhuspladsen. Den domineres af en lav, sort bygning med lukkede façader, ikke ulig den udskældte busterminal på Københavns Rådhusplads. Det var engang Revolutionsmuseet. Foran den, på pladsen ned mod floden, står en stor statue i en lyserød stenart; den forestiller tre mænd i fodside våbenfrakker, der med ryggen til hinanden holder vagt til alle sider; deres kasketter bærer en stjerne.
Det er de røde Lettiske Skytter. De Lettiske Skytter var oprindelig ikke røde. Korpset blev oprettet under den første verdenskrig, endnu i tsartiden, men da revolutionen kom, spaltedes det midt over, og de 50.000 røde skytter blev en del af revolutionens kernetropper. Resten af korpset gik i opløsning, men de røde skytter kæmpede overalt i sovjetrepublikkerne mod de Hvide og interventerne, og de stillede Lenins livvagt.
Måske var det, fordi de røde skytter havde så travlt alle andre steder, at den lettiske sovjetrepublik efter et par år blev rendt over ende af tyske og britiske tropper. Det borgerlige Letlands ledende politiker var Ulmanis. Han ophævede i 1934 forfatningen, hjemsendte parlamentet, Saeimen, fængslede kommunister og socialdemokrater og indførte et diktatur efter tysk mønster, og ham står der to monumenter for i den anden ende af byen. Det ene, en pompøs søjle overlæsset med symbolske motiver, lod han selv rejse i levende live; det andet, som er mere beskedent og viser Ulmanis med hatten i hånden, som om han ville sige undskyld, er rejst efter den borgerlige restauration af de socialdemokrater, hvis fædre han havde fængslet.
Revolutionsmuseet er i dag ikke længere revolutionsmuseum, men museum for "okkupationstiden" - Letlands halve århundrede som sovjetrepublik. Det rummer en banal propagandaudstilling om sovjetstyrets rædselsherredømme. En russisksproget lettisk avis, jeg læste i flyet, fortalte om et lovforslag, der skulle gøre det strafbart at benægte, at Letland havde været "besat" af Sovjetunionen. De lettiske kommunister, vi traf, mente dog ikke, det ville blive vedtaget; det er trods alt for provokerende.
De tre lettiske skytter står stadig på deres plads foran det tidligere revolutionsmuseum. Efter sigende er monumentet blevet omdøbt, så det nu hylder det samlede Lettiske Skyttekorps, ikke specielt de røde skytter. Stjernen i uniformskasketten har man dog ikke dristet sig til at fjerne; man kan jo heller ikke se, at den er rød.
Men det er den.

Kontrarevolutionen
Vi var otte danskere, der en blæsende januardag ved middagstid tog ind på et hyggeligt hotel lige bag domkirken - to fra DKP, tre fra KPiD, tolken og to, der var med. Allerede samme eftermiddag skulle vi ud og se på byen sammen med Sergej fra Letlands Socialistiske Partis parlamentsgruppe. Han førte os til nogle af de steder, hvor de dramatiske begivenheder, som i 1991 ledte til Letlands selvstændighed, udspillede sig, og han fortalte os en anden historie end den officielle. Efter Moskva-kuppet i august blev der bygget barrikader i den indre bys gader. Arbejdere blev sendt på barrikaderne med løn; om aftenen og om søndagen gik de hjem, for så blev der jo ikke betalt løn, og barrikaderne stod ubemandede.
Den indre by er i Riga som i København omgivet af en kun delvist sløjfet vold, hvis resterende partier er lagt ud til park. Langs voldparkens yderside løber, omtrent som Farimagsgade i København, Raina Bulvaris, og her, på hjørnet af Reimersa Iela (iela betyder gade) og lige over for den bedst bevarede af den gamle volds bastioner, lå Sovjetrepublikken Letlands indenrigsministerium, hvorunder politiet hørte. Efter "Folkefronten"s valgsejr i 1990 var dette som de øvrige lokale magtorganer under de kontrarevolutionæres kontrol, og fra ministeriets vinduer blev der den 13. januar 1991 skudt mod en forbipasserende kolonne af OMON-styrker, sorterende under unionsregeringen. Ilden blev besvaret og ministeriet stormet, og under skyderierne blev 6 tilfældige tilskuere i parken overfor dræbt.
