22.                    Kampen mod monopolerne

23.                    Danmarks kommunistiske Parti

24.                    På vej til en ny offensiv

En kommunistisk vision for det 21. Århundrede

FORORD

Danmarks kommunistiske Partis seneste program er fra 1976, og de store forandringer både i hjemlige og internationale forhold, gør det nødvendigt med en ajourføring af partiets grundlag.

Vi ønsker ud fra en alsidig analyse af nutidens forhold, at finde sammenhænge som måske ikke umiddelbart er indlysende. Af de konkrete resultater af analysen, vil vi drage de ideologiske og politiske konsekvenser, der igen kan bringe arbejderbevægelsen i offensiven.

En af de opgaver vi har måttet løse efter sprængningen af DKP i 1990, var en grundig diskussion om de socialistiske erfaringer og de nye træk i kapitalismen.

Vores opgave var gøre det på en sådan måde, at vi hverken forfaldt til opportunisme, eller gold afvisning af enhver form for fornyelse.

Vi forelægger hermed vores programudtalelse, til kritisk debat i offentligheden og til debat blandt venstrekræfterne i Danmark; som et bidrag til den enhed, der er forudsætningen for ny fremgang.

PRODUKTIVKRÆFTERNE OG EPOKEN

I sidste halvdel af det 20. Årh. kom gennembruddet for atom-teknologien, bio-teknologien, gen-teknologien og informations-teknologien. Det førte til et kvalitativt nye produktivkræfter i sammenligning med det industrisamfund, som Marx analyserede i 18-tallets England. Denne erkendelse blandt marxister, burde have ført til en indgående analyse af, hvad det var for afgørende forandringer man stod over for.

Vi må konstatere, at den problemstilling, som både den socialistiske og kapitalistiske verden stod over for var; hvordan tilpasser man samfundets overbygning til den videnskabelige-tekniske revolution. I Sovjetunionen og DDR foregik der indgående diskussioner om disse spørgsmål, men den tætte sammenfletning af politiske og videnskabelige institutioner betød, at de gennembrud som forskningen kunne have medført, ikke kom til at slå tilstrækkeligt igennem i den socialistiske økonomi.

Man må heller ikke undervurdere betydningen af de problemer, som disse lande stod over for, idet planøkonomien både må sikre en samfundsmæssig styring af økonomien, men også må sikre den nødvendige motivation til at gennemføre moderniseringer.

Anderledes i den kapitalistiske verden. Her formåede man at motivere de ansatte, gennem omfattende efteruddannelsesprogrammer og individuel aflønning.

Vi må konstatere, at vores tillid til det socialistiske systems evne til at frigøre produktivkræfterne og skabe en levestandard som kunne overgå kapitalismen, ikke blev indfriet.

Vi må både politisk og ideologisk drage de nødvendige konsekvenser af denne lære. Den opgave kommunisterne står over for, er hurtigst muligt at komme på højde med tiden, gennem en nøgtern diskussion af de vigtigste spørgsmål. Sideløbende med dette arbejde, må vi evne at bygge den politiske enhed op om alle de opgaver der trænger sig på. Imidlertid er der ikke nogen modsætning mellem de to hovedopgaver. Ved at forbinde de teoretiske diskussioner med praktisk politisk arbejde, skaber vi en hurtigere erkendelse af, hvad der bekræftes af det virkelige liv og hvad der må kasseres som ubrugeligt.

Kommunisterne har den nødvendige erfaring for at kunne gennemføre denne proces. Partiet er selv frugten af den videreudvikling, som de russiske bolsjevikker stod i spidsen for da verdenskrigen brød ud i 1914.

I 30´erne fulgte omstillingen til enheds- og folkefrontspolitikken, der skabte grundlaget for kampen mod fascismen. I kampen mod EF udviklede partiet den antimonopolistiske strategi, som skabte en bred folkelig opbakning, og gjorde Folkebevægelsen mod EU til en politisk faktor i det danske samfund.

Det bedste i disse erfaringer må vi formå at videreudvikle til et nyt politisk gennembrud, der i første omgang kan forsvare de vundne rettigheder som arbejderklassen har tilkæmpet sig, for senere at gå over til en offensiv mod monopolernes magt.

En definition af den epoke, vi lever i, kan ikke erstatte en alsidig analyse af kapitalismens nyere udvikling. Frem til sammenbruddet for Sovjetunionen og de andre socialistiske stater i Østeuropa fastholdt vi, at vores epoke var verdens overgang fra kapitalisme til socialisme, der indledtes med Oktoberrevolutionen. Enhver vil herudfra slutte, at med afviklingen af de socialistiske stater er det også slut med verdens overgang til socialisme.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi har givet en rigtig definition af epoken. Kan man på dato fastsætte starten på en ny epoke? Oktoberrevolutionen var en meget vigtig sejr for arbejderbevægelsen, men det var ikke begyndelsen til verdens overgang til socialismen. Den begyndte langt tidligere, da arbejderbevægelsen konstituerede sig som en ideologisk og organisatorisk kraft.

Vi lever i en epoke, hvor stadig nye befolkningsgrupper og hele folkeslag inddrages i modsigelsen mellem lønarbejde og kapital. Det betyder, at imperialismen fremmer en hidtil uset samfundsmæssiggørelse af produktionsmidlerne.

Produktivkræfterne bestemmer epokens indhold og med det teknisk- videnskabelige fremskridt, er forudsætningerne for socialistiske produktionsforhold til stede.

SOCIALISTISKE ERFARINGER

Det kom som et chok for de fleste, ikke blot kommunister, men langt ind i den øvrige venstrefløj, da de socialistiske lande i Europa, tilsyneladende på nogle få måneder i vinteren 1989-90 (for Sovjetunionens vedkommende dog over en noget længere periode), brød sammen som stater og kastede et halvt århundredes resultater over bord. De progressive og humanistiske idealer, disse lande havde været bærere af, vragedes til fordel for nationalistisk vanvid, fad forbrugerisme og naiv tro på, at der kunne vindes fordele ved at give sig ind under fremmede herrer. Østtyskere hyldede reaktionære vesttyske politikere, og tjekkere tiljublede de hjemvendende kapitalherrer, som de selv eller deres forældre havde fordrevet fyrre år tidligere.

Følgerne af den europæiske kontrarevolution har været katastrofale. Produktionen faldt med en tredjedel eller mere, og produktionsniveauet fra 1989 er endnu ikke indhentet eller i hvert fald kun i få af landene. Millioner blev kastet ud i arbejdsløshed eller tvunget til emigration og prostitution, ofte under slaverilignende forhold. Levefoden og det tekniske niveau gik tilbage, og uddannelses- og sundhedsvæsen gik i opløsning. Levealderen og fødselshyppigheden faldt og med dem befolkningstallet; de seneste fremskrivninger af udviklingen forudser en halvering af den russiske befolkning i løbet af det næste halve århundrede. De imperialistiske naboer fiskede i rørt vande, og under deres indflydelse gik stater i opløsning, til dels under blodige krige. Et halvt århundredes fred på det europæiske kontinent blev bragt til ophør. Allerede for flere år siden blev det anslået, at kontrarevolutionen kostede halvanden million livet i Sovjetunionen og halvanden million i Jugoslavien. I de øvrige lande har elendigheden ikke givet sig helt så drastiske udslag.

Oktoberrevolutionen i 1917 blev et håb for alle arbejdende mennesker om, at den ny tid nu var indtrådt, og at socialismen ikke kun var et teoretisk projekt. For arbejderpartierne og de demokratiske kræfter stod Sovjetmagten som et eksempel, ikke til efterligning, men som socialismens mulighed. Kapitalisternes og de store godsejeres magt var for første gang brudt, og dette gav et mægtigt løft for alle revolutionære kræfter. I vurderingen af sammenbruddet for Sovjetmagten er det nødvendigt at give en differentieret analyse af udviklingen under socialismen.

