Det stadig tættere
samarbejde mellem de kommunister, der mere eller mindre alle har deres rod i det
forkætrede parti – partiet – Danmarks kommunistiske Parti er meget
positivt. Her trives en kultur, man ikke finder andetsteds, og
meningsforskellene er ikke voldsomme. Vi kan snakke sammen. Vi kan mindes bedre
tider, og vi kan arbejde for lys i mørket ud fra Marx, Engels og Lenin og al
den ophobede viden og erfaring i den kommunistiske verdensbevægelse. Alle fire
– godt nok små – kommunistiske organisationer: DKPml, KpiD, DKP og Fælles
Kurs har mod på det og se til om ikke det lykkes at sammensvejse kræfterne en
dag. Det ville være naturligt, nu hvor aktuelt en sort regering søger at tryne
os.
Svaret er
aktivitet og bevægelse og kommunistisk enhed. Aktiviteten er så småt gået i
gang med de unges protester og murren i krogene andetsteds. Arbejderklassen
kommer også på banen – det er sikkert og vist. Det er en klassekampens lovmæssighed.
Bevægelse er som det vandfald, kommunismen bevæger sig i. Her er samling særligt
nødvendig i respekt for arbejderklassen. Samling på et revolutionært
grundlag. Det de fire har. Det gode gamle enhedsarbejde – prøvet så mange
gange i kamp – må jo også gælde for partier, der alle hylder det.
De
forskellige brud op gennem tiden må kunne læges i erkendelse af den enighed,
der jo er om alle de afgørende spørgsmål. Det er faktisk kampens pligt og vil
– tror jeg – blive hilst med glæde, når først der kommer gang i
processen.
Enhedslisten
– paraplyen – som jeg har været medlem af siden dens start i 1990, er lidt
af en underlig fisk. Stort set ikke flere medlemmer end de kommunistiske partier
– ikke imponerende med hensyn til aktivitet og udpræget et
middelklasseforetagende. På det sidste usikker i EU-politikken. Det uundgåelige
spørgsmål om hvor længe kommunisterne herhjemme kan støtte en broget flok,
hvis rødder ikke er arbejderklassen, og hvis politik bliver derefter.
Det behøver
ikke blive noget dramatisk brud, snarere et organisk – et gåen hver til sit,
og det var så de tolv år. Og et kunnen samarbejde om konkrete spørgsmål, men
ikke længere en del af paraplyens skygge.
Jeg tror,
der er en fremtid for den kommunistiske bevægelse og bestemt også herhjemme.
Mange har trukket sig tilbage – medlemsmæssigt og som vælgere. Men jorden
gik ikke under, da Muren faldt. I andre lande arbejder de kommunistiske partier
sig op.
Mange gode
kommunister holder sig langt væk fra liste Ø – stemmer ikke engang på dem
ved valgene, men er i mine øjne lige godt kommunister. Jeg tror, der er et
potentiale, hvis partierne slår pjalterne sammen uden slagsmål, men med
disciplin og målrettethed.
De
internationale kontakter til broderpartier er ikke længere noget voldsomt spørgsmål,
idet samling finder sted mellem revolutionære globalt – ikke altid lige
smertefrit, men som en uundgåelig proces af aktivitet.
Vi har
organisationer, der kan løfte større organisatoriske opgaver – viljen er
voksende. Måske var det på tide snart at slå til og tænke nyt og friskt.
DKPs ydmyghed over for liste Øs gøren og laden kunne erstattes af revolutionær
enhed på et helt andet – et klassekampens grundlag. Det er der skrigende brug
for i et Danmark stadig mere spundet ind i EU’s spind – med masser af
arbejdsløse, fup-aktiverede og udstødte og ikke mindst en kulsort
BMW-regering. Tiden kalder på et politisk sporskifte. Og al erfaring viser, at
uden kommunister går det skidt. Vores stærke periode i nyere tid, 70’erne,
hvor parlamentarisk arbejde og masseaktivitet forenedes på bedste vis og
rokkede ved fundamentet i det pengestyrede Danmark. Det må dreje sig om at
skabe tilstande som disse igen om ikke akkurat naturligvis. Og det kan liste Ø
ikke. Det ligger ikke i konceptet, som man siger. Enhedslisten er efter min
bedste overbevisning ikke socialistisk, men en humanistisk-økologisk og
antikommunistisk komsammen uden de stor visioner. Har så fungeret som
stemmesamler for venstrekanten som sådan. Og en boltreplads for de gamle
trotskister i SAP.