Episoden spiller en stor rolle for det moderne borgerlige Letlands selvforståelse: De sovjetiske (læs: russiske) OMON-styrker angreb uprovokeret ministeriet og skød vildt om sig uden hensyn til omkringstående ﷓ en massakre mod det lettiske folk! Hver enkelt af de dræbte er i dag mindet med en sten på det sted, hvor vedkommende faldt.
Imidlertid fortæller et blik på kortet, at OMON-styrkernes skud må have været rettet bort fra parken, mod ministerialbygningen på den anden side af gaden, mens de kontrarevolutionære fra ministeriets vinduer har skudt ud over parken. Ydermere, fortalte Sergej os, var alle de dræbte ramt i ryggen, med andre ord fra bastionen bag dem, hvor der på forhånd må have været posteret snigskytter. Efter Sergejs mening var "massakren" iscenesat med det formål at udstille sovjetstyret som et blodtørstigt voldsregime.

"Lettificering"
Letlands løsrivelse fra Sovjetunionen var en national frihedsopstand mod dette voldsregime, der i halvtreds år havde holdt Letland besat og undertrykt det lettiske folk og lettisk sprog og kultur - det er det officielle billede, som også er det, vi præsenteres for herhjemme. I virkeligheden drejede det sig om noget andet.
80 procent af de lettiske virksomheds- og erhvervsledere er udlændinge, fik vi at vide under en af vore samtaler - hentet i Vesten. Sammestedsfra hentede man præsidenten, da en sådan efter amerikansk mønster skulle vælges. Vaija Vikke-Freiberga er godtnok født i Letland, men var kun tre år gammel, da hendes forældre i 1944 sammen med den retirerende tyske værnemagt flygtede for den Røde Hær. (Så kan man efter behag give sig til at gætte på, hvor familjens politiske sympatier lå.) Desværre blev Tyskland jo også befriet, og fra flygtningelejren kom familjen på et tidspunkt videre til Canada. Her voksede Vaija op, og herfra blev hun et lille havt århundrede senere hentet til at være præsident for et land, hun aldrig havde kendt.
Det var et land befolket af mange forskellige nationaliteter. Det engang dominerende tyske befolkningselement, som Vaijas familje efter navnet at dømme stammede fra, var nok kraftigt reduceret nu, men russere var der mange af ﷓ op mod 40 procent. De var langsomt sivet ind i landet gennem flere århundreder, men en stor del var naturligt nok, enten de selv eller deres forældre, kommet i sovjettiden, hvor en avanceret industri blev opbygget i Letland.
Det program, hvorpå Letlands Folkefront stillede op til valget i 1990 til Letlands Øverste Sovjet, lovede lettisk statsborgerskab til alle indbyggere, der ønskede det, etniske letter såvel som andre, herunder russerne. Ikke så snart var valgsejren imidlertid i hus, før piben fik en anden lyd: Letland skulle være etnisk rent, og letterne skulle efter årtiers ydmygelse frigøres for det russiske herrefolks åg.
Imidlertid viser statistikken klart, at hvis der var et herrefolk i Letland i sovjettiden, så var det de etniske letter. I 1987 stillede de 80-90 procent af landets politiske topledelse, knap 75 procent af den kulturelle elite, 65 procent af embedsmændene og godt halvdelen af lærerstanden ﷓ en anelse mere end deres samlede befolkningsandel på 53 procent. Derimod udgjorde ikke-letter (og det vil først og fremmest sige russere) 54,7 procent af de ansatte i offentlig service, 61,9 procent af industri- og bygningsarbejderne og 66,2 procent af arbejderne i transportsektoren.
Med andre ord: Det russiske "herrefolk" fandtes først og fremmest i landets arbejderklasse og på samfundsstigens laveste trin.
Nu var arbejderklassen i Sovjetunionen jo også den herskende klasse, som det var kontrarevolutionens mål at støde fra magten. Og det var det, "lettificeringen" blev brugt til.
