Programdebatten i DKP

En opsamling og et oplæg til programseminaret

Af Henrik Stamer Hedin

Startskuddet til den nuværende programdebat i DKP gik med vedtagelsen af resolutionen „Debat om socialistisk programarbejde med henblik på udvikling af en kommunistisk vision for det 21. århundrede“ på landsmødet i januar 1999. Men overvejelserne i partiet om et nyt program til afløsning for det ellers ikke så forfærdelig gamle, men af indlysende grunde på væsentlige punkter forældede fra 1976 startede længe før - mindst ti år.

Det var ikke kun den europæiske socialismes fald, der satte disse overvejelser i gang; et nyt teknologisk gennembrud var ved at tage form, og glasnost- og perestrojkadebatterne satte sig også spor herhjemme i form af en ny problematisering af begreber som socialisme og demokrati. Det var tydeligt, at udviklingen på disse områder ikke forløb som forudset i 1976-programmet. En debat herom førtes både i Tiden og i Land og folk.

Det var imidlertid først efter „murens fald“, at skridtet blev taget og arbejdet med et nyt program sat i gang. En programkommission blev nedsat, og den barslede i november 1990 med et omfangsrigt debatoplæg („Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“, offentliggjort i DKP-bladet1991/1), der i 11 kapitler kom rundt i en række spørgsmål om kommunistisk historie og selvforståelse, kapitalismens udvikling, ny teknologi, socialismeopfattelse og politiske venstreperspektiver.

Debatten var imidlertid knap kommet i gang, så løb den ud i sandet. Der var andet, der forekom vigtigere i 1991 end at skrive programmer, og inden blækket blev tørt på papiret, var det skrevne overhalet af udviklingen. Frem til vedtagelse nåede kun et deldokument, et beskæftigelsesprogram vedtaget på landsmødet i 1993 (DKP-bladet 1993/9).

Samme landsmøde vedtog også

at igangsætte [¼] den debat og de analyser, der skal til for at forme en ny socialistisk strategi og dermed en ny programudvikling i vort parti og den bredere bevægelse, vi [¼] er en del af.

- en ny programdebat. Symptomatisk for de års forvirring er det formentlig, at selve vedtagelsen ikke kom med i DKP-bladet, men den kan læses i lederen i nr. 1993/9.

Symptomatisk er det også, at der foreløbig ingenting skete. Der blev ikke nedsat nogen ny programkommission, og der kom ingen debat i gang. Endnu to år senere efterlyste Jens Fransen („DKP i vadestedet“, Skub 1995/6)

  Et program og et nyt sæt vedtægter til erstatning for de forældede [¼]. Dvaletilstanden må være forbi.

Landsmødet senere samme år vedtog Nøglen til forandring (der ikke var et programskrift, men en politisk erklæring, som især handlede om Enhedslisten og ikke var udsprunget af en diskussion i partiet), hvoraf  bl.a. fremgik, at der fremover skulle holdes to årlige seminarer. Det første af disse fandt sted i Rudkøbing den 16.-17. marts 1996 med et ret blandet indhold. Landsledelsen nedsatte desuden et „skolingsudvalg“ (reelt teoriudvalg), der præsenterede sig i Skub 1996/5 („Ideologisk afklaring - politisk handlekraft“) og rapporterede i 1996/8 („Fra skolingsudvalget“). Debatten på og efter Rudkøbing-seminaret (bragt i Skub) samt i skolingsudvalget var kortvarig (den varede kun resten af året 1996), men rummede bidrag, som stadig har relevans, og kan betragtes som 90'ernes anden programdebat.

Landsledelsens oplæg til landsmødet i efteråret 1996 om „Den kommende landsledelses opgaver“ (Skub 1996/6-7) fastslog:

Der må arbejdes henimod et nyt program. Det, der i den nuværende situation er brug for, er ikke et stort, detaljeret og gennemarbejdet program som det fra 1976, men en mere principiel program- eller målerklæring, der fortæller ikke mindst os selv, men også omverdenen, hvem vi er, hvordan vi opfatter os selv i nutidens samfund, hvor vi vil hen, og ad hvilke veje vi mener at kunne nå dertil. [¼] Grundlaget herfor [er] en principvedtagelse på landsmødet i 1993 om at igangsætte den debat og de analyser, der skal til for at forme en ny socialistisk strategi [¼]. Opgaven er hermed også mere vidtgående end blot en revision af 1976-programmet. [¼] Vi står i dag fjernere fra kommunismens endelige mål, end vi dengang troede, vi gjorde. Men måske er vi blevet klogere, som man bliver det af sine nederlag. [¼] Og den nye erkendelse må vi bruge til at pejle os ind på, hvor vejen frem går.

