Af Niels Rosendal Jensen

Georg Brandes skrev engang: „Man skaber aldrig et parti, undtagen der er en politik bagved, ideer bagved, et program bagved, et formål bagved, ønsker og drifter bagved i befolkningen – ikke i partiet". 

1. En dåbsgave?

Man kunne med en let ironisk distance anklage de resterende 335 medlemmer af DKP for at ville skabe eller genrejse et kommunistisk parti uden folkelig opbakning. Sammen med de andre små partier, men alligevel ikke uden risiko for at dø i egen selvglæde. Kommunismen i den dogmatiske version - hvor intet afgørende var indtruffet siden Marx’ analyser eller i den hjemlige debat siden "Kommunisternes Program" (der i parentes bemærket er mere end 25 år gammelt), og hvor nye vinkler på en sag blev udlagt som revisionisme - døde af ikke at lytte til andres argumenter, ikke at lade sig påvirke af andres tanker (det kaldtes "borgerligt" tankegods) og dermed forblive upåvirket.

Der skulle en "indre revolution" til i Sovjetunionen under de velkendte paroler glasnost og perestrojka for at lære at forholde sig nuanceret til de globale problemer. Intet af dette gik for sig uden sværdslag. Det førte til dybe splittelser i de kommunistiske partier, herunder vort eget, når diskussionen bølgede frem og tilbage om fornuftens koalition, de globale problemer, den moderne og kapitalisme og arbejderklasse samt krisen i socialismen.

Hvoraf kommer det? Paradoksalt nok skyldes det, at kommunismen i sin kerne er progressiv. Vores historiske erfaring kan berette mere end en historie om, at vi havde det rigtige standpunkt og derfor ikke ville lytte, men helst få ret. Det endte ikke altid, men undertiden i en stivnet form. Derved blev kommunismen sin egen værste fjende – en karikatur af sig selv. Dens styrke var netop det uforudsigelige, det overraskende, dens mangel på dansk politisk korrekthed.

Denne opgave lå om ikke lige for, så dog i baghånd. I den kolde krigs år bestod opgaven i en række henseender i at mene det modsatte af de øvrige partier. Det gav mening dengang. Bipolariteten krævede sine ofre. Man var enten for Sovjet eller imod, enten for kapitalisme eller imod. Hvem mindes ikke Erik Knudsens berømte artikel "Bresjnev er ikke det værste, man har". Men giver det mening længere? Den seneste version af en lignende opfattelse har vi set hos Reagan og Bush: en magtens arrogance, der var udtryk for et sort-hvidt billede af verden: her godheden selv – der ondskabens imperium, og da det faldt i 1990, erstattedes det af "ondskabens akse" (Irak, Iran og Korea). For at blive opfyldt indskriver denne arrogance sig usikker berømmelse ved at forlange retten til præventive krige, håndhæve unilateralisme og ikke lade sig gå på af andres argumenter. Det sker under henvisning til både kristendom og menneskerettigheder, men det bliver politikken ikke rigtigere af.

Eksemplet er sat på spidsen, indrømmet. Men det ændrer ikke ved, at det undertiden skaber klarhed at stramme formuleringerne.

2. Mens venstrefløjen venter på oraklet

Hvis vi ikke vil gå den vej, hvad så? SF har netop proklameret, at det vil gøre børnenes sag til partiets sag. Det skal blive børnepartiet frem for alle – ivrigt hjulpet af forstærkninger fra det norske. Temmelig mistrøstigt at være øjenvidne til, at halv- eller helgamle mænd gør sig til som børnevenner. Det havde dog mere mening på Peter Sabroes og Vilhelm Rasmussens tid, da Socialdemokratiet faktisk gjorde noget ved tingene.

Vender vi os til den politisk organiserede ungdom, er der ikke det store at hente: man kan faktisk ikke længere høre forskel på unge DSU’ere, KU’ere, RU’ere eller SFU’ere – de vil alle mere frihed, mindre stat og mere globalisering. Deres fælles mærkesag er nærmest den aldeles paradoksale: at få efterlønnen ophævet. Hvor finder vi de unge, der er alvorligt interesserede i ungdommens boligproblemer, uddannelsesproblemer, transportproblemer osv.? Jo, hos Rebel, Rød Ungdom og alle de andre små grupper på venstrefløjen.

Vrede er et øjebliks vanvid, mente man i oldtiden. Og vi skal da heller ikke agere "halv- eller helgamle, vrede mænd og kvinder", men snarere prøve at forstå nutidens træk.

