Af Ron Ridenour og Charlotte Borup
Indledning
I Alice i Eventyrland spørger Filurkatten: “Hvilken vej skal jeg gå?” - og bliver mødt med svaret: “Det kommer an på, hvor du vil hen!”
Dette indlæg til DKP’s programdiskussion forsøger at svare på begge spørgsmål, samt komme med bud på, hvilke hindringer vi mener, der er og har været på vejen mod et socialistisk og kommunistisk samfund.
Vi har skrevet oplægget med baggrund i vores forskellige erfaringer og forståelse for historisk videnskab og dialektisk materialisme, blandet med idealisme, håb og fantasi.
Mange kommunister føler, at kritik af vennerne (som f.eks. Cuba, eller den tidligere Sovjetstat) hjælper fjenderne mere, end vennerne. Det var - og er stadig - den væsentligste årsag til ikke at udarbejde og udtrykke kritiske vurderinger af den socialistiske proces, som den tidligere er foregået.
Vi mener, at dét at opfatte sig selv som revolutionær indebærer, at man skal søge sandheden og være ærlig overfor sig selv og de mennesker, man gerne vil samarbejde med. Mennesker skal være i stand til at stole på os, vores motiver, ord og handlinger og vores visioner om, hvor vi gerne vil hen.
A.
Hvad gik galt for de kommunistiske partier og socialistiske stater?
I.
Systemernes vold
Den russiske revolution blev født i og af vold - fra Første Verdenskrig, gennem 10 dage, der rystede verden, til en borgerkrig ført af overklassen og dens allierede kapitalister. Den sovjetiske hær blev skabt, fordi USA, England, Frankrig og Japan angreb det nye Sovjet. Og da statens vold fortsatte som et grundvilkår gennem resten af revolutionens udvikling, blev revolutionen forkrøblet. Volden skader overgangen til socialisme. Arbejdere bliver ikke bevidstgjorte om socialismens værdier gennem vold og tvang. Vold fremmer ikke udviklingen af en social og kritisk opmærksomhed, eller bevidsthed om, at staten og de fælles ressourcer er den enkeltes ansvar.
Vold som løsning af konflikter fører til mange millioner dødsfald, mord, terror, fængslinger og tortur. Den sibiriske “løsning”, Gulag, blev ikke kun anvendt overfor kontrarevolutionære kulakker, men også overfor revolutionens sympatisører, neutrale bønder og arbejdere, intellektuelle og andre mennesker, som gerne ville og kunne tænke selv. KGB’s arkiver viser, at regimets såkaldte “folkefjende” -begreb legitimerede anvendelsen af vold, anbringelse af slaver i kz-lejre og forvisninger. Den kritiske, kreative tænkning blev sat ud af kraft og betragtet som en forbrydelse.
Kommunisme gik fra at være en ideologi - en teori, man kan bruge som handlingsanvisning og vejledning - til at være en dogmatisk doktrin, som man enten tror på, eller holder kæft med.
II. Systemernes fremmedgørelse
Fremmedgørelse blev ikke bekæmpet. Den blev tværtimod styrket og bekræftet.
Fremmedgørelse opstår, når statsmagten nægter at overføre beslutningsprocesser fra top til bund – når der ikke skabes et system for medbestemmelse mellem staten, der skal have den overordnede forståelse for hele landets behov, og arbejderklassen. I den statsasocialistiske fortid betød det, at regeringen og partiets ledere ikke stolede på arbejdernes evner og talenter til at bestemme i deres egen interesse, og at det faktisk var i deres egen interesse at praktisere proletariatets diktatur.
De socialistiske stater har ikke i tilstrækkelig grad formået at skabe ordentlige arbejdspladser med arbejdernes kontrol over de tilgængelige ressourcer, så de kan blive i stand til selv at gennemføre en produktionsplan. Arbejderne skal hele tiden vente på toppens beslutninger, på at der leveres de nødvendige midler, og på at produkterne bliver distribueret. Det fører automatisk til passive mennesker og en passiv klasse. Folk føler ikke, at det er deres system, deres produktion, deres værktøj og redskaber, så det bliver legitimt for arbejderne at stjæle, at sænke kvaliteten, eller producere mindre, end de ellers kunne gøre. Staten må godt eje det hele, og det rager ikke arbejderne, der ikke ejer noget. Fremmedgørelsen medvirker til en hastig forøgelse af spild, for mange folk er ligeglade med statens ejendom. Det er en fremmedgørelse, der sætter sig igennem både materielt og emotionelt.