Perestrojka

Der findes ingen enkle svar på, hvorfor det, som skulle være et demokratisk opsving, perestrojkaen, blev til afslutningen for Sovjet-samfundet.

Kort før sin død i 1964 advarede de italienske kommunisters leder, Palmiro Togliatti, om den internationale bevægelses efterblevenhed, når det gjaldt om at  være på højde med udviklingen. Det gjaldt de kommunistiske partier i både øst og vest. Advarslerne blev ikke hørt, og splittelsen i den internationale bevægelse  skærpedes, først og fremmest mellem Kina og Sovjetunionen.

Det er nødvendigt at gribe tilbage til Togliattis og andres kritiske indlæg i  debatten, fordi en anden kurs i den sovjetiske ledelse kunne have ændret tingene i tide.

Men kritiske beskrivelser gør det ikke alene, det er nødvendigt med en sammenhængende analyse af udviklingen, en analyse, der griber tilbage i tiden før revolutionen i 1917. Sådanne analyser er nu under udarbejdelse  og vil hjælpe til en afklaring af Sovjetunionens historie.

I den marxistiske teori, har vi de fornødne redskaber til at analysere denne historie. Vi kan ikke nøjes med beskrivelser af forskellige personers dårlige eller  gode egenskaber, men må stille spørgsmål ved graden af den teoretiske udvikling, og  hvilke klasser der var aktive på den politiske arena. Forbilledet må være den måde, Marx og Engels analyserede den borgerlige revolution i 1848 og Pariserkommunen i 1871.

En af svaghederne ved udviklingen i Sovjetunionen og andre socialistiske samfund  har været en alt for ensidig udvikling i de teoretiske diskussioner. Den partimæssige styring af den videnskabelige forskning har været for ensidig, og har udråbt kritikere af den bestående orden til fjender af systemet. Dermed satte man reelt dialektikken ud af kraft, det som er selve livsnerven i den  marxistiske tænkning.

Men også en bestemt tankegang i de kommunistiske partier verden over betød, at opbakningen til Sovjetunionen måtte være 100%. Også her blev kritik betragtet som borgerlig indtrængen i arbejderklassen.

Solidariteten, sammenholdet mellem alle undertrykte, er fundamentet for den  kommunistiske bevægelse. Historien har vist, at kritikløs accept af udviklingen i socialistiske lande eller for den sags skyld af andre partier er til ubodelig skade for arbejderbevægelsen.

Kun gennem en åbenhjertig dialog og gennem en konstruktiv kritik kan den samlede bevægelse gå fremad.

Det var den samme tanke, som Volodia Teitelbom, en af de ledende kommunister i Folkeenhedens Chile, gav udtryk for. Det var nogle af de tanker, som også prægede reformprocessen i Sovjetunionen, en  proces der tog fart i 1985 med Gorbatjovs valg til generalsekretær i SUKP. At tankerne om Glasnost og Perestrojka slog fejl er ikke ensbetydende med, at indholdet var forkert. De fleste kommunistiske partier jorden rundt støttede  reformerne, og man så dem som en ny etape i den samlede internationale bevægelse. Måske var problemet snarere, at reformprocessen blev sat i gang 10-15 år for sent.

Den sum af erfaringer, som er indeholdet i Sovjetunionens og andre socialistiske staters historie, er af uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen. Det er kun en del af kommunisternes kapital, og vi skal vide at forrente den med renters rente.

Kun et grundigt studium af de socialistiske samfund kan give os den fornødne  ballast, den dag historien sætter sin finger på vores bryst og siger: »Nu er det  jeres tur«!

Erfaringerne fra Chile

I programdiskussionen har der været rejst spørgsmål om brugen af modeller. Vi hverken kan eller vil kopiere andres erfaringer, men gennem et studium af andre  landes erfaring kan vi berige vores egne traditioner, som i sidste ende er udslagsgivende. Blandt de traditioner, som ligner en mulig udvikling i Danmark, er bl.a. de chilenske erfaringer med Folkeenheden fra 1970-73 af særlig interesse for danske kommunister. Overgangen til socialismen i Chile ligner på mange måder det, som er beskrevet i 1976-programmet om antimonopolistisk demokrati. Gennem et sejt og vedholdende arbejde blev der bygget bro mellem et flertal af de folkelige partier, og dette førte frem til valgsejren i 1970.De chilenske erfaringer rummer også en vigtig lære om reaktionens manøvrer og  indblanding i et andet lands indre anliggender.

Den dag, Danmark vælger en socialistisk vej, vil vi med sikkerhed blive udsat for blokade fra først og fremmest EU, men også fra den internationale reaktion. Partiprogrammet fra 76 rummer et kapitel om det socialistiske Danmark. Heri hedder det bl.a. »Vi anerkender ingen model for socialismen. Derimod findes der  almengyldige lovmæssigheder for opbygningen af et socialistisk samfund, som er  klarlagt og sammenfattet i den marxistisk-leninistiske teori.« De chilenske erfaringer supplerede disse lovmæssigheder. Det at Allendes regering blev væltet ved et kup, var ikke nogen dom over dens  resultater, men derimod et udslag af reaktionens frygt for, at deres politik ville  bære frugt. De chilenske erfaringer kan sammenfattes i følgende hovedpunkter:

- at alle politiske delmål underordnes kampen for at forskyde det politiske styrkeforhold, til gunst for venstrekræfterne,

- at der udvikles en bred antiimperialistisk solidaritet, der kan isolere de mest reaktionære kredse,

- at fastholde og styrke enheden i den antimonopolistiske bevægelse, bl.a. ved at udbygge samarbejdet mellem de deltagende partier og bevægelser,

- at udfolde en bred politisk aktivitet over for politiet og de væbnede styrker,

- at forstå dialektikken mellem enhed og beslutsomhed,

- at udfolde et bredt ideologisk arbejde, som rammer modstanderen der, hvor  modstanderen er svagest.

UDVIKLINGEN I DANSK OG INTERNATIONAL ØKONOMI SIDEN 1970

I alle Europæiske lande bød 80erne på et historisk set markant spring opad i arbejdsløsheden. Som nævnt har dette i dag sat sig som procentsatser typisk over de 10 % i den altovervejende del af Europa. Imidlertid skal man være varsom med at bruge termen "generel krise" om udviklingen siden 1970. For mens der på den ene side helt indiskutabelt for Europas vedkommende har fundet en stigning i arbejdsløsheden sted, har den økonomiske vækst været ganske pæn. Således for de fleste lande (inkl. Danmark) i gennemsnit omkring 2.3 % vækst i BNP per capita siden begyndelsen af 80erne. I Danmark er den økonomiske vækst for tiden endog helt oppe på over 3 % omend faldende pt. Dette svarer i absolutte tal til en enorm velfærdsforøgelse, hvor de samlede samfundsmæssige ressourcer over de sidste 20 år er vokset med omkring en faktor 1,5 dvs. at vi i dag - i gennemsnit - har cirka 50 % mere at gøre godt med end for 20 år siden. Grunden til at sådanne tal er vigtige, på trods af at vi alle ved, at denne velfærdsstigning så langt fra er kommet alle til gode og at den slags statistik kan diskuteres, er, at den indikerer, at kapitalen har haft ganske gode ekspansionsvilkår, d.v.s. at der har kunne indtjenes for kapitalisterne endog særdeles tilfredsstillende profitter over de sidste 20 år. En virkelig krise for et kapitalistisk samfund sætter først ind i det øjeblik profitbehovet ikke længere kan tilfredsstilles, og sammenligner man med 70erne, var dette netop situationen her, hvorfor den krise vi var vidner til dengang ud fra en marxistisk synsvinkel var betydeligt mere fundamental end den permanente beskæftigelseskrise, vi har været vidne til over de sidste 15-20 år, og er vidne til i dag. Det er vigtigt at holde sig dette for øje, fordi det forudsiger, at man ikke umiddelbart har grund til at være - skal vi sige "optimistiske" - m.h.t. kapitalismens snarlige sammenbrud, og bestemt ikke (umiddelbart) bør læne sig tilbage og vente på at de økonomiske strukturer tilspidser krisen for een, således at aktiv politik bliver "overflødig". Selv de alvorlige (finanskapitalistiske) kriser i Fjernøsten har det internationale samfund, takket være enorme nettooverførsler direkte til investorerne fra de offentlige kasser, været i stand til at overkomme.