- "forandringens bredde og dybe"

For det første skal vi anstrenge os for at begribe globaliseringen i et vestligt perspektiv. Min påstand er, at vi er på vej ind i en ny global æra. Kernen er delvis kendt, nemlig at kapitalismen sætter sig igennem globalt. Økonomien er ikke længere international, dvs. baseret på nationer, men udgør et globalt system, hvor økonomiske aktiviteter integreres i en samtidig proces. Samtidighed og integration er muliggjort af de nye informations- og kommunikationsteknologier. Hvad indebærer det så af nyt og anderledes? Vel frem for alt, at nationalstaterne gradvist ændrer karakter fra at være hovedaktører i og til at blive agenter for en global økonomi. Den her skitserede proces er resultatet af en strukturel forandringsproces, som ikke alene påvirker økonomi, men også mentalitet og værdier. Globalisering indebærer en vis standardisering af kulturen (amerikaniseringen griber om sig), men effekten er naturligvis ikke ens. Her ses forandringens bredde. Størst effekt viser sig i centrene (USA, EU, Japan), hvor integrationen forekommer stærk og dynamisk, hvorimod effekten i det meste af verden er opløsning, aftraditionalisering og splittelse. Dette skal ikke få os til at overse, at der også i centrene findes opløsningstegn. Dette skyldes forandringens dybde. Det interessante for revolutionære synes at være, at globalisering og regionalisering går hånd i hånd. Forandringerne ser ud til at øge interessen hos mennesker for deres identitet som kultur, nation, race, klasse, religion, køn og lokalitet. En væsentlig diskussion kunne centrere sig om: hvordan forstås så globaliseringen? Der findes fortalere for det hyperglobale standpunkt, som fokuserer på bruddet med fortiden. Der findes andre, der ud fra et kontinuitetssynspunkt hævder, at verden ikke er mere international end for 100 år siden (måske snarere mindre end før 1. verdenskrig). Og endelig findes der dem, der søger at kombinere de to synspunkter, idet den aktuelle globalisering ganske vist betragtes som en omfattende forandringsproces, men hvor vægten lægges på sammenfaldet af en række tendenser, der tilsammen kaldes globalisering. Kontinuitetsvinklen bygger på den ene side på, at den globale integration mellem staterne har stået på i århundreder. Med Sovjetunionens sammenbrud homogeniseres verden efter den vestlige samfundsform, og det internationale samarbejde bliver mere omfattende og forpligtende. Selv om udgangspunktet stadig er nationalstaterne, er den fremherskende tendens, at stadig flere og væsentligere problemer alene kan løses internationalt. Det nationale og det internationale hænger tættere sammen end nogensinde før.

- "megacivilisation"

For det andet forsvandt den tidligere omtalte bipolaritet med Berlinmurens fald. Der findes ikke længere to konkurrerende systemer og sæt af værdier. I takt med styrkelsen af den vestlige verdens økonomiske, teknologiske og militære magt breder neoliberalismen sig. Det nye er, at siden 1990 bliver den tilbageværende vestlige civilisation stadig mere dominerende som samfundsform. Dette træk kaldes undertiden "megacivilisation" – det forhold, at der kun er en sejrherre efter et par århundreders kampe mellem civilisationerne. Det kendetegnende er, at denne civilisation har gennemgået en udvikling via overgangen fra en stat bygget på "guds ret" over "statens ret" til "menneskers ret".

Det er netop dette kort, Bush evner at spille, når han tordner frem mod den onde konkurrerende civilisation (islam).

Hvad kan vi udlede af denne svada? Dels at den moderne globalisering er en økonomisk realitet. Den økonomisk-teknologiske udvikling ser ud til at foregå i langt højere tempo end f.eks. den politisk-ideologiske udvikling. Kunne man med et lån fra fortiden tale om "økonomisk-teknologisk konvergens"? Dels halter de politiske institutioner og strukturer bagefter (jfr. f.eks. EU's bestræbelser på at skrive en forfatning via EU-konventet, hvilket må betragtes som et forsøg på at indhente de økonomiske, teknologiske og til dels politiske realiteter).

- "usamtidighed og uensartethed"

For det tredje er det bemærkelsesværdigt, at Lenins gamle tese om usamtidighed og uensartethed i den imperialistiske udvikling synes at holde stik. Samfundene udvikler sig i forøget, men uensartet tempo, og den internationale integration og homogenisering øges, dog i forskelligt tempo og med forskellig effekt fra verdensdel til verdensdel – mens de kulturelle og politiske strukturer sakker agterud. Denne usamtidighed er et afgørende diskussionspunkt, fordi den – sideløbende med samtidigheden – kan belyse globaliseringens ’politiske økonomi’.

Denne usamtidighed er muligvis nemmest at få øje på ude i verden, men sociologen Anthony Giddens (pas på – han har været guru for Blair med den tredje vej!) betragter ikke desto mindre det lokale som resultatet af en global proces. Hans tankefigur går ud på, at den moderne kapitalisme og teknologi løfter de sociale relationer ud af deres lokale sammenhæng. Dvs. at den lokale udvikling præges stadigt stærkere af forhold, der i tid og rum ligger uden for. Dette minder i høj grad om modernitetstankegangen. Muligvis kan denne tænkemåde overvindes ved at begribe sammenhængen frem for forskellen. Globalt og lokalt er ikke hinandens modsætninger, men derimod hinandens eksistensbetingelse. Igen en formulering, der lægger sig op og ned ad kommunisters syn på forholdet mellem nationalt og internationalt.

4. En opfordring

Dette kunne der skrives og diskuteres meget mere om. Flere har peget på andre "udeståender".

På den baggrund er det nok at springe over, hvor gærdet er lavest, hvis man forestiller sig at kunne afslutte den teoretiske del af programdebatten i oktober måned. Den er næppe kommet ud over markeringsstadiet.