Den landsledelse, der blev valgt i 1996, var dog ikke enig heri, og den anden programdebat løb ud i sandet, som den første havde gjort det.

I et mere begrænset forum fortsatte overvejelserne om partiets rolle og fremtid på en række årlige sommermøder, der de følgende år blev holdt på Langeland, og fra den kreds, som mødtes her, udgik forslaget til en ny, en tredje programdebat. Det blev fremsat på landsmødet i januar 1999 og pålagde landsledelsen at

 

fremlægge forslag til en kortfattet programerklæring indeholdende en stillingtagen til

- udbygningen af Den Europæiske Union

- det socialistiske sammenbrud i Østeuropa

- udviklingstendenserne i det kapitalistiske system siden 1970'erne

samt på grundlag heraf et bud på en kommunistisk vision for klassekampen i det 21ende århundrede.

Forslaget blev kraftigt omarbejdet på landsmødet, og det centrale afsnit kom (efter en ret lang indledning) til at lyde:

Landsmødet pålægger [¼] Landsledelsen at iværksætte debatten til programarbejdet og fremlægge forslag på Landsmødet i 2000 indeholdende stillingtagen til bl.a.:

- Udbygningen af den Europæiske Union og de nationale konsekvenser heraf

- Det socialistiske sammenbrud i Østeuropa og dets følgevirkninger

- Udviklingstendenserne i det kapitalistiske system og klassekampen siden 70'erne.

Som man ser, præciserede resolutionen ikke i sin endelige udformning, hvad det var, der på landsmødet i 2000 (en tidsfrist, der viste sig alt for optimistisk) skulle fremlægges forslag til. Et bud herpå, en dispositionsskitse for en kortfattet programerklæring, blev kort efter fremsat af Henrik Stamer Hedin („Hvad vil kommunisterne?“, Skub 1999/5), der også uddybede resolutionens tre punkter og påviste, at

de tre punkter udgør et system. De hænger sammen indbyrdes. Tilsammen definerer de den samfundsudvikling, vi bør analysere.

Nogle underspørgsmål til de tre punkter blev foreslået i en udtalelse fra Ribe amts distrikt (Skub 2000/11), og samme distrikt opstillede i sin omfattende redegørelse for „Programdiskussionen i Ribe amt“ op til landsmødet i 2001 (Skub 2001/7) en detaljeret disposition, som landsmødet vedtog at lægge til grund for den videre debat.

Inden da havde landsmødet i november 1999 præciseret beslutningen fra januar med resolutionen „Det teoretiske arbejde i DKP“ (Skub 1999/11):

Landsmødet beslutter, at der til næste møde i år 2000 skal ligge en foreløbig konklusion på programdebatten.

Som allerede nævnt viste tidsfristen sig for optimistisk, og landsmødet i 2001 vedtog derfor i arbejdsresolutionen „Det DKP vil og kan det næste par år“ (Skub 2001/9):

Til næste landsmøde skal der foreligge en foreløbig konklusion på programdiskussionen til offentliggørelse.

Landsledelsen nedsatte i 2000 en programkommission, der udarbejdede en oversigt over debatten („Emneopdeling af programdiskussionen“, Skub 2001/2 med supplerende oversigter i Skub 2001/7 og 2002/1). Endelig vedtog landsledelsen den 17. marts 2002 en „Resolution om programarbejdet“ (Skub 2002/3), som bl.a. bestemmer, at der skal holdes programseminar i november i år, og at en foreløbig konklusion på programdebatten skulle have ligget klar allerede til august. Endnu en gang har det vist sig, at tidsfristen var for optimistisk sat.

Siden 1990 har vi altså haft ikke én, men tre forskellige programdebatter. Det forekommer rimeligt at se alle tre debatter i sammenhæng og altså også skele til den debat, der fandt sted i årene 1991-93. En del af materialet herfra er stadig af interesse, mens andet har vist sig ikke at pege fremad. Det samme kan meget vel gælde noget af det, der i årene forud har stået i Tiden og Land og folk. Herfra indgår dog kun et enkelt dokument i analysen.

