Danmarks Kommunistiske
Parti udtaler fra sit forretningsudvalgsmøde den 13. januar 2002:
STOP UDLICITERINGEN AF JERNBANERNE Regeringen
har med sin afvisning af DSBs tilbud i licitationen over de midt- og vestjydske
banestrækninger afsløret, at udlicitering og privatisering ikke drejer sig om
forretning og sund økonomi, men om ideologi og nedbrydelse af den offentlige
sektor.
DSB måtte ikke
vinde licitationen. Det skulle et privat selskab.
Trafikministeren havde
tydeligvis regnet med, at sådan ville det gå. Udsættelsen af afgørelsen og
hemmelighedskræmmeriet omkring hele proceduren, da DSB viste sig at være
billigst, røber det. Udfaldet af licitationen og de oplysninger, der siden er
kommet frem om Arrivas dårlige resultater ved jernbanedrift i England og
Holland, har bekræftet, hvad kommunisterne hele tiden har sagt, og hvad talrige
dårlige erfaringer med private rengøringsselskaber o.a. har vist: Udlicitering
og privatisering giver ikke bedre og billigere, men dårligere og dyrere
service.
Og det er ikke engang det
hele.
Der er meget at kritisere
DSB for. Men at DSB er en statsvirksomhed giver trods alt muligheder for løbende
at stille politiske krav til selskabet. Det er en demokratisk mulighed.
Tilsvarende muligheder har
offentligheden ikke over for et privat selskab som Arriva. Beslutninger flyttes
fra en offentlig og i hvert fald til dels åben sfære over i en privat og
lukket. Regeringens udlicitering af de jydske banestrækninger er derfor et
anslag mod demokratiet.
Udliciteringsgalskaben må
høre op. Jernbanedrift varetages som så meget andet bedst i offentligt regi.
Forhåbentlig vil utilfredsheden blandt de ansatte på de berørte strækninger
blive startskuddet til en bred folkelig protest. Trafikministeren må tvinges
til at omgøre sin beslutning.