Af Finn Hermann
Som repræsentant for DKP og Enhedslisten ved det portugisiske kommunistpartis 16. kongres 8.-10. december blev jeg på én gang lidt imponeret og lidt skræmt, mens jeg sad på gæstetribunen og skuede ud over de 1700 fremmødte delegerede og ligeså mange tilskuere.. De røde faner og lyse grønne farver, som salen var udsmykket med var bestemt ikke ene om at skabe en munter, næsten forårsagtig og optimistisk stemning. Men der var rigtignok også stærke mindelser om ”de gode gamle dage” med det kendte, næsten rituelle ordvalg, de mange hjemme-forberedte indlæg, de ens opbyggede rapporter om lokale aktiviteter, hyppige gentagelser af arbejderklassens ledende rolle, partiet som en dynamisk kraft i arbejderbevægelsen, enhedsarbejdets betydning, behovet for en antiimperialistisk front på det internationale plan…alt sammen kendte ord. Talerne blev regelmæssigt afbrudt af massive klapsalver, en skov af oprakte knyttede hænder og taktfaste råb: ”PCP – PCP - PCP”. Enstemmigheden var heller ikke til at tage fejl af, da kongressen skulle godkende dagsorden og konstituering.. Størst ”uenighed” var der om sammensætningen af kongresudvalget: mod det foreslåede udvalg, 10 undlod.. Ud af 1700 stemmeberettigede delegerede!
Fra starten lagde kongressen vægt på sin internationale orientering og sin solidaritet med kommunister verden over. Alle de ca. 50 udenlandske delegationer blev modtaget med stående, taktfaste ovationer. Man kunne dog mærke små forskelle: Især repræsentanterne fra Palæstina og fra Cubas Kommunistiske Parti fik massive bifald, mens klapsalverne til Frankrigs Kommunistiske Parti og til Rifondazione Communista fra Italien kun varede få minutter. Desuden var der sørget godt for os, også politisk. Gode instruktive samtaler med ledende portugisiske kammerater.
Et stolt og selvbevidst parti
Denne ret traditionelle partikultur hænger sammen med, at PCP er et meget stolt og selvbevidst parti, ikke mindst svejset sammen af årtiers illegalitet. Som José Risquet fra Cubas kommunistiske parti sagde i sin hilsningstale: ”Intet andet kommunistisk parti i Europa led under så lang og hård en undertrykkelse som PCP”. Men det er også et parti som har forstået at bevare positionen som den portugisiske arbejderklasses og de fattige bønders talerør Og i denne tid, hvor de europæiske socialdemokrater har gjort sig til nyliberalismens, privatiseringens og nedskæringspolitikkens loyale redskab, og hvor denne politik møder voksende folkelig modstand, er det afgørende at bevare en revolutionær slagkraftig bevægelse.
Da partiet med den legendariske Alvaro Cunhal i spidsen kom frem i lyset under ”nellikerevolutionen” i 1974, havde det tilbragt 40 år i mørket. Medlemstallet steg brat fra ca. 4.000 til ca. 300.000, men fandt i løbet af en årrække et mere naturligt leje på ca. 130.000.
I forhold til landets befolkningstal på 10 millioner er PCP således et af Europas største:
- I Parlamentet sikrer venstrealliancen kommunisterne 15 ud af 17 mandater.
- PCP sidder på flertallet i mange kommuner i Portugal, alene i Alentejo-provinsen er der 29 kommunistiske borgmestre. I en række andre kommuner er kommunisterne den næststørste gruppe.
- PCP danner i Lissabon, som det eneste sted, byrådsflertallet sammen med Portugals socialistiske parti.
Murens fald kostede ikke partiet nævneværdigt, fordi man, i modsætning til mange andre kommunistiske partier, valgte at tage tyren ved hornene. Ifølge José Soeiro fra politbureauet, som jeg havde en lang og grundig samtale med, afholdt man omgående en partikongres med sammenbruddet i Østeuropa som eneste punkt. Her bekræftede man den gamle sandhed, at der ikke findes én model for socialismens gennemførelse. Kongressen konkluderede, at partierne i de fallerede socialistiske lande havde brugt en model, som i hvert fald ikke var den portugisiske. Dén havde altså ikke mistet sin aktualitet.
(Den portugisiske ”model” indebærer bl.a., at PCP forsvarer den offentlige sektor, men ikke, at alt behøver være offentligt. Og at man, som en række andre europæiske kommunistpartier går ind for flerpartisystem).
Fallitten i Østeuropa har endvidere lært de portugisiske kommunister at være særligt opmærksomme på faren for sekterisme og arbejderistiske afvigelser. Marxismen-leninismen skal være et åbent system i konstant udvikling, som er i stand til at gå i kritisk dialog med andre teorier. PCP sætter ikke spørgsmålstegn ved den demokratiske centralisme, men fordømmer den udvikling i Østeuropa, der forvandlede den til autoritær og bureaukratisk centralisme. Det er dårlige advokater for marxismen der vil gøre marxismen-leninismen til evige sandheder, som en delegeret udtrykte det. Den kritiske dialog skal bevares som en væsentlig forudsætning for, at man kan kræve opslutning bag trufne beslutninger. Naturligvis var der i forbindelse med sammenbruddet i Østeuropa behov for selvkritik. Der var delegerede der mente, partiet skulle indrømme åbent at have haft fejlagtige opfattelser af de østeuropæiske kommunistiske regimer.