I alt er der registreret 110 debatindlæg (og -oplæg) af et omfang spændende fra få linjer til adskillige sider. Gennemsnitslængden ligger skønsmæssigt på en side eller deromkring, så det er en hel bog, der er tale om, eftersom en side i Skub svarer til 5-6 normalsider.

Opgjort på de hovedemner, der blev opstillet i resolutionen fra landsmødet i januar 1999, har der været 34 indlæg om kapitalismens udvikling (herunder epokedefinition, ny teknologi, klassestruktur og klassealliancer), 29 om socialismeerfaringer og socialismevisioner og 7 om EU. Dertil kommer 22 indlæg om programdebatten generelt, 8 om partilivet, partidemokrati og partiets organisation, enkelte om det faglige arbejde og arbejdet i Enhedslisten. Debatten blev fra starten lagt op som en i det væsentlige teoretisk debat om nogle store grundspørgsmål, og det har også præget den, men der er ikke desto mindre en håndfuld debatindlæg og andet materiale, som giver et bud på indholdet i et egentligt handlingsprogram for konkrete politikområder.

Debatten vil blive gennemgået i ovenstående emnerækkefølge, tematiseret i det omfang, det har været muligt, og ellers kronologisk. Fra den første debat er kun udvalgt de indlæg, der skønnes af fortsat interesse, den senere debat refereres mere fuldstændigt. Under de enkelte emner og temaer vil det blive forsøgt at drage en samlet konklusion og skitsere nogle af de spørgsmål, der endnu står tilbage.

 

Udviklingstendenserne i det kapitalistiske system og klassekampen siden 70'erne

 

Dette emne er som sagt det af de tre punkter, der har kaldt på den største interesse, og en tematisering af de 34 debatindlæg er nødvendig for at få et overblik. Ribe amt foreslår i sin udtalelse fra 2000 punktet opdelt i to temaer:

- en analyse af teknologiens indflydelse på klassestrukturen og arbejderbevægelsens holdning til spørgsmålet

- en analyse af de vigtigste faglige kampe og hvordan erfaringerne kan bruges

I „Programdiskussionen i Ribe amt“ fra 2001 opstilles denne disposition:

A) produktionen

B) merværdien/profitten, der skabes i produktionen

C) arbejdskraften

D) kapitalen, dens indehavere og håndlangere

Uden for denne disposition rejses to spørgsmål:

Hvad er de vigtigste forandringer i kapitalismens nyere udvikling?

Flygtninge og indvandrere

Programkommissionen har i sin „Emneopdeling af programdiskussionen“ fire underpunkter:

Klasseanalyse

Kapitalisme og klassekamp

Klassekamp internationalt

Internationalt: EU, WTO¼

I sit foredrag fra 1999 „Den generelle udvikling i dansk økonomi og klassekampen siden 1970“ (omtales nærmere nedenfor) opstiller Martin Kaae Jensen fem underpunkter:

(a) Klassekampen (herunder klasseanalyse)

(b) Kapitalismens udvikling geografisk og „vertikalt“ dvs. i dybden

(c) Monopoliseringen og herunder statsmonopolistisk kapitalisme

(d) Velfærdsstigningen og velfærdsfordelingen

(e) Arbejdsløshed

Ingen af disse inddelinger kan umiddelbart tages til udgangspunkt, da debatten til dels har fulgt andre veje. Under hensyntagen til dem alle og de emner, debatten rent faktisk har koncentreret sig om, disponeres punktet som følger:

Epokedefinition

Teknologi og klassestruktur

Kapitalismens udvikling (monopolisering, globalisering)

Global klassedeling

Kapitalismen i krise

Klassekampen

Epokedefinition

1976-programmet definerer vor epoke som karakteriseret ved overgangen fra kapitalisme til socialisme i verdensmålestok. Det var en almindeligt anerkendt epokedefinition på det tidspunkt og frem til 1989. Kapitalismens genindførelse i en række lande har naturligt sat spørgsmålet om en ny epokedefinition på dagsordenen, og flere debatdeltagere har i en eller anden form rejst det. „Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“, der indledte debatten (DKP-bladet 1991/1), er ikke meget for at røre ved den varme sag:

Men programarbejdet skal ikke opfattes som et forsøg på at lave et klassisk partiprogram, som dækker en ny historisk periode. Opbrudsprocessen går for tiden så hurtigt, at ingen kan vide, hvor langt det rækker og hvor længe det holder. [¼] Vi må i dag selvkritisk erkende, at kapitalismen ikke er brudt sammen [¼]. I stedet brød den „virkeliggjorte socialisme“ sammen.

