Opgaven her i dag

Udgangspunktet for debatten

Hvad er der gået forud

Hvad er det for en epoke vi lever i

Den teknologiske udvikling og klasseanalyse

Den europæiske socialismes fald

Den kommunistiske vision

På vej mod en ny offensiv med nogle strategiske betragtninger

Opsummering

Den videre debat

I denne situation er modstand nødvendig. Men den nødvendige modstand må have et kompas og nogle pejlemærker for at gøre en forskel. I vores programdebat er det vigtigt, at vi få hold på den virkelighed vi lever i – få beskrevet den verden vi lever i og få nogle bud på hvilken verden vi vil have. Vi har brugt og må til stadighed bruge den marxistiske metode til disse analyser.

Udgangspunkten for den nuværende programdebat og den debat vi skal have i dag er resolutionen som blev vedtaget på landsmødet i januar 1999, altså for godt og vel fire år siden. Resolutionen slog fast at;

"Landsmødet pålægger Landsledelsen at iværksætte debatten til programarbejdet og fremlægge forslag på Landsmødet i 2000 indeholdende stillingtagen til bl.a.:

- Udbygningen af den Europæiske Union og de nationale konsekvenser heraf

- Det socialistiske sammenbrud i Østeuropa og dets følgevirkninger

- Udviklingstendenserne i det kapitalistiske system og klassekampen siden 70'erne."

Det var ikke første gang inden for de senest 12 år, at DKP tog fat på en programdebat. Det blev både besluttet i 1990 og 1993. Baggrunden for disse beslutninger var et åbenlyst behov for en afløser af "Kommunisternes Program" fra 1976. Men begge forsøg løb ud i sandet. Først i begyndelsen af 1999 lykkedes det af få et landsmøde til at sætte det programmatiske arbejde i gang.

Senere landsmøder: i november 1999, i maj 2000 og september 2001 bekræftede beslutningen om det programmatiske arbejde. På landsmødet i 2001blev det besluttet at der

"Til næste landsmøde skal der foreligge en foreløbig konklusion på programdiskussionen til offentliggørelse."

Landsledelsen har hhv. i marts 2002 og i januar 2003 vedtaget interne resolutioner om programarbejdet, der udstak retningsliner for programarbejdet og fastholdet målet med at udarbejde en foreløbig konklusion til fremlæggelse for dette landsmøde.

Inden vi er nået hvortil vi er i dag har det programmatiske arbejde været koncentreret om debat i vores blad SKUB. Her har der siden januar 1999 været 90 artikler, som jeg har tilskrevet programdebatten. Der er i alt 23 enkeltpersoner som har deltaget i debatten, hertil kommer 8 kollektive indlæg. I starten gik det træt med at få debatten i gang i SKUB, men siden landsmødet for halvanden år siden, så har der været rimelig godt gang i debatten. Den seneste systematisering der ligger på hjemmesiden og er delt op i 7 hovedgrupper:

1. hvad skal vi med en programdiskussion?

2. Den nuværende kapitalisme

3. Klasser og klasseanalyse

4. Socialismens historie - erfaringsdiskussion

5. Socialismens pespektiv - endemålet

6. den samfundsforandrende kraft

7. partiet

Der har siden 1999 været afholdt 3 programseminarer. Et i 1999 om den kapitalistiske udvikling siden 70’erne. Et i 2001 om socialismen og et programseminar i 2002. Alle tre seminar har været omtalt i SKUB og oplæggene og noget af diskussionen kan læses på hjemmesiden. På de to seneste seminarer havde vi inviteret repræsentanter fra vores venner på venstrefløjen. I det hele taget mener jeg, at det er vigtigt at vi ikke holder vores programdebat i vores egen osteklokke, men inddrager alle gode kræfter på venstrefløjen, specielt Enhedslisten, KPID og DKPML.

En af programkommissionens opgaver var at udarbejde en opsamling på debatten. Det var en opgave der ikke sådan lige var til at løse, men da det blev aftalt at Henrik Stamer Hedin kunne købes til at løse denne opgave, så blev denne opsamling offentliggjort i SKUB’s oktobernr. sidste år. Opsamlingen griber helt tilbage til programdebatten i begyndelsen af 90’erne og inddrager enkelte ældre artikler og debatindlæg bl.a. oplæg om den nye teknologi fra 1986.