Beretningsdiskussionen
Det var velgørende, at generalsekretær Carlos Carvalhas fra starten af sin beretning tog fat på de problemer der havde været med debatklimaet i partiet, som nogle medlemmer ifølge ham beskyldte for at være socialdemokratisk. Han kunne dog ikke acceptere påstanden om manglende internt demokrati. Men der var stadig uløste problemer, folk der forlod partiet ud fra dogmatiske standpunkter. Og det var nødvendigt med en foryngelse af partiapparatet, og med nye fremstød og mere dynamik i partiets basis.. I forslaget til politisk resolution fremhæves også fejl i den centrale ledelses arbejde, især med henblik på koordinering af partiets aktiviteter. Blandt de forholdsregler, der foreslås for at rette op på situationen, er en bedre uddannelse af kadrer, såvel politisk som ideologisk. Også Santos fra kontrolkommissionen understregede betydningen af de ”levende, klassebestemte demokratiske diskussioner” og respekten for de individuelle meninger som noget fundamentalt i den demokratiske centralisme. Han advarede mod den situation, hvor meningsforskelle vendes til konfrontationer. At alt ikke er fryd og gammen hørtes også i flere indlæg som talte om svage lokale partiorganisationer, med for få fuldtidsledere, selvom de var i stand til at udvikle deres aktiviteter.
Inden jeg blev kørt til lufthavnen, oplevede jeg et strejf af den kritiske debat om de mange – 204! – ændringsforslag til arbejdsresolutionen: En spørger var uenig i formuleringer omkring det seksuelle. En anden spørger fandt at formuleringerne om de handicappede afslørede manglende forståelse for disses situation.. En tredje kritiserede redaktionsudvalgets arbejdsform. En fjerde debattør fandt, at energipolitikken ikke indgik med den fornødne vægt i dokumenterne, og at fiskeriet ikke fik den korrekte behandling.
Et væsentligt tema i generalsekretærens tale og i beretningsdiskussionen var kritikken af det regerende socialistparti, PS, som ved sin accept af ny-liberalismen medvirker til øget social ulighed i landet.. Landets økonomiske liv er præget af skandaler, milliarder af escudos strømmer ud af de offentlige kasser. Der sker et udsalg af offentlige virksomheder (som overalt i EU), eksempelvis Portugisisk Telecom, og nedskæringer i antallet af offentlige ansatte. Ikke mindst pensionisterne får forringet deres levevilkår. Portugal er i dag ifølge PCP det land i EU der har den laveste minimums- og gennemsnitsløn, de laveste pensioner, den højeste fattigdomsprocent og det største svælg mellem de 10% rigeste og de 10% fattigste i landet. Svækkelsen af sundhedssektoren har bl.a. betydet, at Portugal er det land i Europa, der er hårdest ramt af AIDS.
Mod denne politik rejser der sig, som ovenfor antydet, stadig stærkere protester i den portugisiske arbejderbefolkning. D. 23.marts 2000 demonstrerede mere end 50.000 for retten til arbejde. 19. juni fandt en lignende massedemonstration sted i Porto under ledelse af Den europæiske fagforeningssammenslutning. Også de små landbrugere laver mange protestaktioner. De lider af indtægtsnedgang, forværret af socialistregeringens politik.
Enhedsarbejdet
Enhedsarbejde spiller en stor rolle for de portugisiske kommunister.: Partiet deltager i en række græsrodsbevægelser, eksempelvis handicappedes og kvinders organisationer (som dog også kritiseres for manglende dynamik). Men man har ikke valgt den ”danske model” med en enhedsliste. Det er vigtigt, at de deltagende parter i enhedsarbejdet bevarer deres identitet.. For jo stærkere de enkelte deltagende parters identitet er, jo stærkere er den samlede bevægelse.. Også partiet selv skal optræde dristigere, mente generalsekretæren. Siden 15. kongres har PCP dog udvist megen dynamik såvel på den nationale politiske scene som i EU-parlamentet. Albano Nunes, medlem af centralkomitéens sekretariat, fremhævede i sit indlæg om den internationale situation PCPs aktive medvirke i EU-parlamentsgruppen Det forenede venstre. Partiet er principielt modstander af Portugals medlemskab af EU, men har nu valgt at føre modstanden mere aktivt ind i selve EU's institutioner.
I den historiske by Evora i det sydlige Portugal, en af de byer der har kommunistisk flertal, viste bystyret sin EU-skepsis ved ikke at flage med EU's flag fra den tredje flagstang.