Skub - på nettet

Artikler

Oprøret kom

Rapport fra en kinesisk skole

Møde med oliearbejdere fra Basra

I modstanden ligger håbet

Verdens kommunister til møde i Lissabon

Kommunistisk Parti stiftet

DKP’s hilsningstale til stiftende kongres i Kommunistisk Parti

Velfærdssamfund og konkurrencesamfund

Dengang og nu – kampen for fred og frihed, mod terror, fascisme og krig

Besøg fra Cuba

Fra landsledelsen

Moderne fascisme?

Døde

Hvem er maleren?

Kort fra den kommunistiske verdensbevægelse

Letland - Informationsmøde i København

Møde med formanden for det tjekkiske Kommunistiske Ungdomsforbund (KSM)

Nyt fra DKP Storkøbenhavns Distrikt

Solidaritet med de tjekkiske ungkommunister

Tillykke

Dansk-Cubansk Forenings lotteri

Debatmøde om det socialistiske alternativ

INDSAMLINGSFEST TIL DEN KOMMUNISTISKE PRESSE I SLAGELSE

Midtjysk distrikt

Solidaritet med Patrick MacManus

"Krigen mod terror" truer os alle

DDF Korea har ret til et effektivt forsvar

EU truer for nu for alvor den nordiske model på arbejdsmarkedet

Kommunistisk debatgruppe

Præsentation af personerne i Kommunistisk Debatgruppe

Vi er stadig fire K’er

Hvorfor er vi solidariske med Nordkorea?

Kan DKP støtte Nordkoreas ideologi?

Observationer vedr. den ”socialistiske” venstrefløj

Til debatten om marxisme og positivisme

Arbejderhistorie fra Ribe Amt

Clarté - Genopstandelse eller lånte fjer?

Ny bog om modstandskampen

Sån gi det til, da Scherfig var ung

Livsstil og overtro

Ansvarshavende redaktør:
Henrik Stamer Hedin

Oprøret kom

Af Birgit Unnerup

Oprøret kom sent til Danmark – men det kom! Netop som regeringen og unionspartierne følte sig sikre i sadlen.
Protesterne mod den danske krigsliderlighed var små og forsagte; protesterne mod den inhumane behandling af flygtninge og indvandrere var stort set fraværende; protesterne mod den terrorlovgivning, der mistænkeliggør og ulovliggør almindelig, menneskelig og politisk aktivitet, var svage og akademiske; protesterne mod den EU-inspirerede privatisering og ødelæggelse af den offentlige sektor og velfærden var minimale og sendrægtige: Der var ingen til at kanalisere dem.

SF og Socialdemokraterne rider med på bølgen af uhyrligheder; fagforeningerne aner ikke deres levende råd; bevægelserne er svage og politisk splittede; og kommunisterne lider stadig af eftervirkningerne af kontrarevolutionen i Sovjetunionen og Østeuropa.
Og folket har ladet sine valgte og selvbestaltede repræsentanter rode med tingene, som de ville. Det hele blev slugt, fordi det samtidig gik ”ufatteligt godt”, og dem med arbejde – det er de fleste – fik flere penge, og alting blev billigere.
Under overfladen brød den kollektive del af det danske samfund sammen: Boligpriserne især i byerne steg til et niveau, hvor almindelige mennesker ikke har råd til almindelige boliger. Trafikken især i de store byer er kaotisk og farlig og forurenende det meste af dagen, og færdselslovene må vige for ”mig først”.
Den kollektive trafik bliver dyrere og dårligere og privat, materiellet nedbrydes til det niveau, hvor det er farligt. Det psykiske arbejdsmiljø især i den offentlige eller nyprivatiserede sektor er ubærligt – ofte forstærket af inkompetente eller svage ledere, der blot lader tingene ske. Resultatet er stigende sygefravær, stress og dermed dårlig service. Oveni kommer de ustandselige krav om ”effektivisering”.
Retssamfundet smuldrer og ændrer sig derhen, at det er politi og anklagemyndighed, der alene afgør skyldsspørgsmål – fra maskeringsforbud til terrorlove. Almindelige mennesker er skyldige, indtil de kan bevise noget andet! Politiet er blevet bevæbnet og bruger sine skydevåben og kampuniformer. Anholdelser bliver stadig voldsommere i deres form. Danskerne skal uden tøven udleveres til andre lande, hvis disse beder om det – bl.a. til USA, hvis retsvæsen vi kun har grund til at tvivle på.
Vi lever i en nyliberal og nykolonialistisk tid, hvor uligheden vokser og fremmes, så der kan skabes øget velstand for ”centrene” – de største byer i de største regioner i de største lande i den rige del af verden. Omfordelingen sker fra land til by, fra fattige til rige, fra små til store og fra u- til i-lande.
I andre europæiske lande har der i flere år været voldsomme protester. Vi har hørt meget lidt herom. De danske medier har også næsten uden tøven bakket op om ”den nye tid”. Og som i Danmark har protesterne i andre lande også været uden folk og organisationer og partier, der havde et bud på en udvej af miseren.

Hvad er miseren?
Det er underkastelsen under den nutidige imperialisme, som efter kontrarevolutionen i Sovjetunionen og Østeuropa har fået blod på tanden og på hænderne – enkelte på skuldrene. Den udnytter den enestående chance for at få banket folkene på plads og få omfordelt ressourcerne, så u-landene og arbejderklassen i i-landene må afgive det, der blev vundet i de 70 år med den ”virkeliggjorte socialisme” som garant og drivkraft.
Omfanget og varigheden af de nuværende protester viser to ting: det er blevet rigtig slemt, og partierne på venstrefløjen, fagforeningerne mv. er så småt ved at vågne op.
Oprøret kom sent - men det kom.
Godt nytår!