Denne opsamling giver for første gang en ordentlig oversigt over programdebatten i DKP, og har givet mulighed for at uddrage hovedsynspunkterne og vise, hvor der mangler debat og analyser. I opsamlingens konklusion siges det da også:

"Den debat, vi har haft, og som det her er forsøgt at skabe et overblik over, har været vidt omkring, men ikke vidt nok. Man kan ikke engang sige, den har dækket alle tre hovedpunkter i 1999-resolutionen, for debatten om EU's udvikling og dens konsekvenser har været stort set fraværende. Man kan heller ikke sige, alle aspekter af de to andre punkter har været dækket. Det er ovenfor forsøgt at trække nogle af de spørgsmål frem, som vi mangler svar på - eller mangler at stille.

På vores hjemmeside www.dkp.dk har vi haft programdebatten liggende et par år. Den er nu blevet udbygget til at indeholde hovedparten af de indlæg, der har været bragt i SKUB. Her kan man også se alle de artikler, som der er citeret i Henrik Stamer Hedins opsamling. Vi kan vel sige, at hjemmesiden om programdebatten er et eldorado for dem der vil grave sig ned i debatten og de teoretiske programstillinger der har været rejst de seneste 15 år i DKP’s programdebat.

Jeg vil som oplæg til debatten her i dag prøve at fremdrage nogle af de vigtigste konklusioner og problemstillinger som der beskrives i "En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede".

Dokumentet tager fat på følgende emner:

Som sagt, det er en kold tid vi lever i.

"Med udgangen af det 20. århundrede er menneskeheden stillet over for nye farer og udfordringer. Den kapitalistiske produktionsmådes rovdrift på naturgrundlaget, kapitalens udbytning af menneskehedens store flertal og imperialismens leg med krig truer den menneskelige civilisation med udslettelse."

Igennem hele vores programdebat har det været drøftet hvad det er for en epoke vi lever i og hvad der karakteriser den. Kommunisternes Program fra 1976 karakteriserer vores epoke som overgangen fra kapitalisme til socialisme. Vi må nok sige, at vi i dag er i en hel anden situation.

I vores konklusion siger vi:

"Det 20. århundrede var karakteriseret ved en verdensomspændende kamp mellem kapitalisme og socialisme. Grundlaget for denne kamp var lagt med arbejderbevægelsens og socialismens opståen i sidste halvdel af det 19. århundrede. Det store kvalitative spring var Oktoberrevolutionen, der indledte opbygningen af et socialistisk verdenssystem i konfrontation og kappestrid med den kapitalistiske verden.

Århundredet sluttede med „den europæiske kontrarevolution", hvor de stater i Europa, der havde givet sig i kast med en socialistisk opbygning (og som derfor almindeligvis kaldes socialistiske lande), gik til grunde. Magten i samfundene skiftede hænder, og den socialistiske opbygning afløstes af kapitalistisk restauration.".

Altså hvor verdens overgang til socialisme er afløst af kapitalistisk restauration. En kapitalisme der inddrager stadig større dele af verden under markedskræfternes domæne. Men er denne udvikling et reb om kapitalismens hals.

" Så længe kapitalismen bestod som celler i en ikke-kapitalistisk omverden, var denne indre modsigelse ikke systemtruende. Men en fuldstændigt globaliseret, integreret og ligeværdigt udviklet kapitalisme vil løbe panden mod den mur, som den udgør."

"Denne tendens forværres blot af, at de kapitalistiske centre søger at løse deres nuværende cykliske krise ved, at der destrueres kapital og købekraft andre steder i verden" og der fortsættes "Dermed løses krisen ikke; tværtimod undergraver de kapitalistiske centre deres egne markeder. De kommer til at ligge som øer i et hav af fattigdom."

I debatten har der været rejst spørgsmålet om de cykliske kriser som vi har set gennem de seneste årtier er ved at udvikle sig til er permanent krise, en dommedagskrise? Som vil gøre ende på det kapitalistiske herredømme. Det er vigtigt at få debatteret dette og får en afklaring på det spørgsmål.

