Nationen og  kampen for national selvbestemmelse

Af Svend Erik Christensen

Den seneste måneds diskussion i og omkring Enhedslisten om EU-politikken har fået mig til at reflektere over begreberne nation og national selvbestemmelse.

Et af de spørgsmål, jeg stiller mig selv, er om den danske (og europæiske) venstrefløj de facto har opgivet kampen for national selvbestemmelse og spillet den nationale kamp over i armene på de højrepopulistiske partier. Vi har set at Dansk Folkeparti i offentligheden fremstår som forsvarer for nationalstaten mod EU’s udvikling, medens den del af venstrefløjen, der kommer i medierne (Socialdemokratiet, SF, LO-toppen og Keld Albrechtsen) hellere ser EU som forsvar for arbejderklassens interesser.

Kommunisterne har altid forsvaret nationernes ret til selvbestemmelse og været forrest i kampen for den. Men hvorfor har vi kommunister i Danmark, og store dele af EU, ikke været i stand til at forsvare de nationale interesser på en sådan måde, at kampen mod EU er blevet et projekt for venstrekræfterne og arbejderbevægelsen i stedet for de højrepopulistiske partiers projekt, som det bl.a. er tilfældet i Danmark, Østrig og Frankrig?

Nationen

I de kommunistiske partiers teori har nationen altid spillet en rolle, og partierne har altid accepteret nationernes rolle og eksistens. ”I denne teori er nationen et historisk udformet, stabilt fællesskab af mennesker, opstået på basis af fire fælles fundamentale kendetegn, nemlig: på basis af fælles sprog, fælles territorium, fælles økonomisk liv og fælles åndeligt præg, der ytrer sig i fælles specifikke ejendommeligheder i den nationale kultur” [¹]. En nation kan godt eksistere uden at være en nationalstat. Det er der flere eksempler på i historien og nutiden, fx den baskiske nation.

Nationalstaten er opstået samtidig med kapitalismens sejr over feudalismen. Borgerskabet og de nationalistiske partier var bannerfører for kampen for nationen og dannelse af nationalstaten. Nationalstaten var en nødvendighed for et marked for den kapitalistiske produktion. Det er derfor at ”nationen ikke slet og ret er en historisk kategori, men en historisk kategori for en bestemt epoke, den opstigende kapitalismes epoke” [²]

Kapitalen har ikke brug for nationalstaten

Kapitalismen har gennemgået mange spring siden den marxistiske teori om nationen udkrystalliserede sig i begyndelse af forrige århundrede. Nationalstaten som rammen om det kapitalistiske marked er blevet for lille. Den nationale kapital hører fortiden til. Med udvikling af imperialismen til dets nuværende stade af ”globaliseringen”, er den blevet erstattet af den transnationale kapital. I udviklingen hertil har kapitalen udviklet sig mere og mere unationalt. I Danmark er den nationale kapital blevet mere og mere international og sammenflettet med udenlandsk kapital. ”Det store spring frem” her var dansk tilslutning til EF i 1972. Siden har vi set, at der stort set ikke er en rent dansk kapital mere. Den er enten sammensmeltet med udenlandsk kapital – som fx Nordea – eller opkøbt af udenlandsk kapital – som fx B&W Motor. Ligeledes er meget af produktionen flyttet ud af landet. Hvor kapitalen lægger produktionen hvor arbejdskraften er bedst og billigst.  

Vi har altså set at kapitalen har opgivet nationalstaten. Men det startede langt før EU. Tænk blot på de store danske nationalinteressers rolle under besættelsen. Hvor profit blev sat højre end det nationale sindelag. Og tænk blot på tilslutningen til NATO og dermed knæfald for den amerikanske imperialisme.

Arbejderklassen og nationen

Allerede i det kommunistiske manifest fremhævede Marx og Engels arbejderklassens rolle i kampen for nationen.

Arbejderklassen har i den nyere danske historie været forrest i kampen for national selvbestemmelsesret. Det skete i frihedskampen mod den tyske besættelse, det var tilfældet i kampen mod Nato i efterkrigstiden og det var det i kampen mod EF i 1972 og siden i kampen for at rulle unionen tilbage.

Kommunisterne har altid været en del af kampen for national selvbestemmelse. Kommunisterne trådte til når det nationale borgerskab svigtede nationen. Kampen for den nationale selvbestemmelsesret er samtidig en demokratisk kamp. En kamp for at fastholde den enkelte nations ret til selv at bestemme over egne love og politik. Men kommunisterne er efterhånden de sidste i arbejderbevægelsen, der holder fast i forsvaret for den nationale selvbestemmelsesret. Det ses tydeligt i diskussionen om Danmark i EU. For længst har socialdemokratiets og fagbevægelsens top sat sin lid til, at EU skal løse det danske samfunds og den danske arbejderklasses problemer.

