Af Peder Pedersen og Lars Ulrik Thomsen
Et nyt program skal ikke bare bygge på gode ideer, og visioner for fremtiden; men skal have sit udgangspunkt i de erfaringer, der nu en gang er gjort.
Partiets erfaringer og ideer fra Kommunisternes Program er en rigdom af stor værdi, f.eks. i den faglige kamp. Se tilbage i tiden, der er gået, tænk blot på HOPE COMPUTER, de omfattende strejker i 1974 mod Hartling regeringen – og igen i 1985 mod Schlüter regeringen. Men med disse markante konflikter i tiden skal det ikke glemmes, at mange faglige kampe fandt sted på mange små og store arbejdspladser. Enhedens metode blev brugt for bedre løn - og arbejdsforhold uden de store overskrifter i aviserne.
Også i det mere konkrete politiske liv, blev der hentet resultater hjem. Kampen for 18-års valgret var en langvarig proces – som selvfølgelig også sejrede på grund af samarbejdet med andre gode kræfter. Det var de resultater, der bidrog til udformning af Kommunisternes Program. Det var den rigtige vekselvirkning mellem teori og praksis – altså ikke bare gode ideer grebet ud af luften.
Det var et konkret bevis på, at et lands egen frihedskamp, folkelige bevægelser i hele verden og den socialistiske verden, der dengang formåede at gå til modstand mod krigens kræfter. På trods af berettiget kritik af den socialistiske verden, skal det ikke glemmes, at disse lande var en væsentlig faktor i kampen for fred og national selvstændighed.
Vi har disse gode erfaringer i bevægelserne for freden, mod atomvåben og især mod Pershing-raketterne opstilling i Europa. Vore erfaringer er et dyrebart arvegods, som bør forpligte til både inspiration og kritik. Kritik bør være en naturlig proces i et kollektiv, parti eller fagligt virke.
Med udgangspunkt i de midtjyske erfaringer vil vi komme med nogle eksempler fra Dannebrog (Flydedokken Århus) – for andre arbejdspladser og fagforeninger.
Vi vil især behandle enhedens muligheder, hvor først og fremmest det faglige arbejde kalder på opmærksomheden, fordi erfaringerne der er mest enkle. De er eksemplariske, som de også har vist sig i fredsarbejdet, eller i modstanden mod EF/EU og mange andre aktiviteter, hvor mennesker samarbejder om de væsentligste ting – på trods af forskellige holdninger.
På en arbejdsplads fungerer det daglige arbejde ved et samarbejde. Det gør det, når det drejer sig om fysisk arbejde. Man løfter i fællesskab, man videreudvikler den vare, andre har påbegyndt. Fra tegnebrættet til skibet søsættes eller lokomotivet indgår i køreplanen. Det er derfor upraktisk, at vi, der kan fungere sammen så arbejdsgiveren kan få sit udbytte, bekriger hinanden, fordi vi er socialdemokrater eller kommunister. På et tidspunkt forstod kommunister og gode socialdemokrater, at det ville være mere nyttigt at samarbejde. Helt konkret dannede smedene – DM – i Århus Faglig Enhed, hvor man på møder fandt en fælles strategi til at forme fagbevægelsens fremtid – et eksempel der smittede af på arbejdspladserne. Det var ikke sådan at andre fagområder bare kopierede smedene; men princippet blev ledetråd mange steder.
Vi må også huske, at det gav anledning til beskyldninger om ”reformisme” ”halehæng til Socialdemokratiet” o. lign. Kammeratskabet mellem murersvendene og smedene var ikke ligefrem eksemplarisk. Uenighederne dukkede af og til op; men var endnu værre i adfærden udenfor møderne. Jeg ved godt nogle mener, at sådan noget skal man undlade at tale om; men dertil vil jeg sige ja; men det gør man jo ikke. Det undlader man eftersom styrken nu er til – og så har vi f.eks. i minderne et eksempel som sømændenes Preben Møller Hansen, som vi i Århus nu ikke ville finde os i. Denne skryder skulle bestemt ikke opstilles her. Men der var nu mange meninger om denne udlægning. Udtrykket uenighed blandt kammerater i Århus slår ikke engang til. Der var vrede, da Preben blev ekskluderet – nogle smed medlemskortene. Andre samlede dem op – og brugte et mere forsonende udtryk: ”deponerede medlemskortene indtil videre.” Det var en meget trist tid, hvor man aldeles ikke blev populær ved at henvise til partilovene og opfordrer til at bruge sin ret og klage til kontrolkommissionen. Jeg bliver stadig vemodig, når jeg tænker på de bristede venskaber på grund af dette opgør. Det forsoner mig slet ikke, når jeg konstaterer at de uenige senere blev gode venner, da de fandt andre uvenskaber at dyrke.
