Af
Lars Ulrik Thomsen
En stor del af
diskussionerne på partiets programseminar kom til at dreje sig om vores
enhedspolitik Partiets strategi
omkring antimonopolistisk demokrati er netop temaet for dette indlæg. Hvordan
udvikler vi den antimonopolistiske kamp som overgang til socialismen?
Vores historie rummer en rig tradition på demokratiske kampe, som stadig øver indflydelse på vores egen tid.
Skipper Klement hører til en af de store skikkelser i Grevens fejde, som den politiske og militære leder, der trods alle tilbageslag, formåede at bygge alliancer op med den lavere adel og byernes borgerskab.
Årsagen til bøndernes oprør under Grevefejden var at de fik alt for lidt for deres varer, i forhold til prisstigningerne. Bondebevægelsen var også en demokratisk bevægelse, der ønskede alle privilegier afskaffet, uanset om det var kirkens eller adelens.
Navne som Jan Hus, Thomas Munzer og Johan af Leyden står som fortalere for en kommunistisk vision med fælleseje til produktionsmidlerne. Friederich Engels har i sit værk Bondekrigene i Tyskland, givet en medrivende skildring af datidens klasseforhold. Bøndernes ukuelige vilje og evne til på trods af nederlag, at rejse sig igen.
Når vi i dag synes det er vanskeligt at skabe enhed
fagligt og politisk, kan man med fordel studere bondekrigene og se hvor
indviklet klassestrukturen var bygget op.
Ethvert historisk trin i udviklingen rummer erfaringer, som bliver givet videre til næste generation. Dem må vi gøre os bekendt med for at forstå vores egen tid. Den samme blanding af sociale, politiske og nationale forhold finder vi 400 år senere, under Danmarks befrielseskamp.
Det er ikke tilfældigt at Arbejderbladet i 1941, bragte tre artikler af Hans Kirk om skipper Klemmen. De viste det spegede spil hvor adelen måtte ty til hjælp fra udlandet, for at slå bøndernes opstand ned. Under besættelsen udleverede toneangivende dele af bourgeoisiet Danmark til Tyskland, i håb om nogle nemme gevinster i Østeuropa. Det var partiets målbevidste indsats for at rejse arbejderklassen til modstand, der efterhånden fik en bølge af sabotager og demonstrationer til at rulle hen over landet, kulminerende med den 29. august 1943.
I dag gøres der et stort arbejde for at forvanske DKP`s og arbejderklassens indsats. Mange kender beskrivelsen af den hjemvendte modstandsmand, der er uønsket ved sin egen mindehøjtidelighed i Scherfig`s Frydenholm. Det samme gælder vores egen tid, fordi ungdommen ikke må kende sandheden om de stores forræderi og de smås kamp mod besættelsesmagten.
At dansk arbejderklasse stod som sejrherre ved befrielsen, skyldes dens evne til at skabe den bredeste enhed med funktionærer og de mindre næringsdrivende. Takket være et tålmodigt illegalt arbejde lykkedes det at vælte samarbejdspolitikken, gennem de store folkelige manifestationer under August-oprøret.
Efter befrielsen gjorde de gamle politikere alt for at
genvinde deres ben, og det lykkedes ikke at holde modstandsbevægelsen samlet
ved det første frie Folketingsvalg. Men for eftertiden står eksemplet fra
frihedskampen, som et mønster på hvordan folket kunne knække reaktionen,
selvom den fik hjælp fra den tyske
værnemagt.
Disse erfaringer kom ikke af sig selv. De kommunistiske partier måtte igennem en langvarig proces, inden man nåede til enighed om den rigtige fremgangsmåde. Først med Kominterns Verdenskongres i 1935, lykkedes det at formulere en fælles optræden, der kunne bryde den golde situation mellem socialdemokrater og kommunister. Fra enhedsfront i flere lande voksede kampen over i folkefronten, der især med de spanske og franske erfaringer stod som et forbillede for partiet.
Hvis Skipper Klement havde haft mulighed for at mødes med de andre bondeledere til kongres, er det ikke utænkeligt at opgøret havde fået et andet udfald!
Fører vi disse vigtige demokratiske kampe op til vores
egen tid, er kampen mod EF og EU i sit indhold det samme. Retten til national
selvstændighed er afgørende for vores mulighed for at sikre de sociale og
demokratiske forbedringer, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig.