Den nuværende kapitalisme besidder stadig den indre modsigelse mellem samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse. Med inddragelse af større og større del af verdens ressourcer under de kapitalistiske markedsforhold er den modsætning blevet skærpet.

Denne modsigelsen kan kun løses af en ny samfundsformation: Kommunismen. Kun under kommunistiske produktionsforhold kan den fulde udnyttelse af det teknisk-videnskabelige fremskridt realiseres til gavn for menneskeheden.

Det er heri vi må se det optimistiske fremtidsmuligheder i den tid vi lever i. Karakteristikken af epoken slutter da også med at sige, at:

"Vi lever i en reaktionsperiode, der har afløst den vældige revolutionære bølge, som startede i 1917 (eller nogle år før). Denne epoke er nu slut, og vi står ved indgangen til en ny, der vil medføre et nyt opsving i klassekampen og igen vil sætte socialisme og kommunisme på dagsordenen, fordi der ikke findes andre løsninger - men på et „højere niveau", fordi de problemer, kapitalismen skaber, trænger sig mere på, fordi forudsætningerne for socialismen i højere grad er modnet i det gamle samfunds skød (Marx), og fordi de revolutionære vil kunne støtte sig på erfaringerne fra socialismens sejre og nederlag i den forløbne epoke."

Et af de nye begreber, der er dukket op det seneste årti er globaliseringen.

"Gennem de seneste årtier er kapitalen blevet mere og mere international. Der er sket en stadig stigende centralisering og koncentration. Større og større dele af kapitalen er organiseret i transnationale selskaber. Der kan tales om transnationalisering, hvor den statsmonopolistiske kapitalisme transformeres til den transnationale monopolkapitalisme, som river alle nationalstatens barrierer ned og i stedet skaber internationale organer som EU, WTO, Verdensbanken osv., der skal være garanten for de transnationale monopolers vækst gennem dereguleringen og neoliberalismen."

Altså nogle væsentlige nye træk, som vi må diskutere og tage stilling til:

• De transnationale monopoler bliver større og større og er blevet dominerende i den kapitalistiske økonomi. Deres andel af den samlede verdenseksport var i 1995 på 33 pct. og er ikke blevet mindre siden.
• Den statsmonopolistiske kapitalisme er transformeret til den transnational monopolkapitalisme
• Den transnationale monopolkapitalisme river nationalstaternes barriger ned og "erstatter" nationalstaterne med international regulering gennem mere eller mindre udemokratiske organer som EU og WTO. Hertil kommer den almene deregulering og neoliberalisme.

Internationaliseringen har også skabt en større arbejdsdeling. Kapitalen flytter derhen hvor arbejdskraften er bedst og billigst. Og det er ikke bare de mest simple industriproduktioner, der flytter efter den billige arbejdskraft. Fx er der i Indien en stadig større software-produkton, som udnyttes af mange af de store edb-producenter.

"Som led i internationaliseringen tvinges arbejdskraften til at søge derhen hvor der er mulighed for arbejde. Ingen sinde tidligere er der set folkevandringer som i de seneste årtier. Mange af de såkaldte flygtninge og indvandrer, der i disse år kommer til Danmark og det øvrige Vesteuropa er tvunget til at forlade deres hjemland på grund af manglende muligheder for at opretholde livet for dem selv og deres familier."

Denne stigende internationale arbejdsdeling stiller os spørgsmål, om der i dag er mening i at tale om en national dansk arbejderklasse? Eller bør man i stedet interessere sig for den globale klassedeling og analysere det globale klassesamfunds sammensætning? Og hvordan skal en national arbejderbevægelse orientere sig i denne situation?

Globaliseringen har ikke betydet at verdens rigdomme er blevet fordelt bedre tværtimod:

"De værdier, arbejdet skaber, havner langt fra det sted, hvor de skabes. De transnationale monopoler fusionerer og bliver endnu større og rigere. De fattigste lande bliver fattigere, og rigdommene ophobes på færre og færre hænder i de rigeste lande."