Det er sagt at Midtjysk Distrikt jo ikke bare er noget man kunne behandle, som man ville. Vel, det kunne man jo heller ikke med murernes partiafdeling i Århus. Men i begge tilfælde synes jeg ikke, det er en god ting at fremhæve. At partilove og principper skal rettes efter om et distrikt eller afdeling er stærk nok til at være trodsig. Det samme må gælde kammerater. De erfaringer i enhedsarbejdet, som f.eks. murerne, smedene eller sømændene havde, burde være et berigende høstudbytte at samle i partiets lade. Det burde være gensidig berigende – og ikke splittende. Den nuværende situation, hvor DKP er delt i mindst fire kommunistiske partier – og det er efter splittelsen som avlede SF, VS og lidt til – har sin rod i denne mangel på at søge problemerne løst i stedet for frelst at gå sine egne veje.
Tiden er inde til at de forskellige retninger møder op og bidrager til fællesskabet i stedet for at splitte.
Da Kommunisternes Program udkom i 1976 var det et resultat af mange diskussioner; men hentet af virkelighedens verden. På værfter, på andre arbejdspladser og i fagforeninger udviklede vi enhedens metode –Aktionsenhedens metode, står der – og sådan skal man helst sige; men vi synes nu tanken rækker meget længere. Det er erkendelsen af at organisere de gode ting i en proces og i mange forskellige menneskers tankegang - hele tiden at hente de gode ting frem og undertrykke de dårlige til fællesskabets berigelse.
Ved dette skal vi sejre - og det gjorde vi dagligt. Vi skabte bedre arbejdsforhold, vi organiserede fredsarbejde. ”Vi” – det var partiafdelingen på arbejdspladsen. Den fungerede efter målsætningen som nævnt. Vi havde også fraktioner i de enkelte fag. Det undrer mig, når jeg ser tilbage, at ikke nogle flere af vore begavede kammerater opdagede – i hvert fald aldrig omtaler, hvad vi var i stand til – ikke opdagede at vi faktisk kunne rokke ved det ”naturlige” klassemønster. Når ellers vi behandlede vore foreliggende sager på møderne, så bestemte vi i store træk, hvordan udviklingen skulle være. Vi vurderede det realistiske i et lønkrav. Vi målte forståelsen blandt kollegaerne. Vi kan roligt konkludere, at når vi havde lavet gode aftaler, så var det, når vi kommunister passede vor mødevirksomhed – og modsat (fiaskoer hører også med på sejrens vej) når noget gik galt, så var det, når vi ikke havde behandlet vore foreliggende sager. Det hører med.
Vi er kun mennesker. Hjem, familier og personlige problemer vil jo altid være til stede. Men det gælder bare om, at komme over krisen og forsætte igen. Løn og arbejdsforhold var/er naturligvis grundlaget for alt andet; men det er værd at vide at fredsarbejde, modstand mod EF altid hørte med. Vi havde udvalg, der altid tog sig af disse emner. Der blev lavet udtalelse til klubgeneralforsamlinger, og der var altid fuld opbakning, når vi vedtog udtalelser mod a-våben og militarisme. Vi havde mange diskussioner; men jeg husker ikke nogen, der har stået op og forsvaret oprustning – eller udsalg af vor nationale selvstændighed. På pladsen kunne vi godt være meget uenige, vi havde hjemmeværnsfolk – og endda en aktiv venstremand på værftet; men når beslutningerne blev taget, så var alle fredsvenlige arbejdere.
Som på andre værfter, blev vi skolede, og jeg indrømmer selv, at jeg måtte omstille min tankegang – det tog sin tid - ; men det var først og fremmest læren om enhedens metode. Man skulle og skal lære dialektik, hvilket er det modsatte af, at bedrevidende stille sig i et hjørne. Viden er beregnet til at berige sine omgivelser med. Som nævnt var kommunisternes program et resultat af erfaringer fra arbejdspladserne. I en anden sammenhæng er det også erfaringer fra frihedskampen fra besættelsestiden, som især berigede fredskampen og modstanden mod EF(EU). Programmet var altså både resultat af – og bidrag til den daglige kamp på arbejdspladserne.
