Af
Per Clausen (Enhedslisten)
Socialismen er ingen produktionsmåde i Marx’ forstand, det er kun en overgang fra den kapitalistiske til den kommunistiske produktionsmåde.
Kommunismen er ingen verdensfjern utopi, men en realistisk utopi i de mest avancerede kapitalistiske lande.
Spørgsmålet om overgangen til socialismen stiller sig derfor grundlæggende anderledes end det gjorde i forbindelse med:
·
russiske
revolution
·
ved
etableringen den af folkedemokratierne efter 2. verdenskrig
·
de
nationale socialistiske revolutioner i diverse tredje verdens lande
Vi har en lang tradition for parlamentarisk demokrati og ytringsfrihed. På en række områder kan vi endda tale om, at der eksisterer kommunisme/socialisme i kimform i Danmark:
·
eksistensen
af en række ydelser, som finansieres over skatten og stilles frit til rådighed
for dem, som har behov for det
·
eksistensen
af en stor offentlig sektor, som i princippet er behovsstyret og ikke styret af
profit
·
stadig større
anvendelse af selvorganisering af arbejdet i produktionen – sådan at grænserne
for den frie udfoldelse sættes direkte af markedet og kapitalismen
·
et
uddannelsessystem som fokuserer på den enkeltes selvrealisering
Kampen
for frihed, lighed og solidaritet vil derfor umiddelbart kunne omsættes i en
udvikling af socialismen i retning af kommunismen.
Der er kun en vej til kommunismen, at begynde der hvor menneskene bor, lever og arbejder, at tage udgangspunkt i den samfundsmæssige virkelighed, man nu engang befinder sig i.
Bevidstheden udvikles i kampen mod den undertrykkelse, som det kapitalistiske samfundssystem forårsager. Men en af betingelserne for, at denne kamp kan udvikle sig til mere end reformkrav inden for det beståendes rammer, er en forestilling om et andet og bedre samfundssystem - et socialistisk alternativ.
Socialisme
er et samfundssystem, hvor der produceres for at dække menneskelige behov og
ikke for at opnå en profit. Den private ejendoms- og råderet til
produktionsmidlerne er ophævet og erstattet af forskellige former for
kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold
til både produktionens indhold og udførsel.
Styringen
af samfundets økonomiske ressourcer er ikke længere overladt til en lille magtfuld klasse af kapitalister
og kræfternes frie spil, men indgår som en meget væsentlig del af det, som
alle mennesker er med til at bestemme over. Kapitalistklassens ejendomsret til
produktionsmidlerne skal ophæves, fordi den skaber en fundamental ulighed,
udbytning og undertrykkelse af de ikke-besiddende. Markedskræfternes frie spil
skal standses, fordi de fører til en blind vækst alene drevet af jagten på størst
mulig profit. Det skal være slut med profitjagten, fordi den katastrofalt
tilsidesætter de menneskelige behov, nedslider og invaliderer arbejdskraften og
truer selve naturgrundlaget for menneskeheden.
Den socialistiske revolution erstatter kapitalismen med en demokratisk planlagt og kontrolleret behovsstyret økonomi. Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer. Åbenhed og gennemsigtighed i de politiske beslutninger og de økonomiske forhold er hånd i hånd med det direkte demokrati vigtige midler til at sikre, at alle bliver aktive deltagere i styringen af samfundet og ikke blot tilskuere på sidelinjen.
Under socialismen vil forskellige kollektive produktions- og virksomhedsformer kunne udvikles, lige fra stats- og kommunalt ejede virksomheder over produktionskollektiver og kooperativer til virksomheder ejet af beboerforeninger eller andre lokale organisationer og institutioner. Grundlaget for virksomhederne skal være, at de fungerer for at opfylde reelle behov under størst mulig hensyntagen til mennesker og miljø.
Socialismen skal være en mangfoldighed af initiativer, der ikke begrænser, men åbner for nye muligheder, så længe det blot sker under hensyntagen til helheden og med det overordnede mål at skabe en bedre tilværelse for alle og ikke kun de få. Socialismen bliver dermed grundlaget for en mere lige fordeling, også på internationalt plan. Fundamentet for et retfærdigt og økologisk bæredygtigt samfund vil være skabt.
Ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således en vigtig forudsætning for socialisme, men den er langt fra tilstrækkelig. Det viser ikke mindst erfaringerne fra de påståede socialistiske samfund, hvor et lille, privilegeret mindretal udøvede et diktatur på bekostning af befolkningsflertallet.
Socialismen skal udvide de demokratiske rettigheder og de personlige og kollektive frihedsrettigheder og gøre dem reelle - ikke indskrænke dem, som vi tidligere har set det gjort i socialismens navn.