Samlet tegner der sig altså siden midten af 70erne et billede af kapitalismen, som rent faktisk værende i stand til at løse de mest fundamentale indre problemer, men på den anden side kan man konstatere at modsætningerne i kapitalismen er vokset, i den forstand, at man samtidig har været vidne til en markant stigning i arbejdsløsheden, som vi vil betragte mere detaljeret for Danmarks vedkommende om et øjeblik. Senere skal vi vende tilbage til andre modsætninger.

Som andre typiske krisetegn nævnes ofte inflation og betalingsbalanceproblemer. For det første er disse to elementer kun på overfladen udtryk for reale krisetegn; i sig selv kan disse udløse en krise (fx vil varige betalingsbalanceproblemer i et fastkursregime ofte føre til en gennemtvunget kontraktiv politik); men er aldrig i sig selv udtryk for en egentlig samfundsmæssig krise. Danmark havde op igennem 80erne betydelige betalingsbalanceproblemer, der i 1986 og 87 førte til skattereform og kartoffelkur. I dag er betalingsbalanceproblematikken imidlertid meget begrænset for Danmarks vedkommende, lige som inflationen i hele verden har været lav i den sidste 10 år, og i de seneste år endog historisk lav.

Hvordan løstes krisen i 70erne?

Lad os nu forsøge at besvare følgende spørgsmål: Hvordan løstes, omend betinget, krisen der var så reel i 70erne? At besvare dette spørgsmål kræver en udtømmende analyse af den historiske udvikling i samme periode, og ikke mindst en gennemgribende diskussion af en række fundamentale kvalitative og kvantitative skred i kapitalismen i denne periode.

International regulering

Med realiseringen af Europas Indre Marked i midten af 80erne, som i trin i 87, 89 og 91 blev udvidet til også at omfatte kapitalbevæglser, og med den sideløbende kapitalliberalisering imellem USA og Europa, er der tale om et kvalitativt skred i kapitalismens domæne. Fra tidligere i høj grad at være nationalt reguleret - og dermed blandt andet styrelig af socialdemokratisk ledede regeringer - er kapitalen blevet, og bliver stadig mere, international, og den har dermed fravristet sig broderparten af nationalstatens regulerende lænker.

Vi skal i det følgende beskæftige os med talrige konkrete eksempler på dette, her skal blot nævnes eet, nemlig hvordan konkurrencen imellem landene har ændret billedet af, hvem der betaler for den offentlige sektor og altså for fx sundhedsvæsenet, uddannelsessektoren og socialvæsenet. Der er tale om en entydig bevægelse væk fra kapitalen over i retning af beskatning af arbejdsindkomst, således at udbytningsraten alene af denne kanal er steget markant. Mens skat af  "formue, ejendom og besiddelser" i 1977 udgjorde i alt 6.5 % af de samlede offentlige indtægter var tallet i 1997 3,3 % ,altså en halvering af den relative byrde for denne type indtægter. Selskabsskatten udgjorde i samme periode indtil for nylig en stort set konstant andel (dog svingende voldsomt), men i de seneste år er selskabsskatten blevet sænket markant i Danmark. I førnævnte steg beskatningen af arbejdsinkomster af direkte eller indirekte kanaler samtidig fra at udgøre cirka 53 % til cirka 56 %. Dette er markante tal når man samtidig kikker på den såkaldte lønkvote, der måler hvor stor en andel af den samlede værdiskabelse, der er gået til aflønning af arbejdsindkomst, og hver resten altså dermed er gået til profit: I 1980 gik således 67,0 % af den samlede nettoindkomst i samfundet til lønninger, i 1996 var tallet - ja hold jer fast - 61,1 %, men er dog steget en smule til knap 63 procent i de seneste år.

 Samtidig med at lønmodtagerne altså har fået markant mindre af samfundets indtægter er de over de sidste årtier blevet pålagt en markant større byrde, så de svageste skuldre bærer et stadig større læs.

Monopolkapitalisme

Lige fra første øjeblik har marxister stædigt holdt på, at realiseringen af Europas indre marked, som vi har talt om, ikke ville føre til skærpet konkurrence, lavere priser og at også udlandets arbejdere kom op på vores levestandard; men derimod ufravigeligt ville føre til realiseringen af Hitlers gamle drøm: monopolernes Neuropæiske storrum. Denne dystre spådom, klart formuleret i partiprogrammet fra 1976, kan vi i dag konstatere stort set er gået i opfyldelse: Inden for hovedindustrierne er monopoliseringen allerede i dag stort set fuldendt: detailsektoren inden for de respektive varegrupper, transportsektoren, telekommunikationssektoren, ja nævn en sektor, der virkelig er af vital for vores samfund både kvalitativt og kvantitativt, både målt på pengepungen og beskæftigelsen, og denne er i dag på verdensplan kontrolleret af typisk ikke over 10 virksomheder, hvor lederne jævnligt mødes i Thailand eller Amsterdam og snakker om tingene...

 Finanssektoren, der ud fra en økonomisk synsvinkel spiller en fuldkommen central rolle for økonomiens udvikling og stabilitet, er i dag hastigt på vej i samme retning, hvilket vi tydeligt mærker i Danmark. Og i finanssektoren er det store slag mellem de største internationale finansimperier end ikke blevet udkæmpet endnu: man kan måske snarere tale om en national rustningstilstand som i 30ernes Europa. Hvor man ud fra økonomisk-statistiske kriterier således i 70erne havde en noget udflydende relation til ord som "monopolisering" og "imperialisme", har udviklingen siden den gang gjort, at enhver med blot nogenlunde sund fornuft, må erkende at disse begreber er relevante; hvilket jo i høj grad styrker de socialistiske programmer. Sågar de økonomiske vismænd, formandsskabet i det økonomiske råd, hvis uafhængighed ellers nok er at betvivle, har kritiseret den voksende monopolisering, det stigende fravær af almindelig konkurrence. Dette i deres rapport fra efteråret 1995 - og, kan man lidt lakonisk sige, når tiøren falder så langt ind i "the establishment", så er det fordi der er tale om en markant udvikling. For øvrigt førte denne rapport til en intens kritik af de økonomiske vismænd fra alle kapitalens interessanter.

Men for at opsummere, kan man således ikke alene over de sidste 15 år tale om realiseringen af verdenskapitalismen, man kan også konstatere at denne med hastige skridt bevæger sig imod en verdensomspændende monopolkapitalisme. For at udbytte arbejdere, når der eksisterer en rigelig reservearmé, kræves ikke monopolisering. Men er lønnen over et subsistensminimum er monopolisering en meget betydelig kilde til øget udbytning, igen i økonomiske termer, fordi "lønnen sættes lavere end arbejdskraftens marginalprodukt". Samtidig hæves også priserne over hvad fri konkurrence ville tilskrive og merværdien vokser. Kombineres dette med, at samfundskagen både i Danmark og alle andre lande i stadig stigende grad finansieres af arbejdsindkomster, tegner der sig et billede af en kraftigt voksende udbytningsrate, dvs. forholdet imellem kapitalindkomst og lønindkomst, noget som jeg allerede har dokumenteret. Igen gør dette sig gældende både i Danmark isoleret set, men i langt højere grad internationalt, hvor hovedparten af merværdien overføres til de vestlige lande og også til fx den danske middelklasse. Således holder danske pensionskasser betydelige aktieposter både i danske og udenlandske selskaber.

 Hvad angår det eksporterede proletariat og den internationale udbytning - imperialismen, forstærkes denne altså af monopoliseringen, og omvendt, således at de to begreber ikke kan adskilles mere.

