Resultater af enhedens metode

I medfør af den på landsmødet den 10.-11. maj vedtagne resolution om programarbejdet offentliggøres en del af Ribe og Ringkøbing amters distrikts forslag til programudtalelse her som supplement til programkommissionens foreløbige konklusion på programdebatten (bragt i Skub for april). 

Partiets erfaringer og ideer fra Kommunisternes Program er en rigdom af stor værdi, f.eks. i den faglige kamp. Se tilbage i tiden, der er gået, tænk blot på HOPE COMPUTER, de omfattende strejker i 1974 mod Hartling-regeringen – og igen i 1985 mod Schlüter-regeringen. Men med disse markante konflikter i tiden skal det ikke glemmes, at mange faglige kampe fandt sted på mange små og store arbejdspladser. Enhedens metode blev brugt for bedre løn - og arbejdsforhold uden de store overskrifter i aviserne.

Også i det mere konkrete politiske liv, blev der hentet resultater hjem. Kampen for 18-års valgret var en langvarig proces – som selvfølgelig også sejrede på grund af samarbejdet med andre gode kræfter. Det var de resultater, der bidrog til udformning af Kommunisternes Program. Det var den rigtige vekselvirkning mellem teori og praksis – altså ikke bare gode ideer grebet ud af luften.  

Enhedens metode og muligheder

Det var et konkret bevis på, at et lands egen frihedskamp, folkelige bevægelser i hele verden og den socialistiske verden, der dengang formåede at gå til modstand mod krigens kræfter.

På trods af berettiget kritik af den socialistiske verden, skal det ikke glemmes, at disse lande var en væsentlig faktor i kampen for fred og national selvstændighed.

Vi har disse gode erfaringer i bevægelserne for freden, mod atomvåben og især mod Pershing-raketterne opstilling i Europa. Vore erfaringer er et dyrebart arvegods, som bør forpligte til både inspiration og kritik. Kritik bør være en naturlig proces i et kollektiv, parti eller fagligt virke.

Vi vil især behandle enhedens muligheder, hvor først og fremmest det faglige arbejde kalder på opmærksomheden, fordi erfaringerne der er mest enkle. De er eksemplariske, som de også har vist sig i fredsarbejdet, eller i modstanden mod EF/EU og mange andre aktiviteter, hvor mennesker samarbejder om de væsentligste ting – på trods af forskellige holdninger.

Samarbejdet i det daglige bør også være ledetråd i det faglige og politiske

På en arbejdsplads fungerer det daglige arbejde ved et samarbejde. Det gør det, når det drejer sig om fysisk arbejde. Man løfter i fællesskab, man videreudvikler den vare, andre har påbegyndt. Fra tegnebrættet til skibet søsættes, eller lokomotivet indgår i køreplanen. Det er derfor upraktisk, at vi, der kan fungere sammen så arbejdsgiveren kan få sit udbytte, bekriger hinanden, fordi vi er socialdemokrater eller kommunister. På et tidspunkt forstod kommunister og gode socialdemokrater, at det ville være mere nyttigt at samarbejde. Helt konkret dannede smedene i Århus Faglig Enhed, hvor man på møder fandt en fælles strategi til at forme fagbevægelsens fremtid – et eksempel der smittede af på arbejdspladserne. Det var ikke sådan at andre fagområder bare kopierede smedene; men princippet blev ledetråd mange steder. Denne tradition må videreudvikles.

2. verdenskrig forandrede grundlæggende den måde enheden må udvikles på. For det første beviste de brede aktioner bestående af flere klasser og lag, at det var den eneste mulighed for at bekæmpe fascismen. Denne dyrebare lære blev et forbillede i arbejderklassens kampe efter krigen, uanset om det gjaldt kampen for freden eller forbedring af overenskomsten. For det andet forandrede krigen produktivkræfterne grundlæggende, den skabte et behov for helt nye fagområder. I det kommunistiske manifest hævdede Marx og Engels at samfundet mere og mere spaltedes i to uforsonlige klasser. Det var rigtigt i den førmonopolistiske kapitalisme, men er ikke et dækkende udtryk for nutidens. Med fremkomsten af helt nye videnskaber, kom der et behov for en uhyre specialisering for at kunne trænge til bunds i de forskellige discipliner. Det har medført en stor spaltning inden for lønarbejderne, der kun kan overvindes i kraft af enhedens metode. Ikke en taktisk midlertidig enhed, men en vedholdende og stadig stærkere enhed, som det er indeholdt i de chilenske erfaringer.  

