Putins valg

 

Få timer, før dette nummer af Skub går i trykken, foreligger de første resultater fra dumavalget i Rusland den 7. december. Det er ikke godt nyt.

Kommunisternes stemmetal ser ud til at være ikke mindre end halveret. Præsident Putins nikkedukkeparti Edinaja Rossija fik tre gange så mange stemmer som kommunisterne. Zjirinovskis liberaldemokratiske pauseklovne, der engang spillede en rolle i oppositionen mod Jeltsin, har efter ti års glemsel fået et betragteligt comeback, men denne gang som støtteparti for Putin. Et par små Putin-kritiske højrepartier gled ud i mørket, mens andre Putin-støttepartier kom ind, således Moderlandspartiet, der er specielt designet til at opfange stemmer fra den patriotisk indstillede venstrefløj.

Det minder lidt om det skæbnesvangre tyske rigsdagsvalg i foråret 1933. Her gik kommunisterne også voldsomt tilbage til fordel for en højrekoalition samlet om indehaverne af statens øverste embeder.

Læg mærke til det vindende partis navn: Edinaja Rossija. Det oversættes normalt ved "det Forenede Rusland", men navnet kan også efter behag tolkes som Ét Rusland, det Enige Rusland eller det Eneste Rusland. Der ligger en ideologi i det navn: Lad os slippe for al den snak og uenighed. Lad os slippe for selv at skulle tage stilling. Lad os slippe for politik. Lad os slippe for demokrati. Giv os en stærk leder, der kan træffe beslutningerne for os.

Det budskab fængede. Fornemmer man længslen efter Stalin?

Nu er Putin trods alt ingen Hitler. Han er heller ingen Stalin. Og alligevel: Ved at distancere sig fra de mest rabiate "reform" - politikere, ved at overtage symboler som f.eks. nationalsangen fra Sovjetunionen og ved at føre en mere højrøstet (af mange opfattet som en mere selvstændig) politik over for Vesten har han formået at tiltrække en del af de mange, mange russere (den seneste undersøgelse, vi på redaktionen har kendskab til, sagde 80 procent), der i virkeligheden ønsker sig Sovjetunionen igen.

Det kan siges med sikkerhed, at det er ikke, hvad de får. Hvad de så får i stedet, er sværere at sige. Putin har ikke bundet sig til nogen ideologi eller noget klart program. Han er i egentlig forstand uberegnelig. Det er en del af hemmeligheden bag hans succes: Han er ikke politiker, men Fædrelandets Fader.

Det falder i tråd hermed, at hans parti ikke stillede op til nogen valgkampdueller. Det var man hævet over. Ikke desto mindre var et betydeligt antal russere ifølge meningsundersøgelser overbevist om, at Putins parti havde klaret sig bedst i valgkampduellerne.

I betragtning af den rolle, Putin således lægger op til, må man imidlertid sige, at valgresultatet ikke var nogen klar sejr for ham. Valgdeltagelsen var lav - under 60 procent, forlød det her ved redaktionens slutning. Så de 37 procent, det "Eneste Rusland" bryster sig af, svarer altså til tyve procent af russerne. En ud af fem.

Det hører med i billedet, at ligegyldigheden over for valget var stor, og at det var en udbredt fornemmelse, at valget var en farce, hvis resultat var givet på forhånd. Det sejrende parti fik - i god overensstemmelse med partiets ideologi - sin valgkamp betalt af offentlige midler. Dets kandidater var i vidt omfang højtstående embedsmænd, som brugte deres embedsapparat til at føre valgkamp. Der blev spændt ben for andre partier. Det fremgår klart af den rapport, som den europæiske sikkerheds- og samarbejdsorganisation OSCE's valgobservatører har udsendt.

Det er meget betegnende, at denne rapport er lagt ud på det kommunistiske partis hjemmeside. I den kan man bl.a. læse, at de statsejede TV-kanaler "har udvist klar slagside til fordel for Ét Rusland og imod KPRF" (kommunisterne). Man kan også læse, at kun Ét Rusland har kunnet sætte valgpropaganda op i de kollektive trafikmidler i Moskva. Der er flere eksempler på, at kommunistiske kandidater er blevet chikaneret eller simpelt hen forhindret i at stille op.