Denne blanding af arrogance hos ledelsen, begæret efter magten i sig selv, de voldsorienterede handlinger og arbejderklassens fremmedgørelse fører til slaveri - den værste undertrykkelse, mennesker kan udføre mod andre. Slaveri blev retfærdiggjort og legitimiseret af begrebet kætteri/folkefjende. Og det er det samme begreb som fundamentalistiske og mange religiøse institutioner bruger for at beholde magten over “masserne”.
III.
Systemernes etik
Sovjet og de kommunistiske partiers ledelse i mange andre lande definerede en etik og moral, som de mente var den bedste for folket. Da folket ikke var med til at definere etikken og moralen førte det til manglende arbejdsglæde og arbejdsmoral, forstærket af den herskende bureaukratklasses privilegier. Det vakte harme og passiv modstand hos arbejderne mod at tage medbestemmelse og ansvar for samfundets udvikling. Konsensus forsvandt, ideologien brød sammen, statssocialismen blev en kvælende spændetrøje, der i lighed med statskapitalismen prioriterer vækst og produktivitet.
I modsætning hertil introducerede Cuba med Che og Fidel og Vietnam med Ho Chi Minh, en anden moral, der byggede på en socialistik etik. Che mente eksempelvis, at merværdi, materielle interesser og forbrugermentalitet går imod socialismens værdier, som skal være baseret på fællesskabets moral og kollektivitet. Che’s meget personlige, solidariske, frivillige arbejdsindsats og ideologiske budskab, udtrykkes i al sin poetiske klarhed den revolutionæres kvaliteter med disse ord:
“Med risiko for at synes latterlig, lad mig da sige, at den sande revolutionære ledes af dybe følelser af kærlighed. Det er umuligt at tænke på en ægte revolutionær uden denne kvalitet. ... Vi må stræbe efter hver dag, at denne kærlighed til den levende menneskehed omsættes i faktiske handlinger , i handlinger der tjener som eksempler, som drivkraft.”
Vi mener, at hvis kommunister ikke indser, hvad Che indså, og dermed fordømmer Stalinismen som et brutalt topstyret bureaukratisk system, vil vi ikke være i stand til at skabe et socialistisk samfund. Vi må se i øjnene, at socialisme kun kan være baseret på kærlighed. Det er hvad meningen er med lighed og solidaritet og det er, hvad George Orwell kaldte “menneskeligt broderskab”, da han skrev at “socialismens egentlige mål ikke er lykke”, men at lykken er et biprodukt af det menneskelige broderskab. Uden det vil folk ikke høre på os, og det skal de heller ikke.
B. Hvad
vil vi? Hvad må gøres?
I.
Kampen mod fremmedgørelse
“I det kapitalistiske system er mennesket kontrolleret af en nådesløs lov, som sædvanligvis ligger uden for dets egen fatteevne. Det fremmedgjorte menneskelige væsen er bundet til samfundet som et hele med en usynlig navlestreng: Værdiloven…Denne lov indvirker på alle dets livs aspekter, former menneskets vej og skæbne… Vejen til succes…er fuld af farer…er ensom…Man kan kun vinde på bekostning af de andres fiasko.”
Sådan skrev Che Guevara i 1965 i sit essay “Mennesket og socialismen i Cuba.”
Maksimeringen af profit til private formål er det højeste gode og den dybeste mening med kapitalisme eller “ny-liberalismen”, som kapitalistklassen foretrækker at kalde deres system i dag. Kapitalismens etik drejer sig derfor alene om det enkelte individs frihed til at udvikle sig selv, til at skaffe økonomisk rigdom, privat ejendom.
I den kommunistiske forståelse er værdiloven, og dermed fremmedgørelse, menneskehedens fjende. “Den vigtigste revolutionære forhåbning… er at se mennesket befriet fra sin fremmedgørelse,” sagde Che.
Hvis mennesket skal udvikle sig, må arbejdet vinde en ny status. Mennesket-som-vare må ophøre med at eksistere og mennesker begynde at arbejde for at opfylde deres individuelle behov og sociale ansvar.
For at opnå dette mål må individet blive fri af sin økonomiske lænker. Menneskets muligheder for at udtrykke sig selv og få betydning i den sociale organisme er større, når socialismen er under udvikling, end under kapitalismen med sin “enhver-er-sin-egen-lykkes-smed”- filosofi.
Marx mente det samme som Che, da han beskrev at proletariatets diktatur medfører en decentralisering af magten - kontrol fra bunden - og ikke en lagdeling af magten, som er karakteristisk for både kapitalisme og statssocialisme.
I det nye samfund skal det være den enkelte arbejder som ejer og bestemmer, og som føler at han/hun gør det. Det er ikke nok, at virksomheder formelt er stats- og dermed folkeejede. Det afgørende er om folk rent faktisk føler, at de ejer virksomheden, eller om de i praksis er sat uden for beslutningsprocessen.