Teori og virkelighed

Da Kommunisternes Program udkom i 1976 var det et resultat af mange diskussioner; men hentet af virkelighedens verden. På værfter, på andre arbejdspladser og i fagforeninger udviklede vi enhedens metode –Aktionsenhedens metode, står der – og sådan skal man helst sige; men vi synes nu tanken rækker meget længere. Det er erkendelsen af at organisere de gode ting i en proces og i mange forskellige menneskers tankegang - hele tiden at hente de gode ting frem og undertrykke de dårlige til fællesskabets berigelse.

Ved dette skal vi sejre - og det gjorde vi dagligt. Vi skabte bedre arbejdsforhold, vi organiserede fredsarbejde. ”Vi” – det var partiafdelingen på arbejdspladsen. Den fungerede efter målsætningen som nævnt. Vi havde også fraktioner i de enkelte fag. Det undrer mig, når jeg ser tilbage, at ikke nogle flere af vore begavede kammerater opdagede – i hvert fald aldrig omtaler, hvad vi var i stand til – ikke opdagede at vi faktisk kunne rokke ved det ”naturlige” klassemønster. Når ellers vi behandlede vore foreliggende sager på møderne, så bestemte vi i store træk, hvordan udviklingen skulle være. Vi vurderede det realistiske i et lønkrav. Vi målte forståelsen blandt kollegaerne. Vi kan roligt konkludere, at når vi havde lavet gode aftaler, så var det, når vi kommunister passede vor mødevirksomhed – og modsat (fiaskoer hører også med på sejrens vej) når noget gik galt, så var det, når vi ikke havde behandlet vore foreliggende sager. Det hører med.  

At søge dialogen

Partiprogrammet fra 25. kongres lagde retningslinjerne for partiets faglige og politiske arbejde. Hovedindholdet var at skabe samling om et antimonopolistisk demokrati. Det betød at vi kæmpede for en udvidelse af demokratiet på alle samfundslivets områder. Partiets politik havde i de følgende år betydelig succes.

DKP beviste med programmet vekselvirkningen mellem teori og praksis at målet kunne nås ved hjælp af enhedens metode. Hvorfor fastholdt vi ikke disse sejre? Vores bud på et svar er: De erfaringer i enhedsarbejdet som f.eks. smedene, sømændene og værftsarbejderne i Århus havde, burde være et berigende høstudbytte at samle i partiets lade. Det burde være gensidigt berigende – ikke splittende, som tilfældet altså blev. Vi oplevede splittelsen i Århus; men i princippet oplevede kammeraterne det i hele landet.

De naturlige modsigelser, der burde være diskuteret, førte til at man gik hver til sit. På trods af tilbageslag i både de faglige kampe, i modstanden mod EU og i fredskampen – har vore aktiviteter ikke været forgæves. Tænk bare på første maj hvor LO og FTF sammen med arbejderklassens partier forenedes under parolen ENHED MOD HØJRE. Vi har vundet et NEJ til Euroen og de samme faglige organisationer står sammen med fredsbevægelsen mod terror og krig. Det er også resultater af fortidens indsats.

Læren af disse erfaringer er, tvivl ikke på dit eget værd i de faglige kampe. Enhedens metode skal bruges mod nye mål og over for de udfordringer, der vokser ud af kapitalismens modsigelser.

