Om Klasseanalyse

Af Raymon Swing

Jeg har med interesse lagt mærke til, at der er ved at komme mere gang i den teoretiske diskussion i den senere tid, både i DKP, i de andre kommunistiske partier og i Enhedslisten. Det er for mig så meget mere glædeligt, som mine mange forsøg i årenes løb på at formulere noget altid blev mødt med ret enslydende - eller slet-ikke-lydende! - bemærkninger om, at det er så »svært« - eller også at man simpelthen indrømmer, at man ikke forstod et hak af, hvad jeg sagde. Ganske vist syntes jeg, jeg skriver et ret forståeligt sprog, men alligevel. Måske har tiden ændret sig. Jeg vover et øje og prøver igen.

Jeg må dog forudskikke en lille undskyldende bemærkning. Engang var jeg politisk aktiv i DKP med teoretiske interesser. Nu er jeg for længst gået på »politisk pension« og henfalden til ren og skær teoretisk spekulation, så at sige som teoretiker med politiske interesser. Dette kan man bebrejde mig, lige så meget man vil, værsgo, men det ændrer ikke ved sagen. Sådan ligger kortene. Men det ændrer godt nok også lidt ved det perspektiv, jeg anlægger, når jeg skal prøve at læse i disse »kort«, f.eks. når vi diskuterer kommunistisk teori, klasseanalyse, marxisme osv.

Hvad er det da, vi gerne vil lære ud af kortene? Som jeg opfatter de fleste diskussionsindlæg i denne retning, synes det mig, at man som politiske aktivister gerne vil finde ud af, hvor ens mulige forbundsfæller, kort sagt, hvor ens vælgere er. Det er legitimt - så meget mere, som vi og de fleste andre kommunister jo i årevis ikke har kunnet finde ud af, hvor de var! Hvor gemmer de sig? Eller kan vi bare ikke finde dem, fordi vi for vort indre blik har et forkert signalement at gå efter og derfor ikke ser skoven for bare træet?

Som kommunister søger vi den arbejderklasse, hvis »revolutionære fortrop« vi jo tidligere altid definerede os selv som. Og så er det naturligvis kedeligt, når vi ikke kan finde dem, vi så gerne vil gå foran. Det ærgrede mig også i mine mere aktive dage. Men ærgrelse hjælper ikke så langt. Men - for nærmest at være lidt grov: er arbejderklassen alle dem, som burde være glade for vort glade budskab (»evangelium«!) om humanisme og solidaritet, som vi mener at læse ud af Marx, Engels og Lenins værker?  Eller er »arbejderklassen« et objektivt begreb knyttet til den samfundsmæssige værdiproduktion?  Som »politisk pensionist« vil jeg udelukkende nænne mig spørgsmålet ud fra dette sidste, rent teoretiske side.

Hvad er værdi?

Så er vi netop ved det spørgsmål, som tilsyneladende ikke interesserer nogen som helst i denne diskussion. Og måske er det derfor netop her, det godt kunne begynde at blive lidt »svært«. Alligevel, selv om Marx ikke selv gav en helt endegyldig definition på begrebet værdi, så har han dog vist os den vej, som bare ikke mange det sidste knap hundrede år har forsøgt at gå.

Men er det virkeligt så svært? Både og. Begrebet værdi må ses i sammenhæng med begrebet privat ejendomsret. En ting har »værdi« for mig, hvis jeg ved at give den fra mig kan skaffe mig noget andet, som jeg har brug for. Hvis jeg fremstiller noget linned, for at jeg ved hjælp af dette kan skaffe mig en god vinterfrakke (jf. vareanalysen fra »Kapitalen« 1. bind), så er dette linned en værdigenstand for mig, som frakken er det for skrædderen, hvis han har brug for linned.

Men så simpelt er der naturligvis intet der er her i verden! For at jeg kan gøre dette med mit linned skal jeg eje det, hvilket oprindeligt var tilfældet, hvis jeg selv havde lavet det. Sådan er det ikke længere. Privat ejendom (ikke »personlig« ejendom) betyder netop noget, jeg er rede til at give fra mig for at få noget andet. Ejendom er i et kapitalistisk samfund typisk penge og produktionsmidler. Hvis jeg ejer de sidste, er jeg - i hvert fald i princippet - kapitalist. Men det er jeg ikke bare som linnedvæveren ovenfor, men derimod hvis jeg - i kraft af at jeg ejer en masse penge - kan købe et stort produktionsapparat eller på anden måde investere i »værdier« for at have noget at sælge ud af bagefter, så jeg kan få endnu flere penge. »Penge-varer-penge«, som Marx skrev: kapitalens almene formel.

Men dette alene definerer ikke hverken arbejderklassen eller den egentlige industrikapitalist. Han ejer fabrikker osv., som han bestemmer over for at sælge alle den produkter - som i virkeligheden rager ham en papand! Og han får andre, som har brug for penge, til at arbejde for sig. Med moderne organisationsforhold, maskiner osv. får han så lavet en masse varer, som han kan sælge til langt højere pris end det han selv har måttet betale arbejderne i løn, for råstoffer, halvfabrikata osv. Alle disse varer har »værdi«, netop i kraft af at de kan og skal sælges. Selv arbejdskraften har for så vidt »værdi« for arbejderen, som han må stille den til rådighed for kapitalisten mod at få penge til gengæld. Således bliver arbejderen »fremmedgjort« for sit arbejdsprodukt, som han ingen kontrol har over mere.