Internationalt er der tre geografisk adskilte kapitalgrupper og interesser, der er centreret om Vesteuropa, Nordamerika og Japan/Fjernøsten. I alle tre områder dannes regionale markeder, der beskytter områdets producenter mod konkurrenter fra andre regioner. Så i den globale verdensøkonomi har vi disse modsætninger, hvor de tre centre konkurrer indbyrdes om markeder og ressourcer.

Den mest aggressive part er det nordamerikanske center med USA som dominerende magt. For hvem krig er blevet en naturlig forlængelse af politik. Særlig efter 11. september har vi set at USA’s krig mod terror har udviklet sig til noget vi vel snart kan begynde at beskrive som 3. verdenskrig.

Som sagt var et af hovedemnerne for vores programdebat " Udbygningen af den Europæiske Union og de nationale konsekvenser heraf". Som tidligere sagt er det et af de områder, hvor der har mindst debat. Derfor er det forhåbentlig også et af de områder, der kan komme noget debat omkring både her på landsmødet og frem til næste landsmøde.

EU er ved at udvikle sig til en egentlig statsdannelse – på vej til – og ser sig selv – som en supermagt. Samtidig med udviklingen af EU ser vi at den danske stat og det danske folketing får mindre og mindre indflydelse på den politiske udvikling i Danmark. Hvordan skal vi forholde os til det og hvad betyder det for den poltik vi skal føre.

Opbygningen af en overnational union, en egentlig stat med forfatning, valuta, politi, udenrigspolitik og militær og med propaganda for en fælles identitet går fremad i et tempo, der op gennem 90'erne er blevet stadig mere hæsblæsende. Denne udvikling modsvare de krav som den Europæiske storkapital har til et fælles marked og et marked der er mere eller mindre lukket overfor udefra kommende kapitalgrupper og som kan sætte sig igennem i konkurrencen med de andre to kapitalistiske centre.

EUs udvikling skal ses i sammenhæng med den stadig stigende globalisering. EU har udviklet sig til et af de tre internationale centre. I denne egenskab ligger EU i konkurrence og modsætning til de to andre centre Nordamerika og Sydøstasien. En konkurrence som har fået nogle fx Holger K Nielsen til at se noget progressivt i EU. Nogle holdninger vi vil støde mere og på. Nogle holdninger som fremhæves af progressive aviser som Politken og Information.

Derfor er det endnu vigtigere end nogen sinde før at analysere EUs udvikling og indhold. Vi må også se på de modsætninger, der findes i EU. Her er hovedmodsætningen mellem de enkelte landes befolkninger med deres EU-skeptis, nationalisme eller patriotisme. Hele projektet med at skabe en "Europæisk identitet" bliveret af de kommende konfliktområder i forhold til EU. Her kan vi måske se grundlaget for EU’s opløsning.

Et af de spørgsmål der stilles i oplægget er:

Hvordan har den danske kapitalisme udviklet sig siden 70’erne. Hvad er det for nogle væsentlige træk vi ser.

Erhvervsstrukturen har ændret sig radikalt gennem de seneste årtier. Fra at være et landbrugs og industrisamfund har det danske samfund udviklet til et servicesamfund. 70 pct. af alle erhvervsaktive er beskæftiget i den offentlige eller private servicesektor: Handel, finans, administration, kultur, undervisning, social- og sundhedssekton. Denne udvikling i erhversstrukturen har stor betydning for klassekræfternes sammensætning, som jeg vil vende tilbage til.

Samtidig har vi set der flyttes stadig flere penge fra løn til profit. Udbytningsraten er steget betydelig de seneste 25 år.

Monopoliseringen og internationaliseringen er også slået igennem i Danmark. Den danske kapitalisme har udviklet sig fra at basere sig på national kapital til i dag at være en integreret del af den transnationale monopolkapital. De transnationale monopoler er blevet dominerende inden for finanssektoren, industri, transport og entreprenørbranchen. Lignende tendenser findes også inde for den meget uensartet private servicebranche.