Overgangsformer til socialismen

Hvilken strategi var det som partiet udviklede i 60´erne og 70´erne, for at dæmme op for udsalget af den nationale selvstændighed? Det var gennem internationalismen, en tålmodig udveksling af erfaringer i tosidige kontakter mellem partierne, på de store internationale konferencer, og på redaktionsmøderne i Tiden/ Verden Rundt. Rødderne til Antimonopolistisk demokrati (AMD) går tilbage til Oktoberrevolutionen og enheds- og folkefrontstaktikken fra Kominterns VII. Verdenskongres. For DKP`s vedkommende var det landspartikonferencen i 1938, som var starten på en udvikling af partiets demokratiopfattelse, der skulle få vidtrækkende konsekvenser. Konferencen fik afgørende betydning for udfoldelsen af modstandskampen. Gennem dannelsen af Frit Danmark og senere Danmarks Frihedsråd, lykkedes det at skabe den enhed, der førte frem til befrielsen den 4.maj 1945.Efterkrigstiden betød et opsving i den demokratiske debat, hvor selv borgerlige kredse var klar over at der måtte ske grundlæggende ændringer i det danske samfund. Med starten på den kolde krig i slutningen af 40`erne, ebbede diskussionerne  ud igen. Den 20. Partikongres i SUKP i 1956, var ikke kun et opgør med persondyrkelsen i Stalin-tiden. Det var også et forsøg på at formulere en ny politik  og nye initiativer i den internationale kommunistiske bevægelse. På en række internationale konferencer i 1957, 1960 og 1969 udformedes en ny strategi, hvor der blev lagt mere vægt på de nationale traditioner. Den nye strategi faldt sammen med vigtige forandringer i kapitalismen, hvor den statsmonopolistiske styring skabte et helt nyt grundlag for partiernes arbejde. Fra slutningen af 60`erne ebber den store efterkrigskonjuktur ud, og monopolerne sætter fart i bestræbelserne på at danne Den europæiske Union. Det blev startskuddet til en betydelig vækst i klassekampen og dannelsen af brede folkelige bevægelser, som f.eks. Folkebevægelsen mod EF.

DKP`s bidrag til at udvikle enhedsarbejdet blev almindeligt anerkendt; evnen til at fastholde den fælles målsætning og tålmodigt overvinde de modsætninger, der altid vil opstå. DKP`s vækst i begyndelsen af 70`erne og udformningen af det nye partiprogram, er snævert forbundet med enhedsarbejdet. Som parti evnede vi at fastholde de socialistiske principper, og forbinde dem med danske traditioner. Det skabte respekt i befolkningen, og førte til partiets gennembrud ved Folketingsvalget i 1973. DKP var blevet en politisk faktor, der var med til at sætte dagsordenen, både i og uden for Folketinget.  

Borgerskabets modtræk

AMD var en ualmindelig vellykket strategi for arbejderbevægelsen, og skabte fra midten af 70´erne betydelig fremgang for de revolutionære kræfter i flere lande. Det betød at borgerskabet iværksatte en modoffensiv på det ideologiske område. Målet var at udvikle et alternativ, en såkaldt tredje vej mellem kapitalisme og socialisme. Hvordan kunne det realiseres? For det første lagde man vægt på individualismen og fortalte, at det var muligt allerede inden for de bestående rammer, at realisere sig selv. Alle uanset baggrund kunne få mulighed for at realisere sine personlige ønsker.

Gennem denne individualiserings-kampagne, der var en del af et stort anlagt program, lykkedes det at drive en kile ind blandt de progressive kræfter. På nogle virkede det som et verdensfjernt og urealistisk mål, at revolutionere selve grundlaget for vores samfund. Den væsentligste faktor for borgerskabets succes, var de store forandringer på det teknologiske område. Det skabte forandringer i klassestrukturen og medførte en tilgang af nye lag, som var ukendte med arbejderklassens traditioner.   

I 70´erne oplevede vi en voldsom stigning i interessen for marxismen, men det er ikke alt der giver sig ud for at være marxisme, som også er det. Væksten i de venstreradikalistiske strømninger, især på universiteterne havde betydelig indflydelse blandt ungdommen. DKP blev angrebet fra venstre for at være et revisionistisk parti, der lod sig diktere fra Moskva. Fra reformistisk side, dvs. socialdemokraterne i fagbevægelsen, blev vi angrebet for at splitte arbejderbevægelsen og føre en urealistisk overbudspolitik.

