Efter at have hørt Birgit Unnerups indlæg i diskussionen
mellem KPiD, DKP/ML og DKP på K-festival i Nørrebroparken søndag 17. august
og efter gennemlæsning af Svend Erik Christensens bemærkninger til
programdebatten i SKUB nr. 6 har jeg fået den, forhåbentlig fejlagtige,
opfattelse, at medlemmer af DKPs landsledelse har afskaffet den demokratiske
centralisme. Birgit U. har udskiftet den med ”uenighedskultur” hvor det ikke
er nødvendigt at følge en vedtaget beslutning, og Svend Erik mener, at den
demokratiske centralisme blev afskaffet med vedtagelse af de nye partivedtægter
i 1992, og han harcelerer over at Ribe Amt, i sit programforslag, genindfører
den.
Har vi virkelig landsledelsesmedlemmer, der i ramme alvor ønsker
et program for DKP der ikke bygger på den demokratiske centralisme, men på en
”uenighedskultur”?
Noget kunne tyde på, at der i hvert tilfælde hersker
uenighedskultur blandt landsledelsens medlemmer.
Hvordan skal vi i distrikter og afdelinger komme videre med
vort arbejde for at skabe enighed med de to andre kommunistiske partier, når vi
er tvunget til at tage afstand fra udtalelser fra vore landsledelsesmedlemmer;
der går jo dønninger fra Birgit U, udtalelser i Nørrebroparken, hun finder
ikke, at det er nødvendigt med et partiprogram, og Svend Erik mener ikke et sådant
bør bygge på den demokratiske centralisme.
Til bemærkningerne til programdiskussionen i øvrigt kan jeg
til dels godt forstå Svend Eriks frustrationer over at skulle indarbejde dele
af Ribe Amts forslag i konklusionen, der opstod jo en hel del forvirring og for
lidt diskussion om Ribe Amts forslag, men at det ligefrem blev ”kuppet”
igennem, er da vist en overdrivelse. Men det er godt, det kom, for trods sin
vidtløftige form, indeholder det mange gode og nødvendige ting, som efter min
mening skal indeholdes i et kommunistisk program. Bl. a. spørgsmålet om
aktionsenhedens metode, og jeg mener, som også Svend Erik, at det vil være
fint at medtage afsnittet herom fra vort program fra 1976. Afsnittet om DKP affærdiger
Svend Erik med en lille notits på to sætninger. Her vil jeg foreslå at
medtage Ribe Amts udtalelser på side 23 fra …Danmarks kommunistiske Parti…
til …verdens overgang fra kapitalisme til socialisme.
Preben Engelsmann
Amager