Stort set alle danske virksomheder er aktie- eller anpartsselskaber. Af dem er det hovedsagelig kun de små, der er enkeltpersons- eller familieejede, mens langt hovedparten af de større og store firmaet har en bredere kreds af ejere, herunder pensionskasser.

Kun inden for landbrug, byggeri, handel, turisme og konsulentvirksomhed er der stadig et lag af småproducenter og småkapitalister.

Dette stiller nogle vigtige spørgsmål, som vi må prøve at få svar på

I sidste halvdel af det 20. århundrede er den teknisk-videnskabelige revolution for alvor slået igennem inden for produktion, administration og kommunikation. Videnskaben er blevet en væsentlig produktivkraft. Den har haft afgørende indflydelse på udviklingen af den samfundsmæssige produktion og på udviklingen i klassestrukturen.

Den funktionelle arbejdsdeling kulminerede i 50'erne og er nu på retur. Kreativitet hos arbejderne ses af fremtrædende repræsentanter for den kapitalistiske magtelite som grundlag for de kommende års produktivitetsudvikling. De hierarkiske virksomhedsstrukturer afløses af selvstyrende grupper. Den stigende anvendelse af edb indebærer i sig selv, at det produktive arbejde får et større indhold af styring og kontrol.

Disse udviklingstendenser betyder objektivt, at de sidste rester af arbejdsgiverens funktionelle tilknytning til produktionen - retten til at lede og fordele arbejdet)- udhules. Kapitalen marginaliserer nødtvungent sig selv i forhold til produktionen. På tværs af den private ejendomsret overtager arbejderne i stigende grad den faktiske kontrol med produktionsmidlerne.

De nye krav til produktionens indretning, der følger heraf, tilpasser kapitalen sig og forsøger herunder at udnytte de nye strukturer til nye former for disciplinering af arbejdskraften ved at lade arbejderne bære en større del af risikoen kollektivt eller individuelt; i nogle brancher er det gået så vidt, at hver enkelt ansat er organiseret som sin egen lille virksomhed. Alligevel åbner den nye teknologi op for nye muligheder og for et socialistisk perspektiv. Fordi kapitalismen ikke er i stand til at indfri disse muligheder, opleves et demokratisk underskud i produktionen og i samfundet. Her åbnes en ny front i klassekampen.

Der er her tale om et uafklarede stridspunkter. Det må også fremhæves, at det, der diskuteres, er objektive forhold; der er ikke tale om nogen automatisk ændring af bevidstheden i retning af mere revolutionære eller socialistiske holdninger. Tværtimod ser man ofte, at de nye tendenser ledsages af en svækkelse af klassebevidstheden og af fremvækst af direkte borgerlige holdninger.

De ændrede produktionsvilkår, udviklingen i den danske erhvervsstruktur og den stadige stigende monopolisering har medført store ændringer i klasssestrukturen og specielt i arbejderklassens sammensætning.

Det samfund, vi i dag lever i, karakteriseres ved, at lønarbejderen er samfundets „normalborger". Lønarbejderklassen har udviklet sig fra en minoritet til i dag at udgøre det overvældende flertal. Lønarbejdsvilkåret er blevet samfundets norm, den målestok, også andre grupper lægger til grund, når de skal vurdere deres indtægts- og arbejdsforhold. Samtidig har levevilkårene for de forskellige kategorier af lønarbejdere nærmet sig hinanden.

Udviklingen i erhvervsstrukturen har radikalt ændret det danske samfunds struktur. De egentlige kapitalister, de få ejere af den monopoliserede kapital, udgør max. 2 % af befolkningen.

Småborgerskabet, der omfatter selvstændige inden for landbrug, håndværk, detailhandel, liberale erhverv og konsulentbranchen m. fl., er blevet kraftigt reduceret op gennem det 20. århundrede. De omfatter nu kun 5 % af befolkningen.

Mellemlaget, overordnede ledere i det privat og offentlige, omfatter max. 10 % af befolkningen.

Arbejderklassen omfatter lønarbejdere, der gennem deres arbejde skaber merværdi, som direkte eller indirekte bidrager til akkumulering af kapital. De udgør ca. 80 % af af befolkningen og er gennem de senere årtier gået fra at være et mindretal af befolkningen til at være et flertal af befolkningen.