Disse strømninger vandt også fodfæste i DKP og medførte en svækkelse af partiets enhed og mulighederne for at videreudvikle AMD.  

Kampen mod monopolerne

Selvom AMD er en rigtig strategi er den ikke noget afsluttet. Den må løbende tilpasses til forandringerne i kapitalismen. Fra den statsmonopolistiske kapitalisme vi kendte i 70´erne har den udviklet sig til en overnational styring som vi kender det i EU. I denne forbindelse har vi talt meget om, at fremme et samarbejde imellem partier og fagbevægelser, på tværs af landegrænserne, men uden de store resultater.

Når vi siger at vi ønsker en udbygning af de antimonopolistiske positioner, betyder det erobringen af noget af monopolernes magt, der så kan bruges til yderligere fremstød. I 1976-programmet, var vi meget fokuserede på nationalisering af banker og forsikringsselskaber, men ud fra det nuværende styrkeforhold er vi nødt til at se med friske øjne på hvad anti-monopolistiske positioner er.

De 4 forbehold, som vi fik i Edinburgh-aftalerne en antimonopolistisk position. Vi må forhindre at vi langsomt glider længere og længere ind i EU. Denne position kan bruges som udgangspunkt for nye fremstød, i form af kravet om dansk udmeldelse af EU!

Helsinki-konferencen i 1975, kan også ses som udgangspunkt for en anden sikkerhedsordning i Europa. For fredskampen gælder det som i kampen mod EU, at sætte sig delmål der kan blive udgangspunktet for nye fremstød. Det kunne f.eks. være en genoplivning af OSCE, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.

Et andet eksempel er FN´s rolle. For øjeblikket udnyttes den af USA og andre til en aggressiv udenrigspolitik, men det var ikke det FN blev dannet for. FN ´s charter strider helt klart mod dette misbrug af verdensorganisationen. Et folkeligt krav om et uafhængigt FN, kan blive en vigtig faktor for at undgå nye krige og ustabilitet.

Danmarks Kommunistiske Parti

Den historiske nødvendighed af samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme fuldbyrdes ikke af sig selv. De undertrykte og udbyttede klassers moralske fordømmelser og spontane protester er ikke nok til at bryde storkapitalens magt. De må udvikles til bevidst og samlende handling, der gør det arbejdende folk til en magt.

Det kan kun opnås, når de bevidste forkæmpere for arbejderklassens sag vinder retningsgivende indflydelse. Som hele arbejderbevægelsens erfaring viser, må de derfor slutte sig sammen i arbejderklassens revolutionære parti, der konsekvent bygger på den videnskabelige socialismes ideologi og udgør en organiseret og bevidst handlende enhed.

Til løsning af vor tids komplicerede opgaver med at udvikle den demokratiske kamp mod storkapitalen til et opgør om dens magt, er eksistensen og indflydelsen af et sådant parti af afgørende nødvendighed. Danmarks kommunistiske Parti er dannet og har udviklet sig som dansk arbejderklasses revolutionære parti.

Det har videreført de traditioner fra Louis Pios første socialistiske partidannelse, som satte sig som opgave at hævde arbejderklassens selvstændige interesser over for den herskende klasse og føre dens kamp for socialismen til sejr. Det har i hele sin virksomhed stået i dansk arbejderklasses og folkets tjeneste. Når kommunisterne stod stærkt, stod arbejderklassen stærkt. I de mest afgørende stunder for det danske folk stod kommunisterne i de første rækker i kampen for dets sag.

Dette har ikke indbragt kommunisterne hyldest fra magthaverne over samfundet eller fra dem, som svigtede folket. De har tværtimod søgt at forsvare deres snævre interesser ved at angribe og bagvaske kommunisterne. Men trods al pression har det kommunistiske parti forstået at hævde sig og sikre nye gennembrud, fordi det konsekvent og principfast videreførte kampen for arbejderklassen og folkets virkelige interesser.

