Jeg forstår
ikke rigtig din "forfærdelse" ved at læse/høre ordet
uenighedskultur. Er det da ikke det, vi har praktiseret her i partiet under
udtrykket "demokratisk centralisme". At den demokratiske centralisme så
til tider var været misbrugt, det er en anden sag.
Jeg ville ikke
selv bruge udtrykket uenighedskultur, men mener: Vi må anerkende og respektere
hinandens meninger om tingene - også teoretisk. Og når vi når til et
resultat, en beslutning efter diskussion om uenighederne - er det da ikke en
uenighedskultur?
Når vi
kommunister mødes i afdeling, distrikt eller på landsplan, så er vi ikke
enige på forhånd, men bliver vi enige og tager en beslutning, så går vi ud i
vort lokalområde og omsætter denne beslutning. En beslutning er da udtryk for
afslutningen på en uenighed. Og foregår denne afgørelse/beslutning i en
kammeratlig atmosfære, så er det vel et resultat af en uenighedsfase
(uenighedskultur). Det er der ikke noget forkert i. Det er også demokratisk, når
vi har besluttet os - i fællesskab. Det er så centralistisk, når vi
samlede går ud og prøver på at gøre beslutningen til virkelighed.
Vi har altså
en uenighedskultur. Vi skal anerkende og respektere den uenighed, der naturligt
eksisterer i vort parti. Og vi er stadig på den demokratiske centralismes
platform, for nu at bruge det udtryk.
2 eksempler
herpå, dels lokalt, dels på landsplan:
1. Her på
Langeland diskuteres der meget om en kommende kommunesammenlægning eller ikke.
På dette område er afdelingens medlemmer ikke enige. Når vi så har
taget vores beslutning, eksempelvis at vi går ind for en sammenlægning, så går
vi altså alle ud og snakker for denne!
2. Partiet har
en beslutning om, at Enhedslisten er vores parlamentariske strategi. Det
har vi besluttet og går ind for i vort politiske arbejde. Men vi er ikke alle
enige om, hvor meget der skal lægges i den beslutning, især ikke efter at
Enhedslisten satser på at være et parti med personligt medlemskab.
I begge disse
mine eksempler er vi først uenige, så diskuterer vi og beslutter os, og vi er
demokratiske. Vores ledelser fastlægger nogle retningslinier for denne
vedtagelses udførelse - og laver evt. materialer. Så prøver vi at gennemføre
vores beslutning/vedtagelse. Vi er dermed centralt ledet. Vi er uenige. Vi
beslutter. Vi er demokratiske, og vi står på centralismens grund, når vi går
ud i det fælles arbejde.
Så hvorfor være
forfærdet over et udtryk?
Oluf Unnerup
Langeland