Overklassen derimod er vedholdende i sin iver efter at udlevere nationen, hvis
blot mønten i kassen springer.
Hvem var det der sikrede jaet ved folkeafstemningen i 1972, med en massiv trusselskampagne i medierne? Socialdemokratiet og Fagbevægelsens top indtog de samme holdninger som under besættelsen. Der er ingen grund til at ændre ved gamle vaner.
I dag møder vi de samme problemstillinger som under besættelsen. EU bliver brugt til at udhule arbejderbevægelsens rettigheder og til at angribe den sociale standard, som vi har tilkæmpet os. Derfor er enhver snak om at kampen mod EU er forældet, et forsøg på at bøje af i striden, og kan kun tages til indtægt for unionstilhængerne og deres støtter.
Hvilken strategi var det som partiet udviklede i 60´erne og 70´erne, for at dæmme op for udsalget af den nationale selvstændighed?
Det var gennem internationalismen, en tålmodig udveksling af erfaringer i tosidige kontakter mellem partierne, på de store internationale konferencer, og på redaktionsmøderne i Tiden/ Verden Rundt.
Rødderne til Antimonopolistisk demokrati (AMD) går tilbage til Oktoberrevolutionen og enheds- og folkefrontstaktikken fra Kominterns VII. Verdenskongres. For DKP`s vedkommende var det landspartikonferencen i 1938, som var starten på en udvikling af partiets demokratiopfattelse, der skulle få vidtrækkende konsekvenser.
Konferencen fik afgørende betydning for udfoldelsen af modstandskampen. Gennem dannelsen af Frit Danmark og senere Danmarks Frihedsråd, lykkedes det at skabe den enhed, der førte frem til befrielsen den 4.maj 1945.
Efterkrigstiden betød et opsving i den demokratiske debat, hvor selv borgerlige kredse var klar over at der måtte ske grundlæggende ændringer i det danske samfund.
Med starten på den kolde krig i slutningen af 40`erne, ebbede diskussionerne ud igen.
Den 20. Partikongres i SUKP i 1956, var ikke kun et opgør med persondyrkelsen i Stalin-tiden. Det var også et forsøg på at formulere en ny politik og nye initiativer i den internationale kommunistiske bevægelse. På en række internationale konferencer i 1957, 1960 og 1969 udformedes en ny strategi, hvor der blev lagt mere vægt på de nationale traditioner. Den nye strategi faldt sammen med vigtige forandringer i kapitalismen, hvor den statsmonopolistiske styring skabte et helt nyt grundlag for partiernes arbejde.
Fra slutningen af 60`erne ebber den store efterkrigskonjuktur ud, og monopolerne sætter fart i bestræbelserne på at danne Den europæiske Union. Det blev startskuddet til en betydelig vækst i klassekampen og dannelsen af brede folkelige bevægelser, som f.eks. Folkebevægelsen mod EF.
DKP`s bidrag til at udvikle enhedsarbejdet blev almindeligt
anerkendt; evnen til at fastholde den fælles målsætning og tålmodigt
overvinde de modsætninger, der altid vil opstå. DKP`s vækst i begyndelsen af
70`erne og udformningen af det nye partiprogram, er snævert forbundet med
enhedsarbejdet. Som parti evnede vi at fastholde de socialistiske principper, og
forbinde dem med danske traditioner. Det skabte respekt i befolkningen, og førte
til partiets gennembrud ved Folketingsvalget i 1973. DKP var blevet en politisk
faktor, der var med til at sætte dagsordenen, både i og uden for Folketinget.
AMD var en ualmindelig vellykket strategi for arbejderbevægelsen, og skabte fra midten af 70´erne betydelig fremgang for de revolutionære kræfter i flere lande. Det betød at borgerskabet iværksatte en modoffensiv på det ideologiske område. Målet var at udvikle et alternativ, en såkaldt tredje vej mellem kapitalisme og socialisme.
Hvordan kunne det realiseres? For det første lagde man vægt på individualismen og fortalte, at det var muligt allerede inden for de bestående rammer, at realisere sig selv. Alle uanset baggrund kunne få mulighed for at realisere sine personlige ønsker.