Listen har i
mine øjne overlevet sig selv for vores vedkommende. Det ville være fejlslagent
at fortsætte på den dødssejler, når en ny skude med solide gamle spanter kan
sættes i søen.
Jeg synes
ikke, det er nok fra tid til anden at være træt af Listen. Nej, den må være
fortid. Der er heller ingen udvikling parlamentarisk og kun lidt medlemsmæssigt.
Et
enhedskommunistisk parti ville have den fordel, at Marx og Engels, Lenin og
erfaringer ville være med i bagagen, og at vi ville vide, at når
beslutningerne er taget, afhænger alt af organisationen, og den har vi, selv om
den endnu ikke er kæmpestor. Nok vel til selvstændig opstilling med tiden.
Behovet for kommunister er der, tror jeg. Pionerarbejde nuvel, men nødvendigt
og også givende. Der har været værre tider for den kommunistiske bevægelse.
20’erne eller 60’erne. Det har set værre ud, og bruddene vi slås med
ligger jo ikke i forhistorisk tid. Så kan den enkelte organisations stolthed
begraves, kunne vi – tror jeg – komme langt igen. Med samlede kræfter
skulle det nok kunne lade sig gøre at søge den fælles opstilling, der jo ikke
er alt, men dog en platform.
Kommunismen
har været erklæret død og begravet i mere end en halv snes år. Der er
skrevet mere – langt mere – om den end af den. Lad os kæmpe mod
antikommunismen både uden for og også i liste Ø, hvor den trives i bedste
velgående. Vores ydmyghed må få ben at gå på.
Jeg tor, vi
alle har lært af socialismens midlertidige sammenbrud, men det har ikke gjort
os til globalister. Der er masser af levekraft i socialismen. Tanken om lighed
og på længere sigt at yde efter evne og modtage efter behov kan visne
antikommunistiske profeter ikke kvæle.
Nok kan være
nok, og ungdommen ser ikke med professor Bent Jensen og andres hadske øjne på
os. Og de perifere afhopperes udgydelser i diverse dagblade er hurtigt glemt.
Spaltekvadratkilometer har været helliget os. Ikke sobert – ikke objektivt
– nej, billigt og plat og i enorme mængder.
Det er tid.
Verden over kæmper kommunister for fred, demokrati og velfærd. Den
kommunistiske tanke er stadig stor og rigtig, fordi den er sand, og fordi den
bliver.
Danmarks
kommunistiske Parti bør finde sin plads blandt de øvrige kommunister – øse
af sine erfaringer loyalt og erkende de perspektiver, der er for samarbejde på
enhedsarbejdets grund – revolutionære grund.
Kammeratlig
hilsen
Christian
Toubro
Viby
Jylland
VORES LAND
Kønt og
klemt – klodes lille plet
Skønt og
gemt til vores spæde børn
Som
fabrikspigen med ryggen ret
Som fiskeren
svedig i sin tørn
Her lærte
vi langsomt forsigtige skridt
Her lærte
mor og far og også Danmark os
Som kærtegn
i rødt og kærlighed og hvidt
Som
kroppenes møde og ikke for at slås
Vi er blikke
og ord fra sind til sind
Vi skal og må
ikke gå i giganters garn
Som den
vinterstålets rene vind
Som sødlige
kys fra et søvnigt barn
Oprøret vil
komme – sikkert og vist
Oprørvinden
vil igen feje over Danmarks jord
Som den
trofaste og friske vandrekvist
Som
menneskers store handling, tanke og ord