Hovedopgaven er, sagde Lenin, at indgive de undertrykte og arbejderklassen tillid og tiltro til deres egne kræfter.
Tiltro, sagde Gramsci fra sin facistiske fængselscelle, er baseret på sandhed. Vi skal “søge sandheden og fortælle den, for kun sandheden er revolutionerende.”
Arbejderne skal søge sandheden og lederne skal fortælle den, ellers kan man ikke opnå politisk klarhed. Che mente, at politisk klarhed er én af de vigtigste forudsætninger for socialismen. Og for at der kan opnås politisk klarhed må alle individer have mulighed og evne for selv at analysere forholdene. Mennesker skal være subjekter i deres eget liv, forfattere af deres egen historie og ikke dens objekt, som de hele tiden har været. For et menneske, der er i gang med at gøre op med kapitalismens ideologi er bevidsthed og relationer vigtigere end økonomi. De skal ikke være underkastet staten, sådan som mange kritikere af socialismen mener at socialismen kun kan fungere, og som mange kommunistiske ledere faktisk har praktiseret. Sådan et system er simpelthen bare ikke socialisme, men blot en efterfølgelse af kapitalismens hierakiske top-bund-struktur. Fremmedgørelse afskaffes ikke per dekret, lige som socialisme og kommunisme heller ikke skabes per dekret.
Mennesker færdes friere, er mere “hele”, når der er plads til uenighed, plads til at diskutere idéer. Den danske kommunist Birgit Unnerups tanke om, at kommunister vil være tjent med at dyrke en “uenighedskultur”, passer godt med den kreative proces, som Che og Rosa Luxemburg mente, er nødvendig for at afskaffe fremmedgørelse. Og hvis vi bevidst prøver at danne vore bevægelser (fagforeninger, partier, forbund) med basis i vores idealer: Solidaritet, demokrati og ligeværdighed vil vi være klar til at begynde et virkeligt socialistisk samfund. Fremmedgørelsen eksisterer ikke mere. Vi er på vej mod kommunismen.
II. Opbygning af arbejdermagt
Kommunister kan allerede i dag skabe bevidsthed og tro hos arbejdere om muligheden for at et bedre samfund kan dannes, ledet af dem selv. Vi kan gøre det, blandt andet, ved at bruge de demokratiske reformer, som arbejderklassen har nået og kan nå under kapitalismen. Vi kan genoprette, styrke og støtte bevægelser, som f.eks. den danske andels - og højskolebevægelse. Og vi kan lære af erfaringer fra andre eksperimenter gjort af venstrefløj og progressive bevægelser i resten af verden.
A. Producenterne
bestemmer
Under socialismen er det klart for de fleste arbejdere, at de må eje produktionsmidlerne og bestemme produktionsforholdene, ellers vil undertrykkelsen og fremmedgørelsen fortsætte. “Proletariatets diktatur” betyder, at flertallet af befolkningen (arbejderne) bestemmer, det vil sige, at demokrati bliver til virkelighed på arbejdspladserne og i alle regeringsinstanser. Det er revolution!
Når arbejderne styrer deres egne arbejdspladser vil de også være nærmere knyttet til beslutningsprocesserne i de lokalpolitiske sammenhænge og hermed til det større indenrigs- og udenrigspolitiske billede. Med en statsledelse som bevidst ønsker, at arbejderne - og folket generelt - dirigerer deres eget land og dets ressourcer, vil det blive muligt for statens institutioner at samarbejde med arbejdernes centre og foreninger i fællesskab.
B. Checks and balances - Kontrol og balance
Når vi tager magten skal vi afskaffe det borgerlige demokratiske parlamentariske regeringssystem og erstatte det med arbejdernes statsråd, hvor alle faglige og sociale institutioner har en betydningsfuld rolle i beslutningsprocesser og i at sikre at gennemførelsen af beslutningerne foretages udfra de vedtagne principper. Alle folkelige, økonomiske og regerende instanser skal fungere så hver instans kan korrigere handlinger i overensstemmelse med samfundets lighedsværdier.
Hver gren indenfor magtstrukturen skal have mulighed for at kontrollere og begrænse hinanden.
Det er ikke nok, sådan som det foregår nu under de borgerlige liberale systemer, som f.eks. i Danmark, hvor alle borgere kan kritisere magten. Individer og foreninger skal have ansvar og handlingsmuligheder for at realisere kritikken og gennemføre beslutningerne. Alle får derved reel magt og afbalanceringen af samfundet kan ske.
To eksempler fra historien kan illustrere kontrol-og-balance-metoden: De tidlige sovjetter i Rusland og det Sandinistiske Statsråd (1979-84). Disse to former for organiseringer samlede organisationerne og partierne, for at diskutere og beslutte landets politiske og økonomiske mål. De blev afskaffet, delvis på grund af borgerkrige og fordi udenlandske magter angreb revolutionerne - og de blev aldrig genoprettet.