Disse forandringer rejser nogle spørgsmål, som vi endnu mangler at besvare for at kunne opstille en tidssvarende klassekampstrategi:

Er det stadig industriarbejderne der er arbejderklassens fortrop?

Er arbejderklassens kerne både der hvor udviklingen finder sted og der hvor arbejderne har mulighed for gennem strejker mv. at lamme samfundet?

Hvordan har "arbejderklassens kerne" udviklet sig fra kapitalismens gennembrud i Danmark til i dag?

Ligger arbejderklassens kerne i IT-branchen, videnserhvervene og blandt de ansatte i bioteknologibranchen?

Eller er det absurd at tale om en kerne i en så bred sammensat arbejderklasse?

Og hvordan passer de unge, de gamle og de arbejdsløse ind i alt dette?

Det kom som et chok for de fleste, ikke blot kommunister, men langt ind i den øvrige venstrefløj, da de socialistiske lande i Europa brød sammen som stater og kastede et halvt århundredes resultater over bord.

Det er vigtigt at vi lære af de tidligere socialistiske landes erfaringer – gode som dårlige. Herigennem kan vi få ammunition til at opbygge socialismen og kommunismen i Danmark uden at begå de fejl som er sket i de tidligere socialistiske lande.

De borgerliges holdning til det, der skete, var klar: Socialismen duede ikke; „folk ville ikke have den".

Nogle kommunister og socialister har helt eller delvis overtaget denne forklaringsmodel: De socialistiske lande gik til grunde, fordi de ikke var rigtigt socialistiske, eller fordi de var degenererede, „moderne revisionister" eller fordi de byggede på en forkert „model". I almindelighed kædes disse forklaringer sammen med en kritik af det fænomen i socialismens udvikling, som man i mangel af bedre med et udtryk, der også er hentet fra de borgerlige, har kaldt stalinisme.

Den kommunistiske bevægelses opgør med „stalinismen" var berettiget og nødvendigt, men var i hvert fald i nogle partier, herunder vort eget, ikke dybtgående nok. Kritikken kom derfor aldrig ud over det grundlag, de borgerlige havde opstillet, og den blev aldrig marxistisk funderet. De holdninger og aktionstyper, man har kaldt „stalinistiske", har ikke noget specielt med Stalin at gøre, men er udsprunget af gamle, idealistiske strømninger i arbejderbevægelsen, beslægtede med den før- Marx'ske utopiske socialisme. Det er karakteristisk, at der i alle socialistiske landes historie, men mest udpræget, jo mere tilbagestående et samfund der er tale om, optræder en fase præget af persondyrkelse og tilsidesættelse af demokratiske og retlige normer og samtidig opstillinger af klart utopisk mål som „store spring" og den slags.

I vores debat har der været flere der har været inde på at de socialistiske lande umynddiggjorde arbejderklassen. Når man ser på hvad der er sket efter 1960 - efter opgøret med „stalinismen". Tyder visse af de erfaringer, der har været bragt ind i debatten, på, at „umyndiggørelsen af arbejderklassen" tog til i denne periode og ikke omvendt.

Der var en tendens til, at man i de socialistiske lande begyndte at se de arbejdende ikke som samfundets subjekt, men som vælgere og forbrugere, hvis behov man skulle tilfredsstille - „alt for folket" i stedet for „alt ved folket".

Dette er nok en af årsagerne til den europæiske socialismes fald.

En anden årsag skal se i den økonomiske udvikling.

Med den flytning af investeringer fra produktion til forbrug, der fandt sted i årene omkring 1970, er nok en del af årsagen til de økonomiske problemer i de socialistiske lande.

