Hvis
man udtrykker sig uklart, må man finde sig i at blive misforstået. Det er sket
for mig. Både i forhold til Henrik Hedin og Oluf Unnerup.
Henrik
hæfter sig ved min kritik af Birgit Unnerups artikel i Arbejderen om
uenighedskultur, hvor jeg skriver, at et muligt svar til ”kværulanten”
kunne være: ”Du har uret/ Vi er uenige med dig. Og vi har flertallet og
ledelsen”. Sidste sætning forhindrer Henrik i at være enig med mig. Det er
ærgerligt, for hvis jeg ikke har ret, vil en uenighed mellem flertal og
ledelse på den ene side og ”kværulanterne” på den anden side være
uløselig. Alting vil gå i stå, eller medlemsmøderne vil trække ud i det
uendelige. Det jeg mener er naturligvis, at ”kværulanterne” som hovedregel
må finde sig i, at der er et flertal imod dem. Og at dette flertal ikke sjældent
har samme holdning som ledelsen, måske fordi det er dette flertal, der har
valgt ledelsen. Men jeg indser, at min sætning kan forstås som: ”Og fordi vi
har magten behøver vi ikke tage hensyn til dig” Og det er selvfølgelig ikke
meningen. Det hensyn har man en særlig forpligtelse til at tage i
erfaringsudvekslingen efter udført handling. I princippet er alle kommunister
vel enige om, at beslutninger, som på et givet tidspunkt var dem, man var i
stand til at træffe, efterfølgende bør kunne kritiseres og korrigeres i en åben
proces. DKPs fatale tilslutning til nedkæmpelsen af ”Prager foråret” 1968
i sørgelig ihukommelse!
Henrik
slutter med :”Man kan ikke stemme sig til sandheden!” Nej, men man kan blive
nødt til at træffe en afgørelse, samles om det der her og nu kan besluttes.
Herefter har alle medlemmer af kollektivet
sig at rette. Dette er indholdet i den gamle sætning: Partiet har
altid ret (som også indimellem er blevet misbrugt).
Oluf
Unnerup mener, at jeg nok er 85-90% enig med hans datter Birgit og kunne have
overladt det til dem derhjemme – på Langeland, formoder jeg! - at tage sig af
de sidste 10-15%. Hvor meget Birgit skal stå til regnskab for på den
ideologiske hjemmefront overlader jeg trygt til familien. Den man elsker tugter
man som bekendt. Men det er en misforståelse at tro, at jeg er enig med Birgit
til 85-90%. I hvert fald ikke, sådan som hun formulerer sig. Birgit sætter
fingeren på nogle ømme punkter. Og det er fint nok. Men den stærkt subjektive
og konfliktsøgende tilgang hun har til problemerne, får hende til at fremsætte
påstande, som efter min mening ikke fører os nogen steder hen. Og som i
tilgift forvirrer dem vi vil samarbejde med.