Efter revolutionen vil fagforeningerne have en større rolle og et større ansvar end under kapitalismen og stalinismen. Et større ansvar for landets økonomi i de lokale og nationale politiske enheder betyder, at arbejdernes rettigheder vundet under det borgerlige demokrati kan udbygges.
Fagforeningerne skal også forsvare den nye socialistiske regering mod militære modangreb fra den afsatte kapitalistiske klasse og deres internationale allierede.
Vores stat skal ikke have lov til at erklære krig mod andre lande uden at folket stemmer om det, undtagen dog, hvis staten er angrebet af andre. I det tilfælde må og skal regeringen tage hurtige beslutninger om forsvar. Hvis der opstår en kontrarevolution, eller en krig påtvunget udefra, skal fagforeningerne stoppe eventuelle strejker og andre former for konflikter og arbejderklassen stå sammen i et fælles ansvar for den socialistiske stat. Når modangrebet er nedkæmpet, skal fagforeninger og alle sociale institutioner have deres fulde rettigheder og magtmidler tilbage.
Fagforeningerne vil blive en betydningsfuld faktor i kontrol-og-balance-systemet i alle arbejdscentre, i alle lokale enheder og nationale regeringsenheder. Hvis der er politikere, der ikke gennemfører vedtagne beslutninger, misbruger budgettet eller deres overordnede magt, vil arbejdernes organisationer være de første til at opdage dette og klage. Hvis der ikke foretages hurtige og effektive korrektioner, skal borgerne have magt til øjeblikkeligt at tilbagekalde de anti-demokratiske og korrupte politikere. Borgernes organisationer kan og skal gribe ind som aldrig før. Det er derfor nødvendigt, at der i den revolutionære politiske struktur indbygges metoder, (som det f. eks står i Cubas socialistiske forfatning) til at kunne afsætte og tilbagekalde politikere uden bureaukratiske hindringer, hvis en vis procentdel af borgerne ønsker det.
C.
Politiske partier og styreform
De mennesker, der indser deres fremmedgørelse og som ikke kan lade være med at handle og reagere imod den, bliver til kommunister og andre revolutionære. Vi skaber en vej til revolutionen og socialismen, den første etape på vej mod kommunisme. Vi katalyserer og udvikler de subjektive betingelser, der er nødvendige for at mobilisere flere mennesker.
Velmenende folk kan sætte andre i aktion, men det er kun en massebevægelse af arbejdere og andre bevidste mennesker, som kan lave en revolution.
Vi skal ikke vente på den “mirakuløse dag”, hvor revolutionen kommer. Den kommer ikke af sig selv. Vi handler i dag, vi skaber grundlaget i dag. Det gør vi, hvor vi kan, for eksempel sammen med vores medarbejdere i fagforeningerne. Vi kan også bruge, hvad andre arbejdere eksperimenterer med rundt om i verden. Et godt eksempel er, hvad der foregår i byen Porte Alegre i den sydlige del af Brasilien.
For 12 år siden vandt Brasiliens arbejderparti magten dér. Den første socialistiske borgmester, Olivio Dutra, er nu provinsens guvernør. Byens nuværende borgmester, Tarso Genro, har opbakning fra 80 procent af byens 1.3 million voksne indbyggere. Arbejderpartiet er så populært, fordi det har introduceret og gennemført “presuposto participativo” - direkte demokrati - , hvor indbyggerne aktivt deltager i bystyrets beslutninger.
I byen, der nu er model for medbestemmelse i hele landet, vejledes og kontrolleres alle politiske institutioner af de sociale organisationer. Byrådet har frivilligt afgivet en stor del af magten til borgerne, således at indbyggerne ikke blot deltager aktivt i diskussionerne om byens fremtid, men også er med til at afgøre fordelingen og prioriteringen af byens budget.
Den nye åbenhed med diskussioner og borgernes aktive medvirken har desuden ført til at korruptionen er forsvundet. For første gang har den brasilianske venstrefløj vist med konkrete resultater, at den ikke blot er i stand til at regere, den kan faktisk gøre det bedre, end de borgerlige partier. Og Arbejderpartiet er kommet til magten i yderligere cirka 200 områder med en god chance for at vinde præsidentvalget i 2002.
Porte Alegre er i dag udpeget af FN og andre internationale organisationer som “en af de byer i verden, der har den højeste livskvalitet.”
I virkeligheden er Porte Allegre et vellykket forsøg på modstand og på at det kan lykkes med samlede kræfter at bekæmpe kapitalismens uligheder.
