Privatiseringens
fallit
DKP’s repræsentant ved Finlands Kommunistiske Partis kongres, Henrik Stamer Hedin, blev bedt om at indlede på et møde om alternativerne til neoliberalismen, der i tilslutning til kongressen blev holdt for udenlandske gæster og lokale partiaktivister. Talen bringes her.
Kære
kammerater.
Jeg
takker jer for denne lejlighed til at tale til jer i dag og bringer jer og jeres
kongres hilsener fra Danmarks Kommunistiske Parti.
Jeg
er blevet bedt om at sige nogle ord om privatiseringen. Faktisk har vi i Danmark
i de senere år gjort nogle interessante erfaringer på privatiseringsområdet.
Udlicitering af offentlig service har i en hel del år været fremholdt som en
ufejlbarlig metode til begrænsning af de offentlige udgifter. Private firmaer
er, hævdes det, mere omkostningseffektive end det offentlige bureaukrati.
Privatansatte er mere engagerede og mere kvalitetsbevidste end søvnige embedsmænd.
Derfor, hævdes det, vil den offentlige service blive både bedre og billigere,
hvis den privatiseres.
Det
er let at se, at dette ikke kan passe. Ethvert serviceniveau har sin pris.
Derudover vil en privat driftsherre kræve en profit. Derfor må privatisering nødvendigvis
betyde enten en stigning i omkostningerne eller et fald i kvaliteten af den
ydede service eller i arbejdsvilkårene
for dem, der gør arbejdet. Og som i virkeligheden meget ofte er de samme, der
har gjort det hele tiden.
Bliver
de mere engagerede, hvis deres løn og arbejdsvilkår forringes? Selvfølgelig
ikke.
Der
er ingen tvivl om, at privatisering i nogle tilfælde er blevet brugt bevidst
som et middel til at reducere omkostningerne ved at sænke lønnen. Af politiske
grunde vil en offentlig myndighed almindeligvis ikke kunne nedsætte sine
ansattes løn. Så derfor overlader de det beskidte arbejde til det private
initiativ.
I
Esbjerg, den store handels- og fiskerihavn på Jyllands vestkyst, blev den
kommunale busdrift privatiseret for nogle år siden. Chaufførerne fik tilbud om
at beholde deres arbejde, men til samme løn og arbejdsvilkår som dem, andre
privatansatte buschauffører nød godt (eller skidt) af, og de var ringere end
dem, de kommunalt ansatte havde opnået.
Resultatet
var en lang og meget bitter strejke – Ribus-konflikten, måske I har hørt om
den. Vold og bagvaskelse nåede under konflikten højder, der var om ikke uden
fortilfælde, så i hvert fald usædvanlige. Der blev sat ild til biler og huse,
og uskyldige blev anklaget for forbrydelserne. Fra hele landet kom busser fulde
af arbejdere og sympatiserende til Esbjerg for at gå strejkevagt i solidaritet
med buschaufførerne.
Kampen
endte med nederlag. Men den udgjorde trods alt et højdepunkt i de senere års
danske arbejdskampe, og den lærte en masse mennesker meget om privatiseringens
natur og kapitalismens virkelighed.
En
anden konsekvens af privatiseringen så man i det kommunale sygehusvæsen i
Aalborg, den fjerdestørste danske by, beliggende i Nordjylland. Regøringsarbejdet
var blevet udliciteret til det danske multinationale rengøringsmonopol ISS.
Kvaliteten af det arbejde, firmaet leverede, viste sig at være langt ringere
end forventet. Sygehusene var simpelthen møgbeskidte.
Faktisk
havde rengøringskonerne, der vidste, hvad det krævede at gøre arbejdet
ordentligt, selv budt ved licitationen, men ISS var billigere. De gjorde
simpelthen ikke arbejdet. At det forholdt sig sådan, blev erkendt af ISS, der
opsagde sin kontrakt. De kunne ikke konkurrere med offentlig eller kooperativ
drift og tjene på det. Det skete i dette forår.
Og
et tredje eksempel, også fra dette forår: EU-bestemmelserne krævede
konkurrence i færgedriften mellem de danske småøer. Der blev indhentet
tilbud. I alle tilfælde gik arbejdet til det selskab, der i forvejen stod for
driften; de var de billigste. I de fleste tilfælde var der i forvejen tale om
private selskaber, om end kommunalt støttede, små og lokalt baserede. Det
eneste resultat af indførelsen af konkurrence var, at nogle af disse selskaber
opdagede, at de var for billige, og satte prisen op. Så enden blev, at færgedriften
blev dyrere, ikke billigere.
Faktisk
har en undersøgelse for nylig vist, at 27 % af de danske kommuner ikke har
sparet noget som helst ved at privatisere den offentlige service. Blot 3 % havde
oplevet en kvalitetsforbedring, mens 10 % havde fået ringere kvalitet.
Man
kan vanskeligt kalde privatiseringen i Danmark for en succes, og den mødes med
stigende offentlig modstand. Ikke desto mindre går løjerne videre:
EU-bestemmelserne kræver konkurrence på jernbanerne, så 15 % af den danske
jernbanepassagertrafik (godstrafikken er allerede blevet privatiseret 100 %)
skal overdrages til private firmaer i år – hvis de kan overbevise politikerne
om, at de er billigere end statsbanerne. Det kan meget vel blive ødelæggende
for et meget velfungerende takstsamarbejde, der i de senere år er gennemført på
bus- og jernbanenettet.
Jeg
blev også bedt om at sige lidt om Euro-afstemningen. Vi har haft en lang række
folkeafstemninger om de forskellige EF- og EU-traktater siden 1972, og den
almindelige tendens har været i retning af voksende modstand. Det første
Nej-flertal blev vundet ved afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992, men det
var et spinkelt flertal, og det forsvandt, da Edinburgh-aftalen året efter indførte
de berømte 4 undtagelser. Planen var selvfølgelig at få disse undtagelser ophævet
én efter én, og indførelsen af euroen var det første forsøg i så
henseende. Det blev mødt med et fast og bestemt Nej, og det kom som lidt af et
chok for magthaverne. Blandt modstanderbevægelsens aktivister var udfaldet
forudset fra meget tidligt i kampagnen, og der var på intet tidspunkt større
tvivl om det. Selv om EU-chauvinisterne ikke har opgivet håbet om at slippe af
med undtagelserne – for tiden tales der meget om den militære undtagelse og
det skadelige i, at den hindrer Danmark i at tage del i såkaldt humanitære
indsatser – er modstanderbevægelsen fortsat fast besluttet på ikke at
tillade nogen fiflen med det, der er tilbage af Danmarks uafhængighed.