Gennem denne individualiserings-kampagne, der var en del af et stort anlagt program, lykkedes det at drive en kile ind blandt de progressive kræfter. På nogle virkede det som et verdensfjernt og urealistisk mål, at revolutionere selve grundlaget for vores samfund. Den væsentligste faktor for borgerskabets succes, var de store forandringer på det teknologiske område. Det skabte forandringer i klassestrukturen og medførte en tilgang af nye lag, som var ukendte med arbejderklassens traditioner.
I 70´erne oplevede vi en voldsom stigning i interessen for marxismen, men det er ikke alt der giver sig ud for at være marxisme, som også er det. Væksten i de venstreradikalistiske strømninger, især på universiteterne havde betydelig indflydelse blandt ungdommen. DKP blev angrebet fra venstre for at være et revisionistisk parti, der lod sig diktere fra Moskva. Fra reformistisk side, dvs. socialdemokraterne i fagbevægelsen, blev vi angrebet for at splitte arbejderbevægelsen og føre en urealistisk overbudspolitik.
Disse strømninger vandt også fodfæste i DKP og medførte
en svækkelse af partiets enhed og mulighederne for at videreudvikle AMD.
Hvordan kan vi lære af 70´ernes og 80´ernes diskussioner?
For det første må vi afdække hvilke processer der fandt sted, alene det at forstå hvilke kræfter der er på spil, er et bidrag til at afklare de politiske brydninger. Vi må også konstatere, at vores ideologiske arbejde haltede bagefter udviklingen. Vi burde have kunnet se, på hvilke områder vores politiske modstandere satte ind og forsøgt at imødegå dem.
Vores kræfter var primært koncentreret om at imødegå antikommunismen, men vi formåede ikke at forstå hvilke dybtgående processer der var i gang på andre områder.
Et nyt opsving i positivisme og nykantianisme, blev kun sporadisk imødegået, fordi der ikke var tradition for at behandle mere filosofiske emner i partiet. Burde vi ikke have forstået, at den dialektiske materialisme ikke er noget statisk, men må genspejle de nyeste opdagelser på alle samfundslivets områder? Uden en konstant videreudvikling af den dialektiske materialisme sakker vi bagud for livet og kommer til kort.
Der blev oversat en del filosofiske værker i disse år. F.eks. Den dialektiske Materialisme og Anti-Duhring, men vi manglede en konkret stillingtagen til de nye strømninger og teorier, som de udvikledes i den vestlige verden.
David Favrholdt´s bog Lenin, hans filosofi og verdensanskuelse blev ikke imødegået i væsentlig omfang, selvom den burde have været genstand for omfattende diskussioner.
Vi burde også have været opmærksomme på, at den strømning der i 20´erne kendes som kulturradikalismen, optrådte i en lidt forandret udgave, men med samme indhold i opgøret omkring Aksel Larsen, og i nyere tid med dannelsen af Enhedslisten. Hvis vi undlader at forsvare marxismen i misforståede enhedsbestræbelser, betyder det et knæfald for borgerlige politiske strømninger, og den filosofiske idealisme. Derfor kan den nuværende krise for venstrekræfterne, kun løses ud fra principielle opfattelser, og en videreudvikling af den marxistiske tradition i dansk arbejderbevægelse.
Vi må lære af vores erfaringer, finde frem til de stærke
side ved vores arbejde og afdække manglerne. Det er forudsætningen for ny
fremgang for partiet.
Selvom AMD er en rigtig strategi er den ikke noget afsluttet. Den må løbende tilpasses til forandringerne i kapitalismen. Fra den statsmonopolistiske kapitalisme vi kendte i 70´erne har den udviklet sig til en overnational styring som vi kender det i EU. I denne forbindelse har vi talt meget om, at fremme et samarbejde imellem partier og fagbevægelser, på tværs af landegrænserne, men uden de store resultater.
Når vi siger at vi ønsker en udbygning af de antimonopolistiske positioner, betyder det erobringen af noget af monopolernes magt, der så kan bruges til yderligere fremstød. I 1976-programmet, var vi meget fokuserede på nationalisering af banker og forsikringsselskaber, men ud fra det nuværende styrkeforhold er vi nødt til at se med friske øjne på hvad anti-monopolistiske positioner er.