Danmarks socialistiske og kommunistiske partier kunne nå lignende resultater med befolkningens opbakning. Den åbne og frit flydende diskussion og debat må være basis for vores partier, for alle vores beslutningsenheder.
Kommunisterne har kaldt beslutningsprocessen “demokratisk centralisme”, men det har sjældent været demokratisk. I stedet foreslår vi, at når beslutningerne er taget af alle involverede, kan vi handle i fællesskab, mens diskussionen fortsætter - vi skaber vejen, mens vi går. De mennesker, der er i mindretal, kan ofte have mere ret end flertallet, og med den åbne debat kan det med tiden blive klart at en ny beslutning vil tjene os bedre.
Enevoldsstyre kan lettere undgås, hvis kommunister allerede før revolutionens sejr insisterer på, at der ikke kun findes én sandhed og at kun ét parti er nødvendigt for arbejderklassen, fordi kun ét parti kan have sandheden. Vi må lære at leve med menneskers forskellighed og dermed indarbejde en “uenighedskultur”.
Med den baggrund vil det også være sværere for ledere og embedsmænd at skaffe sig materielle eller sociale privilegier og handle korrupt, for der vil være et trygt socialt klima og mennesker til stede, der har modet til at kritisere og rette op på fejl og korruption.
D. Uddannelse
og oplysning
Vi mener, at skolens hovedopgave, som en væsentlig del af uddannelsessystemet i et samfund orienteret mod lighed, solidaritet og medbestemmelse, må bygge på, hvad den danske filosof K.E. Løgstrup skrev i 1981:
“…til skole hører oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning, og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser…det er tilværelsesoplysning, og det er formålet med skolen…så vi ikke af vort samfunds karakter af arbejdssamfund lader os forlede til at reducere skolens formål til at være uddannelse.”
Vi mener ikke, at de uddannelsessystemer vi kender til i dag - hverken under de kapitalistiske samfund eller under de forskellige statssocialistiske systemer - har løst den hovedopgave. Det kapitalistiske system har ikke, fordi det skaber et elitært uddannelsessystem, der tjener den herskende klasses opfattelse af, hvad uddannelse skal bruges til, nemlig til at uddanne den besiddende klasse til at opretholde den økonomiske magt og magten til at holde arbejderklassen nede. I sidste ende er penge og profit, hvad uddannelsessystemet drejer sig om. Arbejdernes børn skal lære at producere vækst til den besiddende klasse.
Selv det danske uddannelsessystem, med Grundtvig som inspiration, der har en lang pædagogisk tradition og erfaring med deltagerstyring, og et princip, der bygger på gratis og fri adgang til uddannelse til alle, skaber den dag i dag stadig ulighed. Det socialdemokratiske ønske om at udligne uddannelsesskellet er ikke lykkedes. Ved hver skoleårgangs start ved vi, at cirka 1/3 af eleverne vil have problemer med at følge undervisningen, eller droppe ud af systemet og aldrig fuldføre en egentlig uddannelse, hverken en faglært, en mellemlang eller en videregående, og det er hovedsageligt børn og unge, der kommer fra arbejderklassen.
Så hvilke principper mener vi det socialistiske uddannelsessystem skal bygge på?
Opgaven for det socialistiske uddannelsessystem er at opbygge “det nye menneske”: … “Samfundet som helhed må forandres til en kæmpemæssig skole,” som Che sagde, hvor udviklingen af bevidstheden rummer en ny skala af moralske værdier.
Det nye samfund skal skabe rammerne, økonomisk og organisatorisk, så fremmedgørelsen bliver begrænset eller helt afskaffet. Når de skarpe grænser mellem livssfærerne bliver opblødte, vil de skarpe grænser mellem opfattelsen af, hvad der er uddannelse og ikke uddannelse også opblødes. (Vi forestiller os, at en egentlig ophævelse af skellene først vil ske under kommunismen)
Læringsprocesser bliver centrale, forstået som de erfaringer ethvert mennesker gør sig i løbet af livet, og dermed bliver muligheden for at udveksle og lære af disse erfaringer essentiel. Videns-, erfarings- og idéudveksling skal derfor være mulig og gøres tilgængelig for alle.
3. Når det socialistiske samfunds fundament hviler på en demokratisering og uddelegering af magten på alle niveauer i samfundet, forudsætter det, at det enkelte menneske og kollektivet aktivt deltager i beslutningsprocesserne. Dét kan man kun, hvis man lærer at kommunikere. Derfor skal uddannelse og læring i det socialistiske samfund prioritere uddannelse i kommunikationsprocesser og skabe muligheden for en sammenkædning af både de faglige og de personlige kompetencer, praktisk og teoretisk. “Det levende ord”, dialog, legaliseringen af en “uenighedskultur” og samarbejde er vigtige nøgleord og begreber i denne sammenhæng.