Afskaffelsen af den enorme økonomiske og sociale ulighed en forudsætning for og et vigtigt middel til at gøre de demokratiske rettigheder og frihedsrettighederne reelle i det socialistiske samfund. Omvendt kan kun frihed og demokrati sikre, at magten ikke falder i hænderne på et nyt samfundslag, der tilraner sig økonomisk magt og sociale privilegier på befolkningens bekostning. Friheden og de lige muligheder betinger således gensidigt hinanden.
Det socialistiske samfund skal altså ikke bare bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske rettigheder og frihedsrettigheder, der formelt er gældende i fx Danmark: Forsamlingsfrihed og strejkeret, ytrings- og pressefrihed, religionsfrihed, organisationsfrihed (herunder lige rettigheder for alle politiske partier), mindretalsbeskyttelse, lige rettigheder uanset køn, etnisk baggrund eller seksuel orientering, osv. osv.
Det demokratiske grundlag for det socialistiske samfund er afgørende for, at socialismens mål kan nås. Revolutionen, afskaffelsen af kapitalmagten, er snarere begyndelsen end slutpunktet for den proces, der skal frigøre menneskeheden.
I en længere årrække efter en socialistisk revolution vil der fortsat eksistere rester fra det tidligere kapitalistiske samfundssystem, f.eks. i form af privat erhverv, indtægtsforskelle og udnyttelse af markedsmekanismer. Derfor vil en egentlig klassekamp i en lang periode fortsat være en væsentlig drivkraft i udviklingen.
Udbytningen af andres arbejdskraft skal bringes endeligt til ophør, og der skal opmuntres til en kollektiv organisering af arbejdet. Der vil fortsat foregå en politisk kamp om produktionsresultatet; hvor meget der skal bruges til at sikre gamle og syge, til uddannelse, fornyelse og udvikling af produktionsapparatet, til kollektive goder mv. Der vil måske være konflikter mellem lokale og centrale niveauer eller mellem forbrugsønsker og økologisk nødvendighed.
Der vil være brug for en fortsat kamp for kvindernes frigørelse, kamp mod diskrimination af etniske minoriteter og seksuelle minoriteter, kulturkamp mod reaktionære fordomme af mange slags osv. osv. Det socialistiske samfund er ikke en statisk idyl, men en fortsat revolutionær proces.
I alle disse konflikter og kampe er frihed og demokrati det socialistiske samfunds centrale redskab til at bekæmpe stagnation, tilbageskridt og nye undertrykkelsesformer - og til at sikre en dynamisk og positiv samfundsudvikling.
Den socialisme, vi arbejder for, skal altså først og fremmest erstatte den nuværende kapitalmagt med hele befolkningens demokratiske, aktive styring af samfundsudviklingen. Dette ambitiøse mål har naturligvis konsekvenser for de midler og den strategi, vi bruger.
Da socialismen vil fjerne de økonomiske og politiske magthaveres magt og privilegier, kan den kun indføres i forbindelse med et revolutionært brud med kapitalismen og den herskende klasse under kapitalismen – borgerskabet.
Socialistiske revolutioner kan måske nok gennemføres i enkelte lande og forskudt over tid. Men en egentlig igangsættelse af den gigantiske forandringsproces, som socialismen er udtryk for, forudsætter, at revolutionen hurtigt breder sig til de centrale kapitalistiske nationer, ellers vil revolutionen blive slået tilbage af økonomisk og i yderste konsekvens også militær krig fra den omgivende kapitalistiske verdens side.
Den socialistiske revolution kommer ikke af sig selv. Den vokser ud af hverdagens folkelige kampe mod det kapitalistiske samfunds overgreb mod miljø, levevilkår, demokrati og menneskerettigheder. Derfor er målet for Enhedslistens politik at skabe en folkelig organisering og mobilisering for en rød og grøn politik.
Arbejderklassen spiller en meget central rolle i den socialistiske strategi, men vi må også arbejde konsekvent for at opbygge alliancer med de mellemlag og små selvstændige, som på mange måder også er magtesløse ofre for det kapitalistiske system. Dels ved at få dem med i de kampe, hvor de umiddelbart har samme interesser som arbejderklassen (miljø, fred, velfærd m.v.). Men også ved at vi udvikler en politik, der giver antikapitalistiske svar på netop disse gruppers problemer. Det kan f.eks. være krav om, at universitetsforskerne skal have en høj grad af selvbestemmelse og ikke være i lommen på privatkapitalistiske sponsorer. Eller krav om, at en statslig kreditinstitution skal byde små selvstændige mere menneskelige vilkår end bankerne gør.
Socialismens eneste naturlige modstander er det
borgerskab, der udgør en mikroskopisk del af befolkningen. En socialistisk
strategi må derfor have som sit naturlige sigte at samle befolkningens overvældende
flertal i en samlet front mod kapitalismen.