Med henvisning til „den tyske marxist og tidligere DDR-forsker Dieter Klein“ nåede oplægget frem til at karakterisere

det moderne borgerlige samfund som „dobbelt bestemt“

på engang „moderne“ og „kapitaldomineret“, men altså ikke længere kapitalistisk. Dette blev imødegået af Carsten Ladefoged Christensen („Om en moderne kapitalismekritik“, DKP-bladet 1991/5), som konkluderede

at vi stadig lever i et kapitalistisk samfund, der ganske vist forandres i sine fremtrædelsesformer, men bevarer sine grundtræk [¼].

Længere nåede den første programdebat ikke i spørgsmålet om, hvad der karakteriserer vor epoke.

Det første mere præcise bud på en karakteristik af den nuværende epoke kom på Rudkøbing-seminaret i 1996 og var formuleret af Henrik Stamer Hedin („Teser til diskussion“, Skub 1996/2, tese 3):

Vi lever i et kontrarevolutionært dødpunkt mellem to revolutionære epoker. [¼] Et politisk programarbejde må tage sit udgangspunkt i et forsøg på at definere den nye revolutionære epokes karakteristiske klassekonstellationer.

Det vil sige:

a. Den klassekoalition, som er den herskende i udgangsfasen, altså nu.

b. Den klassekoalition, som potentielt er i stand til at styrte den herskende.

Denne formulering af spørgsmålet om den nuværende epokes karakter er begrundet i de ideer om klassekoalitioner, klassefraktioner og revolutionære bølger, som præsenteres i tese 1-2. I tese 5 søges spørgsmålet besvaret:

Den eneste klasse, der ved siden af kapitalen er i stand til at give et seriøst bud på magten, er i dag lønarbejderklassen. Kapitalen har derfor måttet indgå forbund med en del af lønarbejderklassen [¼]

Epoken er altså karakteriseret ved, at kapitalen allerede har måttet afgive en del af sin magt; epokens opgave bliver at erobre resten.

Diskussionen om teserne viste, at der var tale om meget kontroversielle ideer, og spørgsmålet om epokedefinition blev i virkeligheden først nu rejst eksplicit. I sin præsentation af „skolingsudvalget“ (se indledningen) skrev Lars Ulrik Thomsen („Ideologisk afklaring - politisk handlekraft“, Skub 1996/5):

Det er udvalgets opgave at analysere de økonomiske, sociale og politiske forandringer, som er sket i Europa i slutningen af dette århundrede. For at kunne fastlægge DKP's politiske opgaver korrekt er det nødvendigt med en definition af den epoke, vi lever i, ud fra den videnskabelige socialismes klassikere.

Også Raymond Swing tog emnet op („Betragtninger over vor epoke“, Skub 1996/8) og rejser det samme spørgsmål som Hedin:

Kapitalismen har i dag udviklet sig til en form for imperialisme, som var helt ukendt for både Marx og Lenin. Men krisen truer også vort system [¼]. Hvilket netværk skal vi som kommunister søge at bygge for at imødegå truslen om det globale sammenbrud? Jeg tror, det er det, der er det afgørende spørgsmål for den kommende tid.

Herefter fulgte, som omtalt i indledningen, igen nogle års pause, inden den tredje programdebat satte ind. En af de første debattører, der meldte sig, var Niels Rosendal Jensen („Hvad skal vi med en programmatisk diskussion?“, Skub 1999/8). På baggrund af de sidste 25 års strukturelle forandringer i det kapitalistiske samfund, men uden selv at forsøge et svar, rejser han nogle spørgsmål, som i virkeligheden også går på en karakteristik af vor epoke:

Har venstrefløjen brug for nye analyser af arbejderklassen og dens kerne? Kan begrebet „revolutionær reformpolitik“ give mening i dag? Og hvem kan i grunden siges at udgøre den revolutionære kraft?

