I to tidligere artikler om Materialismens filosofi, har jeg forsøgt at sætte programdiskussionen ind i en filosofisk ramme. Denne udgave handler mere om samfundsmæssige fænomener, set ud fra tidens diskussioner i blandt andet TV om Store danskere.
I Skubs martsnummer fra 2002, omtalte jeg en række bøger og debatter, som vi kan bruge som vejvisere i den brydningstid vi gennemlever. En af dem, var debatten om Niels Bohrs komplementaritetsteori, der i 50´erne blev lanceret som en brugbar metode, ikke blot inden for naturvidenskaben, men også inden for psykologi, fysiologi og samfundsanliggender.
I en nylig TV-serie om store danskere, omtalte man Niels Bohrs indsats som videnskabsmand og hans internationale betydning med rette. Han var med i forskerteam, som på atomteoriens område skabte et banebrydende arbejde.
Det ville have klædt folkene bag TV-programmet, at man også havde set med kritiske øjne på Bohrs indsats og ikke blot fremstillede den, som en næsten uafbrudt triumf. F.eks. hans indsats på fredsområdet, burde ses i et mere kritisk lys. Niels Bohr forsøgte stædigt i efterkrigstiden og frem til sin død, at få ledende politikere i tale omkring atomtrusselen. Hans argument var, at vi med en åben verden kunne overvinde megen gensidig mistillid. Når det så fremgår af udsendelsen, at Bohr også på dette område opnåede det han ønskede og man tager murens fald som et led i åbenheden, gør man historien endimensional.
Bohrs styrke var, at han så den trussel som atomvåbnene betød, men han så ikke den klassemæssige forskel i de kræfter, som skal forandre militarisme til fred. Jo mere usikker verden bliver, des tydeligere bliver det at Sovjetunionen var et bolværk for freden. I dag er det ikke den røde trussel som medierne tordner imod, men trusselen fra terroren, der skal skræmme folk til ny oprustning.
Med et tankeeksperiment kunne vi forestille os, at Bohr havde valgt dialektikken, som sin filosofiske metode. Det ville have givet ham et uvurderligt redskab, ikke blot på naturvidenskabernes område, men også en forståelse af de samfundsmæssige kræfter, der kan hjælpe fremskridtet på vej. Hans nevø, Ib Nørlund, der selv i en periode arbejdede på Niels Bohr Instituttet, forsøgte i en artikel ”Videnskabens krise” fra 1954, at sætte fokus på sammenhængen mellem naturvidenskabens nye resultater og de filosofiske problemer. Den i borgerskabet dominerende filosofi, som Bohr fulgte var positivismen, der havde rødder tilbage hos videnskabsmænd fra begyndelsen af forrige århundrede. Kendte navne som Mach og Avenarius, der var fortalere for en revision af marxismen.
De opgaver vi i dag står over for – med biokemiens, genteknologiens, kommunikationsteknologiens landvindinger, giver os tilsvarende udfordringer som i 50´erne. Vi starter derfor ikke på bar bund, men kan hente elementer til en løsning i spørgsmålene fra dengang.
En ung filosofistuderende David Favrholdt, som siden blev professor på Odense Universitet, skulle også give sit besyv med i debatten i Dialog. Ib Nørlund sammenlignede ham dengang med licentiaten i ”En dansk students eventyr”, og Favrholdt har lige siden ihærdigt forsøgt, at gendrive den dialektiske materialisme. F.eks. i sin bog ”Lenin hans filosofi og nutiden”, hvor ”licentiaten” kun nødtvungent indrømmer, at der er tale om filosofi.
Hvis venstrekræfterne igen skal i offensiven, må vi tage regeringen på ordet og gå ind i værdidebatten, blandt andet om de filosofiske spørgsmål.
Lars
U. Thomsen
Esbjerg