Af
Henrik Stamer Hedin
I agurketiden
sidste sommer førtes der i medierne en skoledebat, hvor man - ikke for
første gang - mødte den påstand, at arbejdsløsheden er en funktion
af uddannelsen. Lærer børnene ikke det rigtige i skolen, bliver der arbejdsløshed.
Man blander to
spørgsmål sammen: 1. Hvorfor har vi arbejdsløshed? 2. Hvem bliver arbejdsløse?
Man besvarer (måske) det sidste, men tror at have besvaret det første. Det
minder om den såkaldte "trickle down" -teori, der ser rigdommen
ophobe sig hos de rige og naivt tror, den skabes dér for så at
"sive" (trickle) ned gennem resten af
samfundet, ganske som i ordsproget: "Når det regner på præsten,
drypper det på degnen." På samme måde konstaterer man, at NN på grund
af manglende kvalifikationer ikke finder arbejde, og tror, at arbejdsløsheden
skyldes manglende kvalifikationer i arbejdsstyrken eller en del af den. Man søger
årsagen til rigdommen hos den rige, årsagen til arbejdsløsheden hos den
arbejdsløse.
Den virkelige
forklaring på arbejdsløsheden er, at det kapitalistiske samfund ikke er i
stand til at udnytte de ressourcer, det råder over. Kun når der er overskud
af ressourcer, opstår den profit, som er nødvendig for systemet. Efterhånden
som ressourcerne udnyttes mere og mere, indtræder den "diminishing
returns" -effekt, som spiller så stor en rolle i den
borgerlige økonomiske teori, og profitten tørrer ud.
60'ernes korte
periode med "fuld beskæftigelse" var ikke nogen undtagelse. Netop i
de år foregik den store bevægelse af kvinder ud på arbejdsmarkedet, og
samtidig begyndte fremmedarbejdere at strømme til landet. Paradoksalt nok gav
det ikke arbejdsløshed blandt de "gamle", arbejdsløshedsforsikrede
arbejdere - tværtimod. Fordi reserverne fandtes andetsteds, blev der
"plads" til, at de (næsten) alle sammen kunne komme i arbejde.
Tilsvarende
med råstoffer: Kun udnyttelse af de lettest tilgængelige forekomster giver
profit. Så når vestlige oljeselskaber nu er ude efter oljen i det Kaspiske
Hav, er det ikke for at sikre forsyningerne, men for at sikre det
profitgivende forsyningsoverskud.
Den
socialistiske økonomi rummer ikke sådanne begrænsninger på
ressourceudnyttelsen. Det kan godt være, ressourcerne ikke altid udnyttes
lige effektivt, men de ligger ikke (eller behøver ikke at ligge) ledige på
markedet. Det giver så andre problemer.
En sovjetisk
økonom påviste i 30'rne med et simpelt regneeksempel, at forudsætningen for
et stigende forbrug var, at investeringer i produktion af maskiner og andre såkaldte
investeringsgoder (departement I, som Marx kalder denne sektor i Kapitalen)
udgjorde en stigende andel af de samlede investeringer og investeringer i
forbrugsgodeproduktion (departement II) altså en faldende andel. Ved at
flytte produktive ressourcer til produktion af endnu flere produktive
ressourcer ville man i løbet af en kort årrække opnå større stigning i
produktionen af forbrugsgoder, end hvis man investerede direkte i
forbrugsvareproduktion. Vel at mærke i en økonomi uden ledige ressourcer - en socialistisk økonomi.
Det er en
pointe i dette ræsonnement, at investeringsgodeproduktionens andel af
investeringerne skal fortsætte med at stige. Der findes ingen øvre grænse,
hvor man kan sige, at nu har vi maskiner nok, nu skal vi bare bruge dem til at
tilfredsstille behov. Der er altid brug for flere maskiner, hvis stigende
behov skal tilfredsstilles.
Dette blev
totalt negligeret, om ikke ligefrem benægtet, i de økonomiske debatter i
60'erne og 70'erne. Nu var det tid til, at forbrugerne fik noget ud af deres
slid, hed det sig, og investeringer blev flyttet fra investeringsgode- til
forbrugsgodesektoren. Jeg påpegede dengang i en samtale med Hans Keiding, nu
professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet, at dette måtte være
årsagen til de balanceproblemer i den socialistiske økonomi, der blev tydelige
omkring 1980 med et inflationspres, som gav sig udslag i køer foran butikkerne.
Det bestred han; ubalancen måtte i så fald vise sig i et svælg mellem udbud
og efterspørgsel på investeringsgoder.
Udviklingen
viste, at jeg havde ret. Man kan også sige, den viste, vi begge to havde ret,
for hvad Keiding havde forudsagt, indtraf, selv om det ikke fik lige så store
overskrifter som køerne i slagterbutikkerne: Der indtrådte kapitalmangel, og
markedet for investeringsgoder i de socialistiske lande var et udpræget sælgers
marked, hvor man skulle være taknemmelig, hvis man kunne få en del af de
maskiner, man havde brug for. Disse ting fældede socialismen i Europa.
Ifølge Henrik
Kaufholz' anmeldelse i Politiken af Mario Franks
Ulbricht-biografi (anmeldt her i bladet i august 2001) var Ulbricht "en af
de første østeuropæiske ledere, der indså, at den reelt eksisterende
socialisme stod og faldt med økonomien". Det synes jeg nu aldrig, vi har været
i tvivl om; men Ulbrichts efterfølgere mente tilsyneladende noget andet. Hans
Modrow kritiserer i en artikel, som de norske kommunisters blad Friheten
har bragt (18. august 2000), tesen om "enhed mellem økonomi og
socialpolitik" som pseudovidenskabelig og giver den skylden for DDR-økonomiens
sammenbrud. For mig var den tese volapyk, så det skal han nok have ret i. For
Modrow betød den, at man under Honecker gennemførte sociale tiltag uden at
tage hensyn til, at der må produceres, og produceres mere effektivt, før man
kunne forbruge.
Resultaterne
af en generations slid blev ædt op på få årtier. Resterne tog vestlige
spekulanter sig af. Følgen var fattigdom, hvor der kunne have hersket velstand.
Ikke overflod, for socialismen kan udnytte alle sine ressourcer. Ingen er overflødige.
Men det kræver også, at de bruges rigtigt.