Af Birgit Unnerup
Der var to
hovedformål med at tage imod indbydelsen fra det rumænske arbejderparti (PMR)
til deltagelse i dets kongres. Den ene var at få noget mere at vide om Rumænien
og gerne hele regionen. Den anden var muligheden for at træffe repræsentanter
fra det moldaviske kommunisparti, der for kort tid siden er kommet i regering,
og høre mere om denne usædvanlige situation.
En lidt mere
fantasifuld ide er at gennemføre en partirejse til Moldavien inden for det næste
års tid for dels at se landet, dels se og høre om erfaringerne med at have
regeringsmagten efter godt 10 år med markedsøkonomisk frihed.
Et af de annoncerede formål med denne 2. kongres i det rumænske arbejderparti, som er stiftet i 1997, var at tage navneforandring til Rumæniens Kommunistiske Parti (RKP), hvilket var navnet på det parti, der havde regeringsmagten i de år, hvor Rumænien var et socialistisk land.
For
yderligere at understrege dette var det samtidig foreslået, at også
kongressernes nummerering skulle ændres, således at de tidligere kongresser i
RKP blev talt med.
Begge
forslag blev vedtaget med så vidt jeg kunne se kun én stemme imod i
centralkomiteen og et par enkelte stemmer blandt de delegerede. Men det gik
meget hurtigt, og de udenlandske delegationer sad på forreste række i salen.
Jeg kender
ikke partiets program eller vedtægter, og de synes heller ikke at have spillet
den store rolle i forslaget og beslutningen om navneændringen. Det drejer sig
ifølge generalsekretærens oplæg til kongressen først og fremmest om at vedgå
arv og gæld fra fortiden. At vedstå de store fremskridt, der skete i Rumænien
fra 1947, hvor landet blev en socialistisk folkerepublik, og til
”revolutionen” i 1989. Og at vedstå de fejl, der blev begået. Sådan blev
det fremstillet, men der blev dog i oplægget ikke direkte nævnt meget om
fejlene.
Indirekte
figurerede de dog på den måde, at der blev talt om at yde ofre. Det henviser
til, at der især i de seneste år inden 1989 blev ført en stram politik om
ikke at gældsætte landet. Det betød bl.a., at der ikke blev importeret olie,
og der var ofte ikke meget brændsel at få om vinteren. Det kneb også med mere
eksotiske importvarer. (Jeg kan huske, at jeg i et indslag i radioavisen omkring
begivenhederne i 1989 bl.a. hørte den danske reporter fortælle om, hvordan rumænerne
måtte undvære de mest nødvendige fødevarer som f.eks. appelsiner og cognac.
Brændselsmangelen derimod var reel nok.)
Til gengæld
var der i Rumænien en velfærdsstat, hvor borgerne var sikre på de basale ting
i den daglige tilværelse: boliger, tøj, arbejde, sundhed, uddannelse osv. Og
samfundet udviklede sig med hensyn til uddannelse, forskning, industri,
landbrug, teknologi osv. Og Rumænien var gældfrit i 1989.
Efter markedsøkonomiens indførelse for godt 10 år siden har rumænerne oplevet det samme som andre østeuropæiske lande: levestandarden og levealderen er raslet ned, arbejdsløsheden eksploderet, boligerne er ikke til at betale, lønningerne er lave – også som følge af den galopperende inflation. (Jeg fik 10 mio lei for mine 3.000 danske kroner). Og ofte bliver de først udbetalt efter måneders venten.
Markedsøkonomien
fungerer heller ikke økonomisk: Produktionen falder og rumænske virksomheder sælges
til udenlandske foretagender for en slik. Der er kun få nyinvesteringer fra
udlandet.
Rumænerne
konfronteres også med polarisering i samfundet. I modsætning til tidligere er
der nu rigtige fattige – og der er mange af dem – og nogle meget rige. Der
bruges mange penge fra statskassen til at skabe en kapitalistklasse og en rig
overklasse. Da den ikke var der i forvejen, så må den skabes.
På den
menneskelige front giver disse ændringer sig udslag i prostitution, vold, druk,
kriminalitet, selvmord blandt unge. Dette sidste var chokerende for mange af
dem, jeg talte med. Det er tydeligvis et helt nyt og helt uforståeligt problem.
På den samfundsmæssige front sker der en nedgradering af kultur, forskning,
fremskridt og økonomi.
Det nye
kommunistparti ser derfor sig selv som en faktor, der skal genvinde Rumænien
som en nation – både økonomisk og kulturelt. Målet er at gengive Rumænien
den nationale stolthed. Og der er nok at tage fat på!
Denne
nationale bevidsthed betyder også, at partiet er imod EU. Ikke at det ses som
et større problem – dem er der som beskrevet mange andre af. Derimod betyder
NATO meget – og hele den imperialistiske krigspolitik. RKP er derfor meget
klart og aktivt imod NATO og imod Rumæniens inddragelse i krige. Der er heller
ikke meget at inddrage, for det tidligere ret betydelige militær har også været
ramt af ’nedsmeltningen’ i den rumænske økonomi.