Erling Stephansen meldte sig ud af DKP – kort efter at han var blevet formand for Dansk Metal. Jeg forstår ikke, hvordan man bærer sig ad, når man nu har set og fået bekræftet, at vort virke giver resultater, materielle goder – en mening med livet, som vi har set, og når så vi står af, så overlader vi fronten til andre. Uden at fravige emnet, må det være tilladt at gøre opmærksom på, at vor fredskamp, hvor vi ofte fik socialdemokraterne med - ofte helt i partitoppen – nu i det nye århundrede er blevet til at Danmark er blevet en krigsførende nation. Mange gamle kammerater lever helt
op til Jeppes Pe sme:
Vil a tål for en sag
å få ham så småt listet ve´
så spø´r han så tværend
hwa nøt eret te?
Jeg mener bare, at vi ikke alene har bevist, at vi kan ændre tilværelsen for os selv og vore medmennesker på arbejdspladserne; men også filosofisk og historisk tager et medansvar for vores medmenneskers liv eller altså overlader dem til historiens traditioner og føre krig mod andre mennesker.
Men godt ord igen, sådan ser jeg verden. Måske er den helt anderledes.
Det er også tankevækkende, at dokken avlede aktive folk til fagforeningen. Det er og var en god ting. I mange år stod vor fagforening for de samme værdier, som var udviklet på værftet. Vi forstod at give socialdemokrater en mening med at være socialdemokrater. Formand – også tidligere værftsarbejder - Anders Madsen bakkede os varmt op angående fredsarbejdet. Vi lavede fredsaktiviteter sammen med Kvindelig Arbejderforbund i Danmark KAD og ofte sammen med DM. Vi spillede Danmarksfilmen : ”Ingen Hamlet på Kronborg i År.” Og pigerne fra KADs Kor sang freds-, friheds- og røde sange til vort SID fredsmøde.
Når der var valgkamp fik vi arbejderpartiernes kandidater ned i kantinen. Der måtte de gøre rede for deres syn på freden – muligheder for flere ordrer til værfterne osv. Hvis man vil lære noget om hvad ordet opportunist betyder, så skulle I bare høre disse gode socialdemokrater – nej, hvor de holdt med os.
Strejken i 1977 på værftet er en historie for sig og skal ikke gengives her. Men var vore kammerater gode til enhedsarbejdet, så var de det ikke angående den øvrige venstrefløj. Der var nærmest had mellem DKPere og de mere yderliggående, der endnu var tilbage på arbejdspladsen. Som ny mand blev jeg godt informeret – først og fremmest af mine egne partikammerater - selvfølgelig; men også af de andre, der vel ikke tænkte over, hvor jeg hørte hjemme.
I de offentlige medier TV m.v. har man ofte sødt fremhævet, at næsten alle værft- arbejdere havde deres øgenavne; men de navne og etiketter, der blev sat på de konkurrerende røde, var nu ikke bare søde. Jeg fortryder ikke mit tilhørsforhold – heller ikke af de grunde; men da jeg var ved at føle mig hjemme på arbejdspladsen og da jeg var enig med andre nyere kammerater – da begyndte vi at overbevise afdelingen om, at der også var noget at bygge på hos de andre socialistisk orienterede kammerater.
Faktisk kunne de være gode kammerater og en god tone
gjorde dem ikke ringere. Det var ikke sådan en firkantet beslutning; men tonen
imellem os blev bedre.
Engang mødtes Satan og Jesus på toppen af et bjerg. Satan pegede ud over det skønne land og sagde: ”Alt det vil jeg give dig, hvis du vil falde på knæ og tilbede mig. ” Men Jesus blev gal i hovedet og sagde: ”Vig bort Satan.” Ja, Satan måtte gå skuffet ad Helvede til.
Men senere har han fundet mange andre ofre at trøste sig med.
Nå, jeg tror helt alvorligt, at der også kan være muligheder blandt alle de fhv. kommunister, der har lært at spise Mammons nådige brød. Men det er op til dem at bevise, at der er en anden hensigt med deres knæfald. Hans Halvorsen er en af disse frafaldne (sådan sagde han det selv da Freddy Madsens bog Vilje til Forandring blev præsenteret); men det skal indrømmes, at LO har forandret sig til det bedre i den tid, han har været formand. Der bliver ikke diskrimineret på grund af politiske holdninger. Tværtimod – især når vi ser på LOs holdning til fredsarbejdet – og så mange andre enhedsaktiviteter. De gode gerninger er ikke forbeholdt kommunister; men vi er dog stadig nogle stykker der føler, at et bevidst kommunistisk parti vil og skal forfølge sine mål. Hvis man blindt siger: Partiet har altid ret - eller vi har altid ret, så er det forkert. Men det vi altid har og havde ret i, det var at være kommunister. Det gælder den internationale bevægelse. Det gælder vor arbejdsplads og vort partiarbejdes udvikling. At man afvikler fordi, der er begået fejl eller forbrydelser - det er at løbe fra ansvaret. Altså sådan ville vi føle det, hvis det var os, der forlod DKP – faldt på knæ med nok så skøn en udsigt. Men for folket som vi gerne skulle inddrage – ? ja, det er sandelig ikke let at forstå årsager til splittelse.