Rosendals artikel var den første i en serie, der udviklede sig til en polemik med Lars Ulrik Thomsen. Rosendal nærmede sig herunder en definition af epoken i politiske (ikke økonomiske eller sociologiske) termer: Socialdemokratismens afvikling og kommunismens krise. Thomsen („Hvad er det kvalitativt nye?“, Skub 2000/6) bestrider, at der skulle være tale om noget kvalitativt nyt, en ny epoke:

De eksempler, Rosendal nævner, er i DKP's og Socialdemokratiets tilfælde eksempler på kvantitative forandringer. DKP's svækkelse har ikke betydet, at noget kvalitativt nyt er udsprunget af DKP [¼]. Realsocialismens bortfald skulle ifølge Niels Rosendal være det afgørende nye. Igen må hans påstand afvises. [¼] Det, at man går tilbage i historisk udvikling, [¼] kan ikke betegnes som noget spring fra en tilstand til en højere [¼]

Det, der grundlæggende kendetegner en epoke, er produktivkræfternes udvikling.

Først to år senere giver Thomsen selv („Om epokedefinition“, Skub 2002/5) et bud på en epokedefinition:

Vi lever i en epoke, hvor stadig nye befolkningsgrupper og hele folkeslag inddrages i modsigelsen mellem lønarbejde og kapital. Det betyder, at imperialismen fremmer en hidtil uset samfundsmæssiggørelse af produktionsmidlerne.

Den fulde udnyttelse af det teknisk-videnskabelige fremskridt kan kun realiseres under socialistiske produktionsforhold.

Med Lars Ulrik Thomsens egne ord kunne man spørge: Hvor er det kvalitativt nye? Ud fra såvel citatet som resten af artiklen må man forvente, at et svar ville lyde: Der er ikke noget kvalitativt nyt. Vi lever fortsat i imperialismens epoke, som vi har gjort det fra før 1917.

Det rejser spørgsmålet om, hvad vi i det hele taget mener, når vi taler om en epoke: Hvad er tidshorisonten? Bent Hansen („Kapitalismen - alligevel ikke en død sild?“, DKP-Bladet 1992/2) henleder opmærksomheden på

Kondratjevs oversete teori om kapitalens langbølgede udsving.

Denne teori, der blev fremsat i 1920'rne, siger, at kapitalismen med mellemrum på ca. 60 år løber ind i særlig alvorlige kriser af strukturel karakter, hvis grundlag er kvalitative spring i produktivkræfternes udvikling. Kondratjev mente at kunne påvise sådanne strukturkriser, omfattende hele den udviklede kapitalistiske verden, i 1817 (kapitalismens første alvorlige krise) og i 1870'erne, og teorien fik en spektakulær bekræftelse, da kapitalismen i 1930'rne løb ind i en ny, meget alvorlig og dybtgående krise. Det samme skete igen 60 år senere, næsten på dato, og vi lever stadig under den fjerde Kondratjev-krise.

Det bud på en epokedefinition, Hedin som ovenfor omtalt gav i sine 1996-teser, bygger også på en teori om „lange bølger“, dog med en udsvingsvarighed på temmelig præcis det dobbelte af Kondratjev-bølgens. Også i dette tilfælde må årsagen til den tilsyneladende regelmæssighed søges i den lovbundne karakter af produktivkraftudviklingen og udviklingen i forholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold.

Er det den slags „bølger“, vi mener, når vi taler om epoker? Eller er det noget mere langvarigt og overordnet?

Udgangspunktet må under alle omstændigheder være, at det er produktivkræfternes udviklingstrin, der karakteriserer epoken. Det drejer sig altså om at definere, hvilken teknologi der bliver den bærende i den kommende epoke, og hvilken klassestruktur og hvilke klassekonstellationer, den fører med sig. Herudfra bestemmes den revolutionære kraft, som kan bære udviklingen i klassekampen frem mod et nyt revolutionært opsving, og som kommunisterne må definere sig i forhold til.

Næste punkt bliver derfor teknologi- og klasseanalysen. Debatten herom er foregået sideløbende med (og faktisk startet før) epokedebatten.