Statsborgere i det selvstændige Letland blev kun dem, der havde været det i 1940, eller hvis forældre havde været det. Alle andre blev "ikke-borgere": Hverken statsborgere eller statsløse med de rettigheder, som statsløse trods alt ifølge internationale konventioner har. De var simpelthen indbyggere i Letland uden borgerrettigheder. Det betød bl.a., at de ikke kunne få pas (heller ikke statsløsepas) og rejse, og først og fremmest, at de ikke fik valgret. Der er også begrænsninger på, hvad de kan få af arbejde. Disse tilstande gør Letland til en apartheidstat midt i Europa.
Blandt disse "ikke-borgere" var - og er - flere hundrede tusinde mennesker, hovedsagelig russisksprogede, der er født og har levet hele deres liv i Letland. Og til "ikke-borgerne" hører noget i retning af halvdelen af landets arbejderklasse, som altså nu er berøvet deres stemmeret. Når dertil lægges, at de store industrivirksomheder, der blev skabt i sovjettiden, er nedlagt og bygningerne enten forladt eller taget i brug som supermarkeder, og at titusinder af lettiske arbejdere har været tvunget til at tage arbejde i udlandet, især Irland, og kun for tre procents vedkommende benytter sig af deres ret til at brevstemme, forstår man, at den lettiske arbejderklasse i dag stort set er likvideret som politisk faktor.

Et land i forfald
Det var også, hvad vi fik at vide under de samtaler, vi havde med repræsentanter for Letlands Socialistiske Parti og den valgalliance, Enighedens Centrum, som partiet er en del af: Der findes i dag ingen ægte arbejderpartier i Letland, for den arbejderklasse, der er tilbage i landet, er fragmenteret og spredt på småvirksomheder, og den er politisk inaktiv. Der findes ganske vist et såkaldt Socialdemokratisk Arbejderparti, men det har ingen basis i arbejderklassen og er grundlæggende et nationalistisk parti på linje med de borgerlige (deraf vel også deres interesse for at rejse et monument for diktatoren Ulmanis). Også Letlands Socialistiske Parti erkender, at det savner rod i arbejderklassen.
Partiet er ellers velorganiseret og ret indflydelsesrigt; det har således 4 pladser i saeimen og sidder også i Rigas byråd. Vi besøgte under vores ophold både parlamentsbygningen og rådhuset og havde samtaler med partiets parlamentarikere de to steder. Til dem hører ikke partiets formand, Alfred Rubiks, for han blev fængslet af kontrarevolutionen og har som tidligere straffet ikke lov at opstille. Det er ellers ikke mindst hans indsats, partiet kan takke for sin relativt stærke stilling; han var borgmester i Riga fra 1984, til han i 1990 blev generalsekretær for Letlands Kommunistiske Parti, og han gjorde meget for byens udvikling og modernisering. Bl.a. var det i hans tid, man byggede det revolutionsmuseum, som i dag er "okkupationsmuseum".
Letland er i dag et land i forfald, både økonomisk og demografisk. Befolkningstallet er siden 1991 sunket fra 2,9 mio. til 2,3 mio. Også indbyggertallet i Riga er gået tilbage. I sovjettiden var der 16 akademiske forskningsinstitutter i Letland; de er alle lukkede i dag. Industrien er stort set afviklet, og efter at kollektivbrugene er opløst ved lov, opkøbes landbrugsjorden af udlændinge, og landbrugsproduktionen er faldet til 43 procent af sovjettidens niveau. Senest har EU beordret sukkerindustrien, der før forsynede hele Baltikum, nedlagt.
Befolkningstilbagegangen skyldes ikke mindst, at mange "ikke-borgere" er flygtet østpå ﷓ til regeringens tilfredshed. Men flere hundrede tusinde, en femtedel af befolkningen, er tilbage. Der er i dag mulighed for, at de kan søge om statsborgerskab, men det kræver bl.a., at de stiller til eksamen i "Letlands historie" ﷓ dvs. den officielle "sandhed" om Letland under sovjetisk besættelse. Det er der mange, der nægter.
Heller ikke blandt etniske letter er tilfredsheden med udviklingen udelt. Den taxachauffør, der kørte os til lufthavnen, indrømmede lettere presset: "Jo - vi havde det bedre i sovjettiden."

Vi håber i kommende numre af Skub at kunne bringe mere om besøget i Letland, om kongressen i Letlands Socialistiske Parti den 16. december sidste år, hvor DKPs formand deltog som gæst, og om situationen i apartheidstaten Letland.