Jeg havde den glæde at være den –uofficielle - fredsansvarlige sammen med den gode Evald Vendelbo. Jeg havde fuld opbakning. Jeg blev sendt med ”Fagbevægelsen for Fred” til Moskva og Moldavien. En uge boede jeg på Missionshotellet i København, da jeg var på Verdens Freds Konferencen i 1986. Det var bare et par eksempler. For vi fik støtte til mange ting for fredens skyld.
Det er titlen på en af Anna Seghers romaner. Som vi tolker som en opfordring til at forsætte den kamp, som omtalte døde stod for. Vi forsætter, der hvor Rosa Luxemburg, Oluf Palme, Jeanne d’Arc, Anne Mette Jensen og Freddy Madsen med vilje til forandring standsede. De levende skal føre deres livsværk videre. Hvad mon de ellers går og tror, de har fået livet til?
Jeg har tidligere fortalt om et brudstykke fra et radiospil, hvor vor helt var omringet. Situationen var ganske fortvivlet; men en god fransk katolik kalder selvfølgelig i sin nød på en helgen. ”Åh, Jeanne d´Arc, kom dog og hjælp os,” bad han; men det han ikke havde regnet med, var at helgeninden pludselig stod der. ”Hvad skal jeg hjælpe med?” sagde hun. ”Jeg har erfaringer fra frihedskampen, sig til!” Men det havde han ikke ventet: For det var jo en talemåde, som når man beder til Gud ”Komme dit rige” Altså, det er jo bare noget man gør - et ritual! Den stakkels Jeanne d’Arc blev brændt af endnu engang – hun måtte tilbage til dødsriget igen.
Vi ville/vil befri Jeanne d’Arc.
Så sørgeligt selv om det er mere end 400 siden, hun stod på bålet, og alle der kunne hjælpe bare havde deres egne specielle forklaringer til at lade være. Det var det samme med Rosa Luxemburg – hun blev slået ihjel, fordi vi nu engang ville have lov at slå hinanden ihjel.
Arbejderklassen - især i Tyskland - var så stærk organiseret, så den kunne have standset udviklingen, som var to verdenskrige i al sin gru. Og altså stadigvæk det samme. Da vi virkelig var på vej til at organisere fredsarbejdet og især med fagbevægelsen som den stærkeste fredsfaktor. Ja, kammeraterne var helt vilde efter at standse alt. Til mødet i vor bestyrelse af Århus for Fred blev der sagt, at ingen ville noget mere. Sådan kom det til at stå i vor protokol. Jeg henviste til de nævnte ting, opbakningen fra fagbevægelsen først og fremmest. Til protestmødet i Kolding havde formanden sagt, at jeg bare kunne komme med de navne, der ville med: ”Vi betaler rejsen. Sig hvor vi kan støtte protesterne -.” Jeg påstod også, at fordi der ”kun” kom ca. 800 til en demonstration, var vi alligevel forpligtede til at forsætte. Men jeg kunne ikke få det ført til protokol – stik imod alle regler. Jeg grunder stadigvæk over hvorfor, de gode kræfter rykkede alle ledninger over i de små og store ting.
Det er imod spillets regler, når noget ændrer sig – ”Krig har der jo altid været – det er der ingen der kan gøre noget ved.” I Dansk Metal havde vi under Erling Stephansens ledelse samlet et fredssekretariat. Næsten alle fagforeninger var repræsenteret. Erling var en god og inspirerende igangsætter. Og de udvalgte var glade for at være med; men efter to møder blev der aldrig indkaldt mere. Da der var gået en rum tid, spurgte jeg forsigtigt. Jo; men det var også rigtigt; men han havde ikke haft tid – og der var nu, udover mig, ingen der havde presset på – folk gider jo ikke. ”Der er nu flere, der har spurgt mig.” Sagde jeg. Men jeg skulle have sagt noget om, at det kun er en kort stund med interessen, så havde vi nok forblevet gode venner. Det gjorde vi desværre ikke. Selv om jeg slet ikke turde foreslå, at han lod en anden kammerat afløse, når han ikke selv havde tid.