RKP er klart et nationalt parti, men det har også stærke internationale forbindelser. Og det var en interessant oplevelse at være placeret i et område, hvor interesserne går i en helt anden retning end i Danmark. De interessante områder er Balkan, tidligere Sovjetrepublikker som Moldavien, Hviderusland og Ukraine samt Mellemøsten. Det afspejlede sig også i de delegationer, der deltog i kongressen. Udover fra de nævnte lande deltog der mig fra Danmark, to fra det tyske KPD og to fra et italiensk parti.
Og der var
meget tydeligt hjertelige og venskabelige forbindelser mellem partierne. Det
lykkedes mig at få talt med kammerater fra Moldavien, Serbien, Jugoslavien,
Tyskland og Syrien. Og så Rumænien forstås. Jeg var dog klart handicappet af
hverken at kunne gøre mig forståelig på rumænsk eller russisk, der var fællessprog
for de fleste.
Da vi indtog vore pladser til kongressen blev jeg tiltalt af en ældre herre, som viste sig at være nogle år på den anden side af de 90. Han spurgte hvor jeg var fra, og jeg svarede Danmark på mit bedste skolerussisk. Det forstod han ikke helt, men det lykkedes til sidst. (Det viste sig, at det ikke var forståelsen, men hørelsen, det kneb med). Han tiltalte mig på forskellige sprog, og vi endte med tysk. Han fortalte, at han havde deltaget i den spanske borgerkrig som frivillig i den internationale brigade, hvorfor han kunne både spansk og tysk, foruden naturligvis rumænsk og russisk. Ja, og så ungarsk, da der er et stort ungarsk mindretal i Rumænien. Han kunne også fransk (det kan mange rumænere) og lidt italiensk og engelsk. Han viste mig fotos af sit identitetskort fra den internationale brigade og sit medlemskort fra det rumænske kommunistparti, som han blev medlem af i 1927. Han var glad for, at partiet nu fik sit navn tilbage. Så manglede de bare at erobre socialismen tilbage. Det ville han gerne opleve, så han var nødt til at leve nogle år endnu.
Han fortalte
mig meget indtrængende, at det var nødvendigt at få socialisme, for ellers
fik imperialisterne snart ødelagt hele verden med en atomkrig.
De to væsentligste fokuspunkter for den internationale solidaritet lå helt klart hos palæstinenserne og irakerne. At få standset Israels fremfærd, og at få hævet blokaden mod Irak.
Lige inden
jeg tog af sted søndag eftermiddag blev jeg interviewet af en syrisk
journalist, der også var tilknyttet den syriske ambassade i Bukarest. Han ville
gerne høre om partiet, altså vores DKP, dets medlemstal og politiske
indflydelse i Danmark. Så ville han gerne høre om den danske befolknings
holdning til situationen i Palæstina, og han blev lidt vred, da jeg måtte fortælle,
at det var småt med forståelsen for den palæstinensiske sag, når
propagandaen ikke levnede megen plads til forståelse og eftertanke.
Han fortalte
om alle de overgreb, som Israel foretog på palæstinenserne, og mente, at det
var forfærdeligt, at danskerne kunne betragte palæstinenserne som terrorister.
Jeg forklarede, at vi gjorde, hvad vi kunne, men at det p.t. var meget lidt, da
vi havde liden indflydelse på den danske meningsdannelse.
Jeg nåede
ikke at fortælle, at jeg var på vej for at deltage i en konference på Cypern
om netop det palæstinensiske spørgsmål, for så ville min utålmodigt
ventende chauffør af sted til lufthavnen. Måske ser jeg ham igen på Cypern. Så
kan vi gøre interviewet færdigt. Det blev foretaget af en rumænsktalende
araber med en engelsktalende dansker og oversat af en engelstalende rumæner.
Der var en græker blandt de gæstende delegationer. Jeg nåede ikke at få talt med ham. Han var meget engageret og meget omsværmet, fordi han (foruden græsk formoder jeg) talte både rumænsk (han havde boet i Rumænien engang), russisk, engelsk og tysk, og således kunne tolke for hvem som helst. I det hele taget var russisk et meget anvendeligt sprog på disse kanter, selv om det var lidt gedulgt. Især rumænerne tog det ikke gerne i deres mund. De er meget stolte af, at deres sprog er romansk.
Jeg opdagede dog efterhånden, at der er mange russiske låneord. De siger bl.a. ”da” for ”ja”, ”tovarisj” for ”kammerat” og ”privet” for ”goddag”. Der var underligt nok ikke en eneste russer tilstede. Eller de gjorde i hvert fald ikke meget væsen af sig. Der var en lidt trist udseende hviderusser, som jeg dog ikke kunne tale med, da hans engelsk kun omfattede et par gloser.