Teknologi og klassestruktur

Debatten om den teknisk-videnskabelige revolution, om videnskaben som produktivfaktor og om den „nye teknologi“ (informationsteknologien) går årtier tilbage i den kommunistiske bevægelse. Herhjemme tog den for alvor fart i sidste halvdel af 80'erne. Som led i diskussionen op til den 28. kongres og på grundlag af et teknologiseminar i maj 1986 udarbejdedes et oplæg, „Kommunisterne og den nye teknologi“, der offentliggjordes som tillæg til Land og folk den 18. december 1986. Det hedder heri:

I politisk-økonomisk forstand er den ny teknologi udtryk for et nyt stadie i produktivkræfternes udvikling, som først og fremmest er kendetegnet ved overgangen fra mekaniserede til automatiserede produktionssystemer. [¼] Den gennemgribende internationalisering, som elektroniseringen af produktion og kommunikation indebærer, skaber nye muligheder for kapitalen. [¼] Men samtidig kræver en fortsat udvikling af teknologien objektivt en videre horisont, et højere uddannelsesniveau og en øget samfundsmæssig forståelse af arbejdende mennesker, som er fundamentalt uforenelig med det kapitalistiske udbytningssystem. Derfor er magthaverne også tvunget til at tage fat på at grave deres egen grav. I sidste instans har arbejderklassen produktivkraftudviklingen på sin side.

„Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“ (DKP-bladet 1991/1) behandler kapitalismens nyere udvikling i kapp. 6-7 og definerer „fordismen“, der dominerede efterkrigstiden, som et produktionssystem baseret

på stordrift og masseproduktion af standardiserede produkter, på tempoarbejde inden for en skarpt opdelt og stram arbejdsdeling. [¼] Men ved overgangen til 80'erne gik den teknologiske  revolution ind i en ny kvalitativ fase, der førte til en omfattende revolutionering af produktivkræfterne. Det førte [¼] til „fordismens krise“ [¼]. Nye fleksible teknologier betinger en større bevægelighed, en ændret arbejdsdeling og nye uddannelseskrav. [¼] På den ene side er den teknologiske fornyelse og den menneskelige skaberkraft domineret af kapitalistiske ledelsesformer. Arbejdslivet af kapitalistiske magt- og udbytningsstrukturer. [¼] på den anden side indebærer den nye ordning [¼] en større bevægelighed og valgfrihed, mere kreativt arbejde og medindflydelse, [¼] decentralisering og internationalisering. [¼] Der findes i dag en række udbytningsformer, der også skaber forskellige klassepositioner blandt lønmodtagerne. [¼] Nogle grupper af lønmodtagere og småproducenter kontrollerer dele af produktionen, enten indirekte ved deres indflydelse på dens indhold eller direkte ved deres besiddelse af dele af produktionsmidlerne.

Påstanden om arbejdets kreative karakter under den nye teknologis vilkår betvivles af Carsten Ladefoged Christensen („Om en moderne kapitalismekritik“, DKP-bladet 1991/5), der nævner eksempler på, at informationsteknologien omvendt har medført mere rutinepræget arbejde for visse grupper (således arkitekter beskæftiget ved computerarbejde på store tegnestuer).

Under overskriften „Udfordring fra venstre, frem mod år 2000“ forsøger Niels Rosendal Jensen i samme nummer at „sammensætte den overordnede slagretning for et marxistisk reformprogram“. Han kommer her ind på den nye teknologis konsekvenser for arbejderklassens stilling:

[¼] et godt fast arbejde er utænkeligt uden moderne, brede og høje kvalifikationer, uden efter- og videreuddannelsesmuligheder som forudsætning for at mestre den ny teknologi i selvstyrende enheder.

Kvalifikations- og kreativitetsaspekterne tages op af Torben Dam Jensen fra den reformpolitiske arbejdsgruppe („Uddannelse - fra krav til nødvendighed“, DKP-bladet 1991/6):

Anvendelse af revolutionerende teknologi vil i stigende grad forudsætte, at arbejderne gives mulighed for skabende produktionsdeltagelse. Det historiske gennembrud inden for teknologi og videnskab flytter arbejderen ud af rollen som maskinvedhæng. Kapitalisterne kan derfor ikke „nøjes“ med investeringer i maskiner og ny teknik og dermed øgning af den konstante kapital. Forudsætningen for at disse kapitalinvesteringer giver afkast bliver, at kvalificeret arbejdskraft kan anvende den avancerede teknologi. [¼]