Noget lignende skete i udenrigshandelen. De socialistiske lande havde med Comecon forsøgt at skabe et integreret regionalt kredsløb, der skulle gøre det muligt for de enkelte lande at støtte hinanden i en uafhængig økonomisk opbygning. Det var ikke uden succes, men integrationen i Comecon blev brudt, da de enkelte lande, anført af Polen og Ungarn (med Jugoslavien som forbillede), omkring 1970 begyndte at orientere sig mod vest og optage lån for at opbygge eksportindustrier i håb om at kunne betale lånene tilbage med eksportprovenuet. De slog deres eget kredsløb itu og bragte sig selv i en slags U-landssituation som en periferi til det imperialistiske centrum, der samtidig blev bygget op med EU. Det gik dem derfor også, som det var gået U-landene: De begyndte med at importere kapital, men endte som kapitaleksportører. Også her blev følgen kapitalmangel og hæmmet vækst.

Vi kan altså kort opsummere at det ser ud til at årsagen til den europæiske socialismes sammenbrud både skal søges i en fejlslagen økonomisk politik og et samfund, der umynddiggjorde det enkelte arbejdende menneske og ikke i tilstrækkelig grad inddrog de arbejdende i den samfundsmæssige beslutning og kontrol.

Hvad er det for et samfund vi vil.

Socialisme og kommunisme er begreber, der oprindelig dækkede det samme. Når Marx i sin Kritik af Gotha-programmet skelnede mellem en tidlig fase i socialismens udvikling, hvor samfundet endnu er præget af modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det er rundet, og en senere fase, hvor det nye kan udfolde sig efter sine egne love, har man deri villet se en teori om netop to faser, to adskilte produktionsmåder, en socialistisk og en kommunistisk.

Men hvad Marx siger, er, at socialismen er en proces. Socialismen „indføres" ikke. Den er ikke en idé, en model, som samfundet indrettes efter ved en subjektiv viljesakt. Den vokser ud af de udbyttedes kamp mod kapitalen, og den får sin form efter de modsigelser, den skal løse, de tilstande, den skal gøre op med. Kun på det grundlag kan socialismen holde; kun på det grundlag bliver den andet og mere end en utopi.

Socialismen - og kommunismen - er de associerede producenters frie selvforvaltning. Socialisme er at frigøre samfundets produktivkræfter fra særinteressers tvang.

Blandt de „modermærker", det nye samfund overtager fra det gamle, er opdelingen i styrende og styrede. Overalt hvor revolutionen har sejret, har et parti, det kommunistiske, eller en koalition af partier ledet af det kommunistiske opkastet sig til herskende elite på folkets vegne og fyldt de pladser i det revolutionære statsapparat, som en herskende elite forventes at fylde. Det er sket, fordi folket har villet det sådan; ellers kunne det ikke være sket. De, der har villet det anderledes, har ikke kunnet vinde flertal. Og hvor det lykkedes dem at vinde flertal, bukkede revolutionen under.

De associerede producenters frie selvforvaltning har hverken været fri eller selvstændig, men formidlet gennem en styrende elite.

Opdelingen i styrende og styrede er en del af den samfundsmæssige arbejdsdeling. Den er faktisk kimformen til samfundets deling i klasser. Den må derfor forventes at falde bort i et fuldt udviklet kommunistisk samfund, hvor såvel arbejdsdeling som klassedeling og staten selv bliver overflødige. Man kan blot ikke slå sig til tåls hermed; for udviklingen af dette kommunistiske samfund sker i den proces, vi kalder socialismen, og i hvilken vi finder de omhandlede problemer.

Den egentlige årsag til socialismens problemer, både de politiske og de økonomiske, ligger formentlig i en utilstrækkelig modning af forudsætningerne; socialistiske produktionsforhold har hidtil kun eksisteret i en rudimentær form. Det er derfor en interessant hypotese, at de strukturer, som den nye teknologi synes at åbne op for, vil kunne udvikles til egentlige socialistiske produktionsforhold og dermed muliggøre en selvbærende og selvforstærkende udvikling fra den socialistiske revolution hen mod det kommunistiske samfund.