I alle de store afgørelser, som det danske folk har været stillet over for, har kommunisternes stilling vist sig som den holdbare, mens deres angribere har måttet søge tilflugt i flove bortforklaringer. Det gjaldt frihedskampen under besættelsen. Det gjaldt advarslerne mod NATO-politikken. Det gjaldt modstanden mod EF-medlemskabet og kampen mod EU. Det gjaldt påvisningen af, at konjukturen i 90´erne ikke havde gjort kapitalismen ”krisefri”, men tværtimod førte ud i en dybere og mere alvorlig krise. Altid har kommunisterne forsvaret folkets demokratiske rettigheder og nationens interesser, som derimod blev angrebet af dem, der beskyldte kommunisterne for at være ”udemokratiske” og ”unationale”.

I det lange løb er det gerningerne der tæller. Danmarks kommunistiske Parti har vist sig som et egnet redskab for at bane nye veje i arbejderklassen og det danske folks kamp. Det skyldes, at det er et parti af særlig art.

Danmarks kommunistiske Parti bygger konsekvent på den videnskabelige socialisme, som er nødvendig for at forstå og handle effektivt i den klassekamp, der bestemmer både den danske og den internationale samfundsudvikling.

Danmarks kommunistiske Parti bygger i sine organisatoriske virksomhed på den demokratiske centralismes prøvede principper, som forener bred og aktiv diskussion med evnen til at træffe beslutninger, og som sikrer, at partiet handler som en enhed. Danmarks kommunistiske Parti er rodfæstet i den danske arbejderbevægelse og tæt forbundet med klassen i alle dens kampe, problemer og bestræbelser. Danmarks kommunistiske Parti forbinder socialismens idé med den danske arbejderklasse og med det arbejdende folks daglige kampe.

Danmarks kommunistiske Parti er et suverænt parti, der er en del af den internationale kommunistiske bevægelse og derved forbinder det arbejdende folks kamp i Danmark med folkenes kamp verden over – mod imperialismen, for fred og socialisme. Det ser arbejderklassens internationalisme som en afgørende kraft i verdens overgang fra kapitalisme til socialisme.

Kommunisterne arbejder bestandig på at gøre deres parti til et stærkere og bedre redskab for arbejderklassens kamp. De våger over, at opportunisme ikke får lov til at afsvække det virksomhed – hverken i form af reformistisk tilpasning, eller i form af revolutionær sekterisme og virkelighedsflugt.

Udviklingen siden 1976-programmet blev vedtaget har vist, at et af de helt store spørgsmål blev forholdet mellem parti og bevægelse. Det kommunistiske parti kan ikke erstattes af nogen anden organisation, sådan som det blev defineret i det kommunistiske manifest. Samtidig har partiets evne til at virke forenende, været stillet på en vanskelig prøve. Mange nye bevægelser er skudt op, hvoraf nogle har været udtryk for nulvækst-teorier eller et knæfald for borgerlig ideologi.

Det er i denne situation, at Danmarks kommunistiske Parti har brugt megen energi på, at diskutere situationen omkring den parlamentariske repræsentation. Vi er tilhængere af et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem partier og bevægelserne. Vi ønsker at dialektikken fungerer begge veje til fælles gavn, men uden at det betyder en forringelse af partiets selvstændighed eller suverænitet. Selvkritisk må vi også sige, at vi ikke i tide formåede at indse, hvilke gennemgribende konsekvenser den videnskabelige-tekniske revolution fik for arbejderbevægelsen. En del af årsagen til at enkeltsagsbevægelserne fik stor fremgang i  80´erne, var at partiet ikke formåede at løse de voksende spændinger, mellem ”de gamle og de nye fag”.

Den opgave som Danmarks kommunistiske parti nu står over for, er at samle til fælles kamp imod storkapital og reaktion. Vores mål må være utrætteligt at forene kampen for dagsaktuelle krav, med kampen for socialismen.