Og dette er hovedformålet med uddannelse, læring og opdragelse i det socialistiske samfund:
At skabe rammerne for, at det enkelte menneske selv og i fællesskab med andre bliver i stand til at tage ansvar for realiseringen af deres egne og samfundets behov. Det skal skabe rum for individets identitetsarbejde og livsprojekt, og det skal være basis for den tilværelsesoplysning, der er nødvendig for at vi kan erobre og skabe retfærdighed, lighed og deltagelse i alle samfundets politiske og sociale mål.
Det vil sige, at al læring og uddannelse skal bidrage til “at frigøre alt dét, der gemmer sig i mennesket, alt dét, der går gennem dets bevidsthed og adfærd, så det får mulighed for at blive aktiveret udadtil i konkrete sammenhænge og handlinger,” som den tyske uddannelsesforsker Oskar Negt siger i sit essay, “Hvad skal en arbejder vide og forstå for at finde sig tilrette i verden i dag?”
Uddannelsessystemets praktikere, dvs. underviserne og de uddannelsesansvarlige planlæggere vil få til opgave at igangsætte, støtte og evaluere processerne i samarbejde med deltagerne, så ikke bare evnen, men nok så meget lysten til at tage medbestemmelse, bliver styrket af strukturen.
E.
Andre kampmetoder og vejen til socialisme
Vi bruger alle de midler, der er i overensstemmelse med vores etik og mål, inklusive strejker, stemmesedler, demonstrationer, kampskrifter, medier, - og våben, hvis det er nødvendigt.
Der er næsten ingen i dagens Danmark, der mener at revolutionen vil komme til H.C. Andersens og Grundtvigs Danmark, og især ikke gennem væbnet kamp. Vi skal ikke argumentere for at væbnet kamp er en nødvendighed, heller ikke ønskværdig. Vi skal bare konstatere, at når vi bliver betydningsfulde igen, vil det sandsynligvis ikke føre til at kapitalen og dens regering vil give os lov til at stemme socialismen ind i Folketinget. De borgerlige har en hær og et politikorps under deres kommando. Når deres bevæbnede tjenere skyder os, skal vi så ikke forsvare os selv? Vi skal ikke glemme den væbnede kamp mod kapitalismens vold. Vi skal stå sammen med guerrillaerne i Colombia og Chiapas, og hvor befrielsesbevægelser ellers dukker op. Væbnet kamp skal selvfølgelig ikke sammenlignes med terrorisme, der er bevidst vold mod civile.
Vi behøver heller ikke at overbevise os selv - og slet ikke andre - om, at socialisme og kommunisme er uundgåelig - kun, at det er mulige og ønskværdige samfundssystemer.
Vi mennesker kan gøre en betydningsfuld indsats for at forbedre de vilkår vi konfronteres med i dag, både i det korte og i det lange løb. Vi skal handle lokalt og tænke globalt - handle i dag og drømme aktivt om i morgen. Vi skal leve, som Ivan Malinowski har sagt, “som var der en fremtid og et håb.”
III.
Udviklingen af en socialistisk etik
Efter flere tusinde års opdragelse i umenneskelige systemer baseret på profittens grådighed, der
medfører ubeskrivelige grusomheder og fremmedgørelse, har vi brug for at lære kommunisme. Samtidig med at vi skaber de materielle vilkår må vi opbygge “det nye menneske”.
Lad os derfor definere vores etik og hvordan vi skal forholde os til den som kommunister.
Den nye etik skal bygge på en moralsk handlingsplan, baseret på solidaritet og ærlig, fuldstændig kommunikation mellem mennesker og på erkendelsen af, at vores ”skæbne” er fælles og at vi er gensidigt afhængige af hinanden.
Etik er et overordnet begreb for de sociale værdier, mennesket tager udgangspunkt i, når det skal handle. Etik handler om universelle principper for menneskehedens overlevelse i fællesskab.
Moralske regler er de konkrete udtryk for, hvordan etikken kan gennemføres. Reglerne skal gøre folk i stand til at samarbejde, så vi kan nå mål, som vi ellers ikke ville kunne nå ved egen kraft. At følge reglerne forhindrer, at forskellige mål og behov kolliderer.
Mennesker handler ud fra deres behov: Materielle og psykologiske. Uden mad, kærlighed og omsorg dør vi. Kun hvis disse behov opfyldes kan vi blive i stand til at håbe på at leve med hinanden i fredens og kærlighedens varme.
