Af Lars Ulrik Thomsen
En definition af den epoke, vi lever i, kan ikke erstatte en alsidig analyse af kapitalismens nyere udvikling. Derimod kan det være en hjælp til, at man i udvælgelsen af stoffet finder frem til de emner, som det er vigtigt at få diskuteret.
Frem til sammenbruddet for Sovjetunionen og de andre socialistiske stater i Østeuropa fastholdt vi, at vores epoke var verdens overgang fra kapitalisme til socialisme, der indledtes med Oktoberrevolutionen. Enhver vil herudfra slutte, at med afviklingen af de socialistiske stater er det også slut med verdens overgang til socialisme.
Spørgsmålet er imidlertid, om vi har givet en rigtig definition af epoken. Kan man på dato fastsætte starten på en ny epoke? Oktoberrevolutionen var en meget vigtig sejr for arbejderbevægelsen, men det var ikke begyndelsen til verdens overgang til socialismen. Den begyndte langt tidligere, da arbejderbevægelsen konstituerede sig som en ideologisk og organisatorisk kraft.
I pjecen Das Maß der Epoche redegør Wolf-Dieter Gudopp på overbevisende måde for dette synspunkt. Gudopps eget bud på en epokedefinition er følgende:
”Vores epoke er den verdenshistoriske overgang fra kapitalisme til socialisme og dermed i gensidig formidling epoken, der rummer al hidtidig histories overgang til en ny kvalitet af frihed for det samfundsmæssige menneske.” (S. 38)*
Med denne definition ønsker han åbenbart at understrege, at det ikke kun handler om at skifte det ene samfundssystem ud med det andet; men ved at tage det bedste fra det gamle samfund at skabe en større grad af frihed for det enkelte menneske.
I bogen Historiens Fortolkere giver filosoffen Jens Henrik Olsen en udmærket definition på Marx’s grundtanker: ”I enhver epoke er det produktivkræfterne, som bestemmer produktionsrelationerne, og det er produktionsrelationerne, som bestemmer epokens bevidsthed.” (S. 139)
Denne grundtanke var en nyskabelse i forhold til tidligere opfattelser af de væsentlige drivkræfter i historien. Måske burde man overveje at tage udgangspunkt i epokens hovedmodsigelser i stedet for at foreslå, hvad vi er på vej til. Mit bud er derfor:
”Vi lever i en epoke, hvor stadig nye befolkningsgrupper og hele folkeslag inddrages i modsigelsen mellem lønarbejde og kapital. Det betyder, at imperialismen fremmer en hidtil uset samfundsmæssiggørelse af produktionsmidlerne.
Den fulde udnyttelse af det teknisk-videnskabelige fremskridt kan kun realiseres under socialistiske produktionsforhold.”
Med denne formulering imødekommer man Gudopps kritik af
vores egen formulering fra 1976-programmet, og samtidig uddybes de vigtigste
kendetegn ved epoken.
* Dr.
Wolf-Dieter Gudopp, Das Maß der Epoche, Wissenschaft & Sozialismus e.V.,
Frankfurt/M 1995.