Men kapitalisterne løber ind i et grundlæggende paradoks. På den ene side forlanger moderne konkurrencedygtig produktion aktiv arbejderdeltagelse i arbejds- og produktionsprocessernes mange faser (ide-udvikling, tilrettelæggelse, udførelse, koordination, distribution m.v.), på den anden side afstedkommer denne involvering en naturlig „risiko“ for, at arbejderne i kraft af øget viden og indsigt vinder indflydelsessfærer og forlanger indflydelse på helt nye områder. Udviklingen åbner med andre ord nye fronter for demokrati-kampe på arbejdspladserne. Arbejdsgivernes „ret“ til at lede og fordele arbejdet vil i stigende grad blive miskrediteret af de faktiske forhold og iøvrigt stå i misforhold til behovet for beslutningsprocesser, der tilgodeser produktionsprocessens komplekse karakter.

Bortset fra nogle statistiske klasseanalysebetragtninger af Lars Ulrik Thomsen („Hvordan virker EF-integrationen på det danske samfund?“, DKP-bladet 1991/9, og „Demokratisk fornyelse“, samme 1993/4), der ikke bringer meget nyt, stopper den første debat her (se dog også afsnittet om klassekampen nedenfor). Dens hovedindhold er, at den nye teknologis krav til produktionsforholdene søges omformet til en række kampkrav, som i deres perspektiv er revolutionære. Det er der jo egentlig god marxistisk logik i; men gennemgående virker det noget vagt.

En slags koncentrat af denne analyse gives af Henrik Stamer Hedin i „Teser til diskussion“ (Skub 1996/2), tese 7:

Den funktionelle arbejdsdeling [¼] kulminerede i 50'erne og er nu på retur. Kreativitet hos arbejderne ses af fremtrædende repræsentanter for den kapitalistiske magtelite [¼] som grundlag for de kommende års produktivitetsudvikling. De hierarkiske virksomhedsstrukturer afløses af selvstyrende grupper. Den stigende anvendelse af edb indebærer i sig selv, at det produktive arbejde får et større indhold af styring og kontrol.

Disse udviklingstendenser (der dikteres af teknologiens krav) betyder, at de sidste rester af arbejdsgiverens funktionelle tilknytning til produktionen (retten til at lede og fordele arbejdet) udhules. Kapitalen marginaliserer nødtvungent sig selv i forhold til produktionen. På tværs af den private ejendomsret indtræder arbejderne i stigende grad i den faktiske besiddelse af produktionsmidlerne.

Perspektivet blev diskuteret på socialismeseminaret i foråret 2001 („Hvis vi skal videre“, Skub 2001/5), men der opnåedes ikke enighed om hovedspørgsmålet: Er de nye organisationsformer som f.eks. selvstyrende grupper teknologisk betingede, dvs. er der tale om objektive produktionsforhold?

Den nyere debat drejer sig i hovedsagen om arbejderklassens størrelse og sammensætning. Hedin giver i sin tese 4 et kortfattet bud:

Det samfund, vi i dag lever i, karakteriseres ved, at lønarbejderen er samfundets „normalborger“. Lønarbejderklassen har udviklet sig fra en minoritet til i dag at udgøre det overvældende flertal. Lønarbejdsvilkåret er blevet samfundets norm, den målestok, også andre grupper lægger til grund, når de skal vurdere deres indtægts- og arbejdsforhold. Samtidig har levevilkårene for de forskellige kategorier af lønarbejdere nærmet sig hinanden.

Ikke desto mindre oplever man i denne situation en udbredt fornemmelse af øgede forskelle inden for arbejderklassen. [¼]

Selv om der ikke her gives nogen definition af arbejderklassen eller lønarbejderklassen (en sådan savnes i det hele taget i debatten), er det klart, at det „overvældende flertal“, der tales om, må omfatte ikke blot den traditionelle arbejderklasse, men en lang række nytilkomne grupper inden for distribution og service, og at der ikke skelnes mellem arbejdere og funktionærer. En holdning, der nærmest er diametralt modsat, giver Martin Kaae Jensen udtryk for i sit foredrag „Den generelle udvikling i dansk økonomi og klassekampen siden 1970“ (efteråret 1999, trykt i Skub 2000/7-8):

