DKP

På vore betingelser

Andetsteds i dette blad står der formentlig et referat fra det kommunistiske sommermøde, der fandt sted på Langeland den 3.-4. juli, ligesom man - om redaktionen har villet det - kan finde resolutionerne fra mødet optrykt.

Disse resolutioner er selvfølgelig ikke officielle partidokumenter. Deltagerne i sommermødet repræsenterede kun sig selv. Når de besluttede at nedfælde nogle hovedpunkter fra de to dages diskussioner i de fire resolutioner, skal det ses som en tilkendegivelse over for partiets ledelse og medlemmer af, hvad deltagerne opfatter som problemstillinger, det er vigtigt at diskutere lige nu - ikke mindst som en del af den partidebat, der blev givet startskud til på sidste landsmøde.

På landsledelsesmødet den 7. august blev nogle af formuleringerne i resolutionerne med rette kritiseret for at være ufærdige og „indforståede“. Der blev bl.a. spurgt, hvad man mente med, at debatten om socialismen „skal foregå på vore betingelser - og ikke på modstandernes“. Jeg forsøgte at besvare spørgsmålet og sagde bl.a., at med sammenbruddet i øst var det os, der havde mistet noget, og det var det, vi havde brug for at forholde os til, ikke til andres krav om, at vi skal angre vore synder. Med „os“ mente jeg i snævrere forstand kommunisterne og i videre forstand alle, der har kæmpet for et bedre samfund. Jeg blev afbrudt af et nyt spørgsmål: „Men blev der da slet ikke gjort noget galt?“

Et enklere svar end det, jeg gav, kunne have lydt:

„Jo - masser. For vores socialisme har hjemme på jorden og ikke i himlen. Den er derfor lige så fuld af modsigelser som alt andet her på jorden.“

Det er der måske nogle, der ikke engang vil kalde et svar. Senere i den pågældende resolution står der: „Enkle svar på andres spørgsmål i debatten eksisterer ikke.“

Dagbladet Arbejderen citerer den 14. august (i klummen „Ugen der gik“) Jyllands-Postens lederskribent for, at man i Danmark „stadig møder kommunister, der uden at blinke meddeler, at de ikke har noget at fortryde“, og for følgende beklagelse: „Ingen drømmer om at stille dem til ansvar.“

Nu er der i tidens løb mange, der ikke alene har drømt om, men også gjort alvor af at „stille kommunisterne til ansvar“. Den tavle fuld af navne, der engang hang på hovedtrappen i Dronningens Tværgade, vidnede om det.

Den såkaldte Sortbog over „kommunismens forbrydelser“, der for vistnok et par år siden blev udgivet af en angrende fransk maoist, har spillet en stor rolle for dem, der mener, at man igen bør begynde at „stille kommunisterne til ansvar“. Den opstiller et større regnskab over, hvor mange millioner der har mistet livet som følge af krige igangsat af kommunister, hungerkatastrofer foranstaltet af kommunister (med overlæg!), terror og massakrer udøvet af kommunister i kommunismens navn.

Det har været antydet (bl.a. i Socialisten, altså inden for venstrefløjen selv), at man ikke havde lov til at tvivle om disse tal. Selvfølgelig har man det; bevisbyrden påhviler her som altid den, der fremsætter påstanden. Det er imidlertid ikke den diskussion, jeg har tænkt mig at tage op her.

Langt den største post i det makabre regnskab vedrører ofrene for den kinesiske såkaldte kulturrevolution. En anden stor post er Pol Pots folkemord i Cambodia. Hvis jeg ikke husker meget galt, dækker disse to poster over halvdelen af det samlede regnskab. Er det den slags, vi skal „fortryde“? Gik vi nogen sinde ind for galskaben? Havde nogen af delene noget med kommunisme at gøre? Var det ikke kommunister, der til sidst fjernede både maoisterne og Pol Pot fra magten? Og var det ikke den „frie, vestlige verden“, som Jyllands-Postens lederskribent (og formentlig den angrende maoist) bekender sig til, der rejste et ramaskrig i den anledning og sørgede for, at Pol Pots repræsentant i endnu en årrække kunne beklæde Cambodias sæde i FN?

Blandt dem, der blev ramt af kulturrrevolutionens udskejelser, var ikke mindst de kommunister, der stillede sig i vejen for Mao. Skal de også „angre“? Og et andet spørgsmål: Må vi fornægte kommunismen, fordi Mao var kommunist? Naturligvis ikke.

De enkle svar eksisterer ikke. Verdenshistorien handler ikke om gode og onde, men om klassers og andre „agenters“ kamp indbyrdes og for egne materielle interesser. At analysere historien vil ikke sige at fordele skyld, men at spørge: Hvordan gik det til? Man kan fortryde meget her i tilværelsen. Men det spørgsmål, den enkelte må stille sig selv, lyder: Hvor står jeg i den kamp?

De sovjetiske kommunister, der blev ramt af Stalin-tidens terror og overlevede den, fornægtede ikke Oktoberrevolutionen. Blandt dem var Elisabeth Drabkina; hendes erindringsbog Videre, videre udkom på forlaget Sputnik i 1990. Læs den!

Videre kommer vi ikke, hvis vi går ind på modstanderens betingelser, fortryder, angrer, går til Canossa og bekender vore synder. For den synd, de vil have os til at bekende, er i bund og grund, at vi er kommunister, at vi har blandet os i historien og ønsket en bedre verden. Nogle af dem siger det også åbent.

Vær stolte af vores arv som kommunister! Og vær bevidste om dens problemer, for de vil blive ved med at forfølge os. Diskutér dem i åbenhed, men på vore egne betingelser! Og lad os slippe for kvalmende anger.

Vil man f.eks. diskutere Stalin-tiden i Sovjetunionen på vore egne betingelser, så kunne et par interessante spørgsmål lyde: Hvad var det for modsætninger inden for det revolutionære arbejdende folk, der førte til magtkampen i SUKP? Hvad er det for interesser eller mekanismer, der i en bestemt fase i socialismens udvikling synes at kalde på en Stalin? Og hvorfor kunne det kommunistiske partis eget indbyggede kontrolsystem ikke forhindre likvideringen af flertallet i partiets centralkomité efter kongressen i 1934?

Det er mig, der har stillet spørgsmålene; nogle vil måske finde dem for teoretiske og i stedet stille spørgsmål af mere praktisk art. Og måske er det ikke engang i Stalin-tidens Sovjetunion, vi bør starte debatten om socialismen.

For mit eget vedkommende var „afstaliniseringen“ eller „opgøret med personkulten“ en del af min baggrund for at melde mig ind i DKP. Det skete i 1967, midt under kulturrevolutionen, og når jeg valgte DKP, var det også i opposition til den maoisme, som på det tidspunkt var nok så synlig i det universitetsmiljø, hvor jeg færdedes. Men det er ikke af den grund, jeg melder mig blandt dem, der „uden at blinke meddeler, at de ikke har noget at fortryde“. Afstaliniseringen og dens følger er heller ikke hævet over kritiske spørgsmål. Var 60'ernes økonomiske reformer medvirkende til den misère, de europæiske socialistiske lande havnede i? Noget kunne tyde på det.

Det var kommunister, der gjorde op med både Stalin, Mao og Pol Pot. De virkelige årsager til disse udartninger findes ikke i kommunismen, i de kommunistiske ideer eller i kommunisters kamp for et bedre samfund. Som alle andre samfundsfænomener har de deres rod i objektive forhold i samfundets basis. At diskutere „på vore betingelser“ vil sige at afdække disse objektive forhold.