Foreningen Oprørs appel:
KRIGEN MOD TERROR TRUER OS ALLE -
Forsvar ytringsfriheden, menneskerettighederne og den internationale
solidaritet!
Appel fra OPRØR (Danmark) til de europæiske bevægelser.
Den danske forening OPRØR inviterer alle europæiske demokrati- og
solidaritetsbevægelser til at være med i en samlet udfordring rettet mod
national terrorlovgivning, EUs terrorliste og den internationale krig mod
terror.
Den aktuelle terrorlovgivning bruges af europæiske regeringer til at gennemføre
begrænsninger i borgernes ytringsfrihed og politiske rettigheder, herunder
retten til at formidle moralsk og materiel støtte til modstands- og
befrielsesbevægelser i verden.
I det forløbne år har OPRØR offentligt, og i direkte strid med dansk
terrorlovgivning, overført betydelige beløb til Folkefronten for Palæstinas
Befrielse (PFLP) og Colombias Væbnede Revolutionære Styrker (FARC). En vigtig
målestok ved valg af de organisationer, vi ønsker at støtte, er at
organisationerne kæmper for sekulære, demokratiske og humanistiske mål.
De danske justits- og politimyndigheder har i månedsvis efterforsket sagen,
under stærkt pres fra den colombianske regering; men der er hidtil ikke blevet
rejst tiltale mod OPRØR. For at fremme efterforskningen har både Colombias
ambassadør til de nordiske lande og vicepræsident Santos besøgt København, og
haft samtaler med udenrigsministeren og repræsentanter for justitsministeriet.
Vi appellerer til andre europæiske organisationer om at gå sammen med os i
fortsat modstand mod de europæiske terrorlove og EUs terrorliste.
Vi foreslår en kampagne med følgende elementer:
- Pengeindsamling i hvert land med en liste over alle dem, der vil stå frem som
medunderskrivere. Det frarådes at åbne konti, da disse kan blive beslaglagt.
- Hvert af de deltagende lande må nå op på mindst 100 underskrifter og 1000
Euro. Det er naturligvis til stor fordel for kampagnen, hvis offentligt kendte
personer kan inddrages heri.
- Det er vigtigt at udgive offentlig information om initiativet, når disse mål
er nået, eller når det bedst passer ind i det lokale kampagneforløb.
- En konference med alle de deltagende organisationer afholdes i København,
eventuelt i november i år. Her vil en kollektiv overførsel af de indsamlede
midler til befrielsesbevægelserne blive offentliggjort. Samtidig udsender
konferencen en samlet erklæring mod europæisk terrorlovgivning og den internationale
krig mod terror.
Vi håber at denne appel bliver positivt modtaget af jeres organisation, og at
initiativet kan blive videreudviklet på en så dristig måde som det overhovedet
kan lade sig gøre i forhold til hvert enkelt lands muligheder.