I mine øjne er de 4 forbehold, som vi fik i Edinburgh-aftalerne en antimonopolistisk position. Vi må forhindre at vi langsomt glider længere og længere ind i EU. Denne position kan bruges som udgangspunkt for nye fremstød, i form af kravet om dansk udmeldelse af EU!
Helsinki-konferencen i 1975, kan også ses som udgangspunkt for en anden sikkerhedsordning i Europa. For fredskampen gælder det som i kampen mod EU, at sætte sig delmål der kan blive udgangspunktet for nye fremstød.
Det kunne f.eks. være en genoplivning af OSCE, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.
Et andet eksempel er FN´s rolle. For øjeblikket udnyttes
den af USA og andre til en aggressiv udenrigspolitik, men det var ikke det FN
blev dannet for. FN ´s charter strider helt klart mod dette misbrug af
verdensorganisationen. Et folkeligt krav om et uafhængigt FN, kan blive en
vigtig faktor for at undgå nye krige og ustabilitet.
Arbejderbevægelsen har en afgørende rolle at spille i denne udvikling. Kun hvis det lykkes at forene store dele af Fagbevægelsen, kan vi gøre os håb om politiske forandringer. Det er vores hjemlige opgave. Internationalt må vi styrke samarbejdet mellem de kommunistiske partier og andre venstrekræfter, for at skabe et mere slagkraftigt modspil til de internationale koncerner. Her kunne vi tage udgangspunkt i et forsvar for strejke-retten. Der er allerede toner fremme om at indskrænke strejke-retten, hvis det forhindrer den frie trafik mellem EU-landene.
Vi kan se de samme tendenser i USA, hvor havnearbejderne på Vestkysten fratages deres strejkerettigheder, med henvisning til statens sikkerhed.
Derfor er fagbevægelsen også omdrejningspunktet for alle videre fremstød, i både hjemlige og internationale forhold. Vi må først og fremmest styrke den politiske indsats inden for Fagbevægelsen, på arbejdspladser og i fagforeninger.
Vi må målrette vores arbejde på at genvinde de tabte positioner som tillidsmænd og faglige ledere, ved at formulere et konkret politisk handlingsprogram i lighed med 1976-programmets.
Der er sikkert nogle der vil mene, at det er misvisende at sætte lighedstegn mellem overgangsformer til socialismen og AMD.
Som jeg nævnte i indledningen er argumentet det, at vi ud fra danske traditioner ser det antimonopolistiske demokrati, som den mest sandsynlige overgang til socialismen. Hvordan klassekampen udvikler sig konkret kan vi ikke forudse, det afhænger af mange ting. Det afgørende er imidlertid, at vi for at vinde politisk styrke til at gennemføre forandringer, må tilstræbe den vej, der kan samle det store flertal af befolkningen.
Vi må bygge på de erfaringer, som dansk arbejderklasse og det danske folk har gjort. Selvom vi i modgangstider synes det er svært at fastholde perspektivet, er det sådan i historien, at de bærende linjer altid sætter sig igennem. Hvem troede for eksempel på, at modstandsbevægelsen ville få en så stor gennemslagskraft, da kommunisterne begyndte at organisere det illegale arbejde under besættelsen?
På samme måde i dag. Selvom den politiske modstander synes overmægtig, må vi finde vejene til at rejse modstanden mod dansk og udenlandsk storkapital. Deres Babelstårn-drømme om Europas Forenede Stater, og deres tilslutning til USA´s imperiedrømme, er lige så uigennemførlige, som Hitlers tusindårsrige.
Vores alternativ er den folkelige og demokratiske vej, som vi så under Allendes Chile. På 3 år lykkedes det at skabe fremgang for den almindelige chilener, nationalisere kobberet og vise et eksempel for hele verden.
I Danmark må vi gøre kunststykket efter. Enhedens vej er den bedste, når det gælder overgang til socialismen!
Litteraturliste:
DKP’s arkiv, ABA: Forberedelse af programdiskussionen og internationalt arbejde, 1960-76.
Ib Nørlunds arkiv, ABA: Programdiskussionen og manuskripter, 1960-76.
Artikler i Tiden – Verden Rundt 1960-76.
”Den unge Jørgen Jørgensen som repræsentant for den kritiske idealisme”, Carl Erik Bay i Dansk filosofi og psykologi, bd. 2 1977.