En sådan udvikling må indebære,

• at arbejderne og folket er aktivt bestemmende på alle økonomiske, politiske og sociale områder,

• at der sker en kontrol fra bunden med centrets udførelse af trufne beslutninger,

• at sandfærdige informationer kanaliseres nedad, så en sådan kontrol bliver mulig,

De udviklingstendenser, som er beskrevet i "En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede": den europæiske kontrarevolutionen, kapitalens globalisering, EU-opbygningen og USA's samtidige åbenlyse stræben efter verdensherredømmet, i det hele taget rivaliseringen mellem de tre imperialistiske centre, samt den stadig dybere krise i den kapitalistiske økonomi - har skabt en situation, som ikke alene er fuld af menneskelig elendighed i alle dens former, men også direkte sprængfarlig og en trussel mod den menneskelige civilisations beståen.

Det er nødvendigt at gå til modstand. Menneskeheden bør ikke affinde sig med denne udvikling. Og det er muligt at gøre modstand.

Der peges i konklusionen på at det er nødvendig at kæmpe

• For fred
• For national uafhængighed og mod EU
• Mod den kapitalistiske globalisering med dens neoliberalistisk politik

Alle disse sider af modstanden mod den moderne aggressive monopolkapitalisme udgør en helhed. Der er tale om en antimonopolistisk kamp, og den størst mulige sociale og politiske bredde må tilstræbes. Det rejser spørgsmålet om, hvem der i dag udgør den samfundsforandrende kraft.

Som tidligere sagt, så er debatten ikke forbi efter dette landsmøde. Landsledelse har fremlagt et resolutionsforslag, der siger at

"Programdiskussionen skal føres videre i partiet frem til landsmødet i efteråret 2003. Der skal arbejdes målrettet med at diskussion foregår i partidistrikterne, i SKUB og på www.dkp.dk. Diskussionen skal tage udgangspunkt i og forholde sig til den foreløbige konklusion, således at landsmødet til efteråret kan godkende konklusionen og udstikke rammerne for det videre programarbejde i DKP."

Samtidig foreslås det, at

"Landsledelsen pålægges at arbejde videre med konklusionen, således at der kan komme svar på de mange spørgsmål, der rejses i det foreløbige oplæg. Ligeledes bør der i den endelige konklusion inddrages erfaringerne med Perestrojka i Sovjetunionen, de chilenske erfaringer fra Folkeenhedens periode og overgangsformer til socialisme. Har kan der tages udgangspunkt i DKP Ribe og Ringkøbings Amts forslag. Ligeledes bør landsledelsen inddrage andre i vores programdiskussion. Enhedslisten, KPID og DKP/ML bør opfordres til at kommentere vores foreløbig konklusion. Det kan ske gennem en anmeldelse af "En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede" i SKUB."

Der er altså ikke fra landsledelsen lagt op til, at vi i dag skal vedtage eller godkende dokumentet "En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede", men at det skal danne udgangspunkt for diskussionen her i dag og frem til næste landsmøde, hvor vi forhåbentlig kan vedtage en endelig konklusion på det programmatiske arbejde, som blev sat i gang for godt og vel fire år siden.

Landsmødet til efteråret skal samtidig tage stilling til hvordan der skal arbejdes videre hen i mod et nyt partiprogram, som kan afløse Kommunisternes Program fra 1976.

Udover Programkommissionens og Landsledelsens dokument er der fremlagt to andre forslag til dokumenter til vedtagelse. Et fra Ron Ridenour som er et forslag til nyt partiprogram og et udkast til programudtalelse fra Ribe og Ringkøbings Amter. Jeg vil ikke kommentere disse forslag men blot bemærke, at hvis vi vidtager Rons forslag, så er vores programdebat forbi og vi har et partiprogram. Hvis vi vedtager Ribe og Ringkøbings amter forslag, så har vi konkluderet på debatten der blev sat i værk fra Landsmødet i januar 1999. Opgaven herefter bliver at skrive et egentlig program.

For begge forslags vedkommende vil det betyde at vi konkludere for tidligt på vores diskussion og nok så vigtigt undlader at inddrage partiet aktivt i diskussionen af de forslag der er fremlagt.

Min opfordring er at vi tager os den tid det kræver. Denne proces kan ikke forceres. Lad os bruge det næste halve år til at få svar på nogle af de mange spørgsmål, vi har stillet i "En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede".

Med disse ord vi jeg slutte og lægge op til en god og udbytterig debat her i dag og i partiet det næste halve års tid.