SF – eller rettere sagt Holger K. Nielsens fløj – tror at det overnationale EU kan løse globaliseringens problemer. Og fhv. MF for SF Christine Antorini siger, at ”venstrefløjens mærkesager kan jo kun gennemføres gennem et stærkt EU” [³].

Keld Albrechtesen (KA) har i sit debatoplæg ”Venstrefløjen og EU”[⁴] sagt, at ”vi støtter hverken ideen om en europæisk kapitalistisk føderation (som ønskes af et flertal i det nye EU-konvent) eller ideen om nationernes Europa, som fremføres af den EU-skeptiske højrefløj og som bygger på national selvtilstrækkelighed og fremmedfjendskhed.”. Ligeledes siger han at ”tiden er ikke moden til skabelsen af Europas Forenede Stater, selvom en sådan ide ikke kan afvises på et principielt grundlag.” 

KA’s holdninger er interessante, da de er eksponent for den holdning som ligger og lurer i bl.a. Enhedslistens medlemskreds og flere mere eller mindre intellektuelle kredse. Her har man den holdning at den nationale kamp er reaktionær og at internationalisme er lig med nationernes opløsning. [⁵]

Hvorfor har højrepopulisterne overtaget EU-modstanden

I det hele taget er store dele af pressen ved at se venstrefløjen som EU-positiv og højrefløjen som EU-skeptisk. Eller som Politiken formulerer det den 22. februar 2002: ”Noget tyder på at venstrefløjen bliver stadig mere EU-positiv, medens højrefløjen indtager en stadig mere forslæbende rolle. Betyder det, at den danske EU-debat er ved at blive normaliseret i forhold til resten af Europa, hvor EU-begejstringen er størst til venstre og mindst tilhøjre?”

Ved valgene her og andre steder i Europa har de højrepopulistiske partier haft held til at kombinere industriarbejderklassens og marginaliserede gruppers frygt for globaliseringen bl.a. gennem EU og fremmedfrygten. Vi har også set det med Dansk Folkepartis succes ved det seneste folketingsvalg.

Den belgiske filosof Chantal Mouffe [⁶] har taget fat på diskussionen om årsagen til højrepopulismens fremmarch. Hun siger bl.a.:  ”Efter kommunismens sammenbrud rykkede de socialdemokratiske og socialistiske partier i Europa ind på midten. I praksis er der ikke forskel på det demokratiske venstre og det demokratiske højre. Folk kan vælge mellem Coca-Cola og Pepsi, mellem McDonald‘s og Burger King. Men folk får ikke et alternativ til den neoliberale økonomi. De højrepopulistiske partier er de eneste, der siger, at verden kan forandres, og at folk kan gøre en forskel. De appellerer til den folkelige suverænitet og mobiliserer følelserne. Deres politik er uacceptabel, fordi den mobiliserer xenofobiske følelser, men de vinder frem, fordi de står i modsætning til den rationalistiske og teknokratiske modernitet”. Hun fortsætter: ” Mønsteret bag højrepopulismen ser ud til at være det samme overalt i Europa. En del af arbejderklassen er tiltrukket af højrepopulismen. De centrumsorienterede partier i Europa repræsenterer i dag middelklassen, men de har opgivet arbejderklassen og de folkelige sektorer”.

Der er et alternativ

Jeg kan måske tilføje, at venstrefløjen i Danmark har svigtet ved at den bliver mere og mere ufolkelig og ikke har føling med stemningerne i ”folkedybet”. Forklaringen på SF’s og Enhedslistens nederlag ved folketingsvalget er ikke at de ikke vil arbejde inden for EU, som det bl.a. har været fremhævet i Enhedslisten. Men snarere at venstrefløjen opleves som ”en del af systemet” – enten det nu er som regeringsstøtteparti eller som tilhænger af EU som ”en realitet”. Det hjælper ikke SF (og Enhedslisten) at rykke ind mod midten. Der må formuleres et klart venstrealternativ, for som Chantal Mouffe  siger: ”Enhver ide om at højre og venstre er død, er farlig. Den eneste måde, man kan mobilisere følelser på, er ved at appellere til højre-venstre skellet. Man kan ikke blive passioneret af at stemme på midten.” Der må skabes et alternativ, der klart slår fast at udvikling af et Danmark, der er til gavn for det store folkeflertal, samtidig må være et opgør med den Europæiske Union og for national selvbestemmelse. Det skal også være et alternativ, der taler til mange af dem, der i dag stemmer på Dansk Folkeparti.

Vi må som kommunister stille os den opgave at formulere en politik, der både forsvarer retten til national selvbestemmelsesret og samtidig giver vores vision af hvordan vi kan se et fremtidig Europa som det arbejdende folks Europa, hvor selvstændige nationer arbejder sammen. Vi må gøre det i vores egen programdebat. Vi må gøre det i Enhedslisten og i Folkebevægelsen