Marx var ikke kun ude på at analysere økonomiske/teknologiske faktorer under kapitalismen. Indbygget i hans dialektiske metode var et bedømmelsesprincip: ”billigelse/ikke-billigelse” (approval-disapproval value judgement). Han mente, man kunne opstille en standard af værdier ved bedømmelsen af et samfunds forskellige udviklings-etaper. Én samfundsform kan således være på et højere niveau end en anden, fordi den realiserer flere af de menneskelige mål. Marx tager ikke moralsk stilling som sådan, - om værdierne er ”gode” eller ”onde”, men vurderer værdierne i forhold til arbejderklassens interesse.
Moralens funktion er primært at modvirke menneskers selviske instinkter. Kun bevidstgjorte arbejdere kan indse dette og ikke alle, blot fordi de er undertrykte. Derfor har arbejderklassen brug for fagforeninger, politiske partier og andre organiseringer, der kan skabe en fælles arbejderklassebevidsthed og et fælles grundlag for aktion, som en forudsætning for revolutionen.
På vejen til revolutionen kan vi lære, at vi faktisk har brug for fællesskab. Solidaritet er dels en nødvendighed, hvis vi skal være stærke nok til at kæmpe mod kapitalismens omfattende system af voldsorienterede institutioner, dels et emotionelt behov for kærlighed.
Vi mener. som George Orwell skriver i essayet, “Kan socialister være lykkelige?”, at:
“Socialismens egentlige mål er menneskeligt broderskab. Sådan bliver det opfattet af mange, selv om de fleste ikke siger det, eller ikke siger det højt nok. Mennesker bruger ikke deres liv på at udkæmpe fortvivlede politiske kampe, blive dræbt i borgerkrige eller tortureret i Gestapos hemmelige fængsler, fordi de vil skabe et Paradis med centralvarme, air-conditioning og lysstofrør, men fordi de ønsker en verden, hvor mennesker elsker hinanden i stedet for at bedrage og myrde hinanden.”
Vi ser den verden, som det første skridt på vejen til, hvad vi vil kalde kommunisme.
Den eneste måde at afskaffe undertrykkelse og fremmedgørelse på, er ved at myndiggøre arbejderne og befolkningen. Vores etik kan bedst gennemføres, når vi er sunde, kreative og medbestemmende mennesker. Dermed er det også klart, at vores etik er anderledes end den borgerlige, idét vi går ind for en lige fordeling af ressourcer og en produktion der er baseret på brugsværdi og ikke på vækst, for vækstens egen skyld.
“Samfundet er sam-fundet, vi har fundet frem til sammen. Siden de første mennesker begyndte at gå på to ben på den østafrikanske savanne, har vi levet i flokke, hvor de unge og raske har taget sig af de syge og svage. Liberalismens tese om “Det økonomiske menneske”, der i alle livets forhold kun handler ud fra sin økonomiske egeninteresse, er i endnu højere grad i modstrid med med den menneskelige natur end de naive drømme om “Det kommunistiske menneske.”
Sådan forklarer den danske forfatter Arne Herløv Petersen i sin filosofiske bog Korn på stengrund.
Både vores etik og vores drøm om et fællesskabsorienteret samfund (socialisme på vej mod kommunisme) er faktisk mere i overensstemmelse med vores oprindelige natur, i modsætning til de borgerliges påstand om, at arten Homo Sapiens er grådige individualister og derfor uegnede til at skabe kommunisme. Som Hans Kirk forestillede sig det i romanen Vredens søn, var Jesus og de første kristne ur-socialister eller kommunister.
Vi oplever at mange mennesker, uanset om de bekender sig til en ideologi eller ej, ønsker en anden moral, end den vi bliver konfronteret med til daglig.
Vi tør godt forsøge at komme med et bud.
Vi risikerer at ramme lige direkte ind i den almindelige danske blufærdighedskultur, når vi her foreslår at etikken og moralen skal tage udgangspunkt i noget, vi vil kalde: “Revolutionære principper”.
Uanset, det kan lyde selvhøjtideligt og for nogle endda latterligt, vurderer vi disse principper som livsvigtige for at være i stand til at skabe grundlaget for det ny samfund, vi ønsker.
Vi siger, som Albert Camus: “Gør ord til moralske handlinger - så vil du blive et menneske.”
IV.
10 REVOLUTIONÆRE PRINCIPPER
1.
Du skal elske din næste som dig selv
Det sagde de første revolutionære kristne. Vi kommunister i dag siger det samme. Trangen til kærlighed og tryghed er en del af vores natur og grundlæggende behov. Vi lægger grunden nu til opbyggelsen af et nyt samfund ved vores daglige opførsel over for vores medmennesker.
At elske sig selv handler ikke om egoisme. Det handler om en grundlæggende følelse af, og tro på, at jeg, som det menneske jeg er, er noget værd i mig selv, at enhver har noget at bidrage med. Hvis man ikke kan lide sig selv, kan man godt gøre sin nabo ondt. Vi skal lære at elske os selv - ellers kan vi ikke elske vores næste, som os selv.