Jeg var skuffet. Et fungerende fredssekretariat ville være et vældigt skridt og eksempel på vejen til at få fagbevægelsen til at blive til en magtfuld fredsbevægelse. Der var så mange ting i tiden, der burde havde været fastholdt. Men jeg tror altså også, at mange ting kan komme op og stå igen; men det svækker alvorligt tilliden, når ledere svigter dem, der havde tillid til dem.
Magtfuld, det var vor
SID-forbundsformand Hardy Hansens tale på Verdensfredskonferencen i København.
Han fremhævede arbejderklassens pligt til at bekæmpe krig, fordi det nu var
arbejderklassen, der producerede våbnene – og det var især den, der bliver
ofret i krigene. Men det er også den, der har organisationen til at lave det
anderledes. Det er en fantastisk erkendelse og en manende forpligtigelse.
Jeg tror dog ikke, at de der har bestemt, at intet nytter mere, lader sig
forstyrre.
Bare sov videre, NATO passer jo på os.
Ja, det var jo på den konference, at nogle terrorister fra VU og KU trængte ind og angreb taleren. I TV blev daværende udenrigsminister Uffe Ellemann spurgt om det nu også var rigtigt . Nej, det syntes han ikke ; men han forstod dem godt. Ja, truslen om fred har jo altid skræmt reaktionen.
Det var også derfor, jeg opsøgte de samme slags højre-autonome ved Århus havn, da vi demonstrerede mod det atombevæbnede IOWA. Lidt længere nede ad kajen var der en anden demonstration, der bød vore allierede velkommen. Jeg syntes nu, det var så dumt, at vi bare stod der hver for sig, så jeg gik over og snakkede med dem. Jo, det var rigtigt, at de var fra VU og KU. Jeg spurgte dem om ikke det var lidt den omvendte verden, at vi stod her og forsvarede, hvad der var vedtaget i Folketinget – Ingen a-våben på dansk grund; ”- men I tror måske ikke der er a-våben ombord?” ”Jo, selvfølgelig tror vi det; men hvis den danske regering forlanger, at vi skal undersøge skibet, så bliver vi bare smidt ud af NATO, og det vil du vel ikke have.”
- og så stod jeg der – tænk om Danmark blev smidt ud af NATO. Jeg ville ikke såre de flinke unge mennesker med at fortælle, at truslen ville være et svar på mine sødeste drømme.
Nu ikke noget referat, kun lige vil jeg nævne de amerikanske repræsentanter, der fortalte, at førhen var det meget svært at tale fredspolitik i USA's fagbevægelse; men det havde vendt sig. Den amerikanske fagbevægelse var i fuld gang med at organisere fredsarbejde. Forståelsen bredte sig fra det ene forbund til det andet.
Ja, uden at vide ret meget om forholdene i USA, så ved jeg dog, at der nu også er virkelige, alvorlige tilbageslag. Krigsbegejstringen breder sig. Men noget er der at bygge på trods alt. Den amerikanske menneskeretsbevægelse taler et tydeligt og modigt sprog, der fortjener støtte. Hardy Hansen taler også stadig mod krigene – dristigt som dengang.
Partiprogrammet fra 25. kongres lagde retningslinjerne for partiets faglige og politiske arbejde. Hovedindholdet var at skabe samling om et antimonopolistisk demokrati. Det betød at vi kæmpede for en udvidelse af demokratiet på alle samfundslivets områder. Partiets politik havde i de følgende år betydelig succes.
DKP beviste med programmet vekselvirkningen mellem teori og praksis at målet kunne nås ved hjælp af enhedens metode. Hvorfor fastholdt vi ikke disse sejre?
Vores bud på et svar er:
De erfaringer i enhedsarbejdet som f.eks. smedene, sømændene og værftsarbejderne i Århus havde, burde være et berigende høstudbytte at samle i partiets lade. Det burde være gensidigt berigende – ikke splittende, som tilfældet altså blev. Vi oplevede splittelsen i Århus; men i princippet oplevede kammeraterne det i hele landet.
De naturlige modsigelser, der burde være diskuteret, førte til at man gik hver til sit. På trods af tilbageslag i både de faglige kampe, i modstanden mod EU og i fredskampen – har vore aktiviteter ikke været forgæves. Tænk bare på første maj hvor LO og FTF sammen med arbejderklassens partier forenedes under parolen ENHED MOD HØJRE. Vi har vundet et NEJ til Euroen og de samme faglige organisationer står sammen med fredsbevægelsen mod terror og krig. Det er også resultater af fortidens indsats.
Læren af disse erfaringer er, tvivl ikke på dit eget værd
i de faglige kampe. Enhedens metode skal bruges mod nye mål og over for de
udfordringer der vokser ud af kapitalismens modsigelser.