Overgangen fra kapitalisme til socialisme  

Den herskende klasse opgiver aldrig af sig selv sine privilegier og sin magt over samfundet. Den må tvinges dertil af den folkelige magt, som arbejderklassen med sine forbundsfæller kan rejse gennem sin aktivitet og sin organiserede optræden. Det arbejdende folk gør sig til en kraft gennem kamp for sine mest påtrængende interesser og for at vinde sig frihedsrettigheder til at sikre dem. Det er en kamp for demokrati. Enhver overgang til socialismen er opnået gennem, at folkets kamp for demokratiske mål er vokset over i en kamp for socialismen. (Kommunisternes program, s. 17) 

Af Lars Ulrik Thomsen  

Spørgsmålet om overgangsformer fra kapitalisme til socialisme er indgående behandlet i 1976-programmet. Styrkelsen af den socialistiske verden og opsvinget i klassekampen i store dele af den kapitalistiske del skabte begrundet håb om, at der inden for en overskuelig tid ville ske en overgang til et nyt samfundssystem.

Omdrejningspunktet i programmet var udviklingen af et antimonopolistisk demokrati, ikke som mellemfase mellem kapitalisme og socialisme, men som overgangsform. Spørgsmålet efter sammenbruddet for de socialistiske stater i Østeuropa er, om det også forandrer den strategi, kommunisterne foreslår. Vi vil tage udgangspunkt dels i debatten på socialismeseminaret, dels i programdiskussionen i Skub.

I artiklen "Klassestrukturen og kampen for socialismen" (bragt i Skub januar 2001) omtaler Sv. E. Christensen overgangsformen. Han skriver: "Sat på spidsen kan vi vel sige, at tesen om antimonopolistisk demokrati var en nødvendighed for arbejderklassens kamp for socialismen, da den herigennem kunne vinde befolkningsflertallet over på sin side." Men efterfølgende er væksten i arbejderklassen den vigtigste grund til, at vi nu bør ændre strategi:

"Hvis vi går ud fra, at arbejderklassen har en objektiv interesse i socialismen, er der ikke behov for det førsocialistiske stadie, som antimonopolistisk demokrati er."

Ib Nørlund har i artiklen "Demokrati og klassekamp" været inde på denne diskussion: "Programmet opfatter ikke antimonopolistisk demokrati som et statisk begreb, en 'mellemform' mellem kapitalisme og socialisme. Det fremhæver dets dynamiske karakter ved at understrege, at antimonopolistisk demokrati åbner for en samfundsmæssig proces, der kan sikre afgørende fremskridt for det arbejdende folk..." (Internationalisme s. 338)

Hertil kommer, at nok er det rigtigt, at arbejderklassen talmæssigt har været i vækst, men de småborgerlige holdninger, som mange har taget med, giver ikke nogen automatik i spørgsmålet om tilslutningen til socialismen, tværtimod. Det er kommunisternes opgave at imødegå den småborgerlige indflydelse i arbejderklassen og vinde forbundsfæller for en mere klassebevidst optræden.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad vil Sv. E. Christensen sætte i stedet for antimonopolistisk demokrati? Her mangler vi nogle svar.

I debatten på socialismeseminaret i maj 2001 kom vi ind på debatten om antimonopolistisk demokrati. En repræsentant for APK (Arbejderpartiet Kommunisterne) oplyste, at der på et tidspunkt blev indgået en aftale mellem KPiD og DKP/ML i Odense om et tættere samarbejde, der bl.a. indebar, at man tog afstand fra antimonopolistisk demokrati.

Ligeledes vendte repræsentanten for APK sig kraftigt imod Folkeenhedens politik under Allende, som han mente var en illusion. Sammenhængen er interessant. Det chilenske eksperiment var netop det nærmeste, vi kom til en "fredelig" overgang til socialismen i anden halvdel af det 20. århundrede.