Det var nu godt, at det blev slået fast, at partiets medlemmer er fuldt berettigede medlemmer – og lige højt elskede, om de er gamle eller unge. Først når det er slået fast, har vi noget at byde den ungdom af mulige nye medlemmer velkommen til i partiet. Mennesker vokser op og går til på et tidspunkt; men med en fælles ide er vi altid på vej.
Det er simpelthen genialt. Jeg husker f.eks. engang under Spartakusoprøret .. nå - lad det nu være til en anden gang; men der er faktisk ting, som blev sagt på vort landsmøde, der fortjener at blive diskuteret, og som jeg håber, nogle vil være med til - ?
Det er der! Det sker allerede. Bemærk Finn Hermanns ”Samtaler fremmer forståelsen ” Skub nr. 9, som drejer sig om samarbejdet mellem kommunistiske partier og Enhedslisten. Det er rigtigt. For det modsatte, når nogen beslutter, at nu kan vi ikke mere snakke med pågældende reformister, ekstremister eller betonkommunister – på det sidste er også nogle socialdemokrater i omtale forfremmet til betonsocialister. Intet er mere forkert, det er tåbeligt ikke at kunne tale sammen. Der har jo været og er et godt samarbejde, når det gælder EU-modstanden, fredsarbejdet og i vid udstrækning valg til amt, kommuner og folketing.
Alligevel mener jeg, at Gitte fra Fælles Kurs har ret, når hun opfordrer til at finde fejlene fra splittelsens tid og så søge samarbejde – hen mod et fælles kommunistisk parti igen. Vi kan gensidigt sagtens finde på negative ting om de andre; men helt sikkert: ude i befolkningen: - arbejdere, studerende forstår det ikke. Men de ville forstå et samlet kommunistisk parti og dertil Enhedslisten, der samler alle røde, grønne kræfter til det parlamentariske arbejde. Hvis vore kammerater i de kommunistiske partier tog det alvorligt, at være medlem er at arbejde, efter bedste evne for et socialistisk Danmark, så ville vi nok søge mere efter mulighederne for enhed end efter problemerne hos de andre. Splittelsen er en uanstændig luksus i en verden, der kalder på samling. Splittelsen på venstrefløjen og især blandt kommunister tjener kun krigs- og profitmagernes interesser.
De mennesker, der har meldt sig ud af DKP kan selvfølgelig have deres gode grunde; men jeg har aldrig hørt et argument, som jeg kunne forstå var en god grund. Det kan så være min evne til at forstå, der er galt med; men selv det er jo ingen argument, for ethvert parti må jo nøjes med at udbytte de evner kammeraterne nu engang har.
Jeg ville gerne skrive til alle, der har meldt sig ud: DKP savner jer; men kan I leve med det, så er der jo ikke så meget at gøre . Men jeg ville nødigt gå ude i det politiske mørke, hvor der er gråd og tænders gnidsel – og vide at nogen havde brug for mig. På landsmødet blev der også sagt, at vi kommer ikke videre, før vi har gjort op med fortidens forbrydelser indenfor verdensbevægelsen. Det bør også diskuteres – som årsagerne til sammenbruddet i øvrigt.
Ligeså spørgsmålet om alternativ til sikkerhedspolitikken.
Har vi, der siger nej til krig og terror, NATO og EU-hær, et alternativ?
Helt for egen regning vil jeg påstå, at der er brug for nytænkning angående flygtninge/indvandrerpolitikken. Vi er enige om at vende os mod stramningerne, der helt bestemt vil føre til, at mange vil blive sendt tilbage til bødlerne, de flygtede fra.
Men det er ikke nok. Der er brug for en holdning, der vurderer mennesker højere end alt andet. Der er brug for et budskab, der siger: I er altid velkomne i vort land, vi har brug for jer. Hvad med en nordisk uafhængighedserklæring, der siger alle uanset oprindelse er velkomne, når de vil anerkende fred og demokrati?
Frankrig har i generationer samlet på folk, der havde behov for at slå andre ihjel (Fremmedlegionen) – det er da forfærdeligt, hvis ingen kan mobilisere for fred og udvikling.
Vi vil da omgående få Socialdemokratiets støtte – ”Plads for os alle, alle der vil – ” ”Hør stemmen fra Nord – ”
”Ædelt er mennesket jorden er rig.” Det er selvfølgelig ikke bare noget vi synger. For når der ”findes nød og sult skyldes det svig.” Ikke spor andet. Alt andet er snak og bortforklaringer. – som skal ”knuses i livets navn”. Nordahl Griegs Til Ungdommen, der omringet af fjender går ind i sin tid, er lige så aktuelt, som da det blev skrevet i 1936. Vi er stadig den ungdom, der må vi` sig til strid.
Peder Pedersen
Midtjydsk