Af Henrik Stamer Hedin
Det er besluttet, at de chilenske erfaringer skal indgå i programdebatten. Hvorfor de egentlig skal det, er ikke nemt at se; de hører hjemme i den periode, hvis erfaringer for vort vedkommende blev sammenfattet i 1976-programmet, og de havde givetvis en stor betydning for dette programs udformning. Jeg vil alligevel tage de chilenske erfaringer til udgangspunkt for nedenstående betragtninger.
Ron Ridenour vender sig i Skub for august mod Lars Ulrik Thomsens opfattelse af Allende-epoken i Chile som en succes for den antimonopolistiske enhedsstrategi. Ron er på nippet til at sige ligeud, at hvis arbejderne i Chile havde haft våben, kunne de have slået kuppet tilbage; men regeringen ville ikke give dem våben.
Nu havde de chilenske arbejdere faktisk våben, og der blev da også gjort modstand - et par dage, indtil kupstyrkerne havde nedkæmpet de oprørske fabrikker én for én. Hvad de chilenske arbejdere manglede, var åbenbart ikke våben, men organisation og ledelse, da den revolutionære regering først var sat ud af spillet.
Eller som Kemal Okuyan siger det i juninummeret: Det, som giver folket magt, er dets retningssans, og denne retningssans forudsætter ledelse.
Hverken den store franske eller den store russiske revolution blev vundet med våbenmagt, men af beslutsomme folkemasser under målbevidst politisk ledelse.
Hvis kommunisterne kan siges at have svigtet på noget punkt, i Chile eller andre steder i og uden for Latinamerika, er det ikke ved at give afkald på våbenmagt, men ved at overlade ledelsen til andre kræfter, som ikke magter den - eller måske endda arbejder efter en skjult dagsorden.
Det tror jeg ikke, Allende gjorde. Men folkeenhedsregeringen i Chile var en koalition af kommunister og socialister (samt det lille MIR-parti), og ledelsen i koalitionen lå hos socialisterne. Når advarslerne om et kup blev afvist med henvisning til Chiles traditioner, er det ikke kommunistisk tankegang. Det blev imidlertid kommunisterne, som først og fremmest kom til at betale prisen for det nederlag, som blev følgen. De har endnu ikke genvundet den styrke, de dengang havde.
Hvilket bringer mig tilbage til vores egen side af kloden og nærmere vores egen tid.
De franske erfaringer
Allendes og Folkeenhedens valgsejr havde virket inspirerende over hele verden, ikke mindst i Europa, og få år senere blev noget lignende sat i værk i Frankrig. Efter et par fejlslagne forsøg lykkedes det at få valgt socialisten Mitterrand til præsident på grundlag af en snæver koalition mellem socialister og kommunister (foruden et tredje, mindre parti).
Efter at det socialistiske parti i Frankrig ved udgangen af 60'erne var blevet på det nærmeste udslettet, blev det genrejst af Mitterrand. Han proklamerede som sit nye partis mål at fortrænge kommunisterne fra førerstillingen i fransk venstre. Kommunisterne overlod da også villigt førerstillingen i koalitionen til Mitterrand og hans socialister til trods for, at kommunisterne dengang var det største af de to partier.
Hvad det betød, stod klart i en TV-debat, hvor koalitionen og dens præsidentkandidat blev præsenteret, og som jeg så.
Ved bordet sad Mitterrand og kommunisternes generalsekretær Marchais. Mitterrand førte ordet. Journalisterne spurgte, om den regering, Mitterrand som præsident ville udnævne, skulle have en kommunist som chef, når Mitterrand nu selv var socialist. Ikke tale om, svarede Mitterrand, regeringschefen skulle selvfølgelig være socialist.
Skulle kommunisterne så have udenrigsministerposten? Nej, svarede Mitterrand, Frankrig hørte hjemme i den vestlige verden, udenrigsministeren kunne ikke være kommunist. Finansministerposten da? Nej, Frankrig var et kapitalistisk land og kunne ikke have en kommunist som finansminister. Forsvarsministeriet? Nej, Frankrig var jo NATO-medlem...
Ved siden af sad Marchais og sagde ikke et ord. Hvad skulle han også have sagt?
Følgen var, at kommunistene et par år senere blev nødt til at sprænge koalitionen for ikke at blive trængt helt i baggrunden. Det satte partiet i et meget dårligt lys.
Da venstrekoalitionen efter at være blevet flikket sammen igen til sidst vandt og Mitterrand blev præsident, fik kommunisterne allernådigst overladt trafikministeriet. Partiet var ikke længere i stand til at stille krav. Dets førerstilling var tabt, og udviklingen siden har været én lang déroute.
Og den franske venstreregering? Ja, vi véd jo, hvad der blev af den.
Fredsbevægelsen
Vender vi blikket mod vores eget land, og ser vi på vores eget enhedsarbejde, så er et af de resultater, vi har kunnet mønstre, og et, vi har været særlilg stolte af, 80'ernes brede fredsbevægelse, der endog var i stand til at sætte sit præg på Folketingets beslutninger ("fodnotepolitikken"). Anledningen var NATO's trussel om opstilling af 572 Pershing-raketter langs "jerntæppet" (udover dem, men havde i forvejen), hvis ikke Warszawapagten demonterede sit raketforsvar. Protesten mod denne aggressive optræden fra NATO-side var fredsbevægelsens hovedindhold, og den blev meget bred, også internationalt.
Lykkedes det så at tvinge NATO på retræte og forhindre opstilling af de 572 raketter? Nej. I stedet gav Sovjetunionen efter og gik ind på NATO's krav. Følgen var fredsbevægelsens demoralisering, den socialistiske lejrs sammenbrud og Warszawapagtens opløsning. Bragte det os nærmere en fredelig verden? Det kan enhver jo dømme om i dag.
Moralen er: Det er ikke et spørgsmål om at have geværer eller ej. Det er et spørgsmål om, at kommunisterne påtager sig deres ledelsesopgave og ikke overlader det til de vaklende eller til klassefjenden at sætte dagsordenen.
Og hvilke konklusioner giver det anledning til at drage med hensyn til "enhedens metode"? Åbenbart ikke, at enhed er af det onde. Men nok, at vi i højere grad bør interessere os for, under hvilke betingelser enheden giver resultater, og under hvilke den ikke gør det.