Virkninger af monopoliseringen   

Siden 1970 er der altså sket en meget betydelig ændring i kapitalismens funktionsmåde. Fra før at være under en vis national regulering, er den gået til at være udtalt international og fundamentalt imperialistisk i sin funktionsmåde. Dertil kommer i disse år en kraftig udvikling i retning af monopolisering. Det er skræmmende, men måske ikke så underligt, hvordan den økonomiske debat i Danmark fuldkommen fornægter disse fakta.

Der er naturligvis tale om faktorer, der set i en større helhed kan vurderes som ubetydelige, men denne defaitisme er for det første tragisk, for det andet er den ubegrundet: ØMU projektet går ikke godt, arbejdsløsheden er tårnhøj, de sociale systemer hænger i laser, monopoliseringen vokser og vokser, og hvad er af uhyre vigtighed: den folkelige opinion er, trods en fantastisk manipulatorisk indsats fra magthavernes side, stadig imod Neuropa. Det kan godt være at man står svagt rent politisk i en given situation, men når situationen objektivt betragtet i den grad er i ens "favør", står man reelt meget stærkere. I stedet for Neuropas imperialistiske politik over for resten af verden, burde Danmark virkelig vise sig som et ægte "foregangsland" og ofre en del af vores velstand for at sikre arbejderne i 3. verdens landene rimelige arbejdsvilkår. Danmark burde ikke købe så meget som en kaffebønne uden at det var sikret, at arbejderne i hele produktionen var blevet behandlet ordentligt: at de havde organisationsret og fik en ordentlig løn. Igennem et sådant tiltag ville selv et lille land som Danmark kunne ryste verdenskapitalismen i overmåde grad: Kunne 3. verdensproletariatet blot for en lille dels vedkommende organisere sig, ville konsekvenserne af dette blive enorme.

Vi kan tale nok så meget om økologi og stille lignende krav her, men ærlig talt - hvis nu vi taler om betydning - hvad er så betydningen af det minimum af økologisk produktion, som vi kan få gennemtvunget fra Danmarks side, sammenlignet med den fornedrelse og udbytning af den 3. verden og de nyindustrialiserede lande, som vi samtidig støtter, men som så totalt fornægtes i den danske debat? Denne pointe er igen yderst relevant for en politisk strategi

Samfundets ressourcer

Ser man på udviklingen siden 1970 omtaltes tidligere i forbindelse med krisetilstanden, en anden meget vigtig faktor: den enorme vækst i samfundets samlede produktion svarende til en velstandsforøgelse på cirka 50 % realt pr indbygger siden 1980. For vel omkring 25 % af Danmarks befolkning har denne enorme vækst i BNP stort set været uden betydning; for resten har der været tale om en betydelig velfærdsfremgang; men vel at mærke en betinget fremgang, af årsager som jeg vil referere til som "kapitalismens tendens til fejlfordeling af de samfundsmæssige ressourcer". For mens vækst betyder profit, som igen betyder at kapitalismen kan bestå, så er det nok så interessant at se på hvad denne vækst egentlig går til af nye goder.

 I et kapitalistisk markedssystem træffes produktionsbeslutningerne ikke socialt, men derimod af markedet, og markedet afspejler ikke de samlede sociale interesser, ja set historisk netop i aftagende grad dette. Overvej følgende paradoks: Den danske sundhedssektor udhules i stadig stigende grad, noget som den offentlige debat fokuserer på i overmåde grad, og jo med rette. Samtidig, som nævnt, stiger Danmarks samfundsmæssige ressourcer betydeligt fra år til år, og i de sidste fem år med ikke mindre end realt godt 3 % af BNP om året. Meningsmålinger viser, at hovedparten af Danmarks befolkning faktisk gerne ville betale fx. 1000 kr. mere om året til sundhedssektoren, hvis denne så blev forbedret; men det kan de - så at sige - ikke komme til. Hvorfor denne modsætning og hvor går så de 1000 kr. hen, hvis ikke til sundhedssektoren ?

Svaret er kompliceret og indbefatter flere faktorer. Først: kapitalismen er en størrelse, der som nævnt kun på overfladen er så stabil som vi bildes ind. Allerede med den skattesats vi har i Danmark bevæger vi os på grænsen af, hvad et kapitalistisk samfundssystem kan bære. Kapitalismen er sådan indrettet, at den fungerer bedst hvis den er fri, hvilket specielt vil sige, at enorme profitter kan indtjenes, arbejderne kan udbyttes, osv. Således tilfældet USA, hvor man ud fra visse kriterier, så som arbejdsløshed, har et eksempel på at "ingen indblanding leder til begrænsede strukturelle problemer". Imidlertid er der allerede på dette punkt tale om et valg imellem pest og kolera: Hvad vil du ha': Social ulighed og udstødelse, forarmelse, fornedrelse, "working poor", og lav arbejdsløshed, eller vil du forsøge at modvirke disse forfærdelige konsekvenser af kapitalismen for til gengæld at sende kapitalismen ud i en permanent krisetilstand, med høj arbejdsløshed? I Danmark siger det økonomiske establishment, at en hævelse af skattesatserne vil lede til betydelige problemer, og problemet er, at de formodentlig har ret. Men det er netop derfor, at hr. og fru. Danmark ikke kan komme til at betale de 1000 kr. mere til sundhedssektoren, som de gerne ville. Således bliver en aldeles uhyggelig modstrid stadig mere synlig i senkapitalismens overflodssamfund, som det danske: vi ville gerne optrappe den offentlige service, men p.g.a. kapitalismens funktionsmåde kan vi ikke finansiere dette igennem fx skatter.

Et andet og noget anderledes eksempel, der bør nævnes i forbifarten. er den måde man behandler de arbejdsløse og socialt udstødte på: socialt set vil vel langt de fleste danskere gerne gøre livet så godt som muligt for disse mennesker, problemet er bare det, at går man i denne - aldeles prisværdige- retning, så skader man kapitalismen på sin livsnerve. Minimumslønninger skader udbytningen, profitraten og dermed produktion og beskæftigelse som sådan. Valget er dermed ikke kun aktuelt i sundhedssektoren, men også i den sociale sektor. "Hvis vi ikke vil presse flere problemer frem end vi allerede har, så må vi give køb på disse områder", eller hvad stort set kommer ud på det samme: ligge dem ind under den private sektor. Noget som gennem udliciteringer og privatiseringer i høj grad, desværre, allerede er på dagsordenen.

DEN EUROPÆISKE UNION OG KONSEKVENSERNE AF DENS UDBYGNING

Da den europæiske storkapital i slutningen af 40'rne genoptog det projekt for et forenet „nyt Europa“, som det ikke var lykkedes den tyske fascisme at virkeliggøre, voldte det ingen problemer at sælge ideen til befolkningen i de seks oprindelige medlemsstater. Disse folk havde en fælles fortid i Karl den Stores genrejste Romerske Imperium - det europæiske kejserrige, som både franske og tyske demagoger ved forskellige lejligheder havde forsøgt at genskabe. En „stadig snævrere union“ var en naturlig sag for de fleste.

Men da budskabet skulle sælges til andre uden for denne kreds, således til den danske befolkning i 1972 og ved senere traktatafstemninger, måtte der gås anderledes til værks. Danskernes historiske baggrund og identitet var en helt anden. Det nyttede ikke at spille på europæisk storhed og på imperieambitioner. Unionens politiske indhold måtte nedtones: Det drejede sig om at nedbryde toldskranker og handelsrestriktioner til gavn for den almene velfærd, „unionen var stendød“, og det var demagogi at tale om, at den nationale selvstændighed var truet.