I Danmark eksisterer der utvivlsomt en arbejderklasse: der er stadig tusinder af mennesker, der slider dagen og/eller natten lang for en løn, som ville få en funktionær til at gispe. Først og fremmest skal nævnes ufaglærte inden for det private erhvervsliv: kassedamer, tøjekspedienter, rengøringsarbejdere, detailbranchen mere generelt¼

For Kaae Jensen er arbejderklassen altså identisk med de lavtlønnede - plus de arbejdsløse, som for ham er „det egentlige proletariat“. Man bider mærke i, at de grupper, han nævner som eksempler, hører til de nytilkomne inden for proletariatet og står marginalt placeret i forhold til den egentlige produktion (og at en del af dem i øvrigt har funktionærstatus, selv om deres løn „ville få en funktionær til at gispe“). Det er da også hans opfattelse, at arbejderklassen er gået tilbage både i omfang og indflydelse.

Lars Ulrik Thomsen („Teknologi og klassestruktur“, Skub 2000/11) foreslår omvendt en udvidelse af det arbejderklassebegreb, der er anvendt i 1976-programmet. Han betragter arbejderbevægelsens organisationer:

LO's størrelse er på 40 år fordoblet til 1.459.000 medlemmer. Den største vækst ligger inden for HK og Forbundet af Offentligt Ansatte. Tjenestemændenes og Funktionærernes Hovedorganisation er i samme tidsrum firedoblet til 430.000 medlemmer. [¼] Væksten i antallet af funktionærer er meget markant og hænger direkte sammen med den teknologiske udvikling. [¼] Den ændrede erhvervsstruktur afspejler forandringerne i varefremstillingen. Planlægning og styring af produktionen udgør en øget andel af den tid, der medgår ved fremstilling af varen. [¼] Gruppen af lønarbejdere, som udgør det altovervejende flertal af befolkningen, kommer til at stå over for en stadig mindre kreds af monopolister og deres forvaltere.

Hans politiske konklusion er:

De gammelkendte kløfter mellem håndens og åndens arbejdere, mellem forskellige faggrupper og mellem offentligt og privat ansatte må overvindes gennem et fælles antimonopolistisk program.

Også Svend Erik Christensen („Klassestrukturen og kampen for socialismen“, Skub2001/1) tilslutter sig det udvidede arbejderklassebegreb. Han inddeler samfundet i storkapitalen (2%), småborgerskabet (5%), mellemlagene (10%) og arbejderklassen (80% - defineret som „ansatte og underordnede ledere i det private og offentlige“) og rejser derudfra spørgsmålet: Hvad betyder det for vores politiske strategi?

Hvis vi går ud fra, at arbejderklassen har en objektiv interesse i socialismen, er der ikke behov for førsocialistiske stadier som antimonopolistisk demokrati eller folkedemokrati. Socialismen kan sættes direkte på dagsordenen.

Denne konklusion fik ikke lov at stå uimodsagt. Niels Rosendal Jensen indvender („Klasseanalyse + drømmeri = slut med politikken?“, Skub 2002/3):

Selv om der finder en proletarisering sted, [¼] finder der ikke samtidig en udvikling af den revolutionære bevidsthed sted. Og selv hvis der fandt en sådan udvikling sted, ville den ikke automatisk udløse revolutionære aktioner. [¼] Direkte overgang fra kapitalisme til socialisme uden mellemtrin er i bedste fald en naiv, mekanisk kortslutning [¼] Marx' principielle forestilling om proletariatets diktatur som overgangsform begrundes ikke i proletarernes antal, men derimod i, at det bestående statsapparat skulle overtages, sættes i en anden klasses tjeneste, omdannes og efter en overgangsperiode føre til selve statens afskaffelse [¼]. Klassikernes pointe var igen og igen at understrege dette politiske aspekt, fordi klassekamp netop er kamp og ikke statistiske beregninger.

Også Lars Ulrik Thomsen („Overgangen fra kapitalisme til socialisme“, Skub 2002/6) vender sig mod Christensens konklusion med lignende begrundelser. Christensen erkender i sit svar („Er det antimonopolistiske demokrati svar på nutidens problemer?“, Skub 2002/7):

Spørgsmålet er [¼], hvordan arbejderklassen når frem til bevidstheden om sin egen interesse i socialismen. [