I virkeligheden er solidaritet en del af den kærlighed, vi føler for andre. Solidaritet er ikke nødvendigvis så intim eller lidenskabelig som den personlige kærlighed, men med solidaritet viser vi hensyn og omsorg for vores medmennesker og handler aktivt for vores brødre og søstre her og i andre lande.
Vi viser vores solidaritet med vores medmennesker og vores fælles grundlag og afhængighed af denne planet ved at bruge de fælles ressourcer med omtanke og hensynsfuldhed.
Vi er gode til vores arbejde og vi må være gode eksempler for vores medmennesker og dermed være i stand til at engagere og aktivere folk.
Vi har vores meninger, og dem skal vi prøve at indføre på en måde, som tager hensyn til vores medmenneskers meninger. Ved at samarbejde bliver fællesskabet styrket.
Åbenhed og ærlighed skal gennemsyre alt, hvad vi foretager os - fra dagligdags handlinger til regeringsledelse. Vi accepterer ikke løgn, fortielse og uærlighed.
Vi er glade mennesker, der vil styrke livsmod og livsglæde. Langt de fleste mennesker ønsker at være glade og at være sammen med andre mennesker, der er. En politisk kultur, der fremhæver “det hele menneske”, liv, kreativitet og sanselighed er en del af den verden, vi vil skabe. Vi kan lige så godt begynde, mens vi lever.
Vores budskab kan være svært at modtage for de fleste af vores medmennesker i dag. Men, som Ivan Malinowski siger: “…vi skal skrive breve, som om de når adressaten” - og Arne Herløv Petersen: ”Man må blive ved med at sige dét, man tror er rigtigt, til man bliver blå i hovedet… og hvis det ellers er det rigtige, skal det nok trænge igennem en gang.”
Som socialister, kommunister, marxister og andre revolutionære - tænker og handler vi med åbne øjne og sind. På trods af grådighed, fremmedgørelse og umenneskelighed skal vi med vores handlinger, - små og store, - skabe håb hos vores medmennesker om et bedre samfund og huske at fejre de sejre, vi opnår.
V. Konklusion
Revolution er og skal altid være en dynamisk proces.
Vi mener at etik og moral aldrig må blive til dogmatiske, golde, eviggyldige sandheder, der kan stå over eller retfærdiggøre en undertrykkelse af det levende menneske. Etik og moral skal tjene som retningslinjer, og funktionen og formuleringen af dem er under konstant debat i det dynamiske socialistiske samfund.
K.E. Løgstrup udtrykker vores synspunkt poetisk med teksten:
“Vi er i hinandens hånd”
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han
holder noget af dets liv i sin hånd.
Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed,
man får til at visne, eller man vækker, en lede, man uddyber eller
hæver. Men der kan også være forfærdende meget, så det
simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.
Men ved vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give
hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens
verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme med min
holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller
mørk, mangfoldig eller kedelig - og ikke mindst er jeg med til at gøre
den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min
blotte holdning.
Derfor er der en u-udtalt, så at sige anonym fordring til os om at
tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd
RON RIDENOUR i samarbejde med CHARLOTTE BORUP
Januar 2002
A.
I:
Der er mange årsager til socialismens sammenbrud i de lande, hvor det skete. Storkapitalen og dens imperialistiske regeringers konstante angreb i alle mulige former imod disse lande er den hovedsagelige årsag. Socialismens mulighed for en positiv og hurtig udvikling blev forkrøblet af de voldsomme og undergravende handlinger.
A.
II:
1) Udover de udefrakommende angreb blev der begået uhensigtsmæssige fejl og ideologiske brud af de kommunistiske ledelser. Disse brud er vigtige at anerkende i dag, så vi bedre kan undgå dem i vores fremtidige forsøg på at skabe socialisme.
2) De kommunistiske ledelser nægtede at overføre beslutningsprocesserne fra toppen til bunden.
3) Fremmedgørelsen af det enkelte individ og af arbejderklassen blev ikke tilstrækkeligt bekæmpet.
1) Fremtidens revolutionære skal bevidst handle for at afskaffe individets og arbejderklassens fremmedgørelse i alle samfundets institutioner på alle nivauer.
2) Ledelsen skal sammen med arbejderklassens organisationer decentralisere magten og medvirke til at kontrollen sker fra bunden. Det afgørende for socialismen er at folket rent faktisk ejer, og føler at det ejer, produktionsmidlerne. Og at det er sammen med den centrale regerings institutioner som partner ved bestemmelsen af lokalpolitik og indenrigs-og udenrigspolitik.