Italienerne var meget engagerede og talte med hvem som helst – meget ivrigt og kun på italiensk. Jeg ved ikke, hvor meget deres samtalepartnere forstod, men det gjorde vist heller ikke så meget. Deres parti hed noget med demokratisk. Jeg holdt mig lidt på afstand for ikke at blive inddraget i en lang og hed samtale om noget, jeg ikke forstod et ord af.
Og så skal vi
ikke glemme Jugoslavien og præsident Milosevic
Et par medlemmer af det serbiske socialistparti (Milosevic’s parti) var meget ivrige med at omdele et skrift og tale om retssagen ved domstolen i Haag. De syntes, han klarede sig fint, men var også klar over, at i længden ville det blive for meget for selv ham. Milosevic havde f.eks. været syg de seneste uger. Jeg fandt det modigt, at de fastholder at sige ’præsident’ Milosevic som udtryk for, at det seneste præsidentvalg kun blev halvvejs gennemført, og at Milosevic således er den senest korrekt valgte præsident for Jugoslavien.
Revolution og
kontrarevolution
Jeg bemærkede med tilfredshed, at de fleste gæstetalere omtalte begivenhederne omkring 1990 som ”kontrarevolutionen”, idet det ligner den forståelse af problemerne, som vi er ved at komme frem til, når vi skal besvare spørgsmålet ”hvad skete der?”. Og lige som hos os var der endnu ikke noget svar på ”hvorfor skete det?”
En anden interessant ting var, at rumænerne konsekvent omtaler omvæltningen i 1989 som ”revolutionen”. Især de unge tolke, som åbenbart er tydeligt præget af de seneste års undervisning. Dem jeg talte mest med gav udtryk for, at det var en vane, og vi enedes efterhånden om at kalde det ”kontrarevolutionen”.
Jeg gjorde også mit for at give dem en større forståelse for EU's rolle som en faktor i denne kontrarevolution og de ulykker, der regner ned over deres land.
PMR/RKPs partimæssige virke
Partiet er som nævnt fra 1997 og for et par år siden forsøgte de at sammenlægge sig med et andet socialistisk (arbejder)parti, men det blev ingen succes – hverken parlamentarisk eller politisk. Det er nok også en af baggrundene for den mere markante profilering, der kommer til udtryk i navneskiftet.
Siden den mislykkede sammenlægning har partiet satset på en organisatorisk udbygning med afdelinger og distrikter, som vi kender det herhjemmefra. Der er p.t. ingen organisering på arbejdspladsniveau. Der er organisationer i 36 ud af 42 ’amter’. Partiet står stærkest i den sydlige (lavlands)del af landet, hvor også Bukarest ligger. Det har altid været Rumæniens ’røde område’. Trods flere forsøg lykkedes det ikke at få oplysninger om partiets størrelse, men med de mange delegerede og det store arrangement, så må der være en hel del.
Denne organisering skal danne basis for succes ved næste parlamentsvalg, som der satses rigtig meget på. En af tolkene forklarede, at de politiske partier i Rumænien siden 1989 meget har været centreret om én person, som typisk har haft støtte fra én region uden ret meget af et ’politisk’ program, og at de som parlamentsmedlemmer ofte skifter side og parti, fordi det mere drejer sig om politisk karriere end om politik.
Og hvordan var så
Rumænien?
Jeg så kun Bukarest, som er en stor by med brede veje og fortove og store bygninger. Ikke meget højhusbyggeri og ikke meget slumbyggeri. Men en hel del tydeligvis ikke vedligeholdt siden ’revolutionen’. Og så var det rigtigt forår med udsprungne og blomstende træer og dejligt varmt vejr – især påskedag, hvor jeg skulle hjem. Rumænien er endnu ikke noget turistland, hvilket jeg fandt rart. Og tingene fungerede. Det var ligesom i Danmark i gamle dage. Tingene er, hvad de giver sig ud for, og fungerer som sådan. Der var fred og ro i gadebilledet og mindre stress end i den københavnske trafik.
Bukarest er fyldt med smukke og store parker. De er velholdte beplantningsmæssigt, men inventaret er nedslidt, ligesom byens springvand ikke sprang. Og bilerne har ikke katalysator – eller hvad der nu er i vejen -, så forureningen var slem for min hals. Bukaresterne har taget fast food til sig. Forretninger reklamerer direkte med fast food. Eneste konkurrent er de personer, der sælger brød på gaden eller i små boder og butikker – og det er billigt. De små gadebutikker har åbent altid og sælger lidt af hvert.
Resten af Rumænien (altså bortset fra det sydlige lavland) består af bjerge, vistnok Karpaterne. Og så Transsylvanien. Det så jeg fra flyveren på hjemvejen. Masser af bjerge og sne og træer og ikke megen beboelse, der kunne ses fra luften. Der kunne jeg godt tænke mig at holde ferie.