I dag står det klart, hvis det ikke har gjort det før, at dette var løgn. Opbygningen af en overnational union, en egentlig stat med forfatning, valuta, politi, udenrigspolitik og militær og med propaganda for en fælles identitet går fremad i et tempo, der op gennem 90'erne er blevet stadig mere hæsblæsende - faktisk så hæsblæsende, at det er begyndt at true selve projektet. Den forsigtige, velforberedte opbygning af et materielt grundlag, der prægede de Europæiske Fællesskabers første årtier, er veget for en forhastet og forjasket jagt på utopier. ØMU'en er ingen udelt succes, og det, der foregår i Forfatningskonventet, bærer i høj grad præg af, at drømmerne har taget magten fra realpolitikerne.

I takt hermed er den folkelige modstand mod de stadig flere nye udbygningsplaner taget til. I flere lande har befolkningen desavoueret deres unionsbegejstrede regeringer ved folkeafstemninger, og selv om endnu flere lande med unionsbegejstrede regeringer står i kø for at komme ind, er modstanden stor overalt. Det nytter ikke længere at påstå, at EU drejer sig om flæskepriser og ferierejser. Nu er tilhængerne tvunget til at køre frem med de politiske argumenter: Den europæiske identitet, EU som „fredens projekt“.

Men den europæiske identitet findes ikke, og EU er ikke fredens projekt. Den aktuelle splittelse mellem de medlemslande, der støtter USA's krigsplaner, og dem, der modarbejder dem, understreger begge dele. Sandheden er, at EU (eller de mest integrationsivrige lande) er begyndt at se sig selv som en ny supermagt, som USA's ligeberettigede med- og modspiller på den storpolitiske verdensscene.

Selv om den konkrete effekt heraf i den aktuelle situation er positiv (ikke mindst ved at udstille de dybe interessemodsætninger inden for EU), skal man ikke lade sig narre: Supermagtsambitionen er svanger med de mest ødelæggende konsekvenser.

EU-opbygningen har allerede trukket sit ødelæggende spor over Europa. Med EU-integrationen som smøremiddel er der sket en afindustrialisering af store regioner, herunder af gamle industrisamfund og hele lande som Danmark. EU-bureaukratiet har gennemtvunget en begyndende nedbrydning af det danske overenskomstsystem. EU-teknokraternes krav om privatisering og udlicitering har bragt infrastruktur og offentlig service i forfald. Og EU's militarister og revanchister har i et hasarderet pokerspil med USA-høge og nationalchauvinister på Balkan ødelagt det Jugoslavien, som engang var en af støttepillerne for stabilitet og fred i Europa.

KLASSEANALYSE AF DEN MODERNE KAPITALISME

I sidste halvdel af det 20. århundrede er den videnskabelige-tekniske revolution for alvor slået igennem inden for produktion, administration og kommunikation. Videnskaben og teknologien er blevet en væsentlig produktivkræft. Den har haft afgørende indflydelse på udviklingen af den industrielle produktion og på udviklingen i klassestrukturen.

Den funktionelle arbejdsdeling kulminerede i 50'erne og er nu på retur. Kreativitet hos arbejderne ses af fremtrædende repræsentanter for den kapitalistiske magtelite som grundlag for de kommende års produktivitetsudvikling. De hierarkiske virksomhedsstrukturer afløses af selvstyrende grupper. Den stigende anvendelse af edb indebærer i sig selv, at det produktive arbejde får et større indhold af styring og kontrol.

Samtidig med den teknologiske udvikling ser vi, at flere og flere holdes ude fra arbejdsmarkedet. Man taler om „totredjedels-samfundet“. Den gammeldags, „fordistiske“ industristruktur baseret på samlebåndet eksisterer også fortsat (ved siden af endnu ældre strukturer bygget op omkring „pladsen“ eller „værkstedet“), og man ser eksempler på tilbagevenden til samlebåndet og til hierarkiske strukturer såvel som på, at den nye teknologi betyder indførelse af samlebåndsagtige arbejdsgange (rutinepræget computerarbejde) i fag, hvor der tidligere har været arbejdet selvstændigt og kreativt. De ændrede produktionsvilkår medfører således betydelige - og modsætningsfyldte - forandringer i klassesamfundet og især i arbejderklassens sammensætning.

Det danske klassesamfund

Det samfund, vi i dag lever i, karakteriseres ved, at lønarbejderen er samfundets „normalborger“. Lønarbejderklassen har udviklet sig fra en minoritet til i dag at udgøre det overvældende flertal. Lønarbejdervilkår er blevet samfundets norm, den målestok, også andre grupper lægger til grund, når de skal vurdere deres indtægts- og arbejdsforhold. Samtidig har levevilkårene for de forskellige kategorier af lønarbejdere nærmet sig hinanden.

Ikke desto mindre oplever man i denne situation en udbredt fornemmelse af øgede forskelle inden for arbejderklassen. Det danske samfund har undergået en stor udvikling inden for de seneste årtier. Vi har oplevet overgang fra landbrugs- til industrisamfund. Vi har set en eksplosiv udvikling i den offentlige sektor og det, der i det daglige kaldes ”servicesektoren”. Samtidig er antallet af kvinder på arbejdsmarkedet øget kraftigt.

Gennem det seneste par årtier har der været en kraftig udvikling i virksomhedernes investering i viden. Der er samtidig samfundsmæssigt sket en kraftig investering i uddannelse og forskning. Der er generelt kommet et højere uddannelsesniveau i det danske samfund. Antallet af personer med en højere uddannelse er steget markant. Og deres andel af de beskæftigede inden for visse brancher er stor.

Hovedparten af den industri, der er blevet tilbage i Danmark, er højteknologisk. Den er karakteriseret ved store investeringer i teknologi og viden. Der stilles andre krav til arbejdskraften end i den traditionelle samlebåndsindustri. Arbejdskraften skal have en stor faglig viden og kunne vurdere og gribe ind i komplicerede processer. Samtidig sker der en udviskning i skellet mellem arbejder og funktionær. Vi er også vidner til at flere og flere af de ansatte i denne type af industrier i større og større omfang arbejder i forskellige typer af selvstyrende grupper, hvor de ansatte har stor indflydelse på tilrettelæggelse og gennemførelse af eget arbejde. Den del af industrien, som stadig er præget af manuelt arbejde, som f.eks. slagterier og fiskeindustri, er karakteriseret ved en stadig stigende specialisering og dermed udbytning (og nedslidning) af arbejdskraften. Meget af arbejdskraften er nydanskere, ligesom det er industrier, der har svært ved at tiltrække arbejdskraft.

Siden begyndelse af 70’erne er der sket en eksplosiv udvikling i servicesektoren. Det dækker over alle former for service, som er nødvendig for den direkte landbrugs-, industri- og byggeproduktion og transport samt reproduktion og kvalificering af arbejdskraften. Det er bl.a. sundhedsvæsenet, finanssektoren, undervisningssektoren, butikssektoren, underholdnings- og restaurationssektoren. Der er både tale om offentlige og private virksomheder. I 70’erne og 80’erne er udviklingen hovedsagelig foregået inden for social- og sundhedsvæsenet, hvor vi har set en kraftig stigning i antallet af ansatte på sygehusene, inden for uddannelsessektoren og ikke mindst i ældreplejen og på daginstitutionsområdet.

I 80’erne og 90’erne er udviklingen sket inden for den finansielle sektor og kommunikations-, IT- og konsulentbrancherne. I dag beskæftiger hele serviceområdet over 70 pct. af den erhvervsaktive befolkning.

I servicesektoren kan det være interessant at se på det, man kan kalde vidensservicebrancen eller vidensbranchen. Det er en af de kraftigst stigende brancher. I 1980 beskæftigede den ca. 4 pct. af de erhvervsaktive. I 1997 blev det til 7 pct., og den er formentlig stadig i vækst. Det er den branche, der beskæftiger den største andel af højtuddannede medarbejdere. Ca. 40 pct. af alle højtuddannede i den private sektor er beskæftiget i vidensserviceerhvervene. 

Udviklingen i erhvervsstrukturen har radikalt ændret det danske samfunds struktur. De egentlige kapitalister, de få ejere af den monopoliserede kapital, udgør max. 2 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen. Småborgerskabet, der omfatter selvstændige inden for landbrug, håndværk, detailhandel, liberale erhverv og konsulentbranchen m. fl., er blevet kraftigt reduceret op gennem det 20. århundrede. De omfatter nu kun 5 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen. Mellemlaget, overordnede ledere i det privat og offentlige, omfatter max. 10 pct. af de erhvervsaktive. Arbejderklassen udgør ca. 80 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen og er gennem de senere årtier gået fra at være et mindretal af befolkningen til at repræsentere befolkningens flertal.

Arbejderklassen er lønarbejdere i enten privat eller offentlig ansættelse, der gennem deres arbejdskraft skaber  merværdi, som direkte eller indirekte bidrager til akkumulering af kapital.

RESULTATER AF ENHEDENS METODE

Partiets erfaringer og ideer fra Kommunisternes Program er en rigdom af stor værdi, f.eks. i den faglige kamp. Se tilbage i tiden, der er gået, tænk blot på HOPE COMPUTER, de omfattende strejker i 1974 mod Hartling-regeringen – og igen i 1985 mod Schlüter-regeringen. Men med disse markante konflikter i tiden skal det ikke glemmes, at mange faglige kampe fandt sted på mange små og store arbejdspladser. Enhedens metode blev brugt for bedre løn - og arbejdsforhold uden de store overskrifter i aviserne.

Også i det mere konkrete politiske liv, blev der hentet resultater hjem. Kampen for 18-års valgret var en langvarig proces – som selvfølgelig også sejrede på grund af samarbejdet med andre gode kræfter. Det var de resultater, der bidrog til udformning af Kommunisternes Program. Det var den rigtige vekselvirkning mellem teori og praksis – altså ikke bare gode ideer grebet ud af luften.

Enhedens metode og muligheder

Det var et konkret bevis på, at et lands egen frihedskamp, folkelige bevægelser i hele verden og den socialistiske verden, der dengang formåede at gå til modstand mod krigens kræfter.

 På trods af berettiget kritik af den socialistiske verden, skal det ikke glemmes, at disse lande var en væsentlig faktor i kampen for fred og national selvstændighed.

Vi har disse gode erfaringer i bevægelserne for freden, mod atomvåben og især mod Pershing-raketterne opstilling i Europa. Vore erfaringer er et dyrebart arvegods, som bør forpligte til både inspiration og kritik. Kritik bør være en naturlig proces i et kollektiv, parti eller fagligt virke.

Vi vil især behandle enhedens muligheder, hvor først og fremmest det faglige arbejde kalder på opmærksomheden, fordi erfaringerne der er mest enkle. De er eksemplariske, som de også har vist sig i fredsarbejdet, eller i modstanden mod EF/EU og mange andre aktiviteter, hvor mennesker samarbejder om de væsentligste ting – på trods af forskellige holdninger.

Samarbejdet i det daglige bør også være ledetråd i det faglige og politiske

På en arbejdsplads fungerer det daglige arbejde ved et samarbejde. Det gør det, når det drejer sig om fysisk arbejde. Man løfter i fællesskab, man videreudvikler den vare, andre har påbegyndt. Fra tegnebrættet til skibet søsættes, eller lokomotivet indgår i køreplanen. Det er derfor upraktisk, at vi, der kan fungere sammen så arbejdsgiveren kan få sit udbytte, bekriger hinanden, fordi vi er socialdemokrater eller kommunister. På et tidspunkt forstod kommunister og gode socialdemokrater, at det ville være mere nyttigt at samarbejde. Helt konkret dannede smedene i Århus Faglig Enhed, hvor man på møder fandt en fælles strategi til at forme fagbevægelsens fremtid – et eksempel der smittede af på arbejdspladserne. Det var ikke sådan at andre fagområder bare kopierede smedene; men princippet blev ledetråd mange steder. Denne tradition må videreudvikles.

2.verdenskrig forandrede grundlæggende den måde enheden må udvikles på. For det første beviste de brede aktioner bestående af flere klasser og lag, at det var den eneste mulighed for at bekæmpe fascismen. Denne dyrebare lære blev et forbillede i arbejderklassens kampe efter krigen, uanset om det gjaldt kampen for freden eller forbedring af overenskomsten. For det andet forandrede krigen produktivkræfterne grundlæggende, den skabte et behov for helt nye fagområder. I det kommunistiske manifest hævdede Marx og Engels at samfundet mere og mere spaltedes i to uforsonlige klasser. Det var rigtigt i den førmonopolistiske kapitalisme, men er ikke et dækkende udtryk for nutidens. Med fremkomsten af helt nye videnskaber, kom der et behov for en uhyre specialisering for at kunne trænge til bunds i de forskellige discipliner. Det har medført en stor spaltning inden for lønarbejderne, der kun kan overvindes i kraft af enhedens metode. Ikke en taktisk midlertidig enhed, men en vedholdende og stadig stærkere enhed, som det er indeholdt i de chilenske erfaringer.

Teori og virkelighed

Da Kommunisternes Program udkom i 1976 var det et resultat af mange diskussioner; men hentet af virkelighedens verden. På værfter, på andre arbejdspladser og i fagforeninger udviklede vi enhedens metode –Aktionsenhedens metode, står der – og sådan skal man helst sige; men vi synes nu tanken rækker meget længere. Det er erkendelsen af at organisere de gode ting i en proces og i mange forskellige menneskers tankegang - hele tiden at hente de gode ting frem og undertrykke de dårlige til fællesskabets berigelse.

Ved dette skal vi sejre - og det gjorde vi dagligt. Vi skabte bedre arbejdsforhold, vi organiserede fredsarbejde. ”Vi” – det var partiafdelingen på arbejdspladsen. Den fungerede efter målsætningen som nævnt. Vi havde også fraktioner i de enkelte fag. Det undrer mig, når jeg ser tilbage, at ikke nogle flere af vore begavede kammerater opdagede – i hvert fald aldrig omtaler, hvad vi var i stand til – ikke opdagede at vi faktisk kunne rokke ved det ”naturlige” klassemønster. Når ellers vi behandlede vore foreliggende sager på møderne, så bestemte vi i store træk, hvordan udviklingen skulle være. Vi vurderede det realistiske i et lønkrav. Vi målte forståelsen blandt kollegaerne. Vi kan roligt konkludere, at når vi havde lavet gode aftaler, så var det, når vi kommunister passede vor mødevirksomhed – og modsat (fiaskoer hører også med på sejrens vej) når noget gik galt, så var det, når vi ikke havde behandlet vore foreliggende sager. Det hører med.

At søge dialogen

Partiprogrammet fra 25. kongres lagde retningslinjerne for partiets faglige og politiske arbejde. Hovedindholdet var at skabe samling om et antimonopolistisk demokrati. Det betød at vi kæmpede for en udvidelse af demokratiet på alle samfundslivets områder. Partiets politik havde i de følgende år betydelig succes.

DKP beviste med programmet vekselvirkningen mellem teori og praksis at målet kunne nås ved hjælp af enhedens metode. Hvorfor fastholdt vi ikke disse sejre? Vores bud på et svar er: De erfaringer i enhedsarbejdet som f.eks. smedene, sømændene og værftsarbejderne i Århus havde, burde være et berigende høstudbytte at samle i partiets lade. Det burde være gensidigt berigende – ikke splittende, som tilfældet altså blev. Vi oplevede splittelsen i Århus; men i princippet oplevede kammeraterne det i hele landet.

De naturlige modsigelser, der burde være diskuteret, førte til at man gik hver til sit. På trods af tilbageslag i både de faglige kampe, i modstanden mod EU og i fredskampen – har vore aktiviteter ikke været forgæves. Tænk bare på første maj hvor LO og FTF sammen med arbejderklassens partier forenedes under parolen ENHED MOD HØJRE. Vi har vundet et NEJ til Euroen og de samme faglige organisationer står sammen med fredsbevægelsen mod terror og krig. Det er også resultater af fortidens indsats.

Læren af disse erfaringer er, tvivl ikke på dit eget værd i de faglige kampe. Enhedens metode skal bruges mod nye mål og over for de udfordringer, der vokser ud af kapitalismens modsigelser.

OVERGANGSFORMER TIL SOCIALISMEN

Hvilken strategi var det som partiet udviklede i 60´erne og 70´erne, for at dæmme op for udsalget af den nationale selvstændighed? Det var gennem internationalismen, en tålmodig udveksling af erfaringer i tosidige kontakter mellem partierne, på de store internationale konferencer, og på redaktionsmøderne i Tiden/ Verden Rundt. Rødderne til Antimonopolistisk demokrati (AMD) går tilbage til Oktoberrevolutionen og enheds- og folkefrontstaktikken fra Kominterns VII. Verdenskongres. For DKP`s vedkommende var det landspartikonferencen i 1938, som var starten på en udvikling af partiets demokratiopfattelse, der skulle få vidtrækkende konsekvenser. Konferencen fik afgørende betydning for udfoldelsen af modstandskampen. Gennem dannelsen af Frit Danmark og senere Danmarks Frihedsråd, lykkedes det at skabe den enhed, der førte frem til befrielsen den 4.maj 1945.Efterkrigstiden betød et opsving i den demokratiske debat, hvor selv borgerlige kredse var klar over at der måtte ske grundlæggende ændringer i det danske samfund. Med starten på den kolde krig i slutningen af 40`erne, ebbede diskussionerne  ud igen. Den 20. Partikongres i SUKP i 1956, var ikke kun et opgør med persondyrkelsen i Stalin-tiden. Det var også et forsøg på at formulere en ny politik  og nye initiativer i den internationale kommunistiske bevægelse. På en række internationale konferencer i 1957, 1960 og 1969 udformedes en ny strategi, hvor der blev lagt mere vægt på de nationale traditioner. Den nye strategi faldt sammen med vigtige forandringer i kapitalismen, hvor den statsmonopolistiske styring skabte et helt nyt grundlag for partiernes arbejde. Fra slutningen af 60`erne ebber den store efterkrigskonjuktur ud, og monopolerne sætter fart i bestræbelserne på at danne Den europæiske Union. Det blev startskuddet til en betydelig vækst i klassekampen og dannelsen af brede folkelige bevægelser, som f.eks. Folkebevægelsen mod EF.

DKP`s bidrag til at udvikle enhedsarbejdet blev almindeligt anerkendt; evnen til at fastholde den fælles målsætning og tålmodigt overvinde de modsætninger, der altid vil opstå. DKP`s vækst i begyndelsen af 70`erne og udformningen af det nye partiprogram, er snævert forbundet med enhedsarbejdet. Som parti evnede vi at fastholde de socialistiske principper, og forbinde dem med danske traditioner. Det skabte respekt i befolkningen, og førte til partiets gennembrud ved Folketingsvalget i 1973. DKP var blevet en politisk faktor, der var med til at sætte dagsordenen, både i og uden for Folketinget.

Borgerskabets modtræk

AMD var en ualmindelig vellykket strategi for arbejderbevægelsen, og skabte fra midten af 70´erne betydelig fremgang for de revolutionære kræfter i flere lande. Det betød at borgerskabet iværksatte en modoffensiv på det ideologiske område. Målet var at udvikle et alternativ, en såkaldt tredje vej mellem kapitalisme og socialisme. Hvordan kunne det realiseres? For det første lagde man vægt på individualismen og fortalte, at det var muligt allerede inden for de bestående rammer, at realisere sig selv. Alle uanset baggrund kunne få mulighed for at realisere sine personlige ønsker.

Gennem denne individualiserings-kampagne, der var en del af et stort anlagt program, lykkedes det at drive en kile ind blandt de progressive kræfter. På nogle virkede det som et verdensfjernt og urealistisk mål, at revolutionere selve grundlaget for vores samfund. Den væsentligste faktor for borgerskabets succes, var de store forandringer på det teknologiske område. Det skabte forandringer i klassestrukturen og medførte en tilgang af nye lag, som var ukendte med arbejderklassens traditioner.   

I 70´erne oplevede vi en voldsom stigning i interessen for marxismen, men det er ikke alt der giver sig ud for at være marxisme, som også er det. Væksten i de venstreradikalistiske strømninger, især på universiteterne havde betydelig indflydelse blandt ungdommen. DKP blev angrebet fra venstre for at være et revisionistisk parti, der lod sig diktere fra Moskva. Fra reformistisk side, dvs. socialdemokraterne i fagbevægelsen, blev vi angrebet for at splitte arbejderbevægelsen og føre en urealistisk overbudspolitik.

Disse strømninger vandt også fodfæste i DKP og medførte en svækkelse af partiets enhed og mulighederne for at videreudvikle AMD.

Kampen mod monopolerne

Selvom AMD er en rigtig strategi er den ikke noget afsluttet. Den må løbende tilpasses til forandringerne i kapitalismen. Fra den statsmonopolistiske kapitalisme vi kendte i 70´erne har den udviklet sig til en overnational styring som vi kender det i EU. I denne forbindelse har vi talt meget om, at fremme et samarbejde imellem partier og fagbevægelser, på tværs af landegrænserne, men uden de store resultater.

Når vi siger at vi ønsker en udbygning af de antimonopolistiske positioner, betyder det erobringen af noget af monopolernes magt, der så kan bruges til yderligere fremstød. I 1976-programmet, var vi meget fokuserede på nationalisering af banker og forsikringsselskaber, men ud fra det nuværende styrkeforhold er vi nødt til at se med friske øjne på hvad anti-monopolistiske positioner er.

De 4 forbehold, som vi fik i Edinburgh-aftalerne en antimonopolistisk position. Vi må forhindre at vi langsomt glider længere og længere ind i EU. Denne position kan bruges som udgangspunkt for nye fremstød, i form af kravet om dansk udmeldelse af EU!

Helsinki-konferencen i 1975, kan også ses som udgangspunkt for en anden sikkerhedsordning i Europa. For fredskampen gælder det som i kampen mod EU, at sætte sig delmål der kan blive udgangspunktet for nye fremstød. Det kunne f.eks. være en genoplivning af OSCE, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.

Et andet eksempel er FN´s rolle. For øjeblikket udnyttes den af USA og andre til en aggressiv udenrigspolitik, men det var ikke det FN blev dannet for. FN ´s charter strider helt klart mod dette misbrug af verdensorganisationen. Et folkeligt krav om et uafhængigt FN, kan blive en vigtig faktor for at undgå nye krige og ustabilitet.

DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI

Den historiske nødvendighed af samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme fuldbyrdes ikke af sig selv. De undertrykte og udbyttede klassers moralske fordømmelser og spontane protester er ikke nok til at bryde storkapitalens magt. De må udvikles til bevidst og samlende handling, der gør det arbejdende folk til en magt.

Det kan kun opnås, når de bevidste forkæmpere for arbejderklassens sag vinder retningsgivende indflydelse. Som hele arbejderbevægelsens erfaring viser, må de derfor slutte sig sammen i arbejderklassens revolutionære parti, der konsekvent bygger på den videnskabelige socialismes ideologi og udgør en organiseret og bevidst handlende enhed.

Til løsning af vor tids komplicerede opgaver med at udvikle den demokratiske kamp mod storkapitalen til et opgør om dens magt, er eksistensen og indflydelsen af et sådant parti af afgørende nødvendighed. Danmarks kommunistiske Parti er dannet og har udviklet sig som dansk arbejderklasses revolutionære parti.

Det har videreført de traditioner fra Louis Pios første socialistiske partidannelse, som satte sig som opgave at hævde arbejderklassens selvstændige interesser over for den herskende klasse og føre dens kamp for socialismen til sejr. Det har i hele sin virksomhed stået i dansk arbejderklasses og folkets tjeneste. Når kommunisterne stod stærkt, stod arbejderklassen stærkt. I de mest afgørende stunder for det danske folk stod kommunisterne i de første rækker i kampen for dets sag.

Dette har ikke indbragt kommunisterne hyldest fra magthaverne over samfundet eller fra dem, som svigtede folket. De har tværtimod søgt at forsvare deres snævre interesser ved at angribe og bagvaske kommunisterne. Men trods al pression har det kommunistiske parti forstået at hævde sig og sikre nye gennembrud, fordi det konsekvent og principfast videreførte kampen for arbejderklassen og folkets virkelige interesser.

I alle de store afgørelser, som det danske folk har været stillet over for, har kommunisternes stilling vist sig som den holdbare, mens deres angribere har måttet søge tilflugt i flove bortforklaringer. Det gjaldt frihedskampen under besættelsen. Det gjaldt advarslerne mod NATO-politikken. Det gjaldt modstanden mod EF-medlemskabet og kampen mod EU. Det gjaldt påvisningen af, at konjukturen i 90´erne ikke havde gjort kapitalismen ”krisefri”, men tværtimod førte ud i en dybere og mere alvorlig krise. Altid har kommunisterne forsvaret folkets demokratiske rettigheder og nationens interesser, som derimod blev angrebet af dem, der beskyldte kommunisterne for at være ”udemokratiske” og ”unationale”.

I det lange løb er det gerningerne der tæller. Danmarks kommunistiske Parti har vist sig som et egnet redskab for at bane nye veje i arbejderklassen og det danske folks kamp. Det skyldes, at det er et parti af særlig art.

Danmarks kommunistiske Parti bygger konsekvent på den videnskabelige socialisme, som er nødvendig for at forstå og handle effektivt i den klassekamp, der bestemmer både den danske og den internationale samfundsudvikling.

Danmarks kommunistiske Parti bygger i sine organisatoriske virksomhed på den demokratiske centralismes prøvede principper, som forener bred og aktiv diskussion med evnen til at træffe beslutninger, og som sikrer, at partiet handler som en enhed. Danmarks kommunistiske Parti er rodfæstet i den danske arbejderbevægelse og tæt forbundet med klassen i alle dens kampe, problemer og bestræbelser.  Danmarks kommunistiske Parti forbinder socialismens idé med den danske arbejderklasse og med det arbejdende folks daglige kampe.

Danmarks kommunistiske Parti er et suverænt parti, der er en del af den internationale kommunistiske bevægelse og derved forbinder det arbejdende folks kamp i Danmark med folkenes kamp verden over – mod imperialismen, for fred og socialisme. Det ser arbejderklassens internationalisme som en afgørende kraft i verdens overgang fra kapitalisme til socialisme.

Kommunisterne arbejder bestandig på at gøre deres parti til et stærkere og bedre redskab for arbejderklassens kamp. De våger over, at opportunisme ikke får lov til at afsvække det virksomhed – hverken i form af reformistisk tilpasning, eller i form af revolutionær sekterisme og virkelighedsflugt.

Udviklingen siden 1976-programmet blev vedtaget har vist, at et af de helt store spørgsmål blev forholdet mellem parti og bevægelse. Det kommunistiske parti kan ikke erstattes af nogen anden organisation, sådan som det blev defineret i det kommunistiske manifest. Samtidig har partiets evne til at virke forenende, været stillet på en vanskelig prøve. Mange nye bevægelser er skudt op, hvoraf nogle har været udtryk for nulvækst-teorier eller et knæfald for borgerlig ideologi.

Det er i denne situation, at Danmarks kommunistiske Parti har brugt megen energi på, at diskutere situationen omkring den parlamentariske repræsentation. Vi er tilhængere af et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem partier og bevægelserne. Vi ønsker at dialektikken fungerer begge veje til fælles gavn, men uden at det betyder en forringelse af partiets selvstændighed eller suverænitet. Selvkritisk må vi også sige, at vi ikke i tide formåede at indse, hvilke gennemgribende konsekvenser den videnskabelige-tekniske revolution fik for arbejderbevægelsen. En del af årsagen til at enkeltsagsbevægelserne fik stor fremgang i  80´erne, var at partiet ikke formåede at løse de voksende spændinger, mellem ”de gamle og de nye fag”.

Den opgave som Danmarks kommunistiske parti nu står over for, er at samle til fælles kamp imod storkapital og reaktion. Vores mål må være utrætteligt at forene kampen for dagsaktuelle krav, med kampen for socialismen.    

På vej til en ny offensiv

De udviklingstendenser, som ovenfor er beskrevet - kontrarevolutionen, kapitalens globalisering, EU-opbygningen og USA's samtidige åbenlyse stræben efter verdensherredømmet, i det hele taget rivaliseringen mellem de tre imperialistiske centre, samt den stadig dybere krise i den kapitalistiske økonomi - har skabt en situation, som ikke alene er fuld af menneskelig elendighed i alle dens former, men også direkte sprængfarlig og en trussel mod den menneskelige civilisations beståen.

Efter „murens fald“ talte man euforisk om, at verden ville bevæge sig mod en tidsalder præget af fred og almindelig velstand. Det kom til at gå anderledes.

At de glade spådomme ikke gik i opfyldelse, er ikke overraskende. Man glemte eller ville ikke se, at det var kapitalismen og ikke socialismen, der havde været årsag til udbytning og undertrykkelse, koloniimperier, fascisme, racisme, to verdenskrige, atomoprustning og den kolde krigs terrorbalance. Udviklingen var til at forudse. Og den blev forudset af kommunister.

Det er nødvendigt at gå til modstand. Menneskeheden bør ikke affinde sig med denne udvikling. Og det er muligt at gøre modstand. Det nytter.

Først og fremmest er det nødvendigt at kæmpe for fred, mod USA's trusler om krig mod en række lande. At det kan nytte, har de seneste måneders vækst i den globale folkelige krigsmodstand og den deraf følgende tiltagende isolering af USA bevist.

Det er nødvendigt at kæmpe for national uafhængighed og forsvare de demokratiske traditioner. National selvstændighed og fred er indbyrdes forbundne og vil være det i lang tid, indtil socialismen kan medføre en fredelig nedbrydning af grænserne.

For Danmarks vedkommende vil det først og fremmest sige at kæmpe mod yderligere EU-udbygning og for dansk udtræden af EU. Samtidig vil det sige at kæmpe mod den militære, økonomiske, politiske og kulturelle afhængighed af USA, vi har befundet os i siden Anden Verdenskrig. Vi kan meget nemt komme til at stå i en situation, hvor vi bliver afkrævet et valg mellem EU og USA. Det bør undgås.

Kampen mod EU har allerede bragt væsentlige sejre. De næste store politiske opgaver bliver at forhindre en traktat om en forfatning for EU og formulere et minimumsprogram for en overgangsregering, der kan føre Danmark ud af EU. Folkebevægelsen mod EU bør videreudvikles til den afgørende politiske faktor i denne kamp. Det betyder også, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke i forbindelse med disse opgaver træffes politiske valg, som splitter den meget brede folkelige enhed, der er opnået med Folkebevægelsen.

Det er nødvendigt at kæmpe mod den kapitalistiske globalisering og den transnationale monopolkapitalisme. Monopolerne har ikke alene gjort hele verden til én stor arena for profitspekulation, men også gjort krav på at kunne høste profit af al menneskelig aktivitet på alle områder af samfundslivet, også sådanne, som det ellers var lykkedes at frigøre for kapitalens kontrol, eller som aldrig har været underkastet den. Derfor betyder kampen mod globaliseringen også kamp mod privatiseringer. Der bør opstilles et afprivatiseringsprogram.

Alle disse sider af modstanden mod den moderne aggressive monopolkapitalisme udgør en helhed. Der er tale om en antimonopolistisk kamp, og den størst mulige sociale og politiske bredde må tilstræbes. Sidst, men ikke mindst, er det nødvendigt at pege på den eneste løsning, der findes på de problemer, menneskeheden står over for - en forandringsproces af revolutionær, antikapitalistisk karakter.

Kommunismen er verdens fremtid!