Alt hvad kapitalisten må købe til sin produktion har en værdi, som han må udrede i penge. Råstofferne har værdi, fordi andre arbejdere har hentet dem op af jorden, videnskabelige opfindelser for så vidt som han må købe patenterne. »Værdi« betyder, at de mennesker, som har skabt alle disse ting, har måttet afstå deres rådighed over dem til andre, for selv at kunne leve. Når alle disse ting så engang er købt for i sidste ende at blive brugt, konsumeret, osv. er deres »værdi« forsvundet dvs. indgået i det menneskeliv, som næste dag igen skal i gang med at producere nye varer for at få løn for det.

Klassebegrebet

Summa summarum. I første omgang - men også kun i første (eller allersidste?) omgang! - er der to klasser (i et kapitalistiske samfund): Der er arbejderklassen, som producerer varer, varerne har værdi for så vidt som de kan sælges (ellers ikke!), og det er kapitalisterne, som køber de varer, som de slet ikke personligt er interesserede i, men som de sælger videre eller bruger til at producere flere varer, som de heller ikke er interesseret i... Eller de køber og sælger hele fabrikker. Eller bare pengene som sådan. Osv.

Kort sagt: Hvem er »vores« arbejderklasse? Netop her er mit vigtigste kritikpunkt over for de fleste, som laver »klasseanalyser« nu til dags. De spørger ikke efter »vores arbejderklasse«, men efter deres potentielle vælgere! Hvor går kommunegrænserne, amtsgrænserne, statsgrænsen? Hvad der ligge uden for interesserer aldrig i den slags analyser. Mærkeligt! I vores globaliserede verden er »vores« arbejderklasse ligeså vel polske syersker, kinesiske legetøjsfabrikerende børn eller de enlige kvinder, der som quasislavearbejdere pukler sig ihjel i de sydamerikanske og asiatiske produktionszoner. De skaber en meget stor del af de værdier, som også indgår i vore egne højt udviklede produktioner, som »vore« hjemlige kapitalister tjener tykt på.

Selvfølgelig, vi tænker på dem, når vi tænker global-politisk, diskuterer den ny verdensorden, osv. Men vi tænker ikke på dem, når vi søger efter vælgere, eller som de skabere de er af en meget stor del af de værdier, som vore egne arbejdere er med til at forøge - men også med til at forbruge og fortære, og som derfor også indgår i »vore« arbejderes leveform og som de derfor kræver betaling for at kunne opretholde gennem eget arbejde.

Jeg skal nok vogte mig for at »arbejderaristokrati« her. Det får man som bekendt på puklen for! Men sagen er jo, at meget af den »Værdi«, vi lever højt på her i landet er skabt under de nævnte forhold af fremmede. For at sige det groft: Skulle disse millioner af fattige have et liv, som bare mindede om vores levestandard, så ville det omkalfatre hele vort økonomiske verdenssystem. Jeg skal ikke kunne sige, hvor vi selv i så fald ville komme til at ligge på skalaen, men næppe i det smørhul, vi trods alt stadig befinder os i.

For at sige det kort: Arbejderne er alle dem, som er »købt« til at skabe værdi til de andre - og disse »andre« er kapitalisterne. Men selv »købte« mennesker er der mange lag af. »Arbejderaristokraterne« er også arbejdere (lige så vel som kz-lejrenes kapo'er selv var slavefanger og ikke de mest behagelige).

Distribution

Den distribution, jeg her vil tale om, er ikke varernes, men mere abstrakt selve værdiens. Én ting er, at værdien som spekulationskapital flyder temmelig ukontrollabelt rundt mellem verdens børser, alle steder hvor der er ekstraprofitter at hente. En anden ting er vort hjemlands interne omfordelingscentral, staten. Alle de mange mennesker, som ikke laver noget der kan sælges, skal også leve. Også de får løn, understøttelser, kontanthjælp osv. Men de værdier, som fordeles over stats- og kommunekassere kommer alle sammen fra vareproduktionen, som via et kompliceret netværk af skatter og afgifter, moms og jeg ved ikke hvad, flyder rundt i samfundet og ender på vores alle sammens spiseborde, i bilerne, de elektroniske apparater osv. osv, som vi alle mener er nødvendige for at leve ordentligt, og som vi derfor kræver en passende løn for at være i stand til at betale.

Det er værd at huske, at Marx definerede kapital som »processerende værdi«. Værdi, som ved at omsættes i arbejdskraft og produktion, bliver til ny og forøget værdi, som så igen... Værdi skabes i sidste instans i produktion, vareproduktion - og ingen andre steder.

Og netop her er det, tror jeg, det meste af vort arbejde med klasseanalysen kikser. Det er disse »mellemlag«, eller hvad man nu vil kalde dem, som ikke »arbejder« med værdiskabende, såkaldt »produktivt« arbejde, men som alligevel gør en masse nyttige ting, som ingen ville undvære, og som de selvfølgelig derfor også skal have nogle penge for. Også de skal jo leve videre, så de kan fortsætte alt det gode de gør (for ingen kan jo nu til dags leve af kolonihaven eller grisen på loftet!). Det er blevet moderne - og det lyder jo smukt! - at sige, at skolelæreren sælger sin arbejdskraft ved at undervise ungerne, så deres arbejdskraft bliver tilsvarende mere værd fremover. Den melodi har vi spillet hver gang, argumenterne slap op...

Skolelærere er vores potentielle vælgere som kommunister og vi vil jo derfor så gerne regne dem med til det »gode selskab«! Men efter min ringe mening har dette ikke meget med analyse i teoretisk forstand at gøre. Jeg føler ikke mit eget arbejde som tidligere skolelærer undervurderet, selv om ingen nogen sinde har ville acceptere mig som arbejder. Hvad jeg sandt for dyden heller aldrig har været! Men i kraft af »systemet« er der også tilflydt mig en vis mængde »værdi«, så heller ikke jeg og min familie (med min gode kones